Landsstyret havde ikke noget at tilbageholde
»Indledningsvis vil landsstyret erkende, at vi naturligvis burde have været i stand til at forklare forholdene vedrørende Puisi meget mere detaljeret, da vi sidste år henvendte os til Landstinget på baggrund af selskabets anmodning om garantistillelse. Dette indrømmer jeg - omend det er for sent.«
Torsdag d. 23. november 2000
Josef Motzfeldt
, Formand for Landstinget
Emnekreds:
Erhverv
,
Love og konventioner
,
Politik
,
Puisi
,
Økonomi
.
AG bryster sig gerne af, at avisen betragter det som sin pligt at præsentere hændelser og forhold i samfundet for sine læsere i korrekt og sandfærdig formulering.
Medieansvarsloven gælder som bekendt også i vort land. Udover at overholde den, ville det være sympatisk, om nyhedsformidlerne ligefrem opfattede det som deres fornemmeste opgave at være sandfærdige og korrekte i deres nyhedsformidling.
At dette ikke altid er tilfældet, kan umuligt komme bag på AG´s redaktion, hvis den løbende drøfter og evaluerer avisens kvalitet eller mangel på samme.
Eksempelvis havde AG en artikel den 7. november 2000 med overskriften "Landsstyret erkender fortielse i Puisi-sag".
Denne artikel beskæftigede sig med Landstingets debat den 2. november 2000 om Great Greenland og Puisi A/S. Debatten var en fortsættelse af Landstingets behandling af Revisionsudvalgets betænkning, der fandt sted den 25. oktober 2000.
Brug af kildemateriale
Ønsker avisen eksempelvis at dække en debat fra Landstinget, behøver journalisterne ikke at være til stede i salen. Debatterne kan følges i radioens direkte transmission.
Hvis ikke man mener, at dette er tilstrækkelig for, at avisen lever op til sin opfattelse af at være budbringer af sandheden, burde det være muligt for en nyhedsredaktion at slå op på hjemmesiden <
www.gh.gl>
;, hvor der løbende kan findes referater at samtlige forhandlinger i Landstinget. Lige til at gå til for enhver, der ønsker af citere korrekt og sandfærdigt.
Før jeg citerer væsentlige udtalelser fra den omtalte debat i Landstinget, tillader jeg mig at citere en af AG's egne fortolkninger af debatten den 2. november 2000:
"Efter godt fire timers debat, kom der dog en erkendelse fra Josef Motzfeldt af, at landsstyret har holdt oplysninger tilbage fra Landstinget i forbindelse med behandlingen af Puisi-garantien."
Debatterne fra såvel den 25. oktober 2000 som den 2. november 2000
Jeg vil gerne erindre om at jeg allerede under debatten den 25. oktober kom med følgende udtalelse:
"Indledningsvis vil landsstyret erkende, at vi naturligvis burde have været i stand til at forklare forholdene vedrørende Puisi meget mere detaljeret, da vi sidste år henvendte os til Landstinget på baggrund af selskabets anmodning om garantistillelse. Dette indrømmer jeg - omend det er for sent."
Derudover gennemgik jeg bankens afslag til Puisi A/S's forsøg på at låne pengene på egen kreditværdighed, hvorefter jeg fortsatte:
"Landsstyret har været nødt til at tage til takke med dette, da vore adskillige henvendelser til Puisi A/S, for blandt andet at efterkomme Finansudvalgets efterlysning af dokumentation for selskabets kreditværdighed ikke bar resultater. Da vi således ikke var i stand til at opfylde Finansudvalgets efterlysning, kom vi ikke med nogen usandhed, idet vi konstaterede at investeringen er risikofyldt."
Denne udtalelse citerede jeg blot ordret under den fortsatte debat den 2. november 2000 og tilføjede blot følgende:
"Hvis nogen betragter dette som erkendelse, så værs'go og tag den som sådan."
Efter at jeg havde gentaget min udtalelse fra den 25. oktober 2000, kom Kandidatforbundet, Atassut og Otto Steenholdt med deres "tilfredshed" og "taknemmelighed".
Men det er interessant, at disse udtalelser først nåede nyhedsredaktionen i AG 8 dage efter de var faldet.
Ifølge AG virker det, som om AG blot ønskede Landsstyrets "erkendelse" gentaget og ikke ønskede selve sagens nuancer debatteret.
Kære Josef Motzfeldt
Som udgangspunkt skal jeg sige, at AG i en lang række artikler har givet en både nuanceret og korrekt sagsfremstilling af den skandaløst dårligt håndterede Puisi-sag, og jeg er overrasket over, at du kritiserer netop AG for sin omtale af landsstyrets rolle.
Heller ikke omtalen af Landstingets behandling af revisionsudvalgets betænkning berettiger til kritik af AG.
De citater, du fremhæver fra avisen er jo korrekte, hvad du vel heller ikke anfægter. Samtidig bebrejder du os for ikke at benytte de officielle referater på hjemmestyrets hjemmeside, "så vi kan citere dig korrekt". Vi har normalt ikke noget problem med citaterne, men selvom vi havde, kan vi ikke hente hjælp på jeres hjemmeside. Du må forveksle den med hjemmestyrets interne net, som vi her på AG desværre ikke adgang til.
Vi havde såmænd citeret dig for udtalelserne fra den 25. oktober i en note, men den blev skubbet ud af en vigtigere artikel. Det har du nu rådet rigelig bod på ovenfor. Men det giver dig ikke ret i din fortolkning af landsstyrets indsats.
Du indrømmer, at "landsstyret naturligvis burde have været i stand til at forklare forholdene vedrørende Puisi meget bedre".
Deri har du fuldstændig ret. Landsstyret kunne nemlig have givet Landstinget fyldestgørende oplysninger om, at Puisi A/S var et fuldstændig utilregneligt foretagende, der ikke havde styr på noget som helst, som ikke havde dokumentation for en eneste af dets vidtløftige drømme. I kunne jo ikke få oplysninger om selskabets kreditværdighed og bilder jeg efterfølgende ind, at I så kan nøjes med at sige til Landstinget, at investeringen er risikofyldt!
Ja, den, der tier, lyver ikke. Men er på den anden side heller ikke særlig meddelsom. Det kan godt være, at landsstyret følte, at det - som du skriver i overskriften - "ikke havde noget at holde tilbage". Men det vidner jo kun om, at landsstyret i denne sag optrådte som en flok amatører, der uden dømmekraft sendte en håndfuld skattemillioner i kloakken, næsten uden om Landstinget.
Naturligvis er det vigtigt, at vi i AG forklarer de måbende skatteydere, at I som landsstyre erkender, at I har begået en fejl. Ellers står I da i et endnu værre lys!
Venlig hilsen Jens Brønden