Hvorfor kan man ikke købe grunde i Grønland?

Mange husker, at der engang i 1970'erne var en hed debat om, hvem der ejede Grønlands undergrund. På dette tidspunkt var de første olieboringer til havs begyndt, og i Grønland var man slet ikke tilfreds med mineralloven, som siger, at Danmark og Grønland ligeligt skulle dele olieindtægterne

Fredag d. 29. juni 2001
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Grønlands historie, Love og konventioner, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse: Afstemning i landsrådet Ikke noget at rafle om Grunde købes alligevel For grønlændere i Danmark er det ikke til at forstå, at man dernede kan købe grunde, når det ikke kan lade sig gøre i Grønland. Der må da være en årsag til, at grunde i Grønland ikke er til salg. Men hvad skyldes det? Er det fordi den danske stat ejer al jord i Grønland, og ikke er til sinds at sælge grunde? Eller er det måske hjemmestyret, der er ejeren? I Grønland har man ingen tradition for salg af grunde. Derfor spekulerer hjemmeboende grønlændere ikke på, at man ikke kan købe grunde. Man er jo vant til, at man ansøger kommunen om en arealtildeling, når man vil bygge huse, og det synes man, er helt i orden. Afstemning i landsrådet Mange husker, at der engang i 1970'erne var en hed debat om, hvem der ejede Grønlands undergrund. På dette tidspunkt var de første olieboringer til havs begyndt, og i Grønland var man slet ikke tilfreds med mineralloven, som siger, at Danmark og Grønland ligeligt skulle dele olieindtægterne. Heroppe ønskede man nemlig, at Grønland skulle tilgodeses bedre end Danmark, når det gjaldt olieindtægter, og man ville derfor have en afklaring på, hvem der ejede Grønlands undergrund. Det kom så vidt, at den første i Grønland folkevalgte forbundsmand, SIK-formanden ÔdâK Olsen på landsrådets efterårssamling i 1975 krævede en afstemning om, at Grønlands undergrund skulle tilhøre den grønlandske befolkning. Landsrådsformanden forsøgte dengang i alt syv gange at undgå den afstemning, som alle talere krævede. Men tilsidst gik formanden ind for afstemningen og stemte sammen med hele det øvrige landsråd. Denne landsrådets erklæring forfægtede daværende unge folketingsmand Lars Emil Johansen modigt fra folketingets talerstol. Ikke noget at rafle om Men dermed var ejendomsretten til Grønlands undergrund ikke afklaret. Landsrådets beslutning huede daværende statsminister Anker Jørgensen slet ikke. Han satte trumf på ved at erklære: "Der ikke er noget at rafle om. Grønlands undergrund er uløseligt knyttet til rigsfællesskabet. Ville Grønland have eneretten til undergrunden, så må landet sejle sin egen sø!" Men senere moderedes holdningen til det spørgsmål noget. I hjemmestyreloven står der nemlig: "Den fastboende befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer." Det er et vidt begreb. Hjemmestyreloven giver således ikke et endegyldigt svar på, hvem der ejer Grønlands jord, endsige, hvorfor man ikke kan købe grunde i Grønland. Grunde købes alligevel Men der ingen til hinder for, at man i dag kan købe grunde til husbygning i Grønland. Det kræves bare, at man er pengestærk. Fremgangsmåden har været praktiseret i årevis, og den kender vi alle: Man får kig på et lille, faldefærdigt hus på en attraktiv grund. Det køber man i dyre domme, og så ansøger man kommunen om en arealtildeling til udvidelse. Når tilladelsen til udvidelse foreligger, rekvirerer man en bulldozer, som i en håndevending til pindebrænde knuser det lille, gamle hus, man har købt for 800.000 kr.! Og på den udvidedede grund genopstår så det lille hus som en anden fugl Føniks i en større og langt bedre udgave! Så nemt er det at købe grunde i dagens Grønland. Det kræves bare som fortalt, at man er kapitalstærk. Men den praksis med at købe grunde giver heller ikke svar på dette spørgsmål: Hvem ejer Grønlands jord? Og hvorfor kan man ikke på normal vis købe grunde i Grønland?