Det blinde øje
Jeg har flere gange overværet, at den pågældende fisker er spurgt om, hvorfor han spærrer elven, svaret er oftest »det skal du ikke blande dig i« eller »det plejer vi da altid at gøre«.
Fredag d. 21. september 2001
Stig Rømer Winther
Emnekreds:
Erhverv
,
Fiskeri
,
Jagt
,
Love og konventioner
,
Miljø og natur
,
Politik
,
Turisme
.
Ørredsæsonen går på hæld - og dermed også sæsonen for mange ærgrelser. I løbet af de sidste måneder har jeg haft lejlighed til at komme godt rundt i Nuukfjorden og på Nordlandet med min fiskestang.
Det er altid med forventning, at man bevæger sig ud i den grønlandske natur, men ofte bliver man umådeligt skuffet, for ulovligt ørredfiskeri er snarere reglen end undtagelsen.
Og man vender fra myndighedernes- og fangerorganisationernes side det blinde øje til.
Ørredelvene bliver spærret med garn, således at man som lystfisker ikke har een reel chance for at fange noget. Man spørger sig selv, hvorfor det skal være nødvendigt at bruge ulovlige metoder, og hvorfor der er så lidt respekt for forvaltningen af de naturlige ressourcer.
Jeg har flere gange overværet, at den pågældende fisker er spurgt om, hvorfor han spærrer elven, svaret er oftest "det skal du ikke blande dig i" eller "det plejer vi da altid at gøre".
Der bliver fra Grønlands Turistråds side brugt meget energi på at markedsføre lystfiskerturismen i Grønland.
Desværre får mange turister samme oplevelse som jeg selv, og det er med til at ødelægge denne ellers meget økonomisk givtige turisme. For er der noget udenlandske jægere og lystfiskere lægger meget vægt på, så er det at man opfører sig ordentligt i naturen, og at man ikke bruger uetiske metoder i fiskeri og fangst.
Der er behov for en debat om både jagt- og fiskerimetoder blandt fangerorganisationerne og myndighederne, hvis vi skal udvikle trofæjagten og lystfiskerturismen i Grønland.
Nok har vi i Grønland vores egne traditioner for fangst og fiskeri, men det er ubestrideligt, at disse traditioner er ved at blive meget udvandede, og at det nærmere drejer sig om mest mulig fangst på kortest mulig tid, fremfor at holde de stolte fangertraditioner i hævd. Uanset om metoderne er ulovlige, eller lovlige.
Vi kan ikke længere tillade os at vende det blinde øje til.
Hvis vi som nation vil benytte fangerkulturen og hele historien om inuits tusindårige eksistens i Grønland som spydspids i forhold til at udvikle turismen, er der behov for debat om emnet. Og der er behov for handling.
Alle ved hvad der foregår - det er på tide at de ansvarlige gør noget ved det.