"Ich bin ein afghaner"
EU og øvrige europæiske og mellemøstlige stater bør bestræbe på at stoppe den stadige aggression, som altid har været amerikanernes kendetegn, inden konflikten i den Persiske Golf udvikler sig til 3. verdenskrig!
Onsdag d. 7. november 2001
Karl Therkelsen
Emnekreds:
Internationale spørgsmål
,
Love og konventioner
,
Politik
.
Det var daværende amerikanske præsident John F. Kennedy, der hin den 26. juni 1963 i Berlin kom med den forløsende sætning til at eliminere den had, der var rettet mod dengang de allierede styrker. "Ich bin ein Berliner" var ment som "den nye frihed" tillagt medlidenhed til tyskernes lidelser under sønderbombningerne af tyske storbyer ved den skæbnesvangre slutning af den 2. verdenskrig.
I den tid som efterkrigstids-barn har mit hjerte som mange andre ligesindede lidet med vietnameserne, da amerikanerne i al grusomhed forgæves bombede med B-52-ere, masseødelæggelsesvåben, landtropper med megen gensidig tab af menneskeliv - og sidst førte med kemisk krigsførelse mod nord-Vietnam.
Idag lider mit hjerte med afghanerne.
EU og øvrige europæiske og mellemøstlige stater bør bestræbe på at stoppe den stadige aggression, som altid har været amerikanernes kendetegn, inden konflikten i den Persiske Golf udvikler sig til 3. verdenskrig!
Tænk, at amerikanerne har fået frit spil i at udøve aggressioner bl.a. i mellemøstlige stater i mere end 2 generationer, og altid har undskyldt sig med - at de er i kamp mod "kommunismen" og for "demokratiet", velvidende, at de gør det blot for at få magt over oliestater og især p.g.a. den økonomiske profit, som olien giver.
Forglem ikke, at undergrunden ejes af arabere, men da deres ledere, konger, emirer - bruges som stråmænd for den amerikanske herredømme er deres befolkninger passive tilskuere til, at deres oliereserver langsomt men sikkert udtømmes.
Når amerikanerne ikke kan få den herredømme de ønsker svarer de med sanktioner - med de vestlige staters velsignelse; såsom stop for salg af råolie, fødevarer, indfrysning af økonomiske tilgodehavender, medicin, stop for humanitær hjælp m.m - uden form for medmenneskelig hensyn, bare se f.eks. hvor meget den Irakiske befolkning, især børn lider og dør massevis den dag idag. Det er som om, disse krænkelser mod menneskeheden er en skrue uden ende.
Stadige krænkelser skaber had, og i magtesløshedens navn er der ikke langt til før had bliver til terror.
Nu har amerikanerne i et slag fået smag på den forkastelige og uacceptable terror i form af angreb på WTC-bygningerne i New York og Pentagon i Washington med mere end 6000 dødsofre.
Som naive den amerikanske befolkning er troede de, de ingen mellemværender har med den øvrige verden. Det de ikke aner var, at der ligger en ubetalt regning. De troede de var usårlige, de troede de kan gå på vandet og gøre alt efter velbehag - ustraffet - for at deres militær i generationer har skabt krige, frygt, undertrykkelse - og til tider med store økonomiske støtte til terrorister.
Jovist har USA bidraget meget til den globale udvikling, men deres interesser for sikker oliestrøm og profit ved brug af militærmagt og manipulation har en bagside.
Det er mit største håb, at amerikanerne i fremtiden henledes at operere i deres eget kontinent.
I det hele taget må amerikanerne også lære at respektere i at følge de internationale fremsatte mål, som f.eks. Koyto-protokollen som de med vilje har forkastet. Hvis USA stadigvæk ikke vil respektere den juridisk bindende aftale om at reducere udledning af CO2-gasser må aftalelandene under FN begynde at true med olie-embargo.
Min sidste bøn er; Lad USA og deres ny-allierede ændre deres altomfattende bombninger af den afghanske befolkning til decideret krig mod terrorisme, sådan som de har bebudet; alt andet vil være årelange seje kampe mod den ukendte og unavngivelige spøgelse, som de tror, det er Osama Bin Laden.
En dag vil sandheden se dagens lys igennem historiebøgerne, sådan som vi har set det med Iran-contra-skandalen under Reagan administrationen og senere i Nicaragua de andre lignende skandaler.
Lad de føderale stater i Europa, NATO, mellemøstlige og de Asiatiske lande være ene om at løse konflikter i egne kontinenter i almindelighed, og Balkan, Palæstina/Israel i særdeleshed.