Når ordet tager magten fra tanken

Hvis brydningen kun kan gennemføres til en løn der ligger tættere på de lønninger, der gælder i Kina og i Østeuropa end på SIK’s 80 kroner i timen, skal Grønland så lade malmen ligge uudnyttet hen?
Både i Grønland, i Kina og i Østeuropa, vil det eftertænkte svar være nej.

Mandag d. 10. december 2012
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Minedrift, Nyhedsbreve, Råstoffer.

Storskalaloven er en god anledning til at tage fat på 'den offentlige mening', som den kommer til udtryk hos politikere, i fagforeninger og ikke mindst i pressen. Lad mig begynde med dette citat fra Børsen: Politisk ja til social dumping 10. dec. 2012 Af Hakon Redder, udenrigsredaktør Grønlænderne har placeret en isbombe i Folketinget. Grundlaget for et paradigmeskifte i Grønlands erhvervsudvikling blev lagt sent fredag aften med vedtagelse af en særlov i Landstinget. Kynisk beskrevet åbner loven en ladeport for løndumping, fordi den nye storskala-lov indebærer, at udenlandske storinvestorer kan importere mange tusinde kinesiske eller østeuropæiske minearbejdere og reelt betale dem mindre end den gældende minimumsløn. Grønlænderne har placeret en isbombe i Folketinget Lad os se på det mindste problem først: ”Grønlænderne har placeret en isbombe i Folketinget”. Jeg kendte ikke ordet ’isbombe’, men gik ud fra, at det var journalistens forsøg på at være smart og sprogligt imødekommende over for Grønland – lige som pressen ved Selvstyrets indførelse opfandt ordet ’sneskredssejr’ i stedet for en ’jordskredssejr’, da Inuit Ataqatigiit vandt valget overbevisende. Forekommer der ikke jordskred i Grønland. Jo, det gør der. Det gør der til gengæld kun yderst sjældent i Danmark. Alligevel blev ordet jordskredssejr skiftet ud med sneskredssejr, selv om det gængse ord for et større sneskred er ’lavine’. Derfor googlede jeg ordet ’isbombe’, og det findes faktisk. Det er navnet på en isdessert. Så det journalisten, Hakon Redder, fortæller sine læsere, er at: Grønlænderne har placeret en isdessert i Folketinget. Kan det stadig undre nogen, at avissalget styrtdykker? Social dumping Tilbage til overskriften når ordet tager magten fra tanken. Journalisten skriver om ’social dumping’ og en ladeport for løndumping: udenlandske storinvestorer kan importere mange tusinde kinesiske eller østeuropæiske minearbejdere og reelt betale dem mindre end den gældende minimumsløn. Det er mindstelønnen i Grønland, der henvises til i storskalaloven. Den er på godt 80 kroner i timen. Efter storskalaloven skal minearbejderne som minimum have, hvad der svarer til SIK’s mindsteløn. Mindstelønnen i Danmark er på godt 114 kroner i timen. Ingen har fundet frem til mindstelønnen i hverken Kina eller Østeuropa, men den ligger antageligt et godt stykke under de 80 kroner i timen, der er gældende i Grønland. De arbejdere, der hentes ind til at arbejde i minerne, kommer af egen fri vilje. De kender på forhånd løn- og arbejdsvilkår og har sagt ja til ansættelsen. Hvor i denne sag er der tale om social dumping? Hvorfor er det ikke social dumping, når man i Grønland kan slippe med at betale 80 kroner i timen, mens mindstelønnen i Danmark er på 114 kr. i timen? Ude i den virkelige verden er lønnen afhængig af det, der produceres, og prisen, det kan sælges til. Hvis der skal betales en mindsteløn, der ligger over det niveau, produktionen kan bære, så oprettes arbejdspladsen ikke. Eller den forsvinder helt at sig selv. Derfor er mindstelønnen i Grønland 34 kroner i timen lavere end mindstelønnen i Danmark. Uden det årlige bloktilskud ville der slet ikke være arbejdspladser i Grønland, bortset fra på militærbaser, forskningsstationer, lidt turisme og et par forsyningshavne og landingsbaner til det havgående fiskeri og et beskedent kystnært fiskeri. Så meget om 'social dumping'. Den danske model (an) Hver gang der diskuteres løn- og arbejdsvilkår i forhold til den voksende økonomiske krise i Danmark, så hives 'den danske model' ind i debatten, som den trekant, der skal samle kuglerne på debattens billardbord. Men hvad er den danske model? – Det havde folketingsmedlem for Venstre, Inger Støjberg, et godt bud på, da 3F’s blokade mod restaurant Vejlegården var i alle medier: ”Jeg troede, at den danske model var en ung blond pige i lette gevandter. Nu ved jeg at det er 3f-formand Poul Erik Skov Christensen som strejkevagt i en rød kedeldragt på den våde asfalt foran Vejlegården.” ’Den danske model’ er det forhold, at aftaler mellem arbejdsmarkedets parter indgås, uden at staten blander sig. Det indebærer ret til strejker, lockout og blokade. Og den ret tilsidesættes kun med lovindgreb, når vigtige nationale interesser står på spil. Sådan en vigtig national interesse har været under et stigende pres siden begyndelsen af 1980-erne, nemlig den danske økonomi - uden at regering og Folketing har grebet ind. Fagforeningerne nåede dengang en styrke, der tvang de private arbejdspladser ud i en overlevelseskamp i forhold til den internationale konkurrence. Man søgte at undgå strejker med deraf følgende leveringsstop til kunderne, ved at imødekommen fagforeningernes lønkrav og til gengæld forcere indførslen af robotter i produktionen og ved at flytte arbejdspladser ud af landet. Det fik arbejdspladserne til at forsvinde og arbejdsløsheden til at stige. Det tvang staten til at hæve skatter og afgifter for at kunne brødføde de arbejdsløse, og det lagde igen pres på arbejdsgiverne om højere løn. En skrue uden ende, der i dag har bragt Danmark til et punkt, hvor hver eneste familie i arbejde - via skatter og afgifter - skal holde en anden familie understøttet med socialhjælp, dagpenge eller førtidspension. Det er ’den danske model’ klædt af til skindet. For 'den rådne banan' - Udkantsdanmark - betyder 'den danske model', med kravet om mindsteløn og blokaderet, at det kun går én vej: arbejdspladser nedlægges og ingen nye oprettes. Alligevel sværges der over det meste af linjen i den offentlige debat til den danske models fortræffeligheder. Og efter fagforeningernes opfattelse skal den også være gældende for Grønland: – Investorerne vil gerne benytte kinesisk arbejdskraft til kinesiske lønninger. Men det vil undergrave de løn- og arbejdsforhold, som gælder for grønlandsk arbejdskraft. Hvis man viger fra dette princip, er der udsigt til et alvorligt eksempel på social dumping, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard. Vi må også stå fast på, at de grundlæggende ILO-konventioner overholdes Det er tankevækkende at eksempelvis LKAB, ejerne af jernminen i Kiruna i Sverige, ikke har vist interesse for jernforekomsten i Isukasia. Det kunne tyde på, at forekomsten ikke er interessant i forhold til omkostningerne ved at bryde malmen. Hvis brydningen kun kan gennemføres til en løn der ligger tættere på de lønninger, der gælder i Kina og i Østeuropa end på SIK’s 80 kroner i timen, skal Grønland så lade malmen ligge uudnyttet hen? Både i Grønland, i Kina og i Østeuropa, vil det eftertænkte svar være nej.