Grønland må radikalt ændre kurs i folkeskolen

I den senere tid har der samstemmende fra mange kredse lydt den klagesang, at den grønlandske folkeskole har fejlet, er kørt helt af sporet, er uden struktur og strategi, synker stadig dybere i negativ elevadfærd, manglende motivation og engagement og meget mere. Den nyligt udkomne evalueringsrapport om folkeskolereformen fra Eva viser, at det står rigtig grelt til på mange fronter inden for folkeskolens verden.

Mandag d. 13. november 2017
Esben Skytte Christiansen, samfunds- og sprogvidenskabelig kandidat, lærer, fhv. skoleleder.
Emnekreds: Nyhedsbreve, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Betydningen af redskaber og tegn
Aktivitet og arbejde i skolen
Lærerens rolle og elevens interesse
Læringens vigtigste træk og skolen som samfundets vigtigste institution
Viden og tænkning hos lærer og elev
Uddannelsens mål og virkelighed
Teori og praksis


(an)

I den senere tid har der samstemmende fra mange kredse lydt den klagesang, at den grønlandske folkeskole har fejlet, er kørt helt af sporet, er uden struktur og strategi, synker stadig dybere i negativ elevadfærd, manglende motivation og engagement og meget mere. Den nyligt udkomne evalueringsrapport om folkeskolereformen fra Eva viser, at det står rigtig grelt til på mange fronter inden for folkeskolens verden. Det gælder den kommunale skoleforvaltning, hvor fokus er på økonomi, jura og formalia, og hvor man ikke interesserer sig for folkeskolens strategiske og pædagogiske udvikling. Det gælder skolelederne, som er uden målsætninger, som ikke leder strategisk og fører pædagogisk tilsyn, men kun administrerer, for mere kan de ikke magte. Det gælder lærerne, som i ringe grad planlægger undervisningen og differentierer den, som ikke samarbejder tilstrækkeligt, som er uden motivation, og som generelt er dårligt klædt på fagligt og pædagogisk. Det gælder eleverne, som er styret af uhensigtsmæssig og negativ adfærd, af opgivenhed og ugidelighed. Og det gælder forældrene og familierne, som udviser alt for lidt interesse for deres børns skolegang, er uengagerede, fraværende, fordi de er mere optagne af deres egne behov og deres tilsyneladende uoverskuelige problemer.

Alt i alt et meget sort og dystert billede, men desværre ikke desto mindre et ret så realistisk billede af dagens grønlandske folkeskole. Grønland får simpelthen ikke fuld valuta for pengene. Det er vist alle parter i debatten enige i. Få peger dog på, hvad der kan gøres, hvad der skal til for at rette op og ind på folkeskolens farefulde færd mod afgrunden. For det er den vej, det uvægerligt går, hvis der ikke snart bliver grebet afgørende ind. Og det kan kun ske fra de ansvarlige politikeres side, såvel i Landsting og Landsstyre som i kommunerne, der stadig har det formelle ansvar for folkeskolen. Men har man dér det politiske mod, eller lader man bare stå til, som man har gjort det i de seneste mange år?

Det er det store spørgsmål. Tør man lægge sig ud med sædvane og fordomme? Kursen må lægges fuldstændig om, og målsætningen må være en helt anden. Man skal skrotte den primært danskinspirerede model og derimod trække veksler på erfaringer fra andre samfund, der som det grønlandske også på relativ kort tid er gået fra underudviklede til højtudviklede samfund. Et bud kunne være den almendannende polytekniske uddannelsesmodel, som i mange underudviklede samfund har hævet uddannelsesniveauet til et højt internationalt niveau på en generation eller to, dvs. fra 30 til 50 år.
Vi er nødt til her at begynde med det grundlæggende som udgangspunkt for denne model.

Betydningen af redskaber og tegn
Menneskets adfærd adskiller sig fra dyrenes ved, at mennesket kan drage fordel af tidligere generationers historiske erfaring, ikke via arv, men via en kollektiv, social proces. Mennesket tilpasser sig ikke naturen, som dyrene gør, men ændrer og påvirker naturen ved hjælp af diverse redskaber og værktøjer. Den faktor, der konstituerer menneskets psyke til forskel fra dyrene, er netop anvendelsen af redskaber. Samfundets materielle produktion kan ikke beskrives uden arbejdsredskaber, og den åndelige produktion, hvis vigtigste redskab er talen, sproget, indgår direkte i den materielle produktion. Arbejdsredskaber og ordtegnenes redskabsfunktion udgør en uadskillelig helhed. Hvad der forvandler det naturlige psykiske liv til bevidsthedshandlinger, er ikke et system af betingede reflekser, men anvendelsen af tegnet, som er et middel til udvikling, formning og opbygning af bevidstheden. Og det står ikke i relation til den biologiske tilpasning, men til menneskets kulturelle udvikling.

Redskabet regulerer hele arbejdsprocessens organisation, og det samme gælder for tegnet, som lærer mennesket at organisere tænkningen. Det sociale, det kulturelle og det historiske er således knyttet uadskilleligt sammen.

Aktivitet og arbejde i skolen
Det menneskelige individ er pr. definition et aktivt væsen, og det er derfor en psykologisk urimelighed at stille sig tilfreds med et traditionelt skolesystem, som fostrer passive modtagere af kundskaber. Skolen skal være en ’handlingens skole’, og læreren skal, for at blive en god pædagog, skaffe sig psykologisk viden om det sociale miljø for at kunne vejlede eleverne. Hvad der kræves i skolen er aktive elever, aktive lærere og et aktivt miljø, for det er det sociale miljø, der udvikler elevernes handlinger. Aktivitet og arbejde er derfor centrale begreber i den nødvendige pædagogik. I stedet for en passiv elev er det den aktive elev, der skal udvikles i skolen.

Lærerens rolle og elevens interesse
Viden er noget der må erobres, så undervisning handler om forandring af anskuelser og skal i den forstand adskilles fra hverdagslivet, hvor man jo først og fremmest lærer at tilpasse sig de herskende forhold. Skolen skal ikke bare være en stillestående, passiv miniverden, der afspejler det omgivende samfund, men må aktivt nedbryde sine mure og skabe kontakter udadtil, både nationalt og internationalt. Læreren må i sit arbejde knytte an til det allerede kendte for at forklare noget nyt, det vil sige gå via barnets interesse til en ny interesse. På den måde opretholdes forholdet mellem det virkelige liv og skolen.

En interesse er af natur social og historisk. Mennesket ændrer sine interesser gennem dets historiske udvikling. Derfor må man skelne mellem indre behov og interesser. At tage udgangspunkt i elevernes interesser giver læreren en ny rolle, for han skal ikke i første omgang være formidler, men bevidst organisere det sociale miljø og vejlede eleven. Læreren tilrettelægger og leder det sociale læringsmiljø og er selv en del af det. Læreren skal være vejleder, hvilket indebærer, at hans rolle ikke så meget består i at instruere eller overføre viden, men derimod i at smidiggøre processen med elevens tilegnelse af viden. Læreren skal være en slags mediator, der kan give struktur til, tolke og levendegøre det stof, der er undervisningens genstand. Der vil derfor heller ikke i den almendannende polytekniske uddannelse være nogen modsætning mellem elevens interesser og læreplanen, som begge indgår i et dialektisk perspektiv for undervisningen og uddannelsen.

Læringens vigtigste træk og skolen som samfundets vigtigste institution
Det er eleven, der skal være aktiv og interesseret, ikke i første omgang læreren. I forbindelse med elevers interesser og indholdet i skolen er der tre vigtige pædagogiske konklusioner, man kan drage. For det første må emnerne have sammenhæng med hinanden inden for et afgrænset område i undervisningen for at få tilknytning til elevernes interesser. For det andet må undervisningen ikke indebære overvejende repetition, da en sådan gør indholdet uinteressant, men i stedet skal stoffet øges og uddybes. For det tredje skal der være en sammenhæng mellem indholdet i skolen og det virkelige liv.

Skal man beskrive, hvordan interessen styrer undervisningen, kan man anvende legen som eksempel. Leg er en måde at lære om fremtiden på, bare tænk på legen ’far, mor og barn’. Det er leg, der lærer barnet at tænke. Leg er en suveræn metode til læring af rationel tænkning og det at blive bevidst. Leg og arbejde hører sammen.

Derimod er belønning og afstraffelse uhensigtsmæssige og værdiløse metoder, for de orienterer kun eleven i retning af lærerens krav, ikke i retning af elevens egne interesser.

Går man ud fra barnets interesse, det for barnet kendte, vil det indebære, at barnet kommer til at møde noget nyt. Det manuelle skal altid kobles til det intellektuelle, ellers lærer man ikke noget nyt. Skolen skal udvikle fremtidens samfund, derfor er skolen også samfundets vigtigste institution. Og i denne kamp for skabelsen og formningen af fremtidens samfund er viden og indsigt det vigtigste våben.

Viden og tænkning hos lærer og elev
Det er vigtigt at tage udgangspunkt i elevernes forestillinger og interesser. At lade eleverne selv tage ansvaret for deres læring er imidlertid at overlade dem til de mest konventionelle væremåder i stedet for at udfordre og forny deres kundskaber. Læring indebærer, at viden formidles, og i den proces har læreren en afgørende rolle. Læreren må derfor altid, når det drejer sig om viden, være godt klædt på og være på omgangshøjde med den nyeste indsigt. Det stiller store krav til lærerens uddannelse og intellektuelle evner, samt til hans empatiske og pædagogiske formåen, krav der i dag langt fra indfries på de eksisterende læreruddannelser, såvel i Grønland som i Danmark, hvor stort set revl og krat bliver optaget. Lærererhvervet har fået en lav status og bliver ofte latterliggjort. Med den lave status har erhvervet i stor udstrækning udviklet sig til et kvindeerhverv, hvilket indebærer, at det kan blive svært at udvikle en alsidig læringsproces for både drenge og piger. Det er en kendt sag, at dagens folkeskole mere er indrettet på pigernes præmisser og derfor ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser drengenes behov.

Det er også vigtigt, at undervisning sigter mod tænkning, så derfor gælder det om at skabe hindringer, så elevens tænkning bliver udfordret. Ved at reflektere får eleven sammenhæng i sin læring og begreber til sine analyser. Eleven skal arbejde med forskellige opgaver ud fra en problembaseret metodik.

Uddannelsens mål og virkelighed
Uddannelsens væsentligste mål er at bevidstgøre mennesker, at udvikle en kritisk og reflekterende holdning, som fordrer handling. Målet er ikke kun at erhverve kundskaber. Alt for ofte har skolen som sigte at tilpasse individerne de herskende normer og vilkår i stedet for at tilgodese deres udvikling som individer og som kritisk engagerede samfundsborgere. At blive bevidst indebærer at kunne forandre sin situation og gøre sig til et frit og selvrådende menneske til stor værdi for sig selv og for samfundet.

Forestillingen om skolens læreplan og målsætning er grundlaget for, hvordan læreren skal arbejde. Der er derfor en ideologi bag enhver læreplan, der stiller de krav, læreren må indfri for at udforme sin rolle og sit arbejde rigtigt.

Tager man udgangspunkt i folkeskolens og gymnasieskolens nuværende læreplaner, er det et betydeligt dilemma, at man har været ude af stand til at udstikke retningslinjerne for en undervisning, der ikke adskiller teori fra praksis. Ambitionen er ganske vist at give alle elever gode kundskaber i teoretiske fag som sprog, matematik, fysik, kemi, naturfag og samfundsfag, men rigtig mange elever klarer simpelthen ikke de teoretiske krav, der er almene i indhold og uden tilknytning til det praktiske liv som i arbejdslivet, hvor eleverne jo senere hen skal skabe deres livsgrundlag.
I skolens undervisning må naturvidenskab og humaniora forenes. Som det er nu, er naturvidenskaberne ikke knyttet til et socialt liv, og humaniora svæver frit uden tilknytning til det jordnære. Skal de to hovedområder tilnærmes, må man tage udgangspunkt i menneskets produktive arbejde. Det er det menneskelige arbejde, der er grundsubstansen i den almene polytekniske uddannelse.

Teori og praksis
Menneskets praksis drejer sig ikke kun om praktiske aktiviteter til forskel fra teoretiserende, men om menneskets tilværelse som formgiver af virkeligheden. Det er som bekendt praksis, der er det yderste kriterium for, om en teori er sand eller falsk. Teori og praksis er sammenvævet i et dialektisk spil.
Den polytekniske idé drejer sig om at søge principperne både for arbejdet og for samfundets produktionsproces, at forene teori med praksis eller idé med handling. Den forandring der har fundet sted i det senmoderne industrisamfund i den seneste menneskealder peger hen på den polytekniske idé. Nu skal alle elever og lærere have informationsteknologisk indsigt og viden, og IT skal indgå i alle fag. Det kræver naturvidenskabelige kompetencer at forstå principperne bag områder som IT og de aktuelle miljø- og klimaforhold, og samtidig er det nødvendigt med indsigt i menneskets vilkår og bestræbelser, altså en humanistisk indsigt.

Vi bliver delagtiggjort i samfundsudviklingen ved selv at deltage i den og gennem medierne. Dermed bliver viden og kundskaber betydningsfulde og ikke kun formelle. Det er måske derfor nødvendigt at forene naturvidenskab med samfundsvidenskab og humaniora for at give alle elever en almendannelse, der kan styre dem gennem en uddannelse mod et rigere og mere interessant liv til gavn for den enkelte og for fællesskabet. Det vil i sin essens betyde at give dem en almendannende polyteknisk uddannelse, som på længere sigt vil gøre det muligt bedre og ved egen indsats at udnytte de naturressourcer, Grønland er så alsidigt rig på. Går man den vej, vil den grønlandske befolkning få foden under eget bord og blive fuldt selvrådende, men ikke før.