At være dansker i Grønland

Når jeg overværer diskussionerne i medierne, det vil sige i radioavisen, aviserne og i Qanorooq, så forstår jeg, at jeg som dansker i Grønland er koloniherre og vil bestemme over grønlændernes fremtid ... Nå, måske ikke lige mig? Men hvem så? Alle de andre?

Torsdag d. 21. december 2000
Lars Mosgaard
Emnekreds: Etik, Oprindelige folk, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog.


Det er naturligvis ikke muligt for mig på en fyldestgørende måde at gøre rede for, hvad det generelt vil sige at være dansker i Grønland.

Der er sikkert mange meninger herom, for øjeblikket nok flere grønlandske end danske meninger.

Når jeg overværer diskussionerne i medierne, det vil sige i radioavisen, aviserne og i Qanorooq, så forstår jeg, at jeg som dansker i Grønland er koloniherre og vil bestemme over grønlændernes fremtid.

Nå, måske ikke lige mig? Men hvem så? Alle de andre?

Det at være koloniherre er ikke mit ærinde her i landet.

I øvrigt kom jeg i sin tid til Grønland, fordi jeg søgte en stilling, altså fordi man fra grønlandsk side gerne ville have mig herop.

Hvis jeg ikke havde fået stillingen, så var jeg ikke kommet.

Jeg synes, jeg blev inviteret.

Mange har sikkert prøvet den ubehagelige oplevelse at komme inviteret til et party, hvor man er inderligt uønsket. Rart er det ikke.

Sådan vil jeg nødigt komme til at føle det, og det er heller ikke sådan jeg oplever min hverdag.

Til daglig synes jeg, at man tager min tilstedeværelse med megen varme og al den nødvendige overbærenhed, sjældent det modsatte.

I stedet for de her noget bastante udmeldinger, som godt kan have ugæstfri overtoner, synes jeg, at Jørgen Wæver Johansen på vegne af Siumut, der fører an i tidens tungefald - og tungen er som bekendt et lidet lem, der udretter store ting - har vist en anden vej.

Han er kommet med nogle forslag, som kan danne basis for den integration, som jeg i grunden sukker efter, som jeg mangler og har gjort siden den dag, jeg kom.

Grønland har vist mig velkomst og venlighed, men har ikke givet mig noget, der har kunnet berige mig med den integration - sproget - som det hele vel i grunden drejer sig om.

Der er sikkert en del danskere, som er siumutter.

Siumut har vel plads til os?

Også selv om vi ikke taler grønlandsk?

Eller vil I helst undgå utidig indblanden og debat?

En del grønlændere er ikke gode til grønlandsk.

Hvor hører de mennesker så til?

Jeg tør godt påstå, at ingen for alvor og offentligt vover at kalde disse mennesker for ikke-grønlændere.

De, som kun kan gø som hunde - og det er vel heller ikke grønlandsk? - kan gå deres egen vej.

Integration - det er et godt ord.

Lad os andre gå videre ad den vej og bruge hinanden til fælles bedste.

Integrationens vej vil lettere føre til selvstændighed end konfrontationens.

Men nogle vil sikkert hellere konfrontation.

Konfrontationens forbilleder er skræmmende.

Ikonet koloniherre danner nu fjendebillede.

Hvem passer til det fjendebillede?

Er det mig?

Venlig hilsen