Det passer ikke

Dér kan man stadig trods brug af joller og skydevåben opleve mænd med løftede harpun, fangere der kryber hen over isen bag deres skydesejl, og kvinder med den traditionelle ulo i hånden i færd med at flænse sæler i strandkanten

Fredag d. 28. september 2001
Keld Hansen
Emnekreds: Jagt, Kultur og samfund, Miljø og natur, Oprindelige folk.

Indholdsfortegnelse:
Dommedagsbogen
Klimasvingninger
Hvem overholder ikke reglerne
Greenpeace’s sælkampagne
En anden opfattelse


Dette er ikke en anmeldelse af Kjeld Hansens netop udkomne debatbog.

Det er først og fremmest en lille rettelse, så ubetydeligt som et lille "j", som gør, at adskillige endnu før bogen udkom har spurgt mig, om dette virkelig er mit budskab.

Men det er det altså ikke. Journalisten og forfatteren hedder Kjeld og mit navn skrives Keld. Forvekslingen er særlig uheldig efter at jeg i et interview 31. juli i år i KNR fortalte om min forestående bog om grønlandske fangerfamilier i den nordlige del af Upernavik kommune.

Den bog har jeg i den kommende vinter fået orlov fra mit museumsarbejde til at færdiggøre, så den er altså ikke lige på trapperne.

Dommedagsbogen
Jeg har nu læst Kjeld Hansens dommedagsbog og vil derfor benytte lejligheden til kort at kommentere et par steder, hvor han og jeg ikke er enige. Først og fremmest tror og håber jeg ikke, det ser så sort ud som beskrevet i bogen. Enkelte dyrearter er nok truede, men at de som tidligere gejrfuglen skulle stå til udryddelse er eksperterne som bekendt stærkt uenige om.

For især lomvier og hvidhvaler må der rigtigt nok gøres noget meget snart, men det bliver jo også gjort.

Fangere og biologer kan være uenige, men det har jo netop resulteret i et nært samarbejde. Eksempelvis fangerne fra Kullorsuaqs optællinger af hvidhvaler sammen med biologer fra Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut. Det er undersøgelser og et samarbejde, som alle håber vil udmunde i en "erfarings/vidensbank, hvor lokal viden kan indsamles og systematiseres". Jævnfør artiklen i Pitu, april 1999.

Klimasvingninger
Op og nedgange i bestandene har man altid kendt, og de har langt fra alle været fangeres og jægeres skyld. Klimasvingninger er velkendte, og det vides at bare et par enkelte graders forskel i havtemperaturen betyder, at der enten er torsk og andre fisk eller sæler og hvaler, hvilket i dag tydeligt ses i Godthåbsfjorden, hvor store flokke af grønlandssæl boltrer sig mellem pukkelhvaler lige uden for storbyen, hvor man for bare 10-15 år siden kunne fiske alle de torsk man orkede.

Hvem overholder ikke reglerne
Kjeld Hansen nævner mange eksempler på direkte ulovlig jagt i dagens Grønland, og naturligvis vil der altid være folk som ikke overholder selv de mest indlysende spilleregler.

Men det at enkelte afrikanere brutalt og meningsløst nedskyder elefanter kun for at sælge stødtænderne og lader de mange tons kød ligge, gør jo ikke samtlige afrikanere til krybskytter.

Man kan i den forbindelse fundere over, hvor meget kød der gennem tiden er smidt i havet ud for Grønlands kyst af europæiske hvalfangere, der i perioder ankom årligt med flåder på flere hundrede store skibe for at hente spæk (tran) til europæiske gadelamper og barder til paraplyer og korsetstivere. For ikke at forglemme de kostbare hvalrostænder og hvalrosskind til drivremmene i industrien.

Hvor blev alle disse tusinder af tons kød af?

Greenpeace’s sælkampagne
Det fremgår ikke af bogen, hvor man eksempelvis i dag smider tusinder af sæler i havet, når man har flået skindet af dem. I de nordlige fangerbygder har jeg derimod oplevet det modsatte, især efter at Greenpeace kørte i stilling med deres sælskindskampagne.

Alt kød gik til mennesker og hunde, mens sælskind, som man ikke selv havde brug for, undertiden blev smidt ud, fordi det med de meget lave priser var håbløst for fangerfamilierne at bearbejde dem til salg.

En anden opfattelse
Der er således ikke kun et "j" til forskel på dommedagsprædikanten og undertegnede. Der er også forskel på vores undersøgelser, bearbejdning af data, den måde vi formidler på og hvor, og hvor længe vi har opholdt os i Grønland, og hvem vi har talt med.

En debatbog af en hvilken som helst art har vel altid sin berettigelse, men jeg tror og håber på, at forfatteren tager fejl, når han spår, at der stort set intet vil være tilbage af Grønlands dyreliv om 10-20 år.

De fleste ved det ikke, men kommer man i dag tilstrækkeligt langt ud i periferien i Grønland, som i Upernavik nordlige kommune, kan man stadig finde erhvervsfangere og fritidsjægere, der ikke skyder på alt, hvad der rører sig. Og dér kan man stadig trods brug af joller og skydevåben opleve mænd med løftede harpun, fangere der kryber hen over isen bag deres skydesejl, og kvinder med den traditionelle ulo i hånden i færd med at flænse sæler i strandkanten. Og det kan vel så ikke lastes dem, at de har en PC stående derhjemme.