Naturen og de levende ressourcer endnu engang

Man må huske på, at fangererhvervet er en livsstil, der gennem årtusinder og indtil i dag er en levevej, som er udviklet af generationer og som er en del af vores kultur. At betragte fangererhvervet på den måde giver i sig selv en respekt, som man ikke kan vurdere i penge.

Fredag d. 22. marts 2002
Leif Fontaine, Formand for KNAPK
Emnekreds: Biologi, Grønlands historie, Jagt, Kultur og samfund, Miljø og natur, Oprindelige folk.

Indholdsfortegnelse: Er arktiske dyr international ejet? Klimaændringer følges også af dyr Fangsten holder liv i det grønlandske samfund Lad de globale forurenere være brugerbetalere Nye veje i forvaltningen af fangstdyrene? Til Poul Krarup Jeg er glad for, at også du selv er enig i, at Direktoratet for Natur og Miljø, har udarbejdet Fuglebekendtgørelsen i strid med Landstingsloven. Selv om der åbenlyst er begået fejl, synes det mærkeligt, at landsstyreformanden ikke har foretaget sig noget. Den administrativt ansvarlige bør uden betænkelighed naturligvis fyres. Endvidere skal arbejdet laves om ved, at bekendtgørelsen sættes ud af kraft. Det har Siumuts formand, landsstyremedlem for fangst, Hans Enoksen, samt den politiske næstformand i Siumut, Mikael Petersen, krævet. Hvis det ikke effektueres, vil Landstingets møde blive meget spændende, og man kan forvente, at landsstyret splittes, og hvis det bliver tilfældet, kan man forvente et nyvalg. Er arktiske dyr international ejet? Poul, jeg er på en måde glad for, at du har udråbt mig til at være medejer af alle levende internationale resurser, af alle dyr. Men lad mig give et eksempel, da jeg deltog i IWCs generalforsamling i Australien i 2000, sagde den nyvalgte svenske formand i sin tale i forbindelse med sin udnævnelse, at han ville kæmpe til det sidste, for at alle hvaler i internationale farvande skulle fredes. Jeg kan ikke acceptere, at det moderne verdenssamfund prøver på at ødelægge vores måde at leve på ved at betragte sig som ejere af levende Arktiske resurser. Så jeg vil hellere afslå dit tilbud om at jeg skal være medejer af en kælvende ko fra Schweiz (jeg er indtil videre heller ikke blevet spurgt om jeg vil være medejer). For jeg er nemlig bekendt med, at vi ville miste vores identitet og vores ret til i frihed og i respekt for bæredygtighed at kunne bestemme over de levende resurser. I mange generationer, ja i årtusinder har inuit på grænsen til overlevelse levet af disse af resurser, da vi har andre måder at leve på. Men jeg vil love dig, at jeg til sidste blodsdråbe vil kæmpe for min ret til selvbestemmelse. Du skrev, at foreningen Timmiaq har været under udvikling her i Grønland. Dette passer heller ikke. Jeg er bekendt med, at Timmiaq er blevet etableret som en underafdeling i Grønland af den danske forening - Dansk Ornitolog Forening. Måske er den ikke engang et år gammel. Det var Dansk Ornitolog Forening, der i foråret i 2001 krævede, at lomvierne i Grønland skulle fredes. Det at agere som store ledere fra en afstand på 4000 kilometer må sammenlignes med daværende kolonitid. Dette kan ingen borgere i dette land acceptere. Klimaændringer følges også af dyr Timmiaq og dig Poul siger, at ynglende fugle ikke flytter fra deres ynglepladser. Dette passer heller ikke. I min barndom og ungdom var der ikke ænder i indlandet på mit ørredfangststed, men i disse år kommer der flere og flere gæs for at yngle. Jeg jager ikke disse gæs, men jeg ved, at disse gæs sammen med deres unger er meget sky. Derfor kan man uden at tvivle sige, at de bliver jaget i det land, som de kommer fra. I de sidste ti år er også ænder begyndt at komme til Sisimiut by, hvor de i flere sommerperioder har ynglet ved søen Nalunnguarfik. Disse fugle er meget tamme, og man kan se, at de kommer fra de varme lande, måske fra Europa. Det er sikkert, at de ikke bliver jaget på deres vinteropholdsteder. Det er også sikkert, at de samtidig med klimaændringer er begyndt at komme til Grønland. Ja, naturen ændrer sig også sammen med klimaet, ikke? Ifølge fangernes viden begyndte edderfugle- og lomviekolonierne at flytte til andre arktiske egne i 1970-erne. På den anden side er der kommet flere og flere lomvier og edderfugle i Sydgrønland. Sådanne erfaringer har brugerne af naturen. I slutningen af maj i 1998 var jeg på fangsttur til Nordgrønland. Jeg sejlede fra vest for Kronprinsens Ejlande langs vestiskanten mod syd til udmundingen af Amerloq ved Sisimiut, en strækning på 140 sømil, og observerede masser af lomvier og edderfugle på vandet, man kunne også se en masse af dem flyve mod nord. Dengang begyndte isen ved Ikerasassuaq (Davidstrædet) at smelte og bryde op. Desværre mødte jeg ingen biologer undervejs, og jeg hørte heller ikke om nogen biologer, der var på farten. Ifølge min egen måde at tælle på har jeg med mine egne øjne set mindst 800.000 lomvier. Jeg ved, at lomvierne er arktiske fugle, for der var ikke nogen af dem, der fløj mod syd. Derfor er arktiske lomvier ikke ved at blive udryddet. Det er på grund af indflydelse af klimaet og menneskene, at arktiske fugle hele tiden flytter sig. Dette er noget af den traditionelle viden, som inuit har efter i lang tid at have levet i arktiske egne. Poul, jeg mener, at der ikke er mange arktiske fugle og hvaler, der er ved at blive udryddet. Tværtimod er der for mange fugle allerede. Jeg er mest bange for, at når der bliver for mange fugle, begynder de at dø under store lidelser på grund af madmangel, mere end de gør nu. Mange fugle, der overvintrer i den barske natur i arktis, dør i dag også på grund af naturens gang. Det er rigtigt, at biologerne i 1991 sagde, at hvid- og narhvalerne ville blive udryddet i 1999, hvis de blev ved med at blive jaget på daværende måde. I dag ved vi, at de ikke er blevet udryddet. Biologernes fejltagelse ligger mest i, at de under deres optælling har talt mindst tredobbelt forkert. Jeg er ikke i tvivl om, at den store nordeuropæiske edderfuglekoloni på Saltholm, som ligger i Øresund har tamme edderfugle. Men det man skal huske er, at nogle af land- og havområderne i arktisk benyttes af jægere, og de bliver benyttet som erhvervsområder, hvor der hvert år bliver skudt millionvis af gange. Mon der også er sådanne tilstande på Saltholm? KNAPK kører løbende høringer i lokalforeningerne, når myndighederne skal til at ændre fangstlove, bekendtgørelser med mere. Men om andre oplysninger har KNAPK ikke længere muligheder, da Royal Greenland A/S i 1998 lukkede for Oplysnings- og Uddannelsesfonden. Fangsten holder liv i det grønlandske samfund Du skrev, at fangerlivet ikke gavner den grønlandske økonomi, og at fangerne bare giver byrder, og at man ikke længer kan blive ved med at give 2500 fangere tilskud. Deri er jeg heller ikke enig med dig. For det første må man huske, at der kræves et fangstbevis for at jage rensdyr. Derfor må man give folk, der ikke har båd, et fangstbevis, også selvom de har hyre i det kystnære fiskeri. Det kræver samfundet. Som bekendt er man nødt til at være fanger i yderdistrikterne. Bortset fra nogle få bygder i Kommuneqarfik Upernavik og i Uummannap Kommunea, så er fiskeriet det vigtigste erhverv fra nord til Kap Farvel. I Aappilattoq i Nanortalik Kommune driver man også udelukkende fangst som erhverv. I byerne har jollefiskerne fangst som erhverv, de lever af at sælge sælskind og af at sælge kød på brætter i byerne, da de ikke har mulighed for at indhandle fisk. I dag ved det offentlige ikke, hvor mange der udelukkende lever af fangst. Fra KNAPKs side regner vi ikke med, at der er flere end 1000. Derfor er det ikke rigtigt, som nogle uvidende individer påstår, at erhvervsfangerne er ved at udrydde fangstdyrene. Men vi ved, at erhvervsfangernes antal varierer fra år til år på grund af forskellige årsager. Sandheden er, at en masse mennesker i Grønland spiser grønlandsk mad, fordi de ikke kan undvære det. Det er også sundt mad. Hvis vi skal erstatte vores mad med mad fra andre lande, vil sygdomme, som vi nu ikke har, blive almindelige, og man vil have behov for mange flere resurser i sundhedsvæsenet. Derfor kan man ikke kun vurdere vores madvarer ud fra penge. Selvom det er sådan, har jeg til orientering vedlagt registreringen af fangstdyr i Grønland fra 1999, udført af Vilhelm Kristiansen fra Landsstyreområdet for Fangst. I tabellen kan man se, hvordan man kan sætte en model for at vurdere de fangne dyr i kr. for året 1999. Man har beregnet værdien ud fra gennemsnitspriserne for fangstdyr på brætterne i tre grønlandske byer. Men jeg mener, at det grønlandske fangererhverv har så stor en værdi, at det ikke alene kan vurderes udfra penge. Man må huske på, at fangererhvervet er en livsstil, der gennem årtusinder og indtil i dag er en levevej, som er udviklet af generationer og som er en del af vores kultur. At betragte fangererhvervet på den måde giver i sig selv en respekt, som man ikke kan vurdere i penge. Poul, jeg mener, at når du spiser grydeklar svinekød, som du har købt i Brugsen eller i KNI, skal du tænke på følgende: Svinekødet, som du spiser giver dig en bestemt energi. Men prøv at tænke på, hvor mange gange af den energi, som du får ved at spise kødet der skal til skal, før du får dit grydeklare svinekød? På den anden side må du tænke på, at enhver borger i Grønland tager afsted for fange noget, som han skal spise. Vedkommende spiser for det meste sine fangne dyr, eller hvis han er erhvervsjæger er det normalt, at han sælger sine fangne dyr på brættet, der bliver spist i andre hjem. Lad de globale forurenere være brugerbetalere Ifølge Danmarks Statistik får det danske landbrug et tilskud af EU på næsten 100 milliarder kroner per år. Danskerne, Vesteuropæerne og Nordamerikanerne betragter sig som moderne demokratiske lande, disse moderne demokratiske lande har en befolkning på 1/4 af verdensbefolkningen, alligevel forbruger de 3/4 af verdens resurser. Dette forbrug ved vi i dag er den værste årsag til den globale forurening. (bl.a. drivhuseffekten) Det er ingen hemmelighed, at canadiske hvid- og narhvaler er begyndt at dø af for megen PCB og dioxin på deres kroppe. Det er ingen hemmelighed, at det arktiske ozonlag har for store huller på grund af forurening, og at det kan medføre at folk får kræft af det. Derfor må landsstyret kræve, at disse lande indfører brugerbetaling for deres forurening af de globale levende resurser. Nye veje i forvaltningen af fangstdyrene? Vi må erkende, at vi bliver presset hårdt udefra, og vores kultur og levemåde er i fare på grund af følgerne fra den globale forurening. Derfor må vi kræve mere af os selv, hvis vi skal følge med i ændringerne i forholdene. Vi har selv ansvaret for vores eget liv. Ligeledes må vi kræve mere af de andre lande. Derfor er det på tide, at kommunerne, samtidig med at vi får øget politiske selvstændighed, får større ansvar for naturen og levende resurser. På vores langstrakte kyster er vilkårene for fangst og fiskeri meget forskellige fra sted til sted. Ved at indføre mere nutidige juridiske rammer for kommuner eller regioner fra centrallovgivningen omkring styring at naturen kan man give større ansvar til de borgere, der benytter naturen. Dette vil betyde at man laver lovgivning der er langt mere effektiv og overkommelig end i dag. Antallet af kommunernes stående udvalg må øges med et stående udvalg for naturen og de levende resurser. Under dette nye udvalg skal der i hver kommune etableres et råd for fiskeri, fangst og natur. Dette råd skal have lokale foreninger og andre implicerede som medlemmer og skal rådgive kommunalbestyrelsen. Derudover bør kommunerne ansætte biologer evt. regionvis, eksempelvis i syd-, midt- og nordgrønland samt i yderdistrikterne. På den måde kan man lokalt i kommunerne foretage undersøgelser og lave forsøgsfiskeri sammen med fiskere og fangere. Der vil ligeledes være mulighed for at kunne indsamle lokal viden fra brugerne af naturen fra sted til sted. For vores efterkommere skyld må vi erkende, at man ikke kan adskille ansvar, krav, frihed og selvbestemmelse. Vi borgere i Grønland, som skal blive ved med at leve her, må erkende, at vi selv også må skabe udvikling inden fra. Eller har vi råd til at lade stå til?