Under en tung dyne af vrangforestillinger

En 62 siders damebrevkasse til 10 millioner kroner. Det er, hvad der er kommet ud af Forsoningskommissionens anstrengelser gennem tre år med at finde dokumentation for apartheidlignende tilstande i forholdet mellem Danmark og Grønland.
Opgaven er nu afsluttet med redegørelse for resultatet af Forsoningskommissionens arbejde.
Det glade budskab er, at man ikke har været i stand til at finde noget, der bare ligner apartheidlignende tilstande.
Det banale budskab er, at det har oplyste mennesker altid vidst.

Mandag d. 11. december 2017
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Forsoningskommission, Politik.

Indholdsfortegnelse:
Optakten til kommissionens arbejde
Kommissionens sammensætning
Den politiske følgegruppe
Definition og afgrænsning
Danmark afslog at medvirke i forsoningskommissionens arbejde
Afdækning
De mange udfordringer
Om at være en lille sproggruppe
Det er ikke kolonimagtens skyld
Om at ignorere virkeligheden
Om fødestedskriteriet
Om koncentrationspolitikken og tvangsflytninger
Eksperimenter med børn
De Juridisk faderløse
Diskriminering på grund af sprog
Tilkaldt arbejdskraft
Ønske om undskyld
Politiske landsbytosser


 

En 62 siders damebrevkasse til 10 millioner kroner. Det er, hvad der er kommet ud af Forsoningskommissionens anstrengelser gennem tre år med at finde dokumentation for apartheidlignende tilstande i forholdet mellem Danmark og Grønland.
Opgaven er nu afsluttet med redegørelse for resultatet af Forsoningskommissionens arbejde.
Det glade budskab er, at man ikke har været i stand til at finde noget, der bare ligner apartheidlignende tilstande.
Det banale budskab er, at det har oplyste mennesker altid vidst.

Du kan læse redegørelsen her

Optakten til kommissionens arbejde
På side 8-9 i redegørelsen kan man læse om baggrunden for Forsoningskommissionens arbejde:
Efter valget til Inatsisartut i marts 2013 indgik Siumut, Atassut og Partii Inuit et regeringssamarbejde, og den 26. marts 2013 underskrev partiformændene Aleqa Hammond fra Siumut, Gerhardt Petersen fra Atassut og Nikku Olsen fra Partii Inuit deres koalitionsaftale
’Et samlet land – Et samlet folk’.
Sidste afsnit i aftalen lød således:
’Om kolonitidens indvirkning
For at lægge afstand til koloniseringen af vort land, er det nødvendigt at der finder forsoning og tilgivelser sted. Der udarbejdes en handlingsplan for dette.’


(Koalitionsaftalen af 26. marts 2013)

På side 10 i redegørelsen kan man læse følgende:
Kommissionens opgave var ifølge kommissoriet at igangsætte aktiviteter, der skulle afdække udfordringer i samfundet, der har afstedkommet spændingsforhold som følge af den koloniale arv.

Det står således klart, at man fra starten af arbejdet mener, at der er spændingsforhold som kan tilskrives ”den koloniale arv”.

Kommissionens sammensætning
På side 11 kan man læse om kommissionens sammensætning:
  • Jens Heinrich, Ph.d. i historie
  • Ida Mathiassen, folkeskolelærer
  • Aviâja Egede Lynge, cand. scient. i social antropologi
  • Klaus Georg Hansen, cand.mag. i etnografi
  • Amalia Lynge Pedersen, cand.psych. og autoriseret psykolog
  • Karla Jessen Williamson, Ph.D i antropologi, æresmedlem


Det er bemærkelsesværdigt, at tre af de fire medlemmer, der har en relevant faglig baggrund for at sidde i udvalget, har trukket sig fra udvalgsarbejdet efter nogen tid som medlemmer. Den fjerde med en faglig baggrund er Karla Jessen. Williamson Hun er æresmedlemmet, der har været med i hele perioden.
Som æresmedlem har Karla Jessen Williamson ikke haft stemmeret og har kun haft en rådgivende rolle i Forsoningskommissionen.

Det bærer redegørelsen tydeligt præg af.

Den politiske følgegruppe
I august 2014 etablerede landsstyret en politisk følgegruppe, hvor medlemmerne blev udpeget af de politiske partier i Landstinget. Følgegruppen kunne kommentere, anbefale, eller stille forslag om initiativer, emner og temaer. Forsoningskommissionen afgjorde dog selv prioriteringerne i sit arbejde.
Man kan på side 13 i redegørelsen se gennemstrømningen af den politiske følgegruppes skiftende medlemmer.

Definition og afgrænsning
I redegørelsen afsnit på side 15 om definition og afgrænsning kan man læse følgende
Kommissionen skal afdække kolonitidens indvirkning på dagens samfund. Her opfatter kommissionen også tiden efter 1953, hvor Grønland formelt blev en ligestillet del af det danske rige, som en tid præget af en kolonialrelation. Her vil kommissionen, under sit arbejde, særligt fokusere på assimilationsperioden fra 1950 og fremover.
Dette fokus ekskluderer dog ikke andre historiske begivenheder i tiden før, som eksempelvis Anden Verdenskrigs betydning for udviklingen i Grønland, da de kan have relevans for kommissionsarbejdet.

Det er hermed gjort klart, at Forsoningskommissionen har taget afsæt i tiden fra Hans Egedes ankomst Grønland helt op til i dag for at afdække kolonitidens indvirkning på dagens samfund.
Alt, hvad man mener der er gået galt i Grønland, vil således kunne tilskives kolonimagten.

Danmark afslog at medvirke i forsoningskommissionens arbejde
På side 16 i redegørelsen kan man læse følgende:
Før Forsoningskommissionen blev nedsat var det tanken både at skabe forsoning internt i Grønland, men også mellem Grønland og Danmark, hvilket daværende formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond havde orienteret den daværende statsminister i Danmark om på et Rigsmøde den 29. august 2013.
Efterfølgende pressemøde udtalte statsministeren Helle Thorning-Schmidt, at ønsket om forsoning mellem Danmark og Grønland udelukkende var et grønlandsk ønske, ikke et dansk. Hun sagde:
”Vi har ikke behov for forsoning, men jeg har fuld respekt for, at det er en diskussion, der optager det grønlandske folk. Vi vil følge diskussionen nøje herfra.”

Som det vil fremgå af denne redegørelse fra Forsoningskommissionen, så tog Helle Thorning-Schmidt her en klog beslutning.

Afdækning
Efterhånden som kommissionsarbejdet skred frem blev opgaven indsnævret til disse to områder (side 17 i redegørelsen):
  • At sætte fokus på de interne sociologiske problemstillinger
  • At forstå processerne i den historiske udvikling og den kulturelle interaktion i
    Grønland, og i forholdet mellem Grønland og Danmark.


De mange udfordringer
I redegørelsens kapitel 8 fortælles om de mange borgermøder, der er gennemført
I dette afsnit bliver de udfordringer, som borgerne selv har beskrevet på de mange borgermøder og i de narrative interviews, beskrevet. Det skal understreges, at de synspunkter, der kommer til udtryk her, ikke nødvendigvis dækker de deltagende borgeres holdninger.
Men de borgere, der bliver refereret i dette afsnit, er mødt op og har aktivt bidraget med deres erfaringer og holdninger på Forsoningskommissionens offentlige møder, og mange har efterfølgende fortalt om deres personlige udforinger under et narrativt interview. Medlemmerne af forsoningskommissionen vil gerne benytte lejligheden til at takke borgerne for deres input.
Medlemmerne af Grønlands Forsoningskommission kunne konkludere, at der især er fire udfordringer, der fylder i dagens grønlandske samfund ud fra et forsoningsperspektiv:
  • Efterveerne fra kolonitiden præger stadig et flertal af befolkningen
  • Mange borgere udtrykte følelsen af at være tilskuer til udviklingen
  • Sprogsituationen giver mange udfordringer
  • Bagtalelse af hinanden tynger, og der er behov for at identificere et fælles værdisæt.


Det er under borgermøderne, at det burde været blevet klart for Forsoningskommissionens medlemmer, at det ikke handler om efterveerne af kolonitiden.
De oplevelser og følelser, som de fremmødte på møderne beretter om, ville være de samme, uanset hvilket højere udviklet land, Grønland havde været knyttet til.

Om at være en lille sproggruppe
Befolkningen i Grønland er på 56.000 mennesker spredt på 70-80 beboede steder langs en kystlinje på omkring 3.000 kilometer fra Siorapaluk i Nordvestgrønland ned, rundt og op til Scorebysund på østkysten.

Grønlands held er, at det har været knyttet til Danmark.
Med Norge og Sverige ville det nok have været lige så godt.

Det ville det næppe, hvis det havde været Canada eller USA, som Grønland var knyttet til. Man kan bare se på, hvordan de oprindelige folk har det i Canada og og USA, og se på, hvordan vilkårene er for befolkningen på De dansk-vestindiske Øer, der er tilknyttet USA som oversøisk område.

I Norge og Sverige hører vi om oplevelser og følelser hos det samiske folk, der ligner det, som Forsoningskommissionen har fundet i Grønland.
Man vil finde det samme i Canada og USA. Og opdage, at der har de tilmed rigtig undertrykkelse, tilsidesættelse og svigt at berette om.

Det er ikke kolonimagtens skyld
Alt det, man går og brokker sig over i Grønland har ikke noget med Danmark at gøre. Det drejer ikke om fejl begået af en ondsindet kolonimagt.
Det drejer sig om brokkeri,der udspringer af det, der nødvendigvis må gennemføres og accepteres, hvis man i en lille befolkning som den grønlandske skal udvikle sig i retning mod et samfund med alle de goder, som vi i Danmark tager for givne:
  • Man er nødt til at lære sig et sprog, der gøre muligt at gennemføre videregående uddannelser.
  • Man er nødt til at hente arbejdskraft ude fra til løsning af opgaver, som man ikke selv har arbejdskraft til.
  • Man kommer ikke uden om, at lønne den tilkaldte arbejdskraft med løn og ansættelsesvilkår, der svarer til det, som de tilkaldte familier rejser fra.
  • Man er nødt til at sikre sig mod, at løn- og ansættelsesvilkår for den tilkaldte arbejdskraft ikke får afsmittende virkning på det lokale lønniveau, der skal kunne finansieres af den faktiske indtjening i landet produktive erhverv.


Møderne som Forsoningskommissionen beretter fra, viser, at det har befolkningen i Grønland ikke forstået.
Der er nogen, som er blevet sure. De føler at deres sprog og kultur er blevet skubbet til side, og at de er blevet diskrimineret lønmæssigt

Hvad værre er, at det har de folkevalgte heller ikke villet forstå. De folkevalgte har med deres direkte adgang til bloktilskuddet formet lovgivningen, så man udbetaler lønninger til de folkevalgte og de alt for mange offentligt ansatte i størrelser og et omfang, der ligger langt over landets egen økonomiske formåen.

Når man hører klager over, at de tilkaldte tjener mere end de hjemmehørende, at der skal tolkes for de tilkaldte og så videre og så videre, så drejer det sig jo om ting, som man selv har besluttet i fuldt omfang siden 1979, hvor hjemmestyret blev indført, og tidligere af danske myndigheder i fuld forståelse med de daværende folkevalgte i Grønland.

Man kan stoppe klagestrømmen ved at sige nej til bloktilskuddet og ved ikke længere at tilkalde arbejdskraft udefra, der ikke kan tale grønlandsk.

Man kan også gribe det fornuftigt an og forklare disse sure mennesker, at sådan er det bare, hvis man ønsker et samfund i vækst hen i mod den levestandard man har i de skandinaviske lande.

Og fra Forsoningskommissionen burde der være rejst et krav om undervisning i samfundskundskab i skolevæsenet med afsæt i levevilkårene for en befolkning på 56.000 mennesker spredt på 70-80 beboede steder langs en kystlinje på omkring 3.000 kilometer.

Det burde Forsoningskommissionen have fortalt i sin redegørelse.
Og så burde man i klart sprog have fortalt befolkningen, at de skal stoppe deres klynkeri og begynde at behandle den tilkaldte arbejdskraft ordenligt, som landet har så stærkt brug for.

Forsoningskommissionen gør desværre lige det modsatte.

Om at ignorere virkeligheden
Der findes striber af undersøgelser og analyser, der viser noget andet end det, som Forsonings kommissionen er nået frem til.
Forsoningskommission har tilmed af egen drift fået udarbejdes to meget relevante rapporter. Den ene af historikeren Jens Heinrich. Den anden af Jakob Janussen, der er uddannet cand.scient.pol og mangeårig, højt placeret medarbejder i Grønlands hjemmestyre.

Jens Heinrich:
Rapport over projekt om koncentrationspolitikken i Grønland 1940-2009

Jakob Janussen:
Analyse af Fødestedskriteriet

De to rapporter har man enten ikke læst og forstået eller man har valgt at ignorere dem i redegørelsen for Forsoningskommissionens arbejde, fordi de afveg fra politisk korrekte konklusioner om behov for forsoninger og undskyldninger fra den danske stat.

Om fødestedskriteriet
På side 37 i redegørelsen kan man læse følgende:
Indførelsen af fødestedskriteriet var med til at skabe et samfund, hvor den oprindelige befolkning blev en slags andenrangs borgere i eget land, fordi de danske såkaldte ’udsendte’ fik højere løn og bedre levevilkår end den oprindelige befolkning.
Fødestedskriteriet har betydet at det hierarki, der blev opbygget under kolonitiden blev cementeret yderligere, og følgerne af fødestedskriteriet præger mange borgere den dag i dag.

Denne meget kortfattede og stærkt fordrejede beskrivelse af fødestedskriteriet efterlader læserne med et indtryk af noget, der kunne minde om apartheidlignende tilstande.

I Jakob Janussens bidrag, som forsoningskommissionen havde bedt om, kan man læse følgende:
3.4.2 vigtige principper for Grønlands økonomi, som blev foreslået af G-60
Her skal nævnes to principper for Grønlands økonomi, som G-60 fremsatte:
  1. Udgangspunktet for Grønlands økonomi bør være, at grønlandske produkter skal kunne konkurrere med priser på verdensmarkedet.
  2. Løn- og andre ansættelsesvilkår for den nødvendige arbejdskraft udefra bør være konkurrencedygtige med de vilkår, der er gældende det sted, hvor de kommer fra.

Det nærmere ræsonnement bag den første indstilling er, at produktionsomkostninger set under ét – og naturligvis dermed også lønomkostninger – ikke må være højere end de omkostninger, der er gældende i de lande, som Grønland konkurrerer med. Den nærmere begrundelse herfor er, at såfremt produktionsomkostningerne i Grønland er højere end tilsvarende omkostninger i lande, som Grønland konkurrerer med, så vil produktion i Grønland kun være mulig med offentlige tilskud. Det er netop det, der bør undgås.

Det er en helt relevant og nødvendig uddybende forklaring, som Forsoningskommissionen har udeladt.
Hensigten er deprimerende og formålet er klart: Danmark skal stemples.

Om koncentrationspolitikken og tvangsflytninger
På side 37 i redegørelsen kan man læse følgende:
Som en konsekvens af koncentrationspolitikken blev mange borgere tvunget til at flytte til andre byer. De fik besked om flytningen i sidste øjeblik, og de fik ingen alternativer. Ofte var der ikke en bolig parat til tilflytterne.

Også her er der tale om en kortfattet og stærkt fordrejet beskrivelse, som efterlader læserne med noget, der kunne minde om apartheidlignende tilstande.

I Jens heinrichs bidrag, som forsoningskommissionen havde bedt om, kan man læse følgende:
I praksis skete der det, når et givet sted var besluttet nedlagt, at der blev iværksat en oplysningskampagne overfor beboerne. Kampagnen redegjorde for de fordele, der var ved at bo færre og større steder. Embedsfolk og politikere formanede samme tanke, når de tog til disse steder og beboerne fik oplyst, at de ville få finansiel støtte til flytningen, blandt andet via boligstøttebekendtgørelsen. De, der stod for at flytte fra de nordlige Upernavikdistrikt, blev garanteret et hus ved det nye sted, de fik betalt flytteudgifterne og landsrådet bevilligede derudover en kontant starthjælp på 1000 kr., senere forhøjet til 1500 kr.

20 Steder, der blev skønnet som nedlukningsparate, kunne ikke få tildelt husbygningslån.

21 Steder, der blev skønnet uden fremtid erhvervsmæssigt, kunne ikke beholde de faciliteter såsom butik, skole eller lignende. Så hvis disse faciliteter ikke fandtes på steder, hvor folk ville blive boende, så måtte man leve med afsavnet.

Også her er det en helt relevant og nødvendig uddybende forklaring, som Forsoningskommissionen har udeladt.
Hensigten er deprimerende og formålet er klart: Danmark skal stemples.

Eksperimenter med børn
På side 38 i redegørelsen kan man læse følgende:
For at intensivere assimilationen af befolkningen er mange ni-ti årige børn blevet sendt til
Danmark for at lære at tale dansk og dansk levevis. Mange af de interviewede syntes, at
det var for tidligt en alder at forlade ens familie og bo hos en plejefamilie og ikke at måtte
tale sit modersmål.

Det fremgår ikke af redegørelsen, hvorfor Forsoningskommissionen mener, at disse børn er sendt til Danmark for at intensivere assimilationen af befolkningen. Det fremstår derfor som en ikke-underbygget påstand.
Der må i et vist omfang være tale om børn, som er sendt til Danmark af deres forældre, og formålet har formodentligt været, at børnene skulle lære et dansk, der kunne gøre det muligt for barnet at gennemføre en videregående uddannelse.
Det er ikke en sag for Forsoningskommisionen.

Man kan også læse dette:
I folkeskolen var der i mange år nærmest apartheidlignende tilstande, hvor de mere socialt velstillede grønlandske børn, børn af blandede familier og de danske børn blev samlet i danske klasser, mens resten af børnene gik i grønlandske klasser.

Der var på ingen måde tale om apartheid.
I de byer, hvor det var oprettet dansksprogede klasser, stod det forældrene frit for, om de ønskede deres børn i en grønlandsksproget klasse eller i en dansksproget klasse.
Fra skolens side vurderede man, hvad der gav barnet det bedste udbytte af skolegangen. Man satte ikke et rent dansksproget barn i en grønlandsksproget klasse, ligesom man heller ikke satte et rent grønlandsksproget barn i en dansksproget klasse.
Det har intet med apartheid at gøre. Det er udtryk for et hensyn til barnets muligheder for at få det bedste udbytte af at gå i skole.

Og så kan man læse dette:
Borgere med fysiske eller psykiske handicap er i en årrække blevet sendt til Danmark, hvor de tilbragte hele livet på institutioner. De har mistet relationen til deres familie, og taler ikke det grønlandske sprog.

Det er nok den mest kyniske og overfladiske betragtning i redegørelsen.
Jeg har som medlem af Landstingets sundhedsudvalg besøgt nogle af de institutioner i Danmark, der har modtaget nogle af disse hårdt ramte børn. De er sendt til Danmark, fordi deres evner og muligheder er så stærkt begrænsede, at de kræver omsorg og tilsyn af uddannet plejepersonale. Mange af dem døgnet rundt.
Mange af dem evner ikke at genkende familien, de har ikke noget sprog og ville ikke kunne opfatte, om de var i Grønland, i Danmark eller anbragt på månen

Det tillader Forsoningskommissionen sig at kalde ”Eksperimenter med børn”. De skulle skamme sig.

Endeligt kan man læse denne smøre:
Endnu mere ekstremt var det med de børn fra Nuuk, der efter et år i Danmark ikke kom tilbage til deres familier, men blev samlet på et børnehjem i Nuuk, hvor de fortsat skulle tale dansk og ikke have kontakt med deres familier. Nogle af børnene klarede sig, men langt de fleste blev mærkede af den hårde medfart. Det samme gælder den gruppe børn, der blev bortadopterede til Danmark efter en kraftig orkan havde hærget byen Tasiilaq. Flere borgere opfordrer til, at de nu voksne borgere, der har været med til disse eksperimenter, får en undskyldning af den danske stat. I flere af de narrative interviews blev der fortalt om, at dette også foregik andre steder i landet.

Ikke et ord om, hvorfor disse børn blev sendt til Danmark. Og ikke et ord om, hvad man skulle have gjort i stedet.

Du kan her læse om baggrunden for at disse børn blev sendt til Danmark

De Juridisk faderløse
Om de juridisk faderløse skriver forsoningskommissionen:
Mange af de borgere, der gav narrative interviews, fortalte at de blev udsat for massiv mobning i deres barndom, fordi de blev kaldt ’uersakkat’ (bastarder). ’Uersagaq’ er et meget negativt ladet ord.
De juridisk faderløse, der kom i klemme i lovgivningen, har udover at have haft en lav status været helt uden rettigheder.

Igen er der tale om en tekst, der er skræddersyet til det efterhånden åbenlyse formål om at vise Danmark som en ond kolonimagt. Det er jo Danmark, der har stået for lovgivningen.

Men sådan hænger det ikke sammen, og her kan vi trække på endnu en undersøgelse, som Jens Heinrich har været med til at gennemføre:
Mht. arveloven gjaldt det konkrete hensyn til de særlige forhold især den umiskendelige grønlandske modstand mod en ubegrænset arveret til børn født uden for ægteskab. De fandt den i alvorlig strid med grønlandsk mentalitet og tankegang; og med den grønlandske familiestruktur, hvor alle bidrog til frembringelsen af et bos værdier - i modsætning til børn født uden for ægteskab. Og der blev taget højde for disse indvendinger i lovens endelige udformning.

For børnelovens vedkommende drejede de særlige forhold sig først og fremmest om et problem af mere praktisk karakter, nemlig den ringe kvalitet af de blodprøver, som nåede frem til Retsmedicinsk Institut i København; og det tvivlsomme statistiske grundlag for at bruge prøverne til at vurdere sandsynligheden – eller usandsynligheden – af et muligt faderskab. Her var der ikke tale om forskellige indstillinger i de to landsdele; men om et problem, som efter alles opfattelse gjorde det uhensigtsmæssigt at afskære sig fra muligheden for at pålægge bidragspligt i de tilfælde, hvor bevisbyrden for faderskab ikke kunne løftes. Forventningerne om, at dette særlige problem snart ville blive løst, og at den danske børnelov dermed kunne sættes i kraft i Grønland, holdt ikke tilnærmelsesvis stik. Og det blev afgørende, da man omsider vurderede, at Nord- og Østgrønland var rede til indførelse af en moderne børnelov, og i den forbindelse overvejede at indføre den danske lov i hele Grønland. Intet tyder på, at det skyldtes modvilje fra nogen side. Det hang sammen med konkrete forhold som den geografiske afstand (ift. transport) og den grønlandske befolknings sammensathed og talmæssige lidenhed (ift. statistik). Fænomener, som det forekom vanskeligt at stille spørgsmålstegn ved.

Side 66 i undersøgelsen

Diskriminering på grund af sprog
Når Forsoningskommissionen skriver om sproget, så drejer det sig kun om de grønlandsksprogede:
Diskrimination på grund af manglende sprogfærdigheder på dansk er udbredt på alle niveauer i hele samfundet og mange har for eksempel ikke kunnet blive optaget på en uddannelse eller ikke har været i søgefeltet, når en arbejdsplads søger nye medarbejdere.
Det fortælles, at de er i en situation, hvor de føler sig som andenrangs borgere på grund af sprogsituationen. Mange borgere har ikke mulighed for at bidrage til noget i samfundet på grund af dette, og føler sig som tilskuere til det, der foregår.

Det har ikke noget med forsoning at gøre. Det kan være et problem i hverdagen for det enkelte menneske i det daglige.
Det er klart, at det kan være utilfredsstillende ikke at kunne få en uddannelse, når man ikke behersker dansk.
Det problem har været stigende siden 1979, hvor politikerne i landsstyret og Landstinget begyndte at udfase undervisningen i og på dansk i skolevæsenet.
Det er et politisk skabt problem,som ikke har noget med forsoning at gøre
Det kan du læse mere om her

Tilkaldt arbejdskraft
Det ligger i ordet, at tilkaldt arbejdskraft er mennesker, som man har været nødt til at tilkalde ude fra, fordi man i Grønland ikke selv har nogen med de fornødne kvalifikationer til det arbejde, der skal udføres.
Det kalder Forsoningskommissionen for 'systematisk racisme'. Det kan du læse om her:
Systematisk racisme er noget, som mange borgere fortæller, at de har oplevet. Derfor er det vigtigt, at de tilkaldte sætter sig ind i kulturen og forhistorien, og at de også selv påtager sig en del af ansvaret for at tilegne sig sproget, kulturen og tankegangen. Hvis de får en større indsigt i det folk og i det land, som de har bosat sig i, vil de utvivlsomt kunne få en større forståelse og dermed respekt for befolkningen, som de arbejder for og sammen med i dagligdagen.

Det problem kan løses ved at kræve af den enkelte ansøger som betingelse for at blive ansat, at vedkommende sætter sig ind i kulturen og forhistorien, og også selv påtager sig en del af ansvaret for at tilegne sig sproget, kulturen og tankegangen. Mere indviklet er det ikke.

Der er tidligere regnet på, hvad det vil koste at forpligte de tilkaldte til at lære grønlandsk som et led i deres ansættelse. Det kan du læse om her: Grønlandsk som arbejdssprog er for dyrt

Spørgsmålet er så, hvis en helt uundværlig specialist ikke har tænkt sig at bruge 1.000 timer på at lære grønlandsk. Skal vedkommende så ikke ansættes?
Det er nemt nok at pege fingre. Det er straks sværere, når der skal anvises en løsning.

Det eneste, som dette afsnit kan bruges til, er at støbe verbale kugler, der kan fyres af mod den tilkaldte arbejdskraft.

Ønske om undskyld
Forsoningskommissionen har syv anbefalinger, hvor nummer seks er en anbefaling om en undskyldning:
Nogle borgere, især fra den ældre generation, har overfor Forsoningskommissionen udtrykt, at det vil være på sin plads at de får en undskyldning for den behandling, de har været udsat for i udviklingens navn. De fortæller, at de har oplevet overgreb i form af tvangsflytninger, eksperimenter og følelsen af at været andenrangs borgere i eget land.
Medlemmerne af Forsoningskommissionen anbefaler, at Naalakkersuisut tager initiativ til en debat om dette spørgsmål internt i Grønland, så hele befolkningens holdning til dette spørgsmål bliver belyst.

Sikke en anbefaling, der kommer fra forfatterne til det, der mest ligner en 62 siders damebrevkasse.
Det har kostet 10 millioner kroner at skrive den.

Hvis det så var resultatet, at al det vrøvl om kolonial undertrykkelse ophørte, og den dyne af vrangforestillinger, der ligger tung over det grønlandske samfund og kvæler de rige muligheder der er – i et samarbejde inden for Rigsfællesskabet – for at gøre Grønland til et godt og trygt sted for alle at leve.

Men sådan kommer det næppe til at gå.

Politiske landsbytosser
Når man i Grønland politisk har ladet sig styre af udspekulerede, politiske landsbytosser som Lars-Emil Johansen og Vittus Qujaukitsoq med mange flere siden midten af 1970-erne, så har man i Grønland selv ansvaret for den bumpede og blinde vej, som Grønland uafvendeligt er på vej ned ad.

Det var noget helt andet, som blandt andre Augo Lynge i sin tid arbejdede målrettet for

Hvis tingenes skæve gang skal ændres, så er det nødvendigt, at de politiske landsbytosser erstattes af folk med begge ben solidt plantet i den jævne hverdag. Og det ser desværre ud til at have lange udsigter.