Koalition, forklar hvad ansvarlighed er

Koalitionen bliver ved med at sige mod, ansvarlighed og sundhed. Disse virker tomme i lyset af efterårets handlinger

Fredag d. 22. november 2019
Kim Lyberth, Samarbejdspartiet
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse:
Ansvarlighed?
Mod?
Sundhed?
Ansvarlighed, mod og sundhed er:


Ansvarlighed?
Er det at holde konsekvenserne for mega investeringer i infrastruktur for eliten skjult for både offentligheden og landstinget?

Er det ansvarlighed at sige til fagforeninger at de skal holde igen fordi vi indfører ikke nye afgifter og omkostninger for den almindelige lønmodtager?

Mod?
Er det mod at tage penge fra børns skolemadsordning, det er dem vores samfund skal bygges på?

Er det mod at give selskaber en skattelettelse med tvivlsomme effekter for samfundet. Måske eneste effekt er at få større udbytte til betaling af elitens projekter, SKJULT skat der rammer igen de svageste?

Er det mod at give de ældre 1,3% regulering for derfor at tage mere fra dem bagefter?

Sundhed?
Skaber det sundhed at spare på hele sundhedssektoren bl.a. ved at fjerne eksisterende behandlingsmuligheder og frasortere nye?

Skaber det sundhed at afgifter rammer dem der har mindst og derfor ikke har råd til sunde fødevarer som er meget dyre i forvejen?

Skaber det sundhed at undlade at renovere boligmassen så de er skimmelfri?

Skaber det sundhed at boliger er så dyre at man ikke har råd til et sundt liv?

Ansvarlighed, mod og sundhed er:

Rettidig omhu (citat Mærsk) omkring investeringer i samfundet, i den forstand at man skal skabe et godt fundament for at samfundet kan udvikle sig for alle og ikke kun eliten.

Skab gennemskuelighed og åbenhed i styringen af landet

Respekter mindretal

  • Mod er at skære voldsomt ned på centraladministrationen.
  • Mod er at tro på de mennesker der udfører et stort arbejde og lade være med at detailstyre alt fra centralt hold.
  • Mod er at skabe rammer hvor et erhvervsliv kan udvikle sig uden at være afhængigt af offentlige ordrer osv.
  • Sundhed er at skabe sunde og betalelige boliger
  • Sundhed og mod er at erkende at som land er vi for små til at opretholde sundhedstilbud der kan matche lande vi gerne sammenligner os med. Søge samarbejde indenfor rigsfællesskabet om dette.
  • Sundhed er at give alle muligheder for at købe det sunde valg (løn, billiger boliger, satsning på at grønlandske produkter kan konkurrere med importerede uden afgiftsforhøjelser)
  • Sundhed er at sørge for at alle børn er mætte og kan modtage undervisning, alle undersøgelser viser at jo bedre uddannet du er jo større er sandsynligheden for at du vælger sunde og fornuftige livsvalg