Fænomenet Puisi

Og den amerikanske partner har sikkert fået sine penge på forskud, som det plejer at gå i Grønland.

Fredag d. 29. oktober 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Politik, Puisi, Økonomi.

Blandt byggefolk nyder skortstensmurere stor anseelse. Det er en kunst at fremstille det høje, slanke, koniske bygningsværk sten for sten. Og det tager tid.

Man begynder selvsagt arbejdet i jordhøjde. Fundamentet er afgørende. Sten for sten, stilladshøjde for stilladshøjde arbejder man sig opad til den ønskede højde. Det strider ganske enkelt mod naturlovene at gøre det på andre måder.

Næsten på samme måde arbejder en iværksætter. Han eller hun begynder i det små - i jordhøjde så at sige. Kan projektet bære økonomisk, udvikler det sig sundt og harmonisk - ja, så vokser det samtidig i højden. Samtidig kommer der flere penge på spil, et antal arbejdspladser - menneskers liv og skæbne. Bryder projektet sammen, kan faldet blive voldsomt og få fatale konsekvenser.

I tilfældet Puisi forsøger man at gøre op med naturens love. Vi tvivler ikke på, at ideen bag projektet er vel gennemtænkt - vi tror endda, at projektet er rigtig godt - men endnu har ingen bygget en skorsten ved at begynde oppe fra. Det lader sig som sagt ikke gøre.

Virksomheden Puisi A/S er set med vore øjne på vej til at blive et offer for stortænkende menneskers ambitioner, politisk rænkespil og økonomiske trakasserier af værste skuffe.

Virksomhedens fabriksanlæg er placeret i Nanortalik. Vi under bestemt kommunens ledige hænder en god og velfunderet arbejdsplads, men ret beset blev fabrikken udelukkende placeret i Nanortalik, fordi Royal Greenland A/S havde brug for at skille sig af med sin gamle fabriksbygning. Set med fangerøjne burde fabrikken være placeret i en af byerne højere oppe ad kysten, så man hurtigt kunne komme dertil både fra nord og syd.

Under valgkampen gjorde landsstyreformand Jonathan Motzfeldt Puisi til et politisk slagnummer i Sydgrønland, som af gode grunde har en stor plads i landsfaderens hjerte.

Næppe var valget i februar overstået, før Motzfeldt dikterede Erhvervsudviklingsselskabet Sulisa A/S at sikre kapital til Puisi. Allerede dengang var den gal med økonomien, for trods buldrende budgetter, der gav løfter om trecifrede millionindtægter - alene i år, virksomhedens første, et overskud på 57 millioner kroner - ville ingen investere i Puisi A/S.

Kommercielle banker sagde nej tak. Den Nordiske Investeringsbank sagde nej tak. Financieringsinstituttet for Industri og Håndværk sagde nej tak. Private investorer herhjemme sagde nej tak. Var de idioter alle sammen?

Næppe, for siden er virksomheden aldrig kommet i gang. Puisi fik ganske vist sine penge, efter at bestyrelsen for erhvervsudviklingsselskabet var blevet lagt i førergreb. De maskiner, der var indkøbt allerede før det økonomiske grundlag var på plads, er leveret og installeret. Fabrikken i Kina, der skal forædle sælprodukterne til sunde piller, er efter sigende under etablering. Og den amerikanske partner har sikkert fået sine penge på forskud, som det plejer at gå i Grønland.

Problemet er blot, at der endnu ikke produceres. Puisi A/S har endu ikke produceret eller solgt en eneste sælpølse. Puisi A/S har endnu ikke produceret eller solgt råvarer til en eneste helsebringende pille. Og virksomheden har endnu ikke fået produktionstilladelse endsige eksporttilladelse, for virksomheden giver ikke de godkendende veterinærmyndigheder de nødvendige oplysninger.

Men efterhånden er der pumpet op imod et halvt hundrede millioner kroner i virksomheden. Det er mange penge. Det er rigtig mange penge i en lille økonomi.

Samtidig smider fangerne i bygderne tusinder af døde sæler tilbage i havet. Og adskillige indhandlede sæler er destrueret - de kunne ikke bruges. Masser af penge er smidt ud, fordi Puisi-projektet ikke er grebet professionelt an fra begyndelsen. Man forsøgte sig med det naturstridige projekt - at bygge en skorsten fra oven.

I mellemtiden fosser pengene ud af projektet. Skatteyderpenge, som politikerne bevilger uden at stille nævneværdige krav og uden at have sikret sig nødvendig dokumentation for økonomisk bæredygtighed. Det er jo så let, når det ikke er ens egne penge.

Et halvt hundrede millioner kroner er mange penge at kaste i et projekt, som indtil videre kun er luftkasteller.

I stedet for bevillinger, burde politikerne forlange, at initiativtagerne lagde ud med et mindre ambitiøst projekt og byggede det langsomt op, som enhver anden iværksætter ville have gjort.

Det interessante er nu, hvem der påtager sig ansvaret, hvis det lykkes at smadre et ellers udmærket projekt. Vi ved godt, hvem der vil stå frem, hvis det bliver en succes.

Mon de samme vil tage ansvaret for en fiasko?