Igen, igen, igen . . .

Denne rejserapport kunne oplyse, at der ude i Kina var en masse mennesker. Og at de købte varer, både i små og i store poser. Efter denne »grundige markedsanalyse« blev det besluttet at starte eventyret.

Torsdag d. 30. marts 2000
Freddie Pedersen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi.

Endnu en gang har vi kunne opleve et grønlandsk erhvervseventyr ende som fiasko. Man skulle ellers tro at de grønlandske beslutningstagere var blevet mere forsigtige, mere nøgterne i deres overvejelser. Ikke så berøringsangste som Sulisa A/S, men dog alligevel lidt mere realistiske. Vi har snart set nogle stykker, her kan nævnes Chokoladefabrikken, Disko krydstogter, og ikke mindst det seneste eksempel Puisi A/S.

Som statister i en science-fiction film står de nye maskiner i rustfrit stål og måber over tingenes skæve gang
(Fabriksanlægget i Nanortalik marts 2000)
Allerede da jeg fik projekt Puisi A/S præsenteret første gang i sommeren 1998, var der guld og grønne skove i horisonten. Det Kinesiske marked var besøgt, og der lå en rejserapport fra en kontorchef i hjemmestyret. Denne rejserapport kunne oplyse, at der ude i Kina var en masse mennesker. Og at de købte varer, både i små og i store poser. Efter denne "grundige markedsanalyse" blev det besluttet at starte eventyret. Altså der skulle bare produceres, pakkes, og sendes til Kina, så ville millionerne vælte ind over Grønland. Projektet blev præsenteret af en ellers besindig Direktør i hjemmestyret.

Senere har det vist sig at den amerikanske idémand, samarbejdspartner, gift med en kinesisk kvinde hvis familie skulle stå for den kinesiske del, allerede året før var blevet fulgt til heliporten i Sisimiut med pæn besked om, at man IKKE var interesseret i ham som samarbejdspartner. Nogle kaldte ham en charlatan. Besindige mennesker i Sisimiut erkendte, at hvis det var så nemt, var der nok nogle andre, der havde gjort det for længe siden.

Senere fandt amerikaneren dog andre i Grønland, der gerne ville købe ideen. Han har efter sigende også modtaget et pænt millionbeløb, (jeg har hørt fire millioner, men ved ikke, om det er rigtigt) så nogen har da fået noget ud af projektet.

Nu er det jo sådan i Grønland, at når man gør noget - så gør man det i stort format. De store armbevægelser kom frem, og der blev nedsat en bestyrelse, så havde man da noget. Efterfølgende blev lokaliteten bestemt, (det havde den vist været længe, man kendte nogen i byen og synes, at netop deres by trængte til lidt arbejdspladser) og endelig kunne man begynde at projektere.

Der skulle købes rustfrit stål i store mængder, men pengene manglede. Politikerne vred armen om på Sulisa A/S, og vupti, måtte Sulisa stille med 18 millioner. Dette selv om Direktøren udtalte at han ikke kunne overskue projektet!!!

Dygtige mennesker blev sat på opgaven med at udvikle og ombygge. Jeg har haft fornøjelsen at se fabrikken i Nanortalik, da den næsten var færdig. Jeg har også set andre moderne levnedsmiddelfabrikker i Europa, men Nanortalik er dog det mest gennemførte og moderne. Så nye og moderne at manden, der skule afprøve pølsepakkemaskinen måtte flyves ind fra USA. Det kostede knap 10.000 US dollars, men desværre var der ikke kommet emballage, så maskinen kunne ikke afprøves. Fabrikken har kapacitet til at fremstille pølser til hele Kina, - og vel sagtens Korea også. Nu skulle der produceres, pakkes og sendes, ja nu skulle der tjenes over 100 millioner kroner. (Konen med æggene) Dog var der et lille problem. Man havde ikke alle tilladelserne på plads, og da tilladelserne kom, var der jordskælv i Taiwan. Nå den slags små problemer skal da ikke afholde os fra at tjene mere end 100 millioner det første år.

En besindig mand fra bestyrelsen trak sig. Han havde indsigt i slagteri og handel, og trak sig ud. Vi fik ikke at vide hvorfor, men bestyrelsen har sikkert fået forklaringen.

I H. C. Andersen's eventyr KEJSERNES NYE KLÆDER er det et lille barn der afslører fupmagerne. Desværre kommer de små ikke til orde i Grønland.

Efter mange udsættelser af forskellige grunde, med blandt andet tilføjelse af driftskapital fra hjemmestyret, skulle varerne sendes til de mange gode kunder i Kina. Ak det viste sig, at der ikke var interesse for produkterne, og desuden havde man kun kontoransatte.

Den 27 januar kunne man så høre følgende i radioavisen: Aktionærer og investorer har ikke tabt penge. De er gået glip af en forventet indtægt på ikke mindre end 100 millioner kroner i år, udtaler Lars Emil Johansen.

Hvad i himlens navn har Lars Emil Johansen forestillet sig at den fabrik skal bruges til??

Forventer han, at der skal sælges sælpølser i Danmark, eller vil han indtage det amerikanske marked, eller måske Japan og Australien? For fabrikken er ikke indrettet til nogen form for sælolie kapsel produktion. Dette vil simpelthen ikke kunne lade sig gøre i Grønland. Alene de hygiejniske forhold skal optimeres helt utroligt.

Tingene i Grønland skal være stort, flot femstjernet og med en vennebestyrelse, denne vennebestyrelse ansætter en direktør, og han kan fyres, men bestyrelsen har holdt sit ansvar. Tror Lars Emil at der skal fremstilles pølser til Kina? Så er han mere naiv, end jeg troede, eller også snakker han mod bedre vidende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe på, men et er sikkert der er tabt cirka 50 millioner kroner.

Hvorfor kunne man ikke fortsætte med bestræbelserne på at sælge sælolie til Europa. For to år siden var det MEGET tæt på at lykkes, og formentlig er det kun Sulisa's direktør Elias Larsen, der i dag ved, hvorfor der ikke er eksport af sælolie til Danmark. En eksport som aftageren skriftligt havde stipuleret ville være stigende fra 0 til 55 millioner kroner i indtægt til det Grønlandske samfund over en fem års periode. Derefter en jævn strøm af sælolie til Danmark og en jævn strøm af penge til Grønland. Dette kunne være sket med nuværende produktionslokaler, der allerede er spredt ud over hele kysten. Produktionslokaler, der kun skulle tilrettes lidt, og det kunne foregå med kendt teknik. Men NEJ. Vennerne skulle sættes til at udvikle ny teknik og naturligvis tjene penge på det. Den teknik, der blev udviklet i slutningen af 70-erne på Jern og Metalskolen i Nuuk, var kendt, men ikke fundet fin nok. Næ det skal være fint, stort, og blandt vennerne. Vennerne kom også med forslag til nye maskiner, men ak nej, helt uduelige og nu er disse maskiner, som det tog over et år at "udvikle", skrottet. Det gav vennebeskæftigelse men ingen udvikling.

Hvorfor går grønlandske ledere ind for kammerateri frem for kompetence, og hvorfor skal det være eventyr frem for erhvervsudvikling.

ER det for meget forlangt at kigge på, hvad de 50 millioner, der er tabt på Puisi A/S, kunne have gjort af gavn i sundhedssektoren, eller i skolevæsenet. Der kunne være sket meget for de penge. Fagfolk kan nok komme med beregninger.

Men en realistisk holdning til fiaskoen må man da kunne forvente, - også på en sådan måde, at Lars Emil fortæller, at her er TABT 50 MILLIONER KRONER.

Nu venter vi bare på det næste erhvervseventyr. Det eneste vi ikke er i tvivl om er, hvem, der skal betale. Det bliver igen skatteyderne.

The never-ending story.