En fri presse - ja, tak!

Nu synes jeg, at det drejer sig om, at man vil begrænse den frie presses udfoldelsesmuligheder ved at belægge den med en kultur- og plicensur

Fredag d. 22. november 2002
Lars Mosgaard
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Kultur og samfund, Politik, Puisi.

I sidste uge var der en talsmand for nogle folk, som beklagede sig over, at aviserne ikke er høflige nok og ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den grønlandske kultur og væremåde.

For blot et par år siden ville man fra højeste sted i Landsstyret have vedtaget en presselov, som skulle regulere den frie presses udfoldelsesmuligheder, noget som stærkt pegede hen imod en censurlovgivning. Det blev da også forpurret.

Landsstyret og andre stod også den gang for skud, hvad næppe altid lige behageligt for de implicerede.

Men disse folk har jo selv sat sig i fokus med navn nævnelse og alt det der.

Jeg erindrer, at der dengang blev talt meget om kammerateri.

Senere blev ordet "kammerateri" dog så spiseligt et ord, at den nuværende formand for Siumut blev valgt med løfter om at bekæmpe kammerateriet.

Så noget må der have været om det.

Det er pressens fortjeneste, at emnet ikke stadigvæk er tabu.

At det - kammerateriet - næppe er udryddet, er ikke pressens skyld.

Nu synes jeg, at det drejer sig om, at man vil begrænse den frie presses udfoldelsesmuligheder ved at belægge den med en kultur- og plicensur:

Pressen skal holde sig inden for rammerne af en bestemt gruppe menneskers opfattelse af kultur og opførsel, før den kan tillade sig at ytre sig.

Hvad er dog det for noget pjat?

Tak i stedet for, at vi har en fri presse!

Den er undergivet en lovgivning om ytringsfrihed.

Den ansvarlige redaktør kan blive slæbt i retten, hvis han overtræder visse presseetiske retningslinier eller i retlig forstand krænker en person.

Det sker engang imellem, så det virker jo.

Disse mennesker har da lov til at mene, at pressen overtræder visse kulturelle tabuer eller hvad det nu kan være, man mener.

Der vil i hvert fald være tale om en meget høj grad af skøn, som enten må være den enkeltes eller lovgivningens sag og i hvert fald ikke en selvbestaltet gruppe af menneskers sag at afgøre.

Hvordan tror I, at Puisi-skandalen ville have set ud i dag, hvis vi ikke havde haft en fri presse?

Der omtales hver uge forhold i pressen, som vi ikke ville have haft en kinamands chance i helvede for at gennemskue eller vide det mindste om, hvis vi ikke havde haft en fri presse.

Rigtig nok: pressen dummer sig ind imellem, men hvem gør ikke det?