Rejsen til Amerika XXIV - Musikalsk mellemspil
Når man kommer fra et land, hvor radioen er så afkræftet, at man skal anstrenge sig for at huske at høre radioavis - og i øvrigt aldrig hører andet - så er det fantastisk dejligt at komme til et sted, hvor man kan tænde for radioen og dreje frem til en station, der kun sender klassisk musik og nyheder
Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Aviser, radio og TV
,
Rejseberetninger
.
Når man kommer fra et land, hvor radioen er så afkræftet, at man skal anstrenge sig for at huske at høre radioavis - og i øvrigt aldrig hører andet - så er det fantastisk dejligt at komme til et sted, hvor man kan tænde for radioen og dreje frem til en station, der kun sender klassisk musik og nyheder.
Den første morgen tændte jeg radioen og hørte de sidste strofer af et stykke musik jeg ellers kendte men bare ikke lige kunne huske hvad hed. Speakeren kom til hjælp, da de sidste takter tav. Det var musik komponeret af en af dette århundredes mest underkendte komponister -
The Danish Composer Carl Nielsen
.
Poul Ruders
En tilfældig dag, hvor vi havde tid, købte vi billetter til en koncert i Avery Fischer Hall. Det var New York Philharmonic, der spillede. På programmet var Ruders, Grieg og Elgar.
Poul Ruders
er en dansk komponist, født i 1949 i Ringsted. Og stykket der blev spillet var
Concerto in Pieces (Purcell Variations for Orchestra)
. Jeg ved ikke af at jeg tidligere har hørt musik af Poul Ruders - jeg havde hørt navnet nævnt.
Det var et dejligt stykke musik - og da det pludselig var ovre, kom en ranglet, høj og krølhåret mand ind og fik stort bifald - det har nok været komponisten selv. Musikken blev frembragt med brug af alle mulige eksotiske instrumenter, ud over de sædvanlige violiner, trompeter og så videre i et symfoniorkester. Der var slagtøj fra de varme lande og store gong-gonger, der blev sænket ned i tønder med vand, så tonen steg.
I de næste dage hjemsøgte jeg uden held de forskellige musikforretninger for at købe musikken. CD-butikkerne i New York er så velforsynede, at de har en halv meter Carl Nielsen, adskillige Buxtehuder og mange andre danske komponister, men lige netop den af Poul Ruders - den kendte de ikke.
Den kunne heller ikke købes i København. Jo forresten, vistnok som bog inde i butikken ved siden af. Og sandelig, der var den:
Orkestrets verden - Tema med variationer
af Neil Ardley med musik på en indlagt CD af Poul Ruders
Concerto in Pieces
. 228 kr. (ISBN 87-14-29366-8).
Senere da vi kom tilbage til Nuuk og det blev jul, da fandt jeg den også i
Atuagkat Boghandel
. Så der kunne Nuuk noget, hvor New York kom til kort.
Nu er det ofte sådan, at det der begejstrer derude - det er nok så meget en stemning og et steds atmosfære, man bliver grebet af. Det gælder ikke dette stykke musik. Det tåler - ja det vinder ved - at blive hørt igen og igen.
Rejsen til Amerika - Forord og indhold
Forrige afsnit:
Rejsen til Amerika XXIII - En kommuneskole i Harlem
Næste afsnit:
Rejsen til Amerika XXV - FN - de små lyder, de store forbryder