Reformen af det grønlandske retsvæsen

En del af den ”magt”, der i andre demokratiske samfund traditionelt betragtes som omfattet af ”den udøvende magt” eller regeringsmagten - politi og anklagemyndighed – varetages i grønlandsk sammenhæng af rigsfællesskabets myndigheder - og altså ikke af de grønlandske myndigheder under selvstyret. På tilsvarende måde er domstolene – som traditionel ”dømmende magt” - omfattet af rigsfællesskabets overordnede kompetence. Sådan vil situationen principielt være, indtil Grønland måtte beslutte en overtagelse af justitsområdet med tilhørende lovgivningsmæssig og administrativ kompetence – samt ikke at forglemme - overtagelse af de med justitsområdet forbundne omkostninger.

Fredag d. 5. februar 2010
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Retsvæsenet, Rigsfællesskab og selvstyre.

Et stort skridt mod et moderne retsvæsen – men befolkningen skal være med!

Den 1. januar 2010, gennemgår det grønlandske retsvæsen den største ændring indenfor de sidste 50 år. Den nye Kriminallov og Retsplejelov for Grønland træder i kraft, nye institutioner oprettes og de gamle kendte kredsretter omstruktureres. Alt sammen med store konsekvenser for alle borgere i det grønlandske samfund.

Den seneste tid har budt på flere interessante indlæg, og artikler i dagspressen om den forestående reform, og hvilke omfattende konsekvenser reformen vil have for befolkningen i Grønland. Bl.a. stiller Annemette Nyborg Lauritsen i en kronik i Sermitsiaq i oktober måned spørgsmålet om justitsområdet er politisk uinteressant? Til det kan jeg kort svare, nej!

Justitsområdet er i højeste grad politisk interessant, og er et helt centralt område i et moderne samfund der vægter borgernes retssikkerhed og overholdelse af menneskerettigheder højt. Det er Formanden for landsstyret, der er ansvarlig for selvstyrets varetagelse af justitsområdet, og i sig selv bekræfter dette, at justitsområdet prioriteres højt af landsstyret.

Der er flere årsager til, at justitsområdet er af væsentlig politisk interesse for Grønland. Dels af hensyn til borgernes oplevelse af retssamfundets regler og institutioner som garanti for rimelig og retfærdig lovgivning og administration under lighed for loven, dels under hensyn til de lovgivende og udøvende myndigheders fastlagte kompetence og myndighedsudøvelse.

I grønlandsk sammenhæng angår spørgsmålet om politisk interesse i særlig grad demokratiets virkemåde. Vel at mærke en virkemåde betinget af de særlige forhold, der gør sig gældende inden for rigsfællesskabet.

En del af den ”magt”, der i andre demokratiske samfund traditionelt betragtes som omfattet af ”den udøvende magt” eller regeringsmagten - politi og anklagemyndighed – varetages i grønlandsk sammenhæng af rigsfællesskabets myndigheder - og altså ikke af de grønlandske myndigheder under selvstyret. På tilsvarende måde er domstolene – som traditionel ”dømmende magt” - omfattet af rigsfællesskabets overordnede kompetence. Sådan vil situationen principielt være, indtil Grønland måtte beslutte en overtagelse af justitsområdet med tilhørende lovgivningsmæssig og administrativ kompetence – samt ikke at forglemme - overtagelse af de med justitsområdet forbundne omkostninger. Tiden frem til dette tidspunkt er for Grønlands vedkommende en øvelse i, at arbejde lovgivningsmæssigt og administrativt, indenfor de rammer et moderne retssamfund opstiller.

Med de erkendte problemer, og mangler, der er på justitsområdet, f.eks. lange ventelister til anstalterne, nedsendelse af et stort antal grønlændere til afsoning i Danmark og begrænset adgang til at få oversat skriftligt materiale til grønlandsk for at nævne et par områder, er der rigeligt at tage fat på i forbindelse med implementering af retsvæsensreformen. Der er tale om et tungt og vanskeligt arbejde, der nødvendigvis må baseres på en solid bearbejdelse af komplekse problemer.

Nogle af de væsentlige ændringer i retssystemet, som vil få stor betydning for alle i Grønland, er oprettelsen af Retten i Grønland, oprettelsen af Kriminalforsorgen i Grønland omlægning af kredsretterne og en styrkelse af kredsdommerfunktionen, indførelse af retsafgifter samt et omfattende antal nye regler som vi alle skal leve efter. Og endelig indførelsen af samfundstjeneste som en ny foranstaltning. Og vi kan fra grønlandsk side med rette stille det spørgsmål til rigsmyndighederne om der er en plan for hvordan borgerne i samfundet får kendskab til alle detaljerne der får betydning for borgernes dagligdag?

Men udviklingen stopper ikke her. Der har løbende været bred politisk enighed om, at der skal indføres en grønlandsk konfliktløsningsmodel som passer specifikt til det grønlandske samfund. Og der er behov for, på længere sigt, at overveje brugen af tidsubestemte foranstaltninger. Skal man i et moderne samfund, der bl.a. baseres på menneskerettighedsprincipper, kunne sende folk i en lukket anstalt i en tidsubestemt periode?

Det er som nævnt et statsligt anliggende inden for rigsfællesskabet at sikre borgerne i Grønland et forsvarligt fungerende retsvæsen, ligesom det er den danske regerings ansvar at sørge for en menneskeværdig afsoning ved anstaltsanbringelse også for de for tiden 22 grønlandske dømte, der er anbragt i Herstedvester på ubestemt tid. Landsstyret deler de indsatte i Herstedvesters ønske om at få mulighed for afsoning i Grønland frem for i Danmark, hvor de indsatte hurtigt får mister forbindelsen til pårørende i Grønland, og lider under alvorlige sprogvanskeligheder under afsoning i Herstedvester. Det giver både følelsesmæssige og retssikkerhedsmæssige problemer. Grønlands økonomiske situation i disse år tillader imidlertid ikke landsstyret gør en selvstændig indsats til afhjælpning af selv de mest påtrængende urimeligheder i retsvæsenets behandling af grønlandske borgere. Derfor må det videre arbejde med retsvæsensreformens implementering foregå i et forpligtende samarbejde mellem de grønlandske og de danske myndigheder.

Som situationen nu foreligger, vil det ikke være aktuelt at søge forhandling med den danske regering om Grønlands Selvstyres overtagelse af justitsområdet, før to grundlæggende forudsætninger opfyldes.

For det første skal området forud for overtagelse være bragt på et acceptabelt niveau målt i forhold til de normer der gælder for moderne vestlige samfund, og i overensstemmelse med internationale standarder for beskyttelse af menneskerettigheder. Det indebærer afhjælpning i Grønland af f.eks. justitsmyndighedernes sagsbehandlingstider, personalenormering og aflønning, samt ventetider for og gennemførelse af anstaltsanbringelse. For det andet skal Grønlands økonomi være på et niveau, der tillader optagelse på finansloven af de omkostninger, der er forbundet med overtagelse af området.

Under de givne omstændigheder er landsstyrets muligheder for indflydelse på retsvæsensreformens implementering bedst udnyttet ved, at følge nøje med i arbejdets fremdrift og sikre, at indgåede aftaler overholdes. Også aftaler, der ikke formelt har nøjagtigt fastsatte tidspunkter for gennemførelse, skal naturligvis opfyldes inden for rimelige tidshorisonter. Landsstyret vil påse, at aftaler overholdes, og på et område som for eksempel behandlingen af de indsatte i Herstedvester, hvor der kan være spørgsmål om overholdelse af internationalt anerkendte menneskerettigheder, vil landsstyret ikke acceptere argumenter om pengemangel i rigsfællesskabet som begrundelse for manglende opfyldelse af indgåede aftaler. Måtte forventningen om etablering af en sikker, lukket anstalt i Grønland i 2012-13 således skuffes, må der findes alternative løsninger i samarbejde med den danske regering.

Og samtidig med det arbejde skal vi i det grønlandske samfund løbende komme med selvstændige bidrag til hvordan vi ønsker et grønlandsk retssystem skal se ud baseret på de retstraditioner der er opstået i samfundet som en følge af Grønlands særlige placering i et rigsfællesskab.