Handling frem for snak i både Grønland og i Danmark

Hvornår har et af de danske partier sidst af egen fri vilje kæmpet for flere kommunefogeder eller for flere midler til justitsområdet i Grønland? Det ville være et godt sted at starte.

Torsdag d. 5. november 2015
Sara Olsvig, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit    
Aaja Chemnitz Larsen, medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Bygder, Børns vilkår, Politiet, Retsvæsenet, Rigsfællesskab og selvstyre, Socialt ansvar.

Indholdsfortegnelse:
Derfor skal der nu handles og ikke bare snakkes.
Brug iveren på de rigtige sagsområder
IA kræver handling af landsstyret
Vi skal stå sammen om at handle



(an)

Inuit Ataqatigiit er glade for, at der er fornyet og forstærket fokus i både Grønland og Danmark på det store antal socialt udsatte børn i Grønland. Indsatsen på området har ikke været god nok. Det vil vi ikke holde os tilbage fra at erkende. Der er stadig for mange børn som udsættes for seksuelt misbrug og er socialt udsatte generelt.

Derfor skal der nu handles og ikke bare snakkes.
I forbindelse med den danske debat om børnetalsmanden MIO’s rapport om forhold i Qaasuitsup Kommunea er vi glade for, at de danske partier tager oplysningerne lige så alvorligt som vi gør i Grønland. Vi efterlyser dog, at den danske regering og folketingspolitikerne bruger deres energi på de sagsområder, som netop er dansk ansvar, og som i den grad kan være med til at sikre, at socialområdet fungerer bedre i Grønland.

Brug iveren på de rigtige sagsområder
Vi har i årevis kaldt på, at hele det familieretlige område skal opdateres, så familieretten i Grønland mindst kommer op på samme standard som i Danmark. Vi har kaldt på, at det danske justitsministerium skal sikre kommunefogeder i alle bygder, så alle borgere der udsættes for en forbrydelse har en politimyndighed at henvende sig til. Vi har kaldt på, at vores retsvæsen sikres en standard som er et moderne retssamfund værdigt. Vi har kaldt og kaldt, men den tykke tåge af berøringsangst i Folketinget har gang på gang sat en stopper for, at der rent faktisk bliver afsat tilstrækkeligt med midler til disse områder.

Vi savner derfor, at de danske politikere med lige så stor iver og pressetække som de viser i den aktuelle sag løfter det ansvar Danmark sidder med på disse områder. Hvornår har et af de danske partier sidst af egen fri vilje kæmpet for flere kommunefogeder eller for flere midler til justitsområdet i Grønland? Det ville være et godt sted at starte.

IA kræver handling af landsstyret
Inuit Ataqatigiit lukker aldrig øjnene over for de sociale problemer vi har i Grønland. I særdeleshed lukker vi ikke øjnene over for udsatte børn og unge. Vi har stor respekt for den grønlandske børnetalsmand MIO’s arbejde og sætter pris på den store indsats børnerettighedsinstitutionen udfører. Netop ønsket om et styrket fokus på de mange svigt af børn var også baggrunden for, at Inuit Ataqatigiit under vores seneste regeringsperiode satte MIO i verden.

Vi skal stå sammen om at handle
Derfor er vi tilfredse med, at fokus på dette område er så stort. Vi vil dog også slå fast, at socialområdet er et grønlandsk ansvarsområde og det skal det blive ved med at være. Det er først og fremmest herhjemme indsatsen skal gøres og vi kræver af landsstyret, at indsatsen over for socialt udsatte børn styrkes. Det betyder ikke, at vi ikke kan række hånden ud for øget samarbejde mellem grønlandske og danske kommuner, og mellem Selvstyret og Staten.

Alt for mange af vores socialt udsatte borgere flytter i dag til Danmark, og for at stoppe denne sociale migration er vi nødt til at forbedre de sociale forhold herhjemme.

Lad os nu stå sammen om, at sikre den bedste indsats. Både gennem de sagsområder som fortsat er under dansk ansvar og herhjemme gennem socialforsorgen i kommunerne og socialpolitisk nationalt.

Det er tid til handling.