Er der et alternativ til grønlandspessimismen?

Der er to årsager til nulvæksten: (1) at Grønland har et centralistisk/socialistisk økonomisk system, og (2) at man har udtømt de områder, som hidtil har båret væksten.

Mandag d. 8. januar 1996
Martin Paldam
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Indholdsfortegnelse: Den offentlige sektor dominerer De kendte vækstkilder udtømte Arbejdsløsheden vil stige Systemet spænder ben for reformer En reformrækkefølge Gang i Grønland? Den grønlandske økonomi er gået i stå, og der er risiko for en voldsom stigning i arbejdsløsheden de kommende år. Årsagerne er overfiskeriet, og at den offentlige dominans hæmmer udviklingen. Skal udviklingen vendes, kræver det først og fremmest, at det private initiativ styrkes, og at en god del af de nuværende reguleringer reduceres, så markedet kan fungere mere frit. Nu har der været nulvækst i Grønland i 8 år. De prognoser, jeg har set, forudser nulvækst - eller negativ vækst også de næste 10 år eller måske endnu længere. Grønland er midtvejs i den store udviklingsproces fra at være et fattigt uland til at blive et rigt iland. Normalt vokser lande særligt hurtigt i denne fase, og tyve års nulvækst midt i forløbet er sjældent. Et af de få eksempler på langvarig nulvækst midtvejs var i Uruguay, 1955-75. Her blev det en national katastrofe. Så slemt vil det ikke gå i Grønland, som er beskyttet af de store tilskud fra Danmark. Endnu mærker man det knapt nok, men lidt efter lidt vil det komme til at bide. Hvis nulvæksten fortsætter, vil der ske en støt stigning i arbejdsløsheden. I et lidt længere perspektiv er nulvæksten forbavsende og foruroligende. Grønland udviklede sig hurtigt både i 1950-erne og 60-erne, men derpå ebbede væksten lige så stille ud, og nu er den slut. Det skyldes ikke overgangen til hjemmestyre, som var gradvis og kun gav et par småbuler i vækstkurven. Der er to årsager til nulvæksten: (1) at Grønland har et centralistisk/socialistisk økonomisk system, og (2) at man har udtømt de områder, som hidtil har båret væksten. Den offentlige sektor dominerer Grønlands økonomiske system er usædvanligt ved, at det er helt domineret af den offentlige sektor, og at den grønlandske stat ejer næsten hele erhvervssektoren. Derfor spiller markedet en meget lille rolle i Grønland, hvor kun mellem ca 10% af BNP (landets samlede produktion) produceres i den private sektor. Den offentlige sektors størrelse Skøn i % af BNP Grønland Vesteuropa Produktion Offentlig servicesektor 55% 22% Offentlig erhvervssektor 35% 5% Privat erhvervssektor 10% 73% Produktion+overførsler * Offentlige udgifter 90% 42% * I Grønland indgår der også en stor offentlig serviceimport I dag finder man kun en lignende grad af socialisme i ganske få lande - vel kun i Cuba og NordKorea. I Grønland er socialismen dog mere et resultat af nogle økonomiske mekanismer (som jeg har diskuteret indgående andetsteds) end af et bevidst valg. Men systemet medfører et dårligt erhvervsmiljø, hvor der mangler en underskov af iværksættere. Og vi ved jo alle, at det offentlige er en dårlig iværksætter. De kendte vækstkilder udtømte Økonomisk vækst må nødvendigvis have en kilde. Den gode gamle" grønlandske vækst udsprang fra fiskeriet og den offentlige sektor, samt i et par korte perioder fra minesektoren. Det moderne havfiskeri blev oprindeligt startet af danske og færøske fiskere, men er nu en selvbærende grønlandsk" sektor, som også ville være der - i næsten samme størrelse selv om Danmark ophørte med at støtte Grønland. Men det grønlandske fiskeri er truet af overfiskning af rejer og af en stigende konkurrence fra ferskvandsrejer, der dyrkes i Sydøstasien på noget, der minder om rismarker. Fangsten vil på længere sigt være 10-15 % under fangsten i 1994, og samtidig regner man med, at priserne vil falde med 1-2% pr. år fremover. Om ti år vil rejeeksportens værdi derfor være ca. 25% mindre end i 1994. Det vil sige, at fiskerisektoren får et rejehul på 500 mio. kroner (i 1994-kroner). Selv om det skulle lykkes for sektoren at fylde hullet, vil det alligevel blot give den nulvækst. Så fiskeriet vil formentlig ikke bidrage til den samlede vækst i fremtiden. En sektor med nulvækst og produktivitetsfremskridt afgiver tværtimod arbejdskraft. Den næste grund til pessimisme er, at minedriften er ophørt. Der er ikke noget "på tapetet" lige nu. Der kan let komme til at gå ti år, før en ny mineralproduktion kommer i gang. Det vil uden tvivl ske, men i de sidste 50 år er der kun åbnet to miner, og de har ikke været ret store, så det myldrer ikke med udnyttelige mineraler i Grønland. Den offentlige sektor er ekstremt stor i Grønland. Det er klart, at det kun er muligt pga. tilskuddet fra Danmark, der vil stagnere i fremtiden, som det har gjort de sidste 10 år. Dertil kommer, at hvis Grønlands økonomi skal komme til at ligne en mere almindelig økonomi, er det ikke den offentlige sektor, der skal vokse. Grønland har en fantastisk natur, så de fleste kan se, at turismen må være en mulighed, men det er en sektor, der stædigt har nægtet at vokse i snart mange år. Årsagen er de meget høje priser, som gør Grønland til et af de dyreste lande i verden at være turist i. Det er faktisk billigere både hvad angår ophold og rejse - at tage på ferie i Japan. For også rejsen til Grønland er forbløffende dyr. Selv om den faldt til det halve, ville der stadig være gode penge at tjene på ruten. Mærkelig nok er der ingen, der tror på, at man kan få en ganske almindelig privat erhvervssektor i Grønland. Jeg har spekuleret en del på, hvorfor danske eksperter og gamle grønlandskendere smiler medlidende, når man spørger, hvorfor der ikke kan tænkes at komme en almindelig industri i Grønland. I 1950erne og stadig i 60erne troede de fleste heller ikke, at der kunne vokse andet end kartofler på de midtjydske sandmarker, men nu er disse marker centrum for en række af Danmarks mest succesrige eksportindustrier. Så hvorfor ikke også i Grønland? Det kan ikke undre, at der ikke er nogen underskov af initiativrige grønlandske igangsættere, når hele samfundssystemet har gjort, at markedskræfterne er blevet holdt så strengt i ave, at alle erhvervsspirer automatisk er blevet kvalt. Men det betyder vel ikke, at en systemændring ikke kan skabe et erhvervsliv, hvor der er lige så meget initiativ som andre steder. Arbejdsløsheden vil stige Mellemindkomstlande vokser normalt særlig hurtigt, fordi der er så store arbejdskraftreserver. Bagsiden af medaljen er, at går væksten i stå, vokser arbejdsløsheden særlig stærkt. Vi ved, at 6.000 eller omkring 20% af grønlænderne er arbejdsløse (se faktaboks). Vi ved også, at der er 6.000 beskæRiget i lavproduktivitetssektorer, d.v.s. i den traditionelle fanger og bygdekultur. At en sektor er lavproduktiv betyder ikke, at man dovner i sektoren, men at man på trods af hårdt arbejde ikke kan producere ret meget. Grønlands åbne og skjulte arbejdsløshedDet er altid svært at definere arbejdsløsheden i mellemindkomstlande. Her adskiller Grønland sig ikke fra andre. Arbejdsstyrken er på omkring 29.000. Der er knapt 3.000 åbent arbejdsløse, dvs. ca. 10 %. Ved spørgeskemaundersøgelsen i forbindelse med levevilkårsundersøgelsen er fundet 3.000 ekstra arbejdsløse, mest i bygderne. Det giver tilsammen ca 6.000 arbejdsløse, dvs. ca. 20 %. Forskellen mellem de to tal, dvs. de 3.000 ekstra, er et (af flere) mål for den skjulte arbejdsløshed. En dygtig og hårdtarbejdende fanger kan på et år producere 8-10 ton kød eller en tilsvarende mængde fisk. Det er kun muligt takket være et formidabelt håndelag og en modernisering med hurtigbåde og rifler. For at oparbejde dette kød må han have en medhjælpende kone. Den vesteuropæiske kødproducent har en fabrikshal med 6001000 svin og producerer 75-125 tons kød om året. Han kan med moderne teknik og lidt hjælp fra sin kone, der typisk arbejder halvtids et andet sted, klare hele denne produktion selv. Slagtning og udskæring besørges på et slagteri, der arbejder med en utrolig effektivitet. Det siger sig selv, at den moderne produktion kan give sin udøver en bedre indkomst end den (moderniserede) traditionelle. Forskellen mellem de to produktioner svarer til forskellen mellem en jollefisker og en moderne trawler. Jeg forudser, at den fjerdedel af befolkningen, der er i den traditionelle sektor, i de næste ti år lige så stille vil sive ind til byerne for at prøve at få et job i den moderne sektor. Det betyder ikke, at 50-årige fangere flytter til byerne, men at deres mere veluddannede børn vil gøre det. Vi vil aldrig komme til at opleve en fangerkultur, hvor alle har gået 12 år i skole. Det er ikke urealistisk at tro, at 2-3.000 vil flytte fra den traditionelle sektor og prøve at komme ind i den moderne i de næste 10 år. Dertil kommer det par tusinde, der vil forlade fiskeriet. Endelig er der for mange i den offentlige sektor. I alt vil der komme til at mangle 7-9.000 job i den moderne sektor i Grønland i de næste 10 år. Systemet spænder ben for reformer Her er vi så tilbage ved Grønlands økonomiske system, hvor markedskræfterne kontrolleres og holdes så ualmindeligt godt i ave. Det er oplagt, at en liberalisering må være vejen frem. Men mange grønlandskendere, der har erklæret sig enige med mig, er pessimister og siger, at der imidlertid ikke vil ske virkelige reformer, for hvem skulle egentlig være interesseret heri? I hvert tilfælde ikke de grønlandske politikere, der skal træffe beslutningen! Pointen er den enkle, at de grønlandske politikere har relativt mere magt og flere ben end politikere i næsten alle lande. De styrer ikke alene en meget stor offentlig sektor, men også hele fremstillings-, transport- og handelssektoren. De sidder også i alle de offentlige erhvervsvirksomheders bestyrelser. Hvis de opdeler og privatiserer disse virksomheder, taber de både magt og penge. Man tillader gerne ja, opmuntrer private virksomheder ved siden af de offentlige. Men når de er kommet i gang, ser man tit, at de offentlige virksomheder forsøger at udkonkurrere dem, så de (igen) kan få monopol. Denne monopolsøgning ville vel være markedets vilkår, hvis de to firmaer konkurrerede på lige vilkår. Men det offentlige firma har politikere i bestyrelsen og en blød budgetbegrænsning. Det har derfor god adgang til politisk hjælp, når der skal laves love og forordninger. Og det behøver ikke selv betale, hvad det koster at underbyde konkurrenten. Desuden vil det formentlig mest blive danskere, der vil komme til at opkøbe de privatiserede virksomheder. En befolkning kan acceptere en vis mængde udenlandske firmaer, især hvis det er gensidigt, men det er politisk svært at acceptere, at "fremmede" dominerer det indenlandske erhvervsliv. Det er derfor vigtigt at få skabt en grønlandsk forretningstradition. Så pessimismen skyldes, at Grønland har et økonomisk system, der er dømt til at stagnere, og at det er imod politikernes nationale og personlige interesse at få det liberaliseret. En reformrækkefølge Problemerne vil til sidst presse reformer igennem, som de har gjort det så mange andre steder. Det kommer - af de nævnte gode grunde til at gå langsomt og i zigzag, fordi Grønland stadig er så beskyttet af tilskuddet fra Danmark, at der er råd til at vente med de langsigtede reformer. På den anden side kunne man jo også bruge tilskuddet til at finansiere de sociale korttidsomkostninger, omstillingen uundgåeligt giver. Det, man allerede har set, er, at når der bliver foreslået en liberalisering, går det meget langsomt, og det ender let med nogle små, men afgørende undtagelser. Når der skal købes aktier i et blandet foretagende, så det bliver et rent statsforetagende, går det til gengæld lynhurtigt. Jeg tror ikke, der er ret mange tilbage, der ikke inderst inde ved, at KNI burde opdeles og privatiseres. Det er ingenlunde noget fint eksempel på stordriftfordele, man har her! Mange erfaringer viser imidlertid, at privatiseringer ofte går skidt, så det er ikke noget, man skal gøre i huj og hast. Dertil kommer, at de mange års KGH/ KNI har skabt et system med relativt få, men store butikker, som det vil være svært at privatisere. Det er ikke private monopoler, men konkurrence, man har brug for. De få store forretninger må opløses i flere mindre, før de kan sælges til lokale folk. EnsprissystemetHvis en vare koster det samme overalt, opnår man en geografisk udjævning af folks leveomkostninger. Det er baggrunden for de grønlandske enspriser i handelen og for el og vand. Den opretholdes ved hjælp af statsmonopolerne på transport og i produktionen af el og vand. Denne omfordelingsmekanisme vanskeliggør almindelig konkurrence i handelserhvervet, og mange slags omkostningsberegninger. Mange beslutninger bliver derfor økonomisk tumbede. Så det er nok klogest at starte liberaliseringen med at ophæve de reguleringssystemer, som hæmmer markedet mest: (i) transportmonopolerne og (ii) ensprissystemet. På transportområdet har målet altid været at få et enstrenget system med så stor forsyningssikkerhed og stordrift som muligt. Resultatet er blevet et ekstremt dyrt system med priser på to-tre gange det normale niveau. Verdenshavene er fulde af skibe af alle størrelser, der konkurrerer om at få last. Gav man ganske enkelt transporten fri, ville en del af disse skibe få sat lidt isforstærkning på og tilbyde sig på det grønlandske marked. Nogle af de mange ruter over Nordatlanten ville nok finde en terminal, der var i nærheden af Grønland, og priserne ville hurtigt blive mere normale. Ensprissystemerne er med til at udligne indkomsterne i Grønland (se boks), men umuliggør samtidig markedsøkonomien. Et firma, der har forsyningspligt på alle lokaliteter, kan umuligt konkurrere med et, der kun opretter butikker på de bedste steder. Derfor holder man konkurrencen strengt i ave. Man kunne sikre den regionale indkomstudligning på anden vis ved f.eks. at indbygge et stedtillægssystem som en del af indkomstskatten. Folk, der bor på et fjerntliggende sted, ville så få en negativ indkomstskat, og folk på et velbeliggende sted ville betale en højere skat. Med det system ville man bevare fordelene og undgå ulemperne ved det nuværende system. Hvor hurtigt kan man få gjort op med transportmonopolerne og enspriserne? Mit skøn er, at det kunne gøres på et par år. Det næste skridt er så at få opdelt og privatiseret KNI. Gang i Grønland? Kommer der gang i et almindeligt privat erhvervsliv, skal der nok også blive en hel del grønlændere indblandet. Fiskerisektoren startede som nævnt som en dansk/færøsk sektor i Grønland. Det er den ikke mere. Der var også en god portion udlændinge involveret i det industrielle gennembrud i Danmark, men nu er vi vist nettoeksportører af erhvervsledere. Har man et erhvervsvenligt klima, og er der opbygget en forretningsdygtighed, kan man tappe hele befolkningens opfindsomhed. Så skulle det være mærkeligt, om der ikke vil være nogen, der finder på noget, der kan sælges i større stil. Det er trods alt ikke så skidt at ligge midtvejs mellem verdens to største markeder: NAFTA og EU. Fordelen ved at være et lille land er, at der ikke behøves ret mange succeser. Kunne Grønland blot få tre-fem mellemstore firmaer, 100.000 turister om året og en vis handelsflåde, vil alle beskæftigelsesproblemer være løst. Så meget kan næppe ske på ti år, men kommer man først godt i gang, kan der ske meget. Martin Paldam. Født 1942, cand. polit., dr. oecon., professor i økonomi på Aarhus Universitet. Har skrevet 150 arbejder om for skellige emner inden for økonomi og statskundskab inklusive: "Grønlands økonomiske udvikling. Hvad skal der til for at lukke gabet?" (210 sider) Aarhus Universitetsforlag for Rockwool Fonden, Århus 1994, genoptrykt 1995. Og "Kan Grønlands økonomi udvikles ?" Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 133 no 1, 1995: p 2951. Forskning i Grønland/ Tusaat udgives af Dansk Polarcenter, Standgade 100H, DK-1401 København K. Tlf 32 88 01 00 Fax 32 88 01 01. Udkommer 4 gange årligt. Pris pr årgang 140 kr. Enkeltnumre 35 kr. Særnumre 50 kr.