Færøsk selvstyre - Historiske ændringer i Færøernes status

Færøerne var et selvstændigt land, fra de første norrøne landnamsfolk fra Norge, og sandsynligvis også fra norrønt påvirkede britiske øer og kystområder, bosatte sig her for godt elleve hundrede år siden.

Onsdag d. 1. september 1999
Det færøske Landsstyres Traktatudvalg
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Middelalder - fra selvstændighed til skatteland
Enevælde med færingernes samtykke
Adskillelse mellem Norge og Færøerne
Dansk koloni
Færøernes særstilling
Færøerne som amt
Frem mod hjemmestyreordningen
Hjemmestyre


Færøernes forfatningsmæssige historie er speciel på den måde, at der i det store og hele synes at være enighed om Færøernes forfatningsmæssige stilling de første århundreder, mens uenigheden om, hvordan man skal forstå situationen tiltager, jo længere frem i tiden man kommer. Uenigheden drejer sig især om fortolkningen af eksisterende kilder og kendte begivenheder, med henblik på Færøernes tilknytning til rigerne Norge og Danmark

Udsigt over havneområdet i Tórshavn
Middelalder - fra selvstændighed til skatteland
Færøerne var et selvstændigt land, fra de første norrøne landnamsfolk fra Norge, og sandsynligvis også fra norrønt påvirkede britiske øer og kystområder (bl.a. Shetland og Orkneyøerne), bosatte sig her for godt elleve hundrede år siden.

Efter norrøn skik oprettede man ret hurtigt ting rundt omkring på øerne, og fælles for alle færinger var altinget på Tinganes i Tórshavn, hvor alle frie mænd kunne møde for at udrede konflikter og forhandle om sager, der vedrørte landets fælles interesser. Altinget udstedte love og dømte i retssager, desuden behandlede det forskellige sager, som havde betydning for alle færinger.

I nogle generationer har Færøerne haft denne stilling som et frit og selvstændigt land. Når Færøerne kaldes land i denne sammenhæng, skal det forstås geografisk, politisk og juridisk. Geografisk er Færøerne klart adskilt fra andre lande. Politisk og juridisk var dette land organiseret som en enhed med fælles ting og retssystem, senere desuden med færøsk lovbog.

Selvom Færøerne i denne periode var et selvstændigt land, kan man næppe tale om et rige, for der ser ikke ud til at have eksisteret nogen reel fælles myndighed. Det har været et mere løst organiseret samfund, hvor flere høvdinge og stormænd har haft større eller mindre magt i hver sin del af landet. I vores behandling er det vigtigste dog, at tinget var en koordinerende, lovgivende og dømmende instans i dette samfund, som bl.a. skulle forhindre, at høvdinge og andre tog retten i egne hænder. Denne fredsbevarende opgave kunne altinget dog ikke altid gennemføre, da der ikke eksisterde nogen anden reel udøvende magt end høvdingenes.

Kampen mellem høvdingene Sigmundur og Tróndur er kendt fra Færingesaga. Denne kamp er også et eksempel på, at færingerne har forsøgt at sætte sig imod norske kongers forsøg på at underlægge sig landet.

Ifølge Færingesaga kom Færøerne under norsk konge på Leivur Øssursons og kong Magnus den godes (1035-1047) dage. Norgeshistorie fra ca. 1180 beretter, at færingerne dengang betalte skat til Norges konger. Færøerne var den norske konges skatland, hvilket også benævnes biland. Det skal imidlertid påpeges, at der i middelalderen ikke altid var overensstemmelse mellem skattepligt og pligter som undersåt, og selvom færingerne betalte skat til kongen, er det ikke givet, at de også var kongens undersåtter i andre forhold. Beretningerne om Tróndur og Sigmundur og Karl fra Møres gådefulde skæbne tyder på, at færinger så længe som muligt har søgt at undgå at komme direkte under kongens magt.

Når en statsmagt blev dannet i middeladeren, kunne man ikke skelne mellem international ret og statsret. Magten var både delt mellem konge, adelsmænd og til tider kejser, og mellem de verdslige magthavere og kirken, som udover sin ledende religiøse stilling også rådede over stor verdslig magt, som gik på tværs af landegrænserne. I perioder stod kirken stærkest i magtbalancen med kongemagten, og i andre perioder tiltog kongen sig større magt, som det fortælles i historien om kong Sverre i Norge, da han "talte Roma midt imod" og blev bandlyst.

Kong Olav den Hellige lod i sit niende år i 1024, ifølge Færingesaga, udstede love på Færøerne. Almindelige verdslige love har der næppe været tale om, men samme år indførte kong Olav den hellige kristen ret i Norge. Disse love har derfor formentlig været kristen ret. Den kristne ret var gældende frem til reformationen. I katolsk tid forvaltede kirken denne del af retssystemet, som bl.a. omfattede en stor del af det, vi nu om dage kalder familieret.

Den norske landslov fra 1274 blev indført på Færøerne ved en vedtagelse på altinget, som ved denne afgørelse samtidig opløste sig selv. Derefter var der ingen indenlandsk lovgivende myndighed på Færøerne. Tinget fik nu betegnelsen lagting.

Som nævnt eksisterede der i de ældste tider ingen anden udøvende myndighed på Færøerne end høvdingenes begrænsede magt. Efterhånden kom den udøvende magt gradvist til at ligge hos kongen og blev på Færøerne da forvaltet af hans embedsmænd. Kort før år 1200 og atter i de nye forordninger (retterboden) fra 1271 bliver kongens repræsentanter på øerne kaldt sysselmænd. I et dokument fra 1407 nævnes en sysselmand på Suðuroy. På det tidspunkt benævnes kongens repræsentant på øerne formentlig foged.

Der er intet, der tyder på, at norske konger blandede sig i Færøernes verdslige lovgivning før i slutningen af det trettende århundrede. Men i Magnus Lagabøters retterbod fra 1271 står der, at på Færøerne skulle de love være gældende, som gjaldt for hele Gulating (jurisdiktion i Vestnorge), men at landbrugsgruppen (lovgivningen vedrørende landbrugsforhold) skal følge det, deres egen lovbog bestemmer i forvejen. Fårebrevet fra 1298 afskaffede landbrugsgruppen, som eksisterede videre fra gammel færøsk lov fra før 1274. Fårebrevet byggede dog efter al sandsynlighed på den gamle færøske lov. Den originale færøske lovbog eksisterer ikke.

Kongen tiltog sig med landsloven ret til bøder, men accepterede at nedsætte dem til en trediedel af, hvad den norske lovbog fastsatte. Kongen skulle også have en sysselmand på øerne. Der er meget, der tyder på, at denne retterbod samtidig var en overenskomst mellem færingerne og Norges konge. Dette minder temmelig meget om Den gamle Overenskomst, som islændingene indgik med Norges konge i 1262. I diskussionen omkring den danske grundlov i 1849 henviste islændingene til Den gamle Overenskomst, da de argumenterede for, at Island ikke var en del af det danske rige.

De store lovændringer i slutningen af det 13. århundrede medførte, at kongen opnåede både lovgivende og udøvende magt på Færøerne. Samtidig skete der tilsvarende ændringer på Island. Dér bevarede man dog betegnelsen alting.

Som nævnt havde lagtinget ikke ret til at udstede love. Dets virksomhed var derfor todelt: Domstol med lagmanden som formand i lovretten og overdommer. Antallet af lovretsmænd var 36. Dog deltog aldrig mere end 12 i domssager. Institution, som behandlede sager der vedrørte hele landet. Desuden vedtog lagtinget også færøske særordninger som Hundebrevet og Ordningen om rejsepenge til tingmænd. Hvad angår Færøernes statsretslige stilling kan man konkluderende sige, at Færøerne som land kom under den norske konges myndighed, men det er tvivlsomt, om man kan sige, at Færøerne nogensinde blev en integreret del af det norske rige.

Færingerne underkastede sig den norske konge og kom på den måde under den fælles dansk-norske konge ved foreningen af den norske og danske kongemagt hos den samme konge i 1380. Den dansk-norske statsunion blev formelt stadfæstet i en bilateral overenskomst, Bergenoverenskomsten fra 1450, hvor rigsrådene i de to riger var underskrivere. Færøernes biskop havde sæde i det norske rigsråd, men var ikke til stede ved dette vigtige møde.

Da Færøerne hørte under den norske konge, blev landet efterhånden regeret af danske konger, men udelukkende fordi de samtidig var norske konger. Der er kilder, der tyder på, at Færøerne hele tiden blev behandlet som et særligt land, en politisk enhed for sig, både efter at det var kommet under norsk konge og efter, at den dansk-norske konge var blevet enevældig.

Kongen, som nu sad i København, skrev til færingerne i 1569, at han anerkendte, at lagmanden og lagtinget repræsenterede landets fælles interesser.

Ifølge gamle norrøne statsordninger var det altingene, der besluttede, hvem der skulle være konge, og hvor længe han skulle sidde. Efter at Norge i 1152/53 blev gjort til et kirkedømme med ærkebiskopssæde i Trondheim, stadfæstede en ny samfundsinstitution, høvdingemødet, kongevalg og andre vigtige statsretslige afgørelser. Fra 1163/64 skulle biskopper også deltage i rigsmøder i forbindelse med kongevalget. Også færøske biskopper deltog i sådanne møder - Sørkvir i 1223 og Erlendur ved Erik Magnussons kroning i 1280.

Både altinget og lagtinget var Færøernes repræsentation over for omverdenen. Altingets formand, lagmanden (også kaldet lovsigemanden), havde ansvaret for Færøernes relationer til andre lande. Som eksempel kan nævnes, at lagmand Gilli var til forhandlinger i Norge i forbindelse med den omtalte kristne ret under Olav den Hellige. Et andet eksempel på, at færingerne i middelalderen har haft forbindelse med myndigheder i andre lande, er, at kong Jacob VI af Skotland sendte et brev til Færøernes lagting angående skotternes fiskerirettigheder ved Færøerne. Man skal i den forbindelse huske på, at kommunikationen mellem myndighederne i forskellige lande ikke var organiseret på samme måde i middelalderen som i nyere tid, bl.a. fordi suverænitetsprincippet dengang ikke havde det indhold, det fik sidenhen. Alligevel tyder disse eksempler på, at Færøerne gennem sine egne repræsentanter har haft frihed til at påvirke relationerne til andre lande og riger.

Lagtinget havde også betydning, når en ny lagmand skulle udnævnes. Tinget valgte lagmanden, og kongen udnævnte ham. Ikke før i sidste halvdel af det attende århundrede kom der uorden i denne rettighed, som tinget havde.

Langt ind i det 18. århundrede findes der eksempler på særordninger, som lagtinget har gennemført.

Enevælde med færingernes samtykke
Loven om arveenevælde blev indført i 1661 både i Danmark og Norge. I Island og Færøerne skete dette i 1662. Kongeloven trådte i kraft i 1665. Angående Norges rige var grundlaget tre forskellige dokumenter, hvor Færøerne, Island og Norge blev karakteriseret som tre særskilte lande. Færingernes troskabsed står skrevet i et dokument med overskriften Enevolds Arveregerings Acte af Indbyggerne paa Færøe. Endnu et eksempel på, at Færøerne blev betragtet som et land for sig, er et særskilt reskript fra 12. maj 1668, som fastslog, at love skulle sættes særskilt i kraft på Færøerne for at have gyldighed her.

Den danske konge fik således enevælde i sine riger - Danmark og Norge - og sine lande - Færøerne og Island - som blev enevældskongens arvelande, og som blev regeret fra København ligesom de to kongeriger. Et eksempel på dette er Christian V’s Norske lov, som var udstedt særskilt på Færøerne ved kongelig forordning i 1688. Kongens magt og Færøernes stilling i forhold til ham afspejler sig i de betegnelser, man brugte under enevælden, som f.eks. Vort land Fær ø og Vore riger Danmark og Norge samt Island og Færøerne. Også symbolsk kom dette til udtryk. Henholdsvis det færøske, islandske, grønlandske, norske og danske våben findes som våben for særskilte lande i Danmarks og Norges enevældige konges våbenskjold.

Adskillelse mellem Norge og Færøerne
I forbindelse med Napoleonskrigene mistede Danmarks og Norges konge store landområder. I punkt fire i fredstraktaten fra 1814 i Kiel stod der, at kongeriget Norge skulle overlades Sveriges konge, men Grønland, Færøerne og Island ikke deri indbegrebne. Dette blev endeligt stadfæstet af Sveriges og Norges udenrigsminister i 1819.

Dansk koloni
I tiden lige efter adskillelsen mellem Danmark og Norge i 1814, benævnes Færøerne, Island og Grønland på linie med de Vestindiske Øer kolonier i de fleste internationale aftaler, Danmark indgår, bl.a. i formuleringer som: "De danske Kolonier, Grønland, Island og Færøerne deri indbegrebet ". Også i indenrigske dokumenter som Cancelli Skriv. 30. Maj 1820: "Island, Færøerne og øvrige Colonier ". Det ser ud til, at betydningen af begrebet koloni på den tid har mest at gøre med Danmarks relationer til andre riger. Det er formentlig ikke forkert at karakterisere forholdet med betegnelsen protektorat.

Færøernes særstilling
Færøernes lagting og lagmandsembedet blev nedlagt ved kancelli-plakat fra 18. maj 1816, hvorefter alle bestemmelser vedrørende Færøernes samfundsforhold blev taget i Danmark og af det danske embedsstyre på Færøerne.

Den 6. juli blev den første amtmand indsat på Færøerne. Således blev den oversøiske koloni organiseret som en særlig slags dansk amt. Den særlige status fremgik af, at Færøerne fortsat var under en særlig jurisdiktion, hvor danske love ikke uden videre havde gyldighed, medmindre de blev bekendtgjort på en særlig måde på Færøerne, som fastsat i kongebrev ( reskript ) fra 12. maj 1668, kancelli- plakat fra 1813 og i kongelig forordning fra 1821.

Selvom tiden fra 1814 til 1850 er præget af danske forsøg på at indlemme Færøerne i det danske rige, blev Færøerne dog aldrig en integreret del af dansk jurisdiktion. Statsretsligt var det gældende for Færøerne og Island, at danske love eller særlige forordninger ikke var gældende i disse lande medmindre forordningen af kancelliet var foranstaltet på lovlig måde bekendtgjort.

Kongelig forordning af 1821 fastslog, at dansk lov ikke gjaldt på Færøerne, før amtmanden her i landet havde været rådspurgt, om det var passende at sætte den i kraft. I andre tilfælde blev der dømt efter den norske lov. Man kan derfor sige, at amtmanden har indtaget en særlig stilling på Færøerne, som bedst kan sammenlignes med en vicekonges eller en landshøvdings i de britiske kolonier.

I 1844 sendte nogle færinger i København et bønskrift til stænderforsamlingen om, at Færøerne skulle få en institution, som lignede det gamle lagting. Der blev ikke gjort noget ved sagen. På samme tid skrev færingen Niels Winther og danskeren Frederik Barfod i danske aviser om behovet for at genrejse Færøernes lagting. I 1846 blev der fra Færøerne sendt et bønskrift, underskrevet af flere færinger, til stænderforsamlingen i Roskilde, med anmodning om at bede kongen oprette et særskilt folketing på Færøerne. Det er formentligt en stænderforsamling, som den islandske fra 1843, man beder om. Anmodningen blev afvist, selvom nogle danske politikere gik ind for det.

Kort efter kongeskiftet i 1848 meddelte kong Frederik VII i en proklamation, at han ville afskaffe enevælden og udskrive valg til en grundlovgivende forsamling, hvor Island skulle have fem kongevalgte repræsentanter og Færøerne én. Der blev oprettet et særligt departement til at varetage islandske, færøske og grønlandske interesser.

Ligesom ved stænderforsamlingen i Roskilde deltog færingerne heller ikke i grundlovsforhandlingerne i 1848/49, så de kunne varetage egne interesser. Derimod var islændingene som nævnt repræsenteret af fem landsmænd. Jón Sigurðsson, en af dem, var af den anskuelse, at afskaffelsen af enevælden udelukkende var en sag mellem den danske konge og islændingene. Islændingene havde i 1262 i overensstemmelse med Den gamle Overenskomst givet sig ind under Norges konge, men ikke ladet sig indlemme i Norges rige. På de samme vilkår havde de anerkendt Danmarks og Norges konges enevælde i 1662. De havde altså ikke underlagt sig Danmarks suverænitet, fordi Islands forhold til Danmarks rige byggede på et kongefællesskab med oprindeligt den norske konge, og senere med den danske konge.

Som nævnt havde færingerne ikke selv nogen repræsentant ved det grundlovgivende møde i Roskilde. Færøerne blev repræsenteret af den forhenværende amtmand Pløyen, og resultatet blev, at Danmarks grundlog blev bekendtgjort på Færøerne og derved fik retsgyldighed her. Det skete på den måde, at den blev tinglæst på de færøske sysselting i 1849 og 1850. Færingerne blev hverken adspurgt eller indgav protest. Der eksisterede dengang ikke noget lagting eller nogen anden repræsentativ institution, som kunne behandle grundlovsspørgsmålet, og der kan derfor være grund til at mene, at de fleste færinger stort set har været uvidende om, hvilken betydning dette havde for land og folk.

Under behandlingen af en særskilt rigsdagsvalglov for Færøerne i efteråret 1850, opstod der en stærk politisk vilje blandt danske rigsdagsmedlemmer til at indlemme Færøerne i det danske rige. Samtidig forsøgte de danske rigsmyndigheder at indføre grundloven på Island. En grund har formentlig været, at danskerne indtog en svag stilling i Slesvig, og derfor ville rigsdagspolitikere knytte de nordiske lande under kongen sammen i en forfatningsmæssig enhed.

Rigsdagsvalgloven blev vedtaget i 1850, og derved trådte Danmarks grundlov i kraft på Færøerne.

Det er ikke muligt at stadfæste, at Færøerne inden 1850 var en del af det danske rige. Der har hersket uenighed om, hvorvidt Færøerne efter 1850 kan betragtes som en del af det danske rige.

Flere rigsdagsmænd stemte imod, at grundloven blev bekendtgjort som gældende for Færøerne i 1850. En af disse var A.S. Ørsted. Han tvivlede på, om grundloven kunne sættes i kraft på Færøerne på en sådan måde, for danske love havde aldrig uden videre været gældende på Færøerne, idet Færøerne altid havde været et særskilt retsområde. Desuden mente han, at færingerne under alle omstændigheder burde være adspurgt, inden en sådan foranstaltning blev gennemført.

Selvom færingerne nogle år forinden havde bedt om at få sit ting genrejst, blev dette ønske afslået af kongen selv. Et resultat af denne danske politik var, at der ikke eksisterede nogen færøsk institution, som kunne tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt færingerne burde komme under den danske grundlov. Lagtinget blev ikke genrejst før i 1852, selvom der blev holdt møder i Tórshavn allerede i 1847 med deltagelse af danske embedsmænd og femten færinger udnævnt af amtmanden. Møderne drejede sig om at der på Færøerne var ønsker om en eller anden institution, som kunne kombineres med, eller eventuelt erstatte, færøsk repræsentation i Roskilde.

Som bekendt var situationen på Island en anden, idet tinget dér netop var genrejst, før man skulle tage stilling til spørgsmålet om den danske grundlovs gyldighed på Island.

Færøerne som amt
Med lov om Færøernes lagting i 1852 fik færingerne et amtsråd. To år senere kom en ny lagtingslov. Antallet af tingmedlemmer steg fra seksten til atten folkevalgte, og valgperioden ændredes fra seks til fire år. Faste medlemmer af tinget var amtmanden, som var formand, og provsten.

Forholdet mellem lagtinget og den danske regering lignede meget forholdet mellem de danske amter og den danske regering, men der var dog afgørende forskelle. Den danske regering havde den øverste udøvende myndighed, som blev uddelegeret til amtmænd og lagting, dog sådan, at amtmanden kunne omstøde lagtingsvedtægter.

Færøerne var som amt, med lagtinget som amtsråd, forfatningsmæssigt næsten en integreret del af det danske rige. Kongen kunne opløse lagtinget. Men lagtinget fik større beføjelser end amtsråd i Danmark. Lagtinget blev rådgivende i juridiske og økonomiske spørgsmål og havde ret og pligt til at indgive lovforslag til rigsdagen angående Færøerne. Lagtinget havde ret og pligt til at tage stilling til love vedtaget af rigsdagen vedrørende Færøerne. Amtmanden havde tilsyn med lagtinget og amtet. Af andre særordninger kan nævnes, at Færøerne var et særskilt toldområde. Med enkelte undtagelser betalte færingerne ikke skat til den danske regering, og færingerne havde ikke værnepligt.

Den politiske magt lå dog altid hos den danske rigsregering. Den formelle stadfæstelse fra dansk side af, at den danske rigsdag havde den lovgivende magt på Færøerne kom i 1855, da det danske justitsministerium meddelte, at de af rigsdagen vedtagne og af kongen stadfæstede love også er gældende for Færøerne, når der ikke i loven findes nogen udtrykkelig bestemmelse om det modsatte. Herefter danske love, som ikke skulle være gældende på Færøerne, den kendte formulering: Denne lov gælder ikke for Færøerne.

I 1870’erne opstod den nationale bevægelse blandt færinger i København og 10 år senere på Færøerne. Systemskiftet i Danmark i 1901 medførte, at der fremkom en nytænkning i den danske politik over for Island og Færøerne. Islændingene fik en hjemmeregering i 1903/04. I 1906 fik færingerne det såkaldte tilbud om større selvstyre inden for det danske rige, f.eks. at lagtinget kunne råde over alle skatteindtægter på Færøerne, og afgøre, hvordan de kunne bruges. Der skulle også bevilges en årlig rigsstøtte. Jóannes Patursson havde som folketingsmand forhandlet med justitsminister Alberti om et foreløbigt forslag, som skulle være grundlag under fortsatte forhandlinger med den danske regering. Der var dog stor modstand mod forslaget, og det blev afvist. De, der var imod, grundlagde Sambandspartiet i 1906, og de, der støttede forslaget, grundlagde i 1909 Selvstyrepartiet.

Den vigtigste målsætning for Sambandspartiet var at samle de medlemmer af tinget, som vil arbejde for en frisindet udvikling for det færøske folk med særligt henblik på bevarelsen af de nuværende statsretslige forhold ". Alle årene fra 1906 til 1928, undtagen 1918-20, havde Sambandspartiet stort flertal i lagtinget.

Den vigtigste målsætning for Selvstyrepartiet var "At arbejde for at skaffe lagtinget så stor indflydelse og så meget selvstyre, som man kan opnå i god forståelse med regering og rigsdag" og "at bevare de særlige færøske landsrettigheder ".

Frem mod hjemmestyreordningen
Lagtingets stilling som repræsentant for det færøske folk blev styrket i 1923, da amtmanden og provsten mistede stillingen som faste lagtingsmedlemmer. Amtmanden bevarede dog møde- og taleret i lagtinget og retten til at fremlægge lovforslag til behandling, men stemmeretten mistede han. Lagtinget fik i det hele taget en stærkere position, også vedrørende administration og tilsynsopgaver. Med finansplanerne i 30’erne blev lagtingets administrative stilling styrket endnu mere, bl.a. ved at det valgte et landsnævn, som var et landstingsudvalg med eget sekretariat, som overtog dele af administrationen, som indtil dette tidspunkt havde ligget hos amtet. Hermed havde man skabt den grundlæggende struktur, som hjemmestyreadministrationen siden blev baseret på.

For den nationale udvikling var det af stor betydning, at det færøske sprog i 1936 formelt blev anerkendt som ligestillet med det danske i skole og kirke.

I 1940 blev Danmark og Færøerne besat af hhv. Tyskland og Storbritannien. Samtidig blev forbindelsen mellem landene afbrudt. Briterne meddelte i forbindelse med besættelsen utvetydigt, at de besatte Færøerne af militære grunde og ville overdrage Færøerne til Danmark igen, når krigen sluttede.

En midlertidig forfatning blev indført på Færøerne den 9. maj 1940. Den overdrog den lovgivende magt til lagtinget og amtmanden, den udøvende magt til amtmanden og lagtingets landsnævn, og den dømmende magt til sorenskriveren og lagtingsvalgte domsmænd. Desuden blev anvendt færøske pengesedler, og færøsk blev anerkendt på linie med dansk som retssprog og lovsprog. Det færøske flag blev af den britiske regering anerkendt som Færøernes nationalflag den 25. april 1940.

I et brev fra 27. oktober 1945 fra statsminister Buhl anerkendte den danske rigsregering Færøernes regeringsform. I samme brev anerkendte den danske rigsregering Færøernes ret til at vælge fuldstændig løsrivelse fra Danmark.

Der blev afholdt lagtingsvalg i 1945, og i foråret 1946 rejste repræsentanter for de færøske partier til forhandlinger med den danske regering og Færøernes fremtidige statsretslige stilling. De færøske partier mødte med hver sit forslag. Resultatet blev, at den danske regering fremsatte et tilbud i 1946. Dette tilbud blev dog ikke vedtaget af lagtinget.

14. september 1946 blev der afholdt en folkeafstemning, hvor færingerne fik mulighed for at vælge enten det danske regeringsforslag eller løsrivelse fra Danmark. Afstemningresultatet var et flertal for løsrivelse. 11.624 vælgere deltog i afstemningen, svarende til en valgdeltagelse på 66,4% af de valgberettigede. Til sammenligning var valgdeltagelsen til lagtingsvalget 1945 75,7%, i 1946 73,3%, i 1950 61,3% og i 1954 66,9%. Det kan nævnes, at valgdeltagelsen ved folkeafstemningen i 1953 på Færøerne om forslag til en ny dansk grundlov var helt nede på 7,6%. Når man sammenligner med andre valg på Færøerne på den tid, kan man derfor ikke sige, at valgdeltagelsen 14. september 1946 var specielt lav. Antallet af ugyldige stemmer var imidlertid noget større end sædvanligt, 4,1%, især fordi mange vælgere protesterede mod valgmulighederne ved at skrive "nej" på stemmesedlen.

Af de gyldige stemmer valgte 50,7% "løsrivelse" og 49,3% valgte "regeringsforslaget". Der var en forskel på 166 stemmer mellem flertal og mindretal.

Forud for folkeafstemningen meddelte den danske statsminister Vilhelm Buhl, at flertalsafgørelsen ved afstemningen ville blive respekteret. Umiddelbart efter folkeafstemningen indtog den danske regering samme standpunkt, men den skiftede hurtigt mening. Da lagtinget skulle gennemføre løsrivelsen, opløste kongen tinget og sendte det hjem. Der blev udskrevet nyvalg til lagtinget. Begrundelsen var, at lagtinget handlede i strid med grundloven ved at forsøge en løsrivelse fra Danmark uden forudgående forhandlinger.

Hjemmestyre
Frem til foråret 1948 fandt der forhandlinger sted mellem en forhandlingsdelegation med repræsentanter fra partierne i det nye lagting og en ny dansk regering. Resultatet var, at hjemmestyreloven blev indført 1.april 1948.

Hjemmestyreloven i færøsk og dansk udgave blev vedtaget i Færøernes lagting 5. december 1947. Den blev stadfæstet og bekendtgjort af amtmanden i to udgaver, en færøsk og en dansk, i Dimmalætting 31. marts 1948 i overensstemmelse med den midlertidige styreform for Færøerne fra 1940, der var gældende til hjemmestyreloven trådte i kraft 1. april 1948.

Den 19. marts 1948 vedtog det danske folketing hjemmestyreloven, som blev stadfæstet af kongen 23. marts og bekendtgjort i Lovtidende A den 31. marts samme år. Det er værd at bemærke, at denne danske udgave af hjemmestyreloven ikke er bekendtgjort på Færøerne, sådan som den rettelig burde ifælge dagældende danske "Lov nr. 51 af 1. April 1896". Således er to forskellige hjemmestyrelove både vedtaget og bekendtgjort på hver sin måde. Formuleringerne er ikke helt enslydende, heller ikke de to dansksprogede udgaver indbyrdes.

Præamblen i hjemmestyreloven, som har sin oprindelse i den islandske forfatningslov fra 1874, anerkender Færøernes nationale, historiske og geografiske særstilling inden for Danmarks rige. Med udgangspunkt i denne præambel og som et resultat af udviklingen siden anden verdenskrig, er Færøernes særstilling i det danske rige blevet endnu mere tydelig. Dette kommer især til udtryk i vore politiske relationer til omverdenen, hvor Danmark og Færøerne er gået forskellige veje. Som eksempler kan anføres, at Færøerne er medlem af Havpattedyrkomiteen for Nordatlanten (NAMMCO), hvor Danmark ikke er medlem, at de to lande har valgt hver sin vej i en række andre internationale aftaler, og at det danske medlemsskab af den Europæiske Union (EU) ikke omfatter Færøerne.

Færøernes landsstyre fører desuden forhandlinger med andre lande om fiskeriaftaler, handelsaftaler og det nyeste eksempel er grænseaftalen med Storbritanien. Dette finder sted med hjemmel i hjemmestyreloven og med dansk deltagelse, men det er værd at bemærke, at den færøske forhandlingsrolle er blevet stadig mere aktiv og ledende, mens det danske udenrigsministeriums rolle samtidig er blevet mere rådgivende, repræsentativ og iagttagende. Der er tillige eksempler på, at færøske repræsentanter forhandler direkte med udenlandske repræsentanter, uden at nogen dansk repræsentant er til stede.

Der er ikke enighed blandt de lovkyndige om, hvilken slags ordning hjemmestyreordningen repræsenterer. Et synspunkt er, at den i princippet er en almindelig dansk lov, som uddelegerer beføjelser til færøske myndigheder til på vegne af de danske myndigheder at styre Færøernes særanliggender. Et andet synspunkt er, at den er en aftale mellem Færøerne og Danmark, som organiserer de forfatningsmæssige forhold mellem de to lande. I denne forbindelse henvises der til forskellige historiske forhold, såsom at Færøerne under anden verdenskrig styrede sine egne anliggender, og at den danske regering efter krigen anerkendte denne ordning. Desuden bliver det fremført, at hjemmestyreordningen er et forhandlingsresultat, som af de to parter fra første dag de facto har været behandlet som en overenskomst mellem to lande, som giver plads for forskellige tolkninger.

Den danske regerings holdning, da den allerede i 1945 og flere gange siden har anerkendt færingernes ret til løsrivelse, bestyrker også grundlaget for at tolke hjemmestyreloven som en aftale. Imidlertid har danske myndigheder hidtil fastholdt, at der blot er tale om en begrænset og ensidig delegation af myndighed, som i princippet er identisk med den myndighedsdelegation, som finder sted mellem riget og de almindelige danske kommuner. Dette synspunkt vender f.eks. den danske dr. jur. Frederik Harhoff sig imod, idet han mener, at hjemmestyreordningen både i kraft af sin oprindelse og i kraft af udviklingen i praksis er på et højere niveau end almindelige danske folketingslove, men alligevel under grundloven.

Det har været almindeligt på Færøerne at tolke hjemmestyreloven som et forlig mellem Færøerne og Danmark, men også på Færøerne er der forskellige synspunkter vedrørende denne sag.