Kærlighed og selvstændighed

Tre ligeværdige folk betyder for mig tre selvstændige nationer, der sammen koordinerer udenrigs- og sikkerhedspolitikken, foruden en række andre for alle rigsdele vitale spørgsmål af fælles interesse - det er for mig at se opgaven for danske, færøske og grønlandske politikere, at løse den nærmeste fremtid

Fredag d. 7. december 2001
Lars-Emil Johansen, medlem af Folketinget for Siumut
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse:
Vi vil klare os selv
Historisk drøftelse om fremtiden
Forsvarsaftalen
Løsningen på et misbrugsproblem
Fordomsfrit samarbejde


Efter at have været uden for folketinget i over 20 år er det dejligt, men også en smule underligt, igen at stå her på denne talerstol, repræsenterende Grønland og det grønlandske folk.

Sidst jeg ankom til Tinget var det med et ønske om at indføre hjemmestyre i Grønland - og det var da også ganske tilfredsstillende, da jeg knap seks år efter atter forlod Tinget med en hjemmestyremodel i bagagen.

Denne her gang står jeg her med et ønske om at udvide denne hjemmestyreordning til et egentligt selvstyre, og det er naturligvis min intention og mit mål, at jeg igen kan forlade Tinget - når den tid kommer - med en selvstyremodel i bagagen.

Generelt er den grønlandske fornemmelse for politik karakteriseret ved en kulturel, historisk og biologisk samhørighed med Danmark. Der er derfor mange følelser, forbundet med vore relationer til Danmark.

Vi vil klare os selv
Jeg finder det i hvert fald vigtigt at understrege, at i den brede befolkning hjemme i Grønland ikke er nogen animositet over for Danmark og det danske folk.

Vore følelser over for Danmark er ikke noget, der kan aflæses i den danske finanslov. Faktisk nærer vi ingen ønsker om at bevare, endsige videreudvikle den økonomiske afhængighed, der gennem tiden er opbygget langsomt, men usvigeligt sikkert.

Tværtimod ønsker vi at klare os selv på alle områder - og alligevel bevare vor forbindelse til Danmark og det danske folk.

Statsministeren talte blandt andet om tryghed i sin åbningsredegørelse. Det kan jeg kun tilslutte mig. Også i Grønland ønsker vi at indføre en styreform, der giver os større tryghed og en basal viden om, hvad der foregår i vort land.

Regeringens udspil om en modernisering af det efterhånden stærkt nedslidte rigsfællesskab som er mere "rigs" end "fællesskab" - ud fra en grundlæggende opfattelse af, at der her er tale om tre ligeværdige partnere, hilser jeg ligeledes velkommen.

Historisk drøftelse om fremtiden
Tre ligeværdige folk betyder for mig tre selvstændige nationer, der sammen koordinerer udenrigs- og sikkerhedspolitikken, foruden en række andre for alle rigsdele vitale spørgsmål af fælles interesse - det er for mig at se opgaven for danske, færøske og grønlandske politikere, at løse den nærmeste fremtid.

Jeg er glad for, at regeringsgrundlaget tilsyneladende åbner op for en historisk åben og fordomsfri drøftelse af dette spørgsmål, som rummer så mange perspektiver for vor unge demokrati hjemme i Grønland.

På den baggrund vil jeg opfordre statsministeren til snarest at optage drøftelser med den grønlandske landsstyreformand for at afklare, hvorledes en videreførelse af de grønlandske og formentlig også færøske - selvstyreforberedelser kan sikres i et fælles forum, hvor Danmark Færøerne og Grønland - som tre ligeværdige folk - skal prøve at finde frem til fremtidens koordination af et reelt fællesskab til afløsning af den forældede form for rigsfællesskab, vi kender i dag.

Forsvarsaftalen
1951-aftalen om Grønlands forsvar er helt klart totalt ude af trit med tiden i dag. Den skal derfor ophæves og erstattes straks herefter med en ny, med mindst lige så godt sikkerhedspolitisk indhold som den hidtil gældende, men med respekt for, at Grønland i dag selv kan og vil - og tør - indgå de aftaler, der skal indgås - og på en sådan måde, at det understøtter det grønlandske folks helt legitime og logiske krav om selv at indgå sådanne aftaler og selv høste de økonomiske og andre fordele, der måtte være forbundne hermed.

1951-aftalen er ganske enkelt forældet - langt mere forældet end ABM-traktaten, som USA selv ønsker ophævet med den begrundelse, at den er forældet. Det er IKKE nok med en tillægsaftale, der justerer små ting i aftalen. Aftalen skal ganske enkelt erstattes af en ny, tidssvarende og med Grønland som aftalepart.

Også denne opgave er jeg glad for at kunne anmode Danmarks nye - liberale - regering om at tage fat på snarest muligt.

Det tjener intet godt formål, at Danmark på udenrigs- og sikkerhedspolitikken i dag fremstår som en kolonimagt, der indgår aftaler hen over hovedet på det folk, der skal lægge sjæl og land til aftalens indgåelse. Derfor skal der her lyde en klar opfordring til regeringen:

Fjern disse forældede systemer, der skærmer for alt det gode, som vores fællesskab på så mange områder indeholder.

Det grønlandske folk er gennemgående et venligt og gæstfrit folk, der elsker at vise gæstfrihed og hjælpsomhed på en ægte, og værdig måde. Dette komme ikke mindst til udtryk, når det drejer sig om relationer til Danmark og USA.

Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at vort ønske og mål om en politisk og økonomisk selvstændighed, ikke bygger på negative holdninger, hverken over for Danmark eller USA men på et stærkt og uomtvisteligt ønske øm at stå på egne ben.

Vi har viljen - og evnen ~ til at koordinere vore fremtidige internationale aftaler med rigets øvrige interesser, således at disse aftaler ikke skader, men tværtimod - om muligt - gavner rigets samlede interesser.

Løsningen på et misbrugsproblem
For at bevæge mig til noget mere jordnært og dagligdags, vil jeg dernæst komme ind på misbrugsproblemer blandt grønlændere i Danmark.

Her er der brug for en målrettet indsats - udover det heroiske arbejde, der i forvejen gøres af kræfter omkring Kofoeds skole og andre kompetente rådgivningskontorer.

Afhængighed af alkohol og narkotika er lige så nedbrydende for den personlige selvværdsfølelse, som økonomisk afhængighed af overførselsindkomster er det på den nationale selvværdsfølelse.

Nu er jeg så heldig, at jeg har nogle personlige erfaringer omkring, hvad der kan lade sig gøre, når man ønsker at komme afhængighedsproblemer til livs. Derfor ved jeg også, at der i Danmark findes en række aldeles fremragende behandlingstilbud for personer med misbrugsproblemer af den ene eller den anden slags.

Jeg vil derfor anmode sundhedsministeren om at rette en henvendelse til en række af disse behandlingssteder, således at der på disse steder kan etableres målrettede behandlingstilbud for grønlændere, der er kommet i alkohol- og narkotikaafhængighed her i Danmark.

Lad os give disse et tilbud om frigørelse fra disse nedværdigende lænker, således at de kan komme hjem og være med til at opbygge fundamentet af det moderne, ædru og selvstændige grønlandske samfund.

Fordomsfrit samarbejde
Med disse bemærkninger vil jeg tilslut fra mit parti Siumut, der her i Tinget har taget initiativ til dannelsen af Den nordatlantiske Gruppe, bestående af det ene færøske og begge grønlandske medlemmer af Tinget, ønske den nye regering rigtig god vind i sejlene.

Vi er parat til et fordomsfrit samarbejde med regeringen og de enkelte ministre, uanset at vore politiske baggrunde unægtelig er forskellige.

Jeg ved, at forskelle kan gøres til styrke - og det er en kendsgerning, som jeg personligt håber den nye integrationsminister vil arbejde ud fra.

Det ser vi hver eneste dag hjemme i Grønland, hvor forskellige kulturer arbejder side om side i respekt for hinanden. Integration kræver en indsats fra alle de parter, der ønsker integration. Det kræver tolerance og ægte gæstfrihed, ikke blot materielt men i allerhøjeste grad også følelsesmæssigt.