Selvstændighed skal opnås via internationalt samarbejde

I henhold til hjemmestyreloven har vi ingen ejendomsret til vores eget land, og vores sprogs status er uklar. Hjemmestyreloven fastslår også, at den danske regering taler på vores vegne, når det drejer sig om sikkerhedspolitik og udenrigspolitik

Fredag d. 22. februar 2002
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Oprindelige folk, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Koloniseret ?
Efterligning
Vi nægter at være en koloni
Stater
Hvad ønsker vi at gøre
Konklusion


Jeg vil gerne udtrykke min glæde over at være inviteret til at deltage i dette seminar, og jeg er taknemmelig over at vi har så fremragende og anerkendte mennesker i vores midte. Vi er meget ivrige og spændt på at lære af jeres erfaringer.

Jeg føler, at vi står ved en korsvej i vores lands historie.

Da jeg filosoferede over titlen på mit foredrag, ville jeg gerne definere, hvordan man kan opfatte kolonisering og afkolonisering. Jeg vil også gerne tale om de områder, som illustrerer vores begrænsede selvstændighed, og mine visioner om, hvordan vi kan overtage ansvaret for disse områder.

Mit indlæg vil ikke omfatte alle relevante sager og synsvinkler. På forhånd beder jeg om tilgivelse for dette, men jeg er sikker på, at disse vil blive omtalt af andre meget bedre informerede talere.

Koloniseret ?
Over de seneste adskillige år har vi brugt sloganet "lad os fjerne kolonitidens sørgelige rester" igen og igen. Denne sætning udtrykker ønsket om at overvinde enhver forhindring og konsekvenserne af kolonisationen.

Det bliver ofte debatteret om et folk, der allerede har hjemmestyre, kan bruge udtrykket "koloniseret" om sig selv.

Er det da sandt, at kolonisationen forsvandt, da Danmark tilbage i 1953 ved grundlovsændringen besluttede, at vi ikke længere skulle være koloni ? Var den lov i sig selv bevis på, at kolonitiden var slut ?

Hvilke standarder skal vi bruge for at bestemme om en nation stadig er en koloni eller ej ?

Vi kunne også spørge os selv, om vedtagelsen af hjemmestyreloven i Folketinget i 1978 betød, at vi ikke længere var en koloni ?

I henhold til hjemmestyreloven har vi ingen ejendomsret til vores eget land, og vores sprogs status er uklar. Hjemmestyreloven fastslår også, at den danske regering taler på vores vegne, når det drejer sig om sikkerhedspolitik og udenrigspolitik. Jeg kan fortsætte med andre eksempler for at belyse spørgsmålet. Men vi må huske på, at den grønlandske befolkning ved en folkeafstemning for 23 år siden sagde ja til disse forhold. .

Efterligning
Vil økonomisk uafhængighed og selvbårenhed være bestemmende faktorer på vejen mod fuld uafhængighed ?

Når vi ser på realiteterne i dag, synes det som om, behovet for økonomisk støtte fra Danmark er vokset konstant. Det vil sige, vi i alle disse år ikke har været i stand til at blive mere økonomisk uafhængige.

Man kunne endda sige, at vi er blevet mere afhængige af den danske statskasse. Hvis det var et mål både for dem, som giver støtten, og for dem, der modtager den, at Grønland skulle være i stand til at stå på egne ben, er det ikke nået, ja vi har slet ikke nærmet os det mål. Er det en målestok vi kan bruge til noget?

Skulle vi måle mængden af penge, der cirkulerer i det grønlandske samfund, ville det leve op til standarderne i vesteuropæiske samfund. Ud fra den betragtning, er vi ikke et fattigt folk. Men ser vi på, hvordan de økonomiske midler fordeles i befolkningen, kan vi ikke skjule det faktum, at der eksisterer fattigdom her i landet.

Hvis vi skal prøve at finde svar på, årsagen til denne mangel i vores økonomiske udvikling, tror jeg, at hovedårsagen er den måde hvorpå den offentlige sektor er organiseret, og at de fleste opgaver i den private sektor udføres af firmaer med dansk baggrund.

Den offentlige sektor er i det store hele en efterligning af, hvordan tingene gøres i Danmark. Et sådant system har to fejl, som jeg gerne vil gøre opmærksom på:

For det første er det et system, der ikke er optimalt for vort samfundssystem og derfor meget dyrt, set i forhold til befolkningens størrelse. Resultatet er, at alt for mange mennesker er beskæftiget i det offentlige bureaukrati, i stedet for at være beskæftiget i produktive erhverv.

For det andet er vi alle klar over, at enhver efterligning aldrig vil være så god som originalen, ligesom efterligningen aldrig kan fungere optimalt under nye forhold, da det er skabt af ydre midler og kræfter. Efterligningen betyder, at vi falder bagud med hensyn til praksis og med hensyn til uddannelse.

De fleste selskaber i den private sektor køres som lokale afdelinger for større selskaber i Danmark. Specielt mindre lokale byggefirmaer har vanskeligt ved at konkurrere og er blandt de første til at lukke, når økonomien vender og strammer til. Der er adskillige andre områder, som også illustrerer dette faktum.

Så penge, der kunne have cirkuleret her i samfundet, tabes på grund af en høj grad af afhængighed af andre, og det har en negativ økonomisk effekt.

Vi nægter at være en koloni
På trods af den kendsgerning, at vi gennem en afstemning har valgt at leve under forhold, der kan sammenlignes med forhold i kolonitiden, er vi nu enige om, at vi ønsker uafhængighed, under en eller anden form. Dette beviser, at vi nu erfarer konsekvenserne af vores egne beslutninger og mål.

Vejen mod selvstyre er tosidet: Det er en intern proces, hvor vi ser på os selv, ligesom det er en udadrettet proces, hvor vi ser på det globale samfund.

Det næste spørgsmål, som vi skal besvare, vil så være, hvilke standarder skal vi bruge for at imødekomme det fælles mål, vi er blevet enige om at nå for os selv ?

Stater
Jeg er overbevist om, at vi skal opnå selvstyre gennem samarbejde. Ikke kun gennem samarbejde med mennesker i Grønland, men også gennem samarbejde med Danmark og andre nationer. Jeg er også overbevist om, at de partier, som vi vil samarbejde med, er til stede ved det møde her i dag.

Men hvad mener vi konkret, når vi siger at vi vil have Selvstyre?

Skal det være en uafhængig grønlandsk stat, eller en inuit stat, skal vi have en republik eller er der andre muligheder?

Baseret på erfaringer i verden omkring os, tror jeg, det er muligt at overveje flere muligheder i vores bestræbelser på at nå vort mål.

Jeg tror ikke, vi kan nå vort mål ved kun at fokusere på traditionel statsopbygning. Jeg tror, at vores idé om en stat eller en nation ændrer sig over tid, om end at det er på baggrund af sørgelige begivenheder som krige udført af folk og etniske grupper rundt om i verden.

Igennem historien er stater opstået gennem magtkampe og krige, og ofte er stater dannet ved at statsgrænser er lagt tværs igennem folks og etniske gruppers lande. Det er svært at se om denne praksis kan fortsætte ud i al fremtid. Vi er nået til et tidspunkt i historien, hvor det er muligt for alle nationer at følge begivenhederne tæt ligegyldigt hvor de foregår. Hvad der i øjeblikket sker i Afrika, Mellemøsten, i Amerika og Østeuropa giver ikke meget håb. På trods af denne kendsgerning sker der også positive udviklinger, især gennem De Forenede Nationers indblanding.

Vi må tænke globalt. Det ser jeg et bevis på, når jeg kigger rundt i dette rum.

Oprindelige folks voksende indflydelse samt den voksende anerkendelse, som de møder i samarbejdet med det internationale samfund, er en proces, som vi nødvendigvis må deltage i.

Vi skal også være åbne for nye ideer og fremgangsmåder. Samarbejdet mellem inuit i fire forskellige nationalstater er et velkendt eksempel.

Erfaringerne har resulteret i et voksende samarbejde under FN’s regi.

Den nyeste og største sejr er etableringen af "Permanent Forum for Indigenous Peoples Affairs", som vil blive indviet 13. maj i år. I Det Permanente Forum vil oprindelige folk og stater samarbejde under FN. Siden FN opstod, er dette det første eksempel på anerkendelsen af oprindelige folks rettigheder.

Hvad ønsker vi at gøre
Jeg bruger disse eksempler for at gøre det klart, at processen imod, at vi bliver anerkendt som et folk og imod opbygningen af selvstyre ikke kun omfatter Grønland og Danmark. Vi ønsker også at blive anerkendt af det globale samfund. Danmark alene kan ikke længere bestemme over vort ønske om at blive anerkendt som en uafhængig og selvstyrende nation.

På trods af det skal vi begynde et sted. Det næste skridt skal vi tage gennem vor Selvstyrekommission. Siden vi ikke kan få alt på plads på en gang, må vi systematisk planlægge vore handlinger og forberede os.

I denne bestræbelse må vi opbygge en indre styrke, og dette må have lige så høj prioritet som andre vigtige samfundsopgaver. Dette betyder ikke, at vi skal vente med at få alt på plads, før vi fortsætter processen mod uafhængighed. Alt er forbundet med hinanden, og alle bestræbelser mod selvstyre skal koordineres for at undgå unødvendige gentagelser.

Vi skal undersøge vore muligheder tæt og planlægge systematisk - den vigtigste bestræbelse er at tænde ønsket om selvstyre i vores befolkning og opbygge styrke og beslutsomhed.

Vi skal anerkende at rettigheder og ansvar er tæt forbundet. Det betyder, at vi skal bruge al vor energi på at overvinde de forhold, vi ikke kan acceptere. For at bruge eksempler: Vi skal koncentrere os om at fjerne al misrøgt af børn. De meningsløse tab af liv blandt vore unge skal stoppe. Vi skal fjerne alle frafald fra uddannelser. Vi må kunne styre os selv.

Dette er forhold, som vi er nødt til at tage os af og løse, ingen andre kan gøre det for os. Vi kan ikke sidde med hænderne i skødet og vente på at andre tager initiativet og løser disse grundlæggende problemer for os.

Konklusion
I min konklusion vil jeg komme ind på nogle af de planer, vi har i den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget.

Gruppen består af folketingsmedlemmerne Lars Emil Johansen og mig selv, og det færøske medlem Tórbjørn Jacobsen, som også er med til mødet i dag.

Vores mål med arbejdet for de to hjemmestyreområder i det danske rige er at opfylde mandatet, som vores vælger har givet os, om øget selvstyre på alle områder. På baggrund af dette mål, vil vi forfølge følgende områder i årene fremover:
  • Effekten af Grønlands og Færøernes økonomi for Danmark, inklusive sikkerhedsspørgsmål, og
  • Undersøge mulighederne for selvstyre i begge nationer baseret på menneskerettigheder,
  • Undersøge mulighederne for beskyttelse af vore sprog baseret på internationale aftaler,
  • Uafhængig repræsentation i internationale organisationer, der tager sig af hvalspørgsmål,
  • Miljøbeskyttelse i de Nordatlantiske regioner.
Disse områder er mål for øget uafhængighed fra Danmark, og vi vil basere vore bestræbelser på den viden, som vi kan samle sammen.

Endelig vil jeg ønske initiativtagerne til dette seminar og alle deltagerne et meget stimulerende møde. Vi går ombord i et meget spændende arbejde, det har vide horisonter og er indbydende - vi vil blive rigt belønnet.