Drop rygmarvs-reaktionerne hvis du vil have selvstændighed

Vi taler i overskrifter som ”Råstoffer skaber tryghed”, ”råstofferne er vores fremtid” eller ”selvstændighed i min levetid”. Men præcis hvordan vi gør drømmen til virkelighed og hvordan en fremtid med råstoffer vil påvirke samfundet taler vi ikke så meget om. Og kritiske spørgsmål bliver opfattet som om man ikke ønsker selvstændighed eller værre endnu: ”at man holder med Danmark”.

Tirsdag d. 4. februar 2014
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Grønland, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Eftertanker til rapporten: Til gavn for Grønland
Eksperter skal ikke tro de er noget
Selvynk og fremmedangst løser intet
Dagdrømme præger debatten
De ubekvemme debatter
Selvstændighed i min levetid



(an)

Eftertanker til rapporten: Til gavn for Grønland
Vi har alle en mening om Rigsfællesskabet og selvstændighed – og måske er det ved at udvikle sig til et problem. For det lader til at vi har begravet os så dybt i vores egne holdninger, at vi ikke er åbne overfor nye tanker.

Når talen falder på råstoffers betydning for selvstændighed er vi alle håbefulde og der er ingen tvivl om, at råstoffer er en del af billetten mod målet: økonomisk selvstændighed og dermed en reel mulighed for national selvstændighed.

Men jeg tror at vi glemmer at tage debatten nede i jordhøjde. Vi taler i overskrifter som ”Råstoffer skaber tryghed”, ”råstofferne er vores fremtid” eller ”selvstændighed i min levetid”. Men præcis hvordan vi gør drømmen til virkelighed og hvordan en fremtid med råstoffer vil påvirke samfundet taler vi ikke så meget om. Og kritiske spørgsmål bliver opfattet som om man ikke ønsker selvstændighed eller værre endnu: ”at man holder med Danmark”.

Eksperter skal ikke tro de er noget
Det er stensikkert, at hver gang der udkommer en rapport, er der folk der bliver vrede over dette. De oplever det som provokerende, at eksperter bidrager med fakta om et emne. Men hvorfor egentligt? Hvis vi vil udvikle os til en selvstændig nation må vi vænne os til at andre kan, og gerne må, have en mening om os.

Vi må også erkende at man gennem uddannelse kan opnå nogle kompetencer som ikke alle har. På den ene side taler vi hele tiden om at få flere uddannede og på den anden side respekterer vi åbenbart ikke de særlige kompetencer der kan opnås gennem en akademisk uddannelse.

Det betyder ikke at ”eksperter” eller akademikere har ret i alt. Men det er umodent at reagere med vrede eller modstand mod de ting man er uenig i. Vi må blive bedre til at håndtere kritik og på konstruktiv vis komme med mod-argumenter. Og vi må lære at tåle at vi ikke ved alt selv – at andre mennesker (uanset oprindelse) faktisk kan bidrage med viden eller pege på sammenhænge vi ikke havde set. Vi kan bruge andres viden som inspiration og som motivation, uanset om vi er enige med dem eller ej. Og hvis vi vil være selvstændige er det helt nødvendigt at evne dette.

Selvynk og fremmedangst løser intet
Vores arbejdsstyrke er lille og mange af os har ikke nogen uddannelse. Derfor er der en reel fare for at vi bliver overvældet af et råstofeventyr. Vi risikerer at stå i en situation hvor vi er de dårligst uddannede, dem der tjener mindst og dem der har det fysisk hårdeste arbejde. Og vi vil flere steder blive et sprogligt mindretal på arbejdet, hvor arbejdssproget bliver engelsk. Dette er ikke et skræmmebillede – det er nogle realistiske scenarier vi må forholde os til, og arbejde med. Det vil være uansvarligt at feje sandheden bort, fordi den er ubekvem eller ikke passer ind i vores ideologi. Vi får kun succes med vores råstoffer, hvis vi får flere uddannede, taler flere sprog og er åben overfor folk udefra og de kompetencer de medbringer.

Vi er også nødt til at forholde os mere seriøst til den viden vi har om vores økonomiske situation. I dag er livet hårdt for mange. Fremover bliver livet hårdt for flere. Vi slås allerede om de få goder der er. Vi kan godt flytte rundt på enkelte projekter i landet, men det får ikke væksten til at stige – hverken på landsplan eller på sigt. Og det får heler ikke færre til at rejse fra landet.

Landskassen får ikke på magisk vis flere indtægter og færre udgifter fordi vi er utilfredse med at de danske økonomer eller personer fra Nuuk der har fundet tallene frem. Vidensangst og fremmedhad gør os ikke rigere. Hverken økonomisk eller mentalt.

Vi må se i øjnene, at lige meget hvor ubehageligt det er, så er der brug for forandringer i samfundet. Og ISÆR hvis vi ønsker at gøre brug af vores råstoffer. For med et råstofsamfund følger der behov for flere uddannede, en øget indvandring og krav om stabil arbejdskraft. Og vi kan enten være klar eller stille os på sidelinjen og brokke os.

Dagdrømme præger debatten
Jeg mener at debatten om selvstændighed har sprunget nogle led over. Det er som om vi har taget elevatoren op til 10. sal, selvom mødet egentligt var på 2. sal. Udsigten er selvfølgeligt bedre øverst oppe, men alt arbejdet ligger på etagerne nedenunder.

Det er på tide at vi bliver meget mere konkrete om hvad der skal ske for at drømmen om selvstændighed bliver til virkelighed. Hvis vi fortsætter med at tale i overskrifter er det dybest set indholdsløs propaganda.

De ubekvemme debatter
Inden vi rejser flaget over et selvstændigt Kalaallit Nunaat, bør vi sikre os, at de mennesker der bor i landet har det godt. Folk bør have ordentlige levevilkår og der bør være råd til et sikkerhedsnet for dem der har brug for ekstra støtte. Det kræver flere uddannede, færre misbrugere, en større og stabil arbejdsstyrke og en stærkere social- og uddannelsespolitik end i dag.

For at nå dertil må vi tage hul på nogle ubekvemme debatter og begynde at sige nogle ting højt, der ikke er så rare.

Vi må drøfte arbejdsstyrkens stabilitet. I dag er der en gruppe med gode evner, der desværre har svært ved at møde på deres arbejde eller fastholde det i længere tid. Hvis vi vil præge vores udvikling er alle der kan bidrage, nødt til at gøre det. Ingen kan undværes med den lille størrelse vores befolkning har.

I dag er der for mange der lever et liv med misbrug. Dette påvirker dem selv og deres familier. Det er ikke pinligt at have et misbrug, men det er en stor skam hvis man ikke gør noget ved det – for sin egen skyld og for sin families skyld. Vi må i gang med en fornyet og helhjertet socialpolitisk indsats.

Sproglig og kulturel integration må tages alvorligt og ”syndebuk-debatten” må ophøre. Ikke mere snak om hvem der er rigtig og forkert og hvem der er grønlandsk eller vestlig/danificeret (og dermed dårlig). I fremtiden vil vi skulle bo side om side med mange andre kulturer og sprog og religioner. Hvis det skal fungere må vi sikre os at folk kan tilegne sig vores sprog og kultur uden den løftede pegefinger, som aldrig har motiveret nogen til noget.

Vi må drøfte om der er en grænse for hvor mange nye borgere og nye virksomheder vores mindre samfund kan kapere. Det kan være meget voldsomt med en pludselig stigning i antallet af borgere og det kan skabe gnidninger. Vi må åbent tale om hvor tæt på vores byer og bygder vi vil have miner.

Vi må forberede os på en øget udenlandsk tilstedeværelse og lobbyisme i vores samfund. Der kan forrettes meget skade, med en befolkning der er uuddannet og mangler jobmuligheder.

Og så savner jeg en fornyet debat om en ”zone-inddeling” af landet, som også Minik Rosings udvalg taler om. Er vi helt sikre på at vi er villige til at acceptere råstofudvinding overalt i landet? Jeg synes efterhånden jeg høre flere sige at de ikke er så glade for bynære miner eller olieaktiviteter i isfyldte nordlige områder. Vi skal huske at det er os selv der sætter grænsen og vi skal turde tage ansvaret for at sætte disse grænser. Så hvis vi vil noget andet skal vi sørge for at sige dette højt. Det er vores land og os der bestemmer. Også selvom vi endnu ikke har opnået selvstændighed.

Selvstændighed i min levetid
Personligt er jeg ikke så optaget af om der kommer selvstændighed i min levetid. Jeg synes det er mere væsentligt at opbygge et stærkt og sundt samfund der kan påtage sig de opgaver der er i et land. Og helst selv. Hellere en værdig selvstændighed end en hurtig selvstændighed. Vi overlever nok at leve med rigsfællesskabet lidt længere, hvis vi til gengæld i mellemtiden får skabt nogle stabile og trygge rammer om vores samfund.


(an)