Kevin Costner-syndromet i Nuuk

Efter 38 år med hjemme- og selvstyre har Grønland en tuberkuloseepidemi, der er vokset støt siden 1980erne, 44 gange så mange seksualforbrydelser mod børn under 15 år per indbygger som i Danmark, og revisordokumentation for, at de sidste to regeringschefer stjal fra kassen.

Tirsdag d. 12. december 2017
Ask Foldspang Neve, Ph.d. studerende ved Nuffield College, University of Oxford
Emnekreds: Grønlands historie, Korruption, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse: En konstrueret moralsk gæld Neoimperialistisk overgreb Bedrageri En købt grønlænder Inuitelitens racismefinte Med Landskassen som tag-selv-bord Grønlænderstiv Med Sume som spydspids Misbrugt af den danske venstrefløj Danmarks ansvar for egne borgere Bragt i Weekendavisen fredag den 1. december 2017

Efter 38 år med hjemme- og selvstyre har Grønland en tuberkuloseepidemi, der er vokset støt siden 1980erne, 44 gange så mange seksualforbrydelser mod børn under 15 år per indbygger som i Danmark, og revisordokumentation for, at de sidste to regeringschefer stjal fra kassen. Grønlænderne er danske statsborgere, men vi accepterer, at en række helt basale sociale rettigheder ikke gælder på Grønland. Samtidig har danskerne forpligtet sig til at betale for gildet uden nogen form for indflydelse, uanset hvor uanstændigt den grønlandske elite opfører sig, eller hvor ringe den grønlandske befolkning har det. Men hvordan er det gået så galt, og hvorfor accepterer andre danskere, at deres landsmænd bliver behandlet så dårligt? Svaret består af to dele. For det første, at de mest ressourcerige grønlændere greb 1960ernes ordforråd og stemning og igangsatte en potent identitetspolitik for inuitter, som siden 1970erne kun er blevet stærkere. For det andet, at den danske elite på tværs af politiske skel er opdraget i samme modkulturs hegemoni og at ingen derfor overvejer, om dens konklusioner nu ikke skal afprøves mod virkeligheden. En konstrueret moralsk gæld Men kigger man bare lidt nærmere på Grønlands historie vil man finde ud af, at den virkelige skandale i forholdet mellem Grønland og Danmark ikke er Thulesagen, fødestedskriteriet, lukningen af den ubeboelige mineby Qullisat eller tvangsopdragelsen af 22 inuitbørn i Danmark. De fire sager udgør stort set hele fundamentet i myten om nordboernes moralske gæld til inuitterne. Men menneskeligt, økonomisk, og politisk er den afgørende tragedie, at danske politikere har ladet sig narre og skræmme af den grønlandske elites brug af etnisk identitetspolitik. Faktuelt er der ingen sammenligning overhovedet mellem selv de største skandaler i kolonitidens behandling af inuitterne, og så den skade, den grønlandske politiske elite med den danske stats tavse velsignelse gennem både korruption og uduelighed har påført øens befolkning. Neoimperialistisk overgreb Påstande om øens mange unødige ulykker eller elitens korruption stopper ofte meget håndgribeligt ved, at den afvises af medlemmer af den grønlandske elite som racistisk. Det er en finte, som den grønlandske elite har lært fra andre postkoloniale eliter, især i Afrika. Hvis selv den mest åbenlyse korruption påpeges, omtales det som et neoimperialistisk overgreb. Det afværger de fleste angreb. Og hvis det ikke virker, kan man altid minde sin befolkning om en historisk uretfærdighed. Den grønlandske elite gør begge dele. Bedrageri En af Grønlands største politiske stjerner, MF Aleqa Hammond, har mestret den første disciplin. I 1996 blev hun dømt for bedrageri for i syv tilfælde bevidst at have brugt et spærret dankort. I 2008 løb hun fra en taxiregning. Alligevel endte hun efter valget i marts 2013 som Landsstyreformand. Men allerede halvandet år efter faldt hendes regering sammen, da det blev afsløret, at hun havde misbrugt 204.000 kroner af Selvstyrets midler på barer, restauranter og ferier. En revisionsundersøgelse fra Deloitte viste, at også den forudgående formand, Kuupik Kleist, havde misbrugt 45.322 kroner Siumut straffede Hammond ved at sende hende til Folketinget i 2015. Allerede året efter kunne Ekstra Bladet afsløre, at Hammond havde misbrugt sit Folketings-Eurocard. Hun havde brugt 12.983,10 kroner på indkøb i Stark, Brugsen og en sportsbutik – alle i Nuuk. Hun forklarede aldrig sine handlinger til pressen. En købt grønlænder Men siden er Hammonds karriere kun gået fremad. Hun er blevet formand for Grønlandsudvalget – hvilket var led i en handel med den regering, hun før var imod. Skatteminister Karsten Lauritzen kommenterede lidt udiplomatisk, men korrekt, på dén affære i sin nytårstale til Lemvig-egnens Venstre, rapporteret i Dagbladet Holstebro-Struer: »Vi har sikret os stemme 91 ved at købe en grønlænder. Et af de grønlandske mandater har vi gjort til formand for Grønlandsudvalget mod, at hun så ikke stemmer mod regeringen i afgørende spørgsmål.« Inuitelitens racismefinte Nu udtalte Hammond sig prompte: »Jeg er ikke overrasket over den måde, der bliver talt på. Det minder om en meget generel holdning til grønlændere. Det grønlandske folk i Danmark bliver udsat for diskrimination i det offentlige system, udelukkende fordi de er grønlændere,« sagde hun til DR. Inuitidentiteten tilbage i fokus. Glemt var Hammonds svindel og overløb. Pressen bad ikke Hammond udtale sig om, hvordan en mangeårig socialdemokrat nu kunne støtte Venstres regering, eller om Hammond som dømt for bedrageri kunne være værdig til at sidde i Folketinget. Som forvandlingskunst var det mesterligt udført. Den anden finte handler om at fjerne opmærksomheden fra elitens dårlige administration og selvberigelse med historier om danske overgreb. Der er dårlige sager nok at skjule. Fra de sidste par måneders katalog: I Nuuk er offentlige investeringer i nye boliger for flere hundrede millioner kroner indtil videre ikke mundet ud i en eneste ny lejlighed til borgerne. Efter adskillige år kan man simpelthen stadig ikke finde ud af, hvor man skal starte. Det eneste, Landstinget har kunnet vedtage, er at bygge et helt nyt kompleks af lejligheder til Landstingsmedlemmerne. På budgettet kaldes det »diverse sanering« og »diverse nybyggeri«. Med Landskassen som tag-selv-bord Og denne måned bevilgede Landstingets partier sig selv 30% ekstra i partistøtte, så den nu svarer til 445 kroner per afgivet stemme. Ved Folketingsvalg i Danmark får partierne 31,50 kroner. Måneden før havde Landstinget besluttet, at Landstingsmedlemmernes familier skulle have en ekstra årlig frirejse med fly til Nuuk. Ineqi Kielsen fra Siumut forklarede, at statsbetalte rejser til Landstingsmedlemmernes børn var en del af en almen socialpolitik: »Det er jo netop os, der finder det særdeles vigtigt, at få stoppet omsorgssvigt af børnene i samfundet, og vi mener, at vi netop på vores arbejdsplads må vise, at vi står ved vore holdninger.« Storsindet har ingen grænser. Grønlænderstiv Når der inden for få måneder er kommet så mange negative historier frem, stiger presset på de grønlandske politikere for at legitimere sig selv som inuitter. Derfor kom det som manna fra himlen, da ordet »grønlænderstiv« for et par uger siden var blandt de 1445 nye ord, der blev optaget i Den Danske Ordbog. Her var et tydeligt bevis på danskernes racisme. Dansk Sprog- og Litteraturselskab gjorde meget tydeligt opmærksom på, at ordbogen er en guide til samtidigt dansk som det bruges, og skal afspejle sproget, ikke sanere det. Men selvfølgelig blev det ignoreret, hvorefter den oprindelige historie blev gentaget ad infinitum. Så længe den kørte, glemte medierne i det mindste at spørge om politikerboliger og partistøtte og familierejser. Med Sume som spydspids Man kan kun forstå, hvorfor disse finter kan virke, hvis man først forstår, hvor afgørende grønlandsk identitetspolitik er. Den oprinder i den antikoloniale bølge, der tog fra i de tidligere kolonier under Anden Verdenskrig, men først fik bred politisk opbakning i Vestens middelklasser, da den blev sammenkoblet med modstand mod Vietnamkrigen, med den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, kvindekampen, og den bredere modkultur. Nu skulle man ikke længere skabe civilisation og fremgang på Grønland: i stedet skulle grønlændernes oprindelige skikke og kultur hyldes. Hvis man ikke stadig praktiserede dem, måtte man opfinde dem på ny. På Grønland blev bandet Sume spydspidsen i denne kamp. Deres 1973-debut havde på forsiden et træstik af en nordbo, der er blevet slået ihjel og parteret af en inuitisk fanger. Det var ikke tilfældigt, at Sumes plader var udgivet af det danske, antiimperialistiske pladeselskab Demos. Det fik formentlig en vis indflydelse på musikken. Misbrugt af den danske venstrefløj Det tiltalte de danske politikere, der var meget ivrige efter at vise, hvor antiimperialistiske de var. Støtten til Grønland må have virket som en næsten omkostningsfri signaleffekt: en slags ufarlig måde at bedrive de kampe på, som andre måtte kæmpe i Colombia, Vietnam, eller Zaire. Måske troede en del danske politikere endda selv på fortællingen. Siden den marxistiske antiimperialisme fik sin liberale fortolkningsramme i Vesten i slut-60erne, er det i hvert fald blevet en meget potent politisk identitet at hævde, at man er en oprindelig befolkning. Hvor mange af modkulturens og venstrefløjens andre paroler var faldet under 80ernes reaktion, og senere, 68ernes egne materielle behov, forandrede fortolkningsrammen om naturfolket som både nobelt og undertrykt sig ikke. Det er ikke tilfældigt, at Kevin Costners navlepillende Danser med Ulve vandt syv Oscars i 1990. Den handler ikke rigtigt om indianere, men om hvordan hvide mennesker ser forskelligt på indianere. Som patienter på chaiselongen fik vi boret i årsagerne til vores tristesse og skyld. Det giver Oscars. Danmarks ansvar for egne borgere Hvis danske statsborgere på Grønland ikke skal lades i stikken, må danskerne gøre op med deres eget skyldkompleks, med Kevin Costner-syndromet, og med inuitelitens racismefinte. Det kræver også et opgør med Selvstyret. Men der er ingen juridiske aftaler, der kan frigøre den danske stat fra det politiske og moralske ansvar den har for at beskytte sine borgere – uanset fødested. Ask Foldspang Neve skriver ph.d. i sociologi ved Oxford University.