Indsigt: Valg. Om etnonationalisme og dumhed

Valg. Om etnonationalisme og dumhed

Indholdsfortegnelse:
Kærligheden overvinder alt – også (etnonational) dumhed
Etnisk samkvem i 300 år.
Politisk inuit-dominans.
Flyfriske danske novicer.
Eksempel 1: En dansk mellemleder.
Eksempel 2: En dansk kommunal fagchef.
Grønland som let karrieretrin.
Eksempel 3: Manden på gulvet som dumhedens forsvarer.
Den etnonationale dumheds fallit?

Kærligheden overvinder alt – også (etnonational) dumhed

Der er udskrevet nyvalg til landstinget. Man kan spørge sig selv, om det mon bliver et såkaldt skæbnevalg, for der er ingen tvivl om, at for en række partier vil spørgsmålet om selvstændighed, løsrivelse fra rigsfællesskabet, stå centralt i den politiske skrækpropaganda om den etniske offerrolle, de rene og ægte af blodet må udholde som følge af dansk undertrykkelse, disrespekt, nedværdigelse, misbrug og forhånelse, som er sådanne partiers næring og livsnerve. En propaganda der så at sige giver dem brød på bordet, er deres eksistensberettigelse, deres såkaldte raison d’être. Adskillige politikere fra disse nationalistisk sindede partier ved udmærket, at deres selvstændighedspolitik, skulle den lykkes, hurtigt vil føre direkte til social og økonomisk armod for en meget stor del af befolkningen. Helme vil de dog ikke, for det er den selvsamme politik, der er forudsætningen for deres eget sociale og økonomiske vellevned. Politikken er deres sociale sikkerhedsnet. Uden det ville de ikke kunne leve livet på 1. klasse for offentlige midler, som de nu gør, men måte slå sig til tåls med almindeligt lønarbejde eller slidsomt fangst og fiskeri. Derfor bliver denne politik også gerne gouteret af menigmand, fordi drømmen om selv at opnå det samme, gør den almene armodstilværelse udholdelig. Det er som tidligere tiders religiøse paradisopfattelse. Tåler du tilværelsens barske vilkår og øvrighedens hjerteløse behandling uden at kny, så vil du blive fyrsteligt belønnet hinsides. I den fortælling selvstændighedsfolkene udbreder, kan himlen straks hentes ned på jorden, når bare man slutter op om dem og hylder deres ideer. Det er renlivet, fordummende folkeforførelse baseret på etnisk nationalisme og socialt hadefuldhed.

Etnisk samkvem i 300 år.

I knapt 300 år har grønlændere måttet tåle, at danskere bosatte sig i landet og gav sig til at bestemme over land og folk. Det har ikke altid været lige velkomment, men for mange har det trods alt betydet en lettere tilværelse under ellers barske leveforhold. Som bekendt overvinder kærligheden alt, og meget er på den konto overvundet. Naturens hårde, omskiftelige vilkår har formet grønlænderne til et tålsomt, langmodigt og beskedent, men dog robust og gladsindet folkefærd. Kærlighedens blodblanding gennem generationer mellem inuitter og europæere, især de danske, har da også udvirket, at der kun er ganske få fuldblods inuitter tilbage i landet. Ifølge den gennemsnitlige DNA-profil for vor tids inuitter i Grønland stammer mellem halvdelen og en fjerdedel af denne befolknings samlede genom fra europæiske gener, bortset fra hos østgrønlændere og Thule-folket, som den øvrige inuit-befolkning i Vestgrønland da også ser ned på som mere primitive og tilbagestående. Inuitbefolkningen har altså ikke bare tålt samkvemmet med danskerne, men man har nydt det i fulde drag og er blevet til tider vældig opstemt af det. Det sikrede jo også nyt blod til stammen, sundere afkom og flere overlevende til de ældres forsørgelse. Dette ret intime samkvem med europæere har i realiteten sikret overlevelsen og udviklingen af den grønlandske inuitbefolkning, som således ikke led samme skæbne som de norrøne nordboere, der uddøde sammen med middelalderen.

Politisk inuit-dominans.

Siden indførelsen af Hjemmestyret er den politiske scene i Grønland reelt overladt til inuitter, en scene hvor de fremmeste af dem ofte boltrer sig og laver unoder, så man føler sig hensat til umodne, småkorrupte autokratiske demokratier blandt de såkaldte udviklingslande. Danskerne holder sig her, uvist af hvilken grund, pænt i baggrunden. Til gengæld holder de så meget mere fast i administrationens og økonomiens centrale kommandoposter, især inden for det private erhvervsliv, men også i den offentlige centraladministration og dennes vigtigste institutioner. De ved nemlig ganske vel, at det er den benhårde økonomiske virkelighed foruden relevant viden og kunnen, der i sidste ende afgør de politiske udskejelsers levedygtige gennemslagskraft og ikke politikernes populistiske, etnonationalistiske markskrigeri. Det er en erfaring, man kan drage af perioden med social og økonomisk nedsmeltning i mange sydeuropæiske euro-lande, hvor samfundsskalaen er i en helt anden størrelsesorden end i inuitternes land.

Flyfriske danske novicer.

Trods det reelle monopol på landets politiske ledelse føler mange grønlændere, ofte ikke uden grund, at de ikke bliver tilstrækkeligt respekteret og værdsat af deres danske medborgere, der som regel også kun er i landet for en relativ kort bemærkning. Mange danskere kommer unge og flyfriske udefra og sætter sig på centrale, vellønnede poster uden synderlige forkundskaber om land og folk. Det ser man inden for mange vitale samfundsgrene, f.eks. i et for den uddannelsesmæssige fødekæde så vigtige område som folkeskolen, hvor bl.a. forvaltningschefer og skoleledere i landets folkerigeste kommune kommer anstigende helt blanke i deres forhåndsviden om ikke bare det særlige område, de skal varetage, men om landet generelt, og giver sig til at husere med tiltag, der for længst var passé dér, hvor de kom fra. Hvilket ofte netop er årsagen til, at de må forsøge sig i Grønland. Da de ydermere ingen forståelse har for de særlige vilkår, der gælder i landet, ender deres huseren ikke sjældent i frustration og fiasko med store omkostninger for værtslandet til følge. Uden det danske bloktilskud havde en sådan nonchalant ektravagance ikke været muligt.

Eksempel 1: En dansk mellemleder.

Et illustrativt aktuelt eksempel er den yngre, uskolede danske provinsskoleleder, der efter eget pralende udsagn i Østgrønland leder sit områdes største kulturbærende institution med et dusin andre ledere og yderligere halvandet hundrede andre ansatte under sig, og som med buzzwords fra den skamredne new management ideologi præsenterer sig selv som forandringsledelsesekspert i stand til helt alene og ganske unikt at se udfordringer, hvor andre ser problemer og mere i samme overfladiske varmluftsdur. Han holdt nu ikke engang halvandet år, før han netop for nylig måtte krybe til korset og give op. Han duede alligevel ikke. Virkeligheden var for barsk, og jobbet oversteg hans evner. Han besad ikke den nødvendige mentale og fysiske robusthed til at holde distancen, men dog desværre nok til at lave ravage og volde skade i sit forsøg på at vende op og ned på alt i dyre domme for kommunens skatteborgere. Virkeligheden ville ikke, som han ville, han havde troet, at det ingen sag var at dupere den provinsielle lokalbefolkning i den grønlandske udkant, selv om han selv kom fra den danske udkant. Kulturmødet virkede for overvældende, den danske udkantshorisont var for snæver, mens vidensberedskabet var for svagt. Man kan nu engang ikke læse sig til alt, man må også have en god portion sjælsstyrke og afklarethed med sig, mental og fysisk robusthed, når man søger ud i en ukendt ødemarks vildnis. Nissen flytter som bekendt altid med. På den konto kommer alt for mange tilkaldte til kort. Erkendelsen er dog ofte ikke den, at man ikke selv slår til, snarere den, at de lokale ikke er udviklede og begavede nok til at forstå det geniale i de ideer, man som tilkaldt ganske uselvisk stiller til rådighed.

Eksempel 2: En dansk kommunal fagchef.

Eller tag denne skoleleders danske chef, hans gode bekendt fra den hjemlige udkantsandedam (hvem sagde kammerateri her?), der på mange parametre faktisk kan slå sin yngre protegé med flere længder. Han har nemlig seks gange så mange ledere og øvrige ansatte under sig og styrer et budget på knapt en halv milliard kroner. Mindre kan simpelthen ikke gøre det. Også han mener udi i egen indbildning at kunne gøre en forskel og bidrage strategisk og konkret, han er vant til at arbejde i en kompleks organisation med at implementere strategier, metoder og modeller, samt kvalitetssikre en organisations udvikling med en hel masse andre floromvundne og indholdsløse buzzwords. Man kan selv se praleriet på LinkedIn, hvor sådanne styrvolter boltrer sig, hvis man gider gøre sig umagen hermed. Her står han for forandringsledelse, hvad det så end er for en størrelse, ja, er i stand til at lede transformationsprocesser som en anden kamæleon, hans ledelsesstil er til stor lettelse for hans sagesløse medarbejdere ganske vist både anerkendende og tillidsbaseret, men dog kun i ord. Han networker med gennemslagskraft og integritet, hvorledes det så end går til, for forhører man sig rundt om blandt kollegerne, så er han ret så upopulær på den kommunale chefgang, hvor han befinder sig, netop fordi han er så dansk bedrevidende og i realiteten aldrig rigtig får noget fra hånden. Det er atter lutter varm luft og store fagter. Meget sigende går han i administrationen under navnet Benitino, den lille Benito, i allusion til den mere kendte store Benito, fordi han bryster sig på samme oppustende vis. Denne fik ganske vist i sin tid udrettet noget på sin vandring fra den ene politiske yderpost til den anden, meget blev dog vendt så grueligt på hovedet, at det til sidst også skete for ham selv.

Grønland som let karrieretrin.

Der er således ofte tale om folk, der i Danmark ikke ville kunne gøre den lynkarriere, som de let kan gøre i Grønland, hvor man gerne falder på halen for det taknemmelige papir, som selv guldrandede dokumenter vitterlig er. Eller også er Grønland bare et kortvarigt, eksotisk-kuriøst trin på deres karrierestige, sjovt at have på CV’et. Det er selvfølgelig beskæmmende og må virke udfordrende for landets egen, oprindelige befolkning, der som før nævnt ganske vist efterhånden er blevet blandet godt op med europæiske gener (genetisk set er der nu ikke mange hundred procent ægte inuitter tilbage). Mange danskere mangler helt enkelt tilstrækkelig sociokulturel empati og i det hele taget et solidt fundament af alsidig viden og indsigt, et konsistent tankesæt, trods deres ofte bedrevidende optræden. Mange er tillige socialt og emotionelt forarmede. De fleste mangler en passende selvkritisk stillingtagen til egen virksomhed og position. Efter at være kommet i Grønland i over 30 år, og har boet en halv snes år i såvel bygd som by, i øst som i vest, kan jeg sige det med en vis vægt. Som old school underviser er jeg vant til at iagttage og reflektere over det iagttagne.

Eksempel 3: Manden på gulvet som dumhedens forsvarer.

Endnu et såre aktuelt eksempel kan anskueliggøre det beskrevne. En dansk lærer med kort ophold i landet udtaler åbent og respektløst i en større forsamling af undervisere på en af landets største skoler, at eftersom de lokale grønlændere, ja i virkeligheden grønlændere generelt, er ude af stand til at organisere og planlægge noget som helst, for det er hans bitre erfaring, skal den slags arbejde heller ikke overlades til dem. De forkludrer bare det hele. Det må danskerne hellere tage sig af, hvis man ønsker, at noget skal blive til virkelighed og til tiden. Hans danske proselytter i forsamlingen, alle nye i landet, siger intet herimod, men applauderer tværtimod, for det er også deres erfaring efter kort tid, og hans danske chef på arbejdspladsen og dennes chef i den kommunale forvaltning (som i de før beskrevne tilfælde), også ganske nye i landet, støtter indirekte synspunktet ved sidenhen helt umotiveret at belønne og ikke beskæmme læreren. I stedet for ’lærer’ kunne man her utvivlsomt indsætte ’håndværker’, ’servicemedarbejder’ eller ’akademiker’, og resultatet ville ofte blive det samme. Det er, hvad man hører rundt om på arbejdspladser, hvor danskere fører det store ord. Respekten, indsigten og redeligheden mangler.

Den etnonationale dumheds fallit?

Som enhver fornuftigt tænkende person kan forstå, så udtrykker det refererede synspunkt ikke en indsigt i kulturel forståelse, men beror på regulær dumhed og hovmodig selvtilstrækkelighed, og det er måske i sidste instans hele problemets kerne: at dumhed ophøjes til indsigt. Dumhed kan ikke gradbøjes i nogen henseende, heller ikke nationalt, og heller ikke evalueres efter værdi. Dumhed er ganske enkelt dumhed, også når den er dansk. Den skal ikke tolereres, og det er her, der skal sættes ind, hvis man skal overvinde de eksisterende nationale og etniske friktioner. Det er ikke alt dansk, der skal bekæmpes, bare fordi det er dansk, men derimod både den danske og den grønlandske dumhed. Dumheden, hvor en væsentlig afart er den blandt grønlændere udbredte hysteriske etnonationalisme, må ikke triumfere. Der er her ikke tale om nogen form for ideologi, men om regulær dumhed, en stupiditet ophøjet til ægte folkelighed. Dumhed kan ganske vist ikke sættes på formler, heller ikke bekæmpelsen af den, men den kan blive belyst, inddæmmet og udgrænset, hvis viljen hertil er til stede. Det vil arbejdet i de mange grønlandske kommissioner for bl.a. forsoning, forfatning osv., og nu senest også et fondsstøttet formodet forskningsprojekt, afsløre, når deres arbejde gøres op. Var arbejdet styret af bekæmpelsen af denne omsiggribende etnonationale dumhed, eller blev det selv et offer for den? Det vil tiden vise. Der er nok at gå i gang med. Redeligheden og respekten må tilbage, i ord som i gerning! Først da kan vi tale uhildet med og om hinanden. Et parti der hylder en sådan tilgang har intet at tabe, men alt at vinde, for der er faktisk rigtig mange mennesker i Grønland, der er uendelig trætte af al den omsiggribende etnonationale dumhed, og som ikke har lyst til endnu en tur i den etnonationale manege, som ikke vil være andet end ren tomgang.