Det kinesiske eventyr

51,5 mio. kr. er ødslet bort på et offentligt eksporteventyr, der skulle rette op på den grønlandske økonomi. Højtplacerede embedsmænd og ledene politikere i landsstyret er anklaget for at have løjet og manipuleret for at skaffe investorer til sælprojektet Puisi A/S. En professor i virksomhedsledelse mener, at sagen er et skræmmeeksempel på pamperi.

Torsdag d. 27. juli 2000
Hans Henrik Lichtenberg
Per-Henrik Goosmann
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Puisi
Politiske interesser
Landsstyreformand som iværksætter
Kineserne vil spise sæl
To fluer med et smæk
Roadshow
Politisk indblanding
Urealistiske budgetter
Raslen med sablen
Hjemmestyret skærer igennem
Oprør i Sulisa
Bruger af Sulisas penge
Lammet direktion
Øl til 12 mio.
Skibet er ladet med
Delegation til Kina
Ingen fabrik
Puisi A/S konkurs
Ingen undersøgelser
Mundkurv og tavshed
Store grønlandske erhvervsskandaler
Skandalen om M/S Disko
Skandalen om råstofferne
Guldet
Sagen om KNI
En skandales historie


Artiklerne er skrevet på baggrund af et studieophold i Grønland i maj 2000.Under opholdet blev der samlet materiale til en afsluttende hovedopgave på journalistudddanelsen. Hovedopgaven beskrev PUISI-skandalen og udløste en pris for besvarelsen.
Artiklerne er bragt i Jyllandsposten i perioden 16. - 23. juli.
Bringes med tilladelse fra de to nyuddannede journalister.

Puisi
Ideen og visionerne var der. Puisi A/S skulle fremstille gourmet-sælpølser, helsende sæloliekapsler og lystfremmende, viagra-lignende sælpeniser til det kinesiske marked. Med egen fabrik og datterselskab i DanDong i det nordlige Kina.

Budgetterne lovede en omsætning på et trecifret millionbeløb allerede det første driftsår på baggrund af en investering på kun 20 mio. kr. Og overskuddet ville hurtigt komme op i en klasse for sig, lød forventningerne.

Fangerne i den sydgrønlandske by Nanortalik blev overtalt til at ombygge deres skibe til sælfangst, og der blev skaffet penge til projektet gennem Hjemmestyret, private investorer og det hjemmestyrefinansierede erhvervsselskab, Sulisa A/S.

Nanortalik kommune opjusterede forventningerne til budgettet for 2000.

Men i januar i år væltede læsset. En konkurs i Puisi kunne ikke undgås, og det står nu klart, at: Puisis fabrik i Kina ikke eksisterede Puisis fabrik i Grønland manglede basale tilladelser og vand, da produktionen startede Hjemmestyret misbrugte erhvervs- udviklingsselskabet, Sulisa, for at redde dets eget projekt, Puisi. Puisis budgetter var stærkt misvisende og vildledte private investorer. En embedsmand i Hjemmestyret og direktøren i Puisi vildledte privatpersoner for at få dem til at investere i et projekt igangsat af Hjemmestyret selv.

Politiske interesser
Nu få måneder efter konkursen tegner der sig et billede af en virksomhed, som var fuldstændigt drevet af politiske interesser. På trods af gentagne kapitalindskud fra offentlige kasser lykkedes det end ikke Puisi at opstille et holdbart budget.

Årsagen til det totale sammenbrud er ikke entydig, men en række fatale fejltagelser og en manglende politisk vilje til at acceptere, at projektet var en fejl fra start har bragt skandalen ud på yderste kant af isflagen.

Professor i virksomhedsledelse og -filosofi, Ole Thyssen fra Handelshøjskolen i København, siger:

"Tidligere landsstyreformand og bestyrelsesformand i Puisi, Lars-Emil Johansen, og kredsen af politikere omkring selskabet har været ude af stand til at kontrollere, hvad de selv har sat i gang. Det er sket, fordi de ikke har defineret deres roller og motiver i selskabet tydeligt nok."

Ole Thyssen har netop holdt et foredrag i Nuuk om skandaler. Efterfølgende sagde han til Jyllands-Posten:

"Der er tradition for at blande økonomiske og politiske motiver sammen heroppe. Men hvor den politiske indblanding er kraftig i erhvervslivet, er den også farlig,"

"Landsstyreformand Jonathan Motzfeldts forsøg på styring af både Puisi og Sulisa minder om det gamle Sovjet, det er et skræmmeeksempel på pamperi," vurderer Ole Thyssen.

Landsstyreformand som iværksætter
Det grønlandske erhvervseventyr starter i 1994.

Ideen til Puisi bliver fostret af siumut-manden Lars Emil Johansen, mens han er landsstyreformand. Og hans ministersekretær H.P Barlach-Christensen er med.

Året efter går Lars Emil Johansen ud af politik og overtager posten som vicekoncernchef i Grønlands største virksomhed, det hjemmestyreejede Royal Greenland.

H.P Barlach-Christensen følger med og fortsætter som personlig sekretær for den tidligere landsstyreformand.

Og her begynder eventyret at tage form. En driftig amerikansk forretningsmand, David Stevens, har opfundet en metode til at fjerne den ubehagelige transmag fra sælkød, og det skal bane vejen for en kommerciel udnyttelse af sælerne. Sælfangsten i Grønland går så dårligt , at en fanger får op til 400 kr. i offentlig støtte for en sæl, hvis markedspris er 50 kr.

Royal Greenland går med i projektet og udvikler i hemmelighed opskrifter på sælolie, sælpølser, lystfremmende sælpeniser og hundefoder af sælrester.

Kineserne vil spise sæl
Royal Greenland sender en mand til Beijing i Kina, og han foretager en markedsundersøgelse af sælprodukter i dagene 8., 9. og 10. oktober 1997. Fra en bod i et indkøbscenter uddeler han sælpølser og spørgeskemaer til de nysgerrige kinesere.

"Det er hektisk og nærmest ukontrollabelt. Alle vil smage, og journalister fra Beijings TV vil bruge mig i en udsendelse," rapporterer han hjem til Grønland.

Hans markedsundersøgelse oplyser, at 9 ud af 10 kinesere vil købe sælpølser, hvis de kommer på markedet, og bruge dem som erstatning for andet kød. Tilmed vil 81 pct. af kineserne gerne betale mere for sælkød end for oksekød.

På den baggrund opfordrer han Hjemmestyret og Royal Greenland til at sætte fuld skrue på udviklingen af Puisi.

Den amerikanske opfinder, David Stevens, flytter til Kina for sammen med sin kinesiske kone, Maggi, at opbygge Puisis kinesiske datterselskab, Sino-Am-Arctic. Han har forinden sikret sig en favorabel aftale med Puisi. En aftale som sikrer ham 1,5 mio. kr. årligt for sin opfindelse. Plus overskudsdeling.

Samtidig overser folkene bag Puisi, at et canadisk selskab med samme forretningsidé netop er gået konkurs.

To fluer med et smæk
Tilbage i Grønland. Royal Greenland har en forladt fiskefabrik i den sydlige by, Nanortalik. Den koster penge at vedligeholde, men Royal Greenland bruger den som indskudskapital i Puisi. På den måde sikrer Royal Greenland sig en aktiepost i Puisi og slipper samtidig af med en udgiftspost.

"At fabrikken skulle ligge i Nanortalik var en politisk beslutning, taget af Jonathan Motzfeldt," siger embedsmand og bestyrelsesmedlem i Puisi, Ellen Egede Hansen.

Men det passer den lokale borgmester, Nicolaj Ludvigsen (S) glimrende. Arbejdsløsheden er stor i Nanortalik, og han udråber:

"Med Puisi har jeg hele Grønland i min hule hånd."

Roadshow
En gruppe embedsmænd fra Hjemmestyret tager på roadshow i Nanortalik-området, der i øvrigt er landsstyreformand Jonathan Motzfeldts fødeegn. De skal oplyse om Puisi og sælge ideen til fiskere og investeringslyste borgere. Egnen er grebet af begejstring. Fangerne ombygger deres både til sælfangst og lokale køber aktier i Puisi A/S.

Troen på en lys fremtid blomstrer, og ingen betvivler projektet.

"Alle var glade. Det var jo Hjemmestyret og Royal Greenland, der stod bag, " fortæller en lokal håndværksmester, John Nielsen.

Han bliver overtalt til at købe aktier i Puisi af en embedsmand, Ellen Egede Hansen, fra Hjemmestyret og den kommende direktør for Puisi, H.P. Barlach- Christensen.

"De fortalte, at alle godkendelser var i hus, og at der forelå en helt enestående import/eksportaftale med de kinesiske myndigheder. Det ved vi nu er løgn," siger John Nielsen, som selv har mistet omkring 500.000 kr. på Puisi.

Politisk indblanding
Der har lige været landstingsvalg i Grønland. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt klarer netop at blive siddende på sin post. Et af de helt store temaer i valgkampen var erhvervsudvikling.

I sine valgtaler brugte Jonathan Motzfeldt adskillige gange Puisi-projektet som et godt eksempel på selvstændig grønlandsk fremdrift. Nu skal der handles.

Landsstyreformanden leder i sine kasser efter penge til Puisi, men han kan kun få overtalt Landstinget til at bevilge 9,5 mio. kr. Der bliver også sendt invitationer til en række potentielle investorer. En af disse er Grønlandsbanken, men bankdirektør Svend-Erik Danielsen er ikke interesseret.

"Formålet med projektet var fra begyndelsen af politisk art. Landsstyret ville vise, at det selv kan skabe gode virksomheder. Men det er også en videreførelse af den gamle tankegang - at det offentlige skal blande sig og deltage aktivt i virksomhedsdrift. Det har ikke en berettigelse i en sund markedsøkonomi," vurderer bankdirektøren tørt.

Jonathan Motzfeldt og Lars-Emil Johansen får nu øje på det grønlandske erhvervsudviklingsselskab Sulisa A/S. Et udviklingsselskab som blev oprettet i 1993 af Hjemmestyret. Netop for at yde støtte og knowhow til grønlandske virksomheder på et forretningsmæssigt grundlag. Og ... uden politiske hensyn.

Urealistiske budgetter
Direktør Elias Larsen i Sulisa er meget afvisende overfor Jonathan Motzfeldts bejlen. Budgetterne er fuldstændigt uoverskuelige, og projektet er slået alt for stort op, mener han.

Og Puisis nye budgetter, der er fremstillet af direktør H.P. Barlach-Christensen og kontorchef i Hjemmestyret Ellen Egede Hansen viser, at der frem til 2004 kan sælges sælprodukter i Kina for 875 mio. kr.

Men de glemmer at fortælle, at der ikke er nogle aftaler med aftagerne i Kina.

"Da det gik op for mig, hvor speget sagen kunne blive, besluttede jeg med min vicedirektør, at vi ikke ville have noget ansvar i denne sag. Vi bad derfor Sulisas bestyrelse om at træffe alle beslutninger. Det var med risiko for at blive fyret fra direktørstolen, men jeg tog chancen, fordi jeg ikke troede på projektet og var bange for den politiske indblanding ovenfra," siger direktøren for Sulisa.

Raslen med sablen
Landstyreformand Jonathan Motzfeldt og hans partikammerat i Siumut, Lars-Emil Johansen, skruer nu bissen på.

Deres projekt skal have penge for at kunne overleve. Derfor skriver de begge et næsten enslydende brev til bestyrelsen i Sulisa, hvori de opfordrer til, at der bliver ydet 18 mio. kr. i garanti til Puisi.

Jonathan Motzfeldt skriver på landsstyrets brevpapir, mens Lars-Emil Johansen skriver på Royal Greenlands. To meget vægtige og respekterede brevhoveder i Grønland.

I brevet fra Jonathan Motzfeldt, som Jyllands-posten er i besiddelse af, står:

"Grønlands Hjemmestyre skal anmode om, at bestyrelsen behandler ansøgningen positivt. Jeg skal ikke lægge skjul på, at sagen er af hastende karakter, hvorfor jeg skal anmode om en meget hurtig behandling af sagen."

Sulisa beslutter at indkalde til ekstraordinært bestyrelsesmøde for at diskutere situationen.

Mødet bliver aftalt til tirsdag 23. februar 1999. Men bestyrelsen får ikke lov til at holde mødet alene. Landsstyreformanden sender en deputation af embedsmænd af sted til bestyrelsesmødet med den klare besked, at Sulisa skal hoste op med de 18 mio. til Puisi.

De fire embedsmænd ledes af direktøren i hjemmestyrets erhvervsdirektorat, Peder Munk Pedersen. Han gør endnu en gang Sulisas bestyrelse opmærksom på Jonathan Motzfeldts klare holdning: Puisi skal have den garanti.

Men flere bestyrelsesmedlemmer i Sulisa er bekymrede. En af dem må gøre opmærksom på, at grundlaget for Sulisas arbejde er, at pengekassen skal bevares intakt og at midler til erhvervsfremme ikke skal tages af selskabets egenkapital men fra dets indtægter.

En anden mødedeltager konkluderer, at brevet fra landsstyreformand Jonathan Motzfeldt lægger pres på bestyrelsen.

En tredje siger ligeud, at han ikke tror på Puisis budgetter, og at han betvivler samarbejdet med det kinesiske datterselskab, Sino-Am-Arctic, viser mødereferatet, som Jyllands-Posten er i besiddelse af.

Hjemmestyret skærer igennem
Landsstyrets udsendte til bestyrelsesmødet, Peder Munk Pedersen, kommer på banen igen og understreger, at der ikke er grund til at betvivle seriøsiteten i samarbejdet med Kina.

Han tilføjer, at der foreligger enestående tilladelser fra de kinesiske myndigheder.Et flertal i Sulisas bestyrelse bliver bløde i knæene og går med til at forhandle de 18 mio. kr. Men først sikrer de sig, at en række forbehold bliver indføjet. Sulisa skal blandt andet have pant i bygningerne i Nanortalik, og der skal udarbejdes et likviditetsbudget for Puisi. Det budget dukker aldrig op.

Nu hvor konkursen har ramt Puisi og boet behandles, siger direktør Elias Larsen fra Sulisa:

"Hjemmestyret ejer 37% af aktierne i Sulisa. På den måde bliver vi draget ind i det meget ulykkelige projekt. At en bestyrelse giver efter for politisk pres er ikke usædvanligt i Grønland, men det er usædvanligt, at det sker i et erhvervsudviklingsselskab, som skulle besidde kompetencen til at rådgive korrekt. Det kan kun være fordi, bestyrelsen ikke har ønsket at lægge sig ud med Jonathan Motzfeldt. Han er en stor mand, og han får det gerne, som han vil," siger han og fortsætter, "hvis det havde ligget i mit regi, så havde jeg sagt nej, fordi Puisi ligger langt fra vores formål om at støtte bæredygtige projekter. Dette var et politisk projekt - intet andet."

Bestyrelsesformanden i Sulisa, Jess G. Berthelsen, som også er formand for 9.600 medlemmer i fagforbundet SIK og større aktionær i Puisi, er enig.

"Man sidder ikke en så direkte henvendelse fra landsstyreformanden overhørig," forklarer han.

Oprør i Sulisa
Det går nu op for to hovedaktionærer i erhvervsudviklingsselskabet Sulisa, at der er stillet en garanti på 18 mio. kr. Det bliver de vrede over. Aktionærerne er Keld Askær fra det hjemmestyredominerede selskab KNI, og formanden for Grønlands Arbejdsgiverforening, Ole Rud. To magtfulde mænd i Grønland. De sender et brev til bestyrelsen, hvor de meddeler, at Puisi udgør en betragtelig risiko for Sulisa. Det begrunder de således: Der er ikke indsat en professionel ledelse i Puisi Direktionen er selvbestaltet og disponerer uden bestyrelsesmandat Der foreligger ikke skriftlige aftaler mellem Puisi på den ene side og David Stevens og det kinesiske selskab på den anden side Brevet sluttes af med en trussel om at holde bestyrelsen ansvarlig for eventuelle tab.

Alligevel overhører bestyrelsen i Sulisa brevet fra Keld Askær og Ole Rud, og deres egen direktørs bekymringer. Sulisa sætter 40 pct. af sin egenkapital på spil, og der er nu skabt luft i Puisis økonomi.

Bruger af Sulisas penge
Selv om der tvivl i Sulisas bestyrelse om, hvorvidt kravene for garantien på de 18 mio. kr. er opfyldt, går Puisi på indkøb og bruger pengene rub og stub. Ombygningen af fiskefabrikken i det bjergrige Nanortalik skifter til højeste gear, udstyr købes, og der bliver endelig nedsat en bestyrelse samt direktion for Puisi A/S.

Bestyrelsen består af et par medlemmer fra regeringspartiet Siumut, den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen, også fra Siumut, en læge, formanden for fagforeningen SIK, der også er siumut- mand. Desuden vælges en enkelt erhvervskyndig, som dog hurtigt træder ud af bestyrelsen igen. Direktørstolen indtages af den tidligere hjemmestyreformands sekretær og rådgiver, H.P. Barlach-Christensen.

Henover sommeren 1999 bliver der indhandlet sæler, som skæres op og lægges på lager flere steder i Grønland. Der mangler dog stadig maskiner til den endelige produktion af sælpølserne i Nanortalik.

Lammet direktion
Puisi A/S planlægger, at fabrikken skal åbne i august 1999. Det sker ikke. Sælkroppene hober sig op. I månedsvis sker der ingenting. Pølsemaskinen er ikke ankommet, og der bliver ikke fragtet noget til Kina. Der er også problemer med vandforsyningen.

Lektor Lise Lyck fra Handelshøjskolen i København har fulgt sagen på nær hold. Hun mener, at en tilstrækkelig vandforsyning ville have kostet ligeså meget som det øvrige produktionsanlæg.

Dette står i kontrast til, at embedsmanden, Ellen Egede Hansen, og Puisi-direktøren havde udregnet, at der var vand nok.

Puisis direktion giver ikke lyd fra sig på trods af henvendelser fra aktionærerne. De vil vide, hvad der sker i selskabet.

Puisis direktør, H.P. Barlach-Christensen, skulle flytte til Nanortalik og stå for den daglige drift, men han kommer aldrig. Men fra sin villa i Nuuk lægger han en slagplan, der beroliger gemytterne. Planen går ud på, at den første ladning sælkød skal af sted mod Kina til november 1999.

Øl til 12 mio.
Vi nærmer os vinteren 1999. Puisi beder landsstyret om flere penge. Der mangler endnu 12 mio. kr. til indkøb af flere nye maskiner, og Puisi har ingen indtægter. Finansudvalget fremlægger sagen for Landstinget og påpeger, at endnu et kapitalindskud vil være behæftet med en betydelig risiko.

De indskudte 18 mio. kr. fra Sulisa er allerede væk, og der er ikke kommet gang i produktionen. Alvoren begynder at trække op omkring Puisi, men alligevel beslutter finansudvalget at yde selskabet 12 mio. kr. Alle medlemmer i finansudvalget overser bare, at en betingelse for at Hjemmestyret i 1998 skød de første 9,5 mio. kr. i Puisi var, at der ikke ville blive tilført selskabet yderligere midler.

Oppositionspolitikeren Anders Nilsson fra partiet Atassut erkender, at han stemte for at bevilge pengene, selv om han ikke troede på projektet:

"Faktisk vædede jeg en kasse øl på, at Puisi ikke ville holde et halvt år mere. Hvis jeg havde fulgt min overbevisning, så havde Landstinget og vælgerne jo kunnet anklage mig for at ødelægge en eksportsucces."

Landstinget når dog at kræve månedlige budgetter fra Puisis direktion. De kommer heller aldrig, og de følgende måneder er præget af krise på krise.

Skibet er ladet med
Fabrikken i Nanortalik åbner i november 1999. Det er ved at sidste chance, men der er problemer med opskriften. Det betyder, at pølserne bliver smattede og flyder ud.

Derfor sendes kun en container med sælspæk af sted til den kinesiske havneby DanDong. Puisi når akkurat at få den veterinære godkendelse af forsendelsen, inden skibet sejler til Kina. Selskabets ledelse overser bare, at produktionen først må begynde når en anden veterinærgodkendelse ligger på bordet. Spækket, der er sendes af sted, er altså ikke fuldstændigt godkendt.

På havnen i DanDong går det helt galt. De kinesiske efterlyser en varedeklaration, og spækket må efter lang tid på lager destrueres.

Puisis bestyrelse hører intet fra det kinesiske datterselskab.

Delegation til Kina
Tavsheden får bestyrelsen til at bede om hjælp udefra. Redningsmanden bliver Ole Ramlau-Hansen, koncerndirektør i Royal Greenland.

Hans første opgave bliver at afklare forholdet til det kinesiske datterselskab, og han sender en delegation til Kina for at få afklaret, om Puisis datterselskab overhovedet eksisterer.

Delegationens redegørelse fastslår, at Puisis forventninger om at kunne sælge sælspæk til 500 kr. kiloet ikke deles af aftageren i Kina.

David Stevens og hans selskab Sino-Am-Arctic Inc. regnede med en langt lavere afregningspris på kun 15 kr. kiloet. Selv mængderne til det kinesiske marked er der uenighed om. Puisis direktion havde oplyst, at der kunne sælges 505 tons sælspæk i 2000 til Kina. Men datterselskabet kunne ikke modtage mere end 56. På den baggrund skriver delegationen:

"Der kan næppe have været nogen kommunikation mellem Puisi A/S og Sino-Am-Arctic om økonomi og salgsforventninger."

Tallene i Puisis budget var simpelthen grebet ud af den blå luft af direktør H.P. Barlach-Christensen.

Ingen fabrik
På toppen af de forskrækkelser, delegationen fik, kunne den tilføje en ny. Det eneste, den fandt i Kina, var David Stevens i et par lejede kontorlokaler.

Produktionsapparatet eksisterede simpelthen ikke, og der var ingen penge til en opbygning.

Delegationen fandt også ud, af at direktøren i Puisis direktør egenhændigt havde sendt 7,5 mio. af Puisis penge til Kina uden at informere bestyrelsen. Og uden at der forelå nogle aftaler.

Pengene var et lån til David Stevens.

Puisi A/S konkurs
Den 24. januar i år træder Puisi A/S i betalingsstandsning. Den 16. februar vælger landsstyret at begære selskabet konkurs. Puisis bestyrelsen havde forinden krævet yderligere et millionbeløb af hjemmestyret for at kunne fortsætte driften.

Landsstyrets formand, Jonathan Motzfeldt, aner vælgernes vrede og sætter sig foran computeren. Han skriver til de grønlandske vælgere:

"En kapitaltilførsel vil ikke kunne begrænse tabet af aktiekapital og lånekapital i Puisi A/S."

Og videre: "I den situation er det mere hensigtsmæssigt at lade erhvervsudviklingsselskabet Sulisa A/S bygge et nyt projekt op, fri af fortidens forpligtelser. Jeg tror på at Sulisa kan håndtere opgaven. Endvidere har Sulisa som bekendt pant i Puisi A/S´s bygninger med inventar i Nanortalik."

Sulisas direktør, Elias Larsen, reagerer på Jonathans Motzfeldts nye opfordring ved at indføre en klausul i alle Sulisas fremtidige aftaler. I klausulen hedder det, at Sulisa ikke kan lægges under politisk pres.

Ingen undersøgelser
Skyldsspørgsmålet raser i Grønland. Men landsstyreformanden, Jonathan Motzfeldt, ønsker ikke en kulegravning af hjemmestyrets rolle i sagen. Han mener, at en samtale med Puisis bestyrelse er nok til få sagen belyst.

Hjemmestyrets medlem for økonomi, vicelandsstyreformand Josef Motzfeldt, er ikke enig:

"Det er helt nødvendigt, at vi snarest iværksætter en retslig undersøgelse for at se, om der kan placeres et ansvar."

Josef Motzfeldt frygter dog, at der ikke vil være enighed i landsstyret om det retslige efterspil, fordi der har siddet så mange højt placerede personer i Puisi.

En gruppe private investorer i det fejlslagne projekt er heller ikke i tvivl om, at der skal placeres et ansvar:

"Embedsmænd i Hjemmestyret har i 1998 manipuleret os til at investere i Puisi," skriver de i deres stævning af Hjemmestyret.

Investorerne har mistet mere end en mio. kr. Sagen ventes at komme for retten i løbet af sommeren 2000.

Puisis bestyrelse overvejer for tiden, om de skal anlægge sag mod direktør H.P. Barlach- Christensen og David Stevens, ligesom en gruppe aktionærer i Sulisa overvejer at anlægge sag mod Sulisas bestyrelse.

Mundkurv og tavshed
Puisis direktion oplyser overfor Jyllands-Postens, at den har tavshedspligt og derfor ikke kan kommentere sagen.

Hjemmestyrets embedsmand Ellen Egede Hansen, der sad i bestyrelsen for Puisi, fortæller, at bestyrelsen er blevet enig om at holde tæt om centrale punkter i sagen:

"Vi er nødt til at tilbageholde visse oplysninger for at beskytte os selv," siger hun og henviser til Lars-Emil Johansen for yderligere oplysninger.

Puisis akter ligger nu hos kurator, advokat Wilhelm Malling, som i øvrigt også har fungeret som advokat og rådgiver for både Puisi og Hjemmestyret ved flere lejligheder.

Han skal opgøre boet og fremlægge en redegørelse i løbet af sommeren.

Trods løfte om interview fra idémand og bestyrelsesformand i Puisi, Lars-Emil Johansen, har det ikke været muligt at få hans version af, hvordan 51,5 mio. skatteyderbetalte kroner kan gå tabt i Puisi. Et beløb som efter grønlandsk målestok er meget stort.


Store grønlandske erhvervsskandaler


Skandalen om M/S Disko
I 1997 satsede det hjemmestyreejede selskab Greenland Tourism på krydstogter for velhavende turister. Et cruise gennem de vestgrønlandske fjorde kostede 20.000 kr., og der var fuldt booket på skibet M/S Disko. Regnskaberne viste overraskende et underskud på op mod 40 mio. kr. Hver turist havde kostet selskabet næsten 40.000 kr. Skandalen skyldtes simple regnefejl.

Skandalen om råstofferne
Hjemmestyrefinansierede selskaber har gennem de seneste år ledt efter råstoffer. Der er endnu ikke fundet mineraler, det kan svare sig at udvinde. Resultatet er en regning på 300 mio. kr.

Guldet
Der er fundet guld på den grønlandske vestkyst. En mine er under etablering - det på trods af, at verdensmarkedspriserne for guld er så lave, at andre lande herunder Sydafrika har lukket flere guldminer. Guldminen udbydes nu som turistattraktion. Regning ukendt.

Sagen om KNI
En delvis privatisering af Den Kongelige Grønlandske Handel - nu KNI - er slået fejl. Gentagne gældseftergivelser og tilskud fra Hjemmestyret har kostet Grønland flere hundrede mio. kr. KNI driver dagligvarebutikker i de fleste byer i Grønland i konkurrence med private forretninger.

En skandales historie
  Tidligere skrevet om Puisi A/S i ATAGU: 1/3-2000: Forespørgselsdebat om tilbundsgående redegørelse vedrørende Puisi A/S30/1-2000: Eiffeltårnet kan stadig sælges28/1-2000: Pølsen uden ende...14/1-2000: Det går den rigtige vej - trods alt8/11-1999: Den grønlandske konkurrencelov - 2. Lidt om Grønland29/10-1999: Fænomenet Puisi12/10-1999: Finansloven år 200024/9-1999: Åbningstalen ved Landstingets efterårssamling 199914/5-1999: Puisi, pølser, piller og politik20/4-1999: Puisi A/S bruger penge uden at have dem!13/4-1999: Historien gentager sig igen og igen og igen...9/3-1999: Puisi A/S - mest politik?2/2-1999: Aftale ved etablering af landsstyrekoalitionen 1995: Lars-Emil Johansen, landsstyreformand fra det socialdemokratiske parti, Siumut, nedsætter med sin sekretær H.P Barlach-Christensen en tænketank, der skal undersørge mulighederne for at udnytte grønlands sælbestand.

1997 - oktober: Royal Greenland foretager en markedsundersøgelse i Kina, som viser, at der er voldsom interesse for sælprodukter. Royal Greenland anbefaler, at Puisi A/S oprettes, men ønsker alligevel at trække sig ud af projektet.

1999 - februar: Valg til Landstinget. Jonathan Motzfeldt fra partiet Siumut lover at sætte skub i erhvervsudviklingen, hvis han bliver genvalgt. Puisi A/S bliver i den forbindelse nævnt af Motzfeldt flere gange.

1999 - februar: Det står klart, at Jonathan Motzfeldt kan blive siddende på Grønlands ubestridte trone. Der skydes 9,5 mio. kr. i Puisi.

1999 - august: Fabrikken i Nanortalik skal åbnes. Det bliver udsat til november 1999.

1999 - november: Fabrikken sender en ladning sælspæk til Kina, men de kinesiske myndigheder har aldrig godkendt importen. Spækket rådner op på havnen i DanDong.

1999 - december: Koncernchef i Royal Greenland, Ole Ramlau-Hansen, træder ind i bestyrelsen og sender en delegation til Kina. Her finder man ud af, at der ikke eksisterer et produktionsanlæg under ledelse af datterselskabet Sino-Am-Arctic.

2000 - januar: Ved et aktionærmøde bekendtgør Puisis bestyrelse, atvirksomheden er gået i betalingsstandsning.

2000 - februar: Pressen meddeler de private aktionærer, som har skudt omkring 1 mio. kr. i Puisi A/S, at virksomheden er gået konkurs.

2000 - februar:. Statsministeriets rådgivende udvalg vedr. grønlands økonomi skælder i den årlige rapport ud over Puisi: "Hjemmestyret har påtaget sig udgifter og risici uden sikkerhed. Hjemmestyret har næppe tilstrækkelig viden om branchen.," skriver udvalget.

2000 - marts: En gruppe private investorer stævner Hjemmestyret for dets håndtering af Puisi-sagen. De hævder, at alle de oplysninger, de har fået, har været forkerte.

2000 - maj: Bestyrelsen og direktionen nægter at udtale sig om sagen. Hjemmestyret venter på advokaters behandling af konkursboet. Redegørelsen skal eventuelt danne grundlag for at rejse en intern undersøgelse i Hjemmestyret.
KNRs nyhedside ultimo juni 2000: Prisbelønnet hovedopgave om Grønland "Grønland - fallit eller forpligtelse?" er titlen på en ny prisbelønnet hovedopgave fra Danmarks Journalisthøjskole.Det er de to nyuddannede journalister Henrik Goosmann og Hans-Henrik Honnes de Lichtenberg, der har fået Tuborgfondets erhvervspolitiske pris for deres opgave.I motiveringen for prisen hedder det, at hovedopgaven rummer både velskrevne reportager og afsløring af en erhvervsskandale til 51 millioner kroner med konsekvenser helt op til Landsstyret. Og videre i motiveringen siges det ligeledes, at opgaven giver et godt overblik over Grønlands økonomiske, sociale og politiske udvikling.De to nyudklækkede journalister blev belønnet for deres indsats med et 11-tal ved deres eksamen.