Arktis, klima og udenrigspolitik

Uden Grønland er Danmark et geografisk lille land i Europa. Med Grønland spiller Danmark med i store internationale fora som Arktisk Råd og Arctic 5, og har formået at synliggøre sig markant i klimasammenhængen.

Onsdag d. 14. september 2011
Sara Olsvig, medlem af landsstyret og formand for Inuit Ataqatigiit    
Emnekreds: Arktis, Arktisk Råd, Rigsfællesskab og selvstyre.

Det er vigtigt, at Grønland med en klar og stærk stemme gør sig synlig i Folketinget og påvirker udviklingen af Danmarks udenrigspolitik indefra. Fra Inuit Ataqatigiit vil vi gå efter direkte indflydelse, det vil vi blandt andet gøre ved at arbejde hårdt for at bevare Den Nordatlantiske Gruppes sæde i Folketingets Udenrigspolitisk Nævn. En post som stort set alle udenrigsinteresserede medlemmer af Folketinget ønsker. I de store danske partier vil der derfor højst sandsynligt skulle bruges større rundsave på albuerne for at få en sådan plads, end vi behøver i Den Nordatlantiske Gruppe, som hidtil har delt et sæde indbyrdes.

Bevarer vi et mandat i Folketinget ser vi frem til aktivt at tage del i detailforhandlingerne om Grønlands rolle i den danske udenrigspolitik, særligt vedrørende Arktis og klimaområdet. Vi har erfaringerne og vi går efter reel medbestemmelse.

Det røde udspil
Under valgkampen har SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstre fremlagt deres fælles udenrigspolitiske udspil. Nærlæser man det 14 sider lange dokument indeholder det en hel del positive træk som Grønland skal sikre sig medindflydelse på. Det er helt sikkert, at Arktis, og dermed Grønland, er et vigtigt aspekt i det udenrigspolitiske udspil. Uden Grønland er Danmark et geografisk lille land i Europa. Med Grønland spiller Danmark med i store internationale fora som Arktisk Råd og Arctic 5, og har formået at synliggøre sig markant i klimasammenhængen.

I indledningen til udspillet skriver SF, S og Radikale Venstre blandt andet, at den økonomiske vækst i store udviklingsnationer såsom Brasilien, Indien og Kina ”medfører massive miljøproblemer, truende klimaforandringer og en stadig intensiv jagt på naturressourcer”, at ”den globale magtbalance forskubbes” samtidig med at de nævnte lande ”øger deres indflydelse på verdenspolitikken”. Det har de tre venstrefløjspartier ganske ret i. Vi mærker allerede presset i Grønland gennem den store internationale interesse for vores olie, sjældne jordarter, vandkraft og det arktiske territorium. Et eksempel er Cairn Energy's indiske afdeling som financierer olieboringerne i Grønland, et andet er den trussel på Kinas monopol de grønlandske forekomster af sjældne jordarter udgør.

Klima
I deres udenrigspolitiske udspil beskriver SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstre også en ambitiøs klimapolitik. De vil optrappe indsatsen for en global aftale om reduktion af udledningen af drivhusgasser. Samtidig mener de, at ”det er rimeligt, at de bredeste skuldre bærer det største ansvar” for denne reduktion. Her ledes tankerne hen på, hvorvidt de tre danske partier dermed anerkender problematikken i Rigsfællesskabet om, at Grønland bør kunne udlede proportionelt mere drivhusgas end Danmark. Dette er en nødvendighed hvis vi fortsat skal forfølge de store industrielle projekter vi i disse år har her i Grønland.

Det overordnede mål om at reducere udledningen af drivhusgasser på verdensplan er et mål vi må og skal tilslutte os. Men forhandlingerne om reduktionsmål og ”udledningstilladelser” er komplekse, da de indbyrdes forhold i Rigsfællesskabet ikke må forringe den danske stats samlede position på den internationale klimaforhandlingsarena. Derfor skal vi holde tungen lige i munden i vores engagement i klimaforhandlingerne – både gennem landsstyret og gennem Folketinget.

Arktis
Afsnittet om Arktis i venstrefløjens udenrigspolitiske udspil vækker selvfølgelig særlig opmærksomhed. Partierne vedkender sig, at ”det arktiske område bliver stadig vigtigere”, og de vil opprioritere Danmarks indsats i både Arktisk Råd og Arctic 5-kredsen, samt styrke søfartssikkerheden i de arktiske farvande. De vil også arbejde for ”at beskytte miljøet og de oprindelige folk i Arktis”. Der er ingen overraskelser i disse mål, men deres første punkt i afsnittet om Arktis bør bemærkes. Her står nemlig, at de vil ”udvikle Rigsfællesskabet med udgangspunkt i, at både Grønland og Færøerne har ret til fuld selvstændighed” men ”indtil da skal Danmark i tæt samarbejde med selvstyremyndighederne varetage det ansvar for hele Rigsfællesskabets udenrigspolitik, som vi stadig bærer”. SF, S og Radikale Venstre gør altså dermed opmærksom på, at det stadig er Danmark der bærer ansvaret for Rigets udenrigspolitik. Sådan har man selvfølgelig også aftalt det i Selvstyreloven, som ikke giver Grønland kompetence til at være selvbestemmende på udenrigsområdet. Heri står nemlig at de beføjelser landsstyret gives ikke begrænser de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar ”idet udenrigs- og sikkerhedspolitik er rigsanliggender”.

Derfor er det vigtigt, at de grønlandske folketingsmedlemmer har evnerne til at agere vagthunde og være talerør for den grønlandske befolkning, særligt i Folketingets drøftelser vedrørende udenrigspolitiske, arktiske og klimapolitiske emner.