Indsigt: Balladen om Aleqa Hammond

Balladen om Aleqa Hammond

Fik Aleqa Hammond efter sin flugt fra en taxaregning et tilbud hun ikke kunne sige nej til, da hun forud for efterårssamlingen 2008 trak sig som landsstyremedlem for økonomi og finanser?

Fredag d. 26. september 2014
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Nyhedsbreve, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Siumut.

Indholdsfortegnelse:
Prolog
Faktabokse til de uindviede
Kritisable handlinger: flere nævnt - én glemt
Dømt for bedrageri og stukket af fra en taxaregning
Et partsindlæg
En fremragende bog
Det grønlandske mod det danske
Udnyttelsen af Grønlands råstoffer
Rigsfællesskabets rolle i Arktis
En ubetydelig udvækst på nordsiden af Tyskland
Konklusion
Tilbage står kun at kommentere bogens titel "Balladen om Grønland”


Martin Breum har udgivet endnu bog om om Grønland: ”Balladen om Grønland”.
Bogen er en grundig gennemgang af Aleqa Hammonds ødelæggende indflydelse på forholdet mellem Grønland og Danmark, siden hun i marts 2013 blev formand for landsstyret

Martin Breum skriver i åbningsteksten, at han med bogen vil rive langt flere med i diskussionen om Grønlands og Danmarks fremtid.
Det vil forventeligt lykkes for ham at rive flere med ind i diskussionen om Grønlands og Danmarks fremtid, det fortjener bogen. Den er yderst velskrevet, men langt flere? - Det kommer nok til at knibe, da det fulde udbytte af bogen kræver et godt kendskab til Grønland. Og har læseren ikke det, så kan bogen faktisk gøre mere skade end gavn for forståelsen af det, der foregår.

Prolog
I bogens første afsnit fortælles levende om Aleqa Hammonds indtræden på den internationale scene. Martin Breum er tydeligt imponeret:

Kameraerne i salen fangede Aleqa Hammond skråt forfra. Måske var hun nervøs, men det kunne ikke ses. Hun smilede selvsikker og rank i sin sorte, skarpe jakke ved siden af Islands præsident.. Aleqa Hammond tronede på første række med 1.000 mennesker lige bag sig.

Herefter giver Martin Breum læseren et velskrevet resumé af tumulten omkring Aleqa Hammond fra Siumut vandt valget i i marts 2013 og frem til i dag.

For folk med kendskab til Grønland har den furore, Aleqa Hammond har skabt blandt politikere, i embedsstanden og ikke mindst i pressen, været både forudsigelig og gabende kedsommelig. Meget af det, der står i resuméet læser jeg nu for første gang, og der er intet, som overrasker mig og som jeg føler at jeg er gået glip af.

Jeg ved, at det er en holdning jeg deler med mange andre i både Grønland og Danmark. Vi har set det hele før, bare knap så gennemført og knap så modbydeligt.

Allerede i juli 2008 kunne New York Times citere Aleqa Hammond for hendes kræmmeragtige syn på Rigsfællesskabet:

Når vi når dertil, hvor vi ikke længere behøver bloktilskuddet, vil vi kunne sige, at vi er økonomisk uafhængige. Der vil ikke længere være noget, som binder os.

(When we reach the point where we no longer need the subsidy, we’ll be able to say we’re economically independent,” Hammond says “There will be nothing that ties us anymore".
)


Faktabokse til de uindviede
I bogen bringer Martin Breum os vidt omkring. Vi får mange værdifulde indblik, men desværre også oplysninger, der bliver serveret så indforstået, at de uvægerligt vil blive misforstået af læsere uden et solidt kendskab til Grønland.

Det gælder for eksempel på side 32, hvor Aleqa Hammond citeres for følgende:

Jeg har ikke valgt at tale dansk. Jeg kunne ikke vælge dansk fra i skolen eller vælge andre sprog.

Det vil af mange uden særligt kendskab til Grønland blive opfattet som noget, man fra dansk side har påtvunget Grønland. Men sådan er det ikke. Martin Breum burde i en tilknyttet faktaboks have skrevet, at der i det grønlandske skolesystem blev undervist på grønlandsk med grønlandsksproget undervisningsmateriale, indtil fremtrædende grønlandske politikere efter anden verdenskrig forlangte undervisning i dansk indført i skolerne.

På side 37 citeres Ulrik Pram Gad, der i en periode har arbejdet i Grønland, for følgende:

Og i Grønland har man højt oppe på lystavlen en perlerække af større og mindre eksempler fra den nære og fjernere fortid på, at det officielle Danmark har sagt ét og gjort noget andet.

Jeg husker Ulrik Pram Gad som et fornuftigt menneske, men vil alligevel gerne vide, hvad det er for eksempler han tænker på. Forhåbentligt er det ikke de gamle travere med fødestedskriteriet, flytningen af Thule-eskimoerne fra Dundas til Qaannaq eller lukningen af Qullissat?

Ved genoptryk af bogen, bør der indsættes en faktaboks med konkrete eksempler fra denne perlerække.
Påstande udstrøet med løs hånd er det ikke muligt for læseren at forholde sig til.

Længere nede på side 32 nævner Aleqa Hammond en række ”overgreb”:

Vi var ikke fælles om at gøre hundreder af grønlandske børn juridisk faderløse.
Vi var ikke fælles om at beslutte, at Thulefolket skulle tvangsflyttes overnight, fordi nogen ville bygge en base.
Vi var ikke fælles om at lukke minebyen Qullissat, så folk blev tvunget til at flytte.


Også her burde der have været en faktaboks.
  • For det var Grønlands egen lovgivning, der gjorde børnene juridisk faderløse.
  • Thulefolket blev ikke flyttet overnight.
  • Folk blev ikke tvunget til at flytte, da kulminen blev lukket, og kulminen blev lukket, fordi den havde givet underskud i mange år, og der var ikke ikke udsigt til at udviklingen kunne vendes.
    Derfor blev kulminen heller ikke genåbnet få år senere, da Grønland fik hjemmestyre og dermed fik mulighed for at gøre det.

På side 48 citeres Aleqa Hammond for følgende:

I 1979, da hjemmestyret blev indført - det år, hvor jeg blev konfirmeret - havde jeg aldrig hørt om en grønlandsk pilot, en grønlands læge, en grønlandsk direktør. I dag kan jeg ansætte en grønlandsk jurist, hvis jeg vil.

Det er forståeligt, at en konfirmand i Uummannaq kan have den opfattelse.
Det er pinligt, at den samme konfirmand i en alder af 47 år ikke er blevet klogere og bedre oplyst.

Her så burde der have været en faktaboks, hvor man for eksempel kunne læse, at:
  • Aage Chemnitz i sin tid var direktør for KGH
  • Brødrene Knud og Jørgen Hertling i 1956 færdiggjorde uddannelsen som cand.jur.
    Knud Hertling blev senere grønlandsminister fra oktober 1971 til december 1973.
    Jørgen Hertling blev den første grønlandske politimester
  • Alibak Steenholdt blev cand.jur. og arbejdede for Grønlands Landsråd og senere for Landstinget.
  • Af grønlandske læger kan nævnes Niels Broberg, sammen med et antal grønlandske læger, der stadigt er aktive, heriblandt Ove Rosing Olsen, der også interviewes af Martin Breum i bogen.

Listen på eksempler kan gøres meget længere. Det er derfor uden afsæt i virkeligheden, når Aleqa Hammond giver udtryk for, at det hele først startede med indførelsen af Hjemmestyret.

Kritisable handlinger: flere nævnt - én glemt
På siderne 46 - 50 og andre steder i bogen nævnes nogle personer - herunder Aleqa Hammonds departementschef Svend Hardenberg - for forskellige kritisable handlinger.

Det får tankerne ledt hen på relevante oplysninger, der er udeladt i bogen - om Aleqa Hammond.

Dømt for bedrageri og stukket af fra en taxaregning
Hvorfor nævnes det ikke med ét ord, at Aleqa Hammond i1996 blev dømt for bedrageri?
Der er heller ikke et ord om landsstyremedlemmet Aleqa Hammonds flugt fra en taxaregning i maj 2008.

Det er oplysninger, der relevante for en vurdering af hendes personlige egenskaber og egnethed som formand for landsstyret.
Det er en pinlig udeladelse i en ellers meget grundig bog.

Ved genoptryk af bogen bør disse oplysninger om Aleqa Hammond indgå. Og som supplement kan Martin Breum passende undersøge, om der er en sammenhæng mellem den spirituøse flugt fra taxaregningen den 16. maj 2008 og hendes udtræden af landsstyret den 22. september forud for Landstingets efterårssamling.

Gav Hans Enoksen, daværende formand for landsstyret, Aleqa Hammond et tilbud, hun ikke kunne sige nej til?

Fra mit arbejde i Landstinget kender jeg Hans Enoksen som et retskaffent menneske.
Han har ikke brudt sig om en efterårssamling med spørgsmål fra oppositionen til det økonomi- og finansansvarlige landsstyremedlems flugt fra en taxaregning.

Hendes (påtvungne?) udtræden kunne forklare det åbenlyse fjendskab, der stadigt er mellem Hans Enoksen og Aleqa Hammond.

Et partsindlæg
Det er på sin plads at gøre opmærksom på, at Martin Breum nogle steder i bogen lader sine egne holdninger styre sproget. Det er partsindlæg, og det er der ikke noget odiøst i, man skal bare være opmærksom på det, når det forekommer.

Tydeligst kommer det frem i denne tekst på side 27-28 om retten til kommende indtægter fra udnyttelse af undergrunden:

Hovedpointen er entydig: Grønland overtager det hele, og Danmark vil kun få en del af pengene, så længe Danmark stadig betaler bloktilskud til Grønland. Matematikken er indviklet, men pinligt nøjagtig: Danmark får krav på præcis halvdelen af pengene, indtil de samlede indtægter er dobbelt så store som bloktilskuddet fra Danmark. Først på det tidspunkt vil alle indtægter tilfalde Grønland, mens bloktilskuddet fra Danmark samtidig vil bortfalde.

Det er Martin Breums opfattelse, at matematikken er pinligt nøjagtigt. Det gør det til et partsindlæg: hans personlige opfattelse. Andre kan have svært ved at se det pinlige. Og matematikken er kun indviklet, fordi Martin Breum vender logikken på hovedet:

Der er tale om, at det årlige bloktilskud vil blive formindsket med et beløb svarende til halvdelen af den årlige indtjening. Det er ikke spor indviklet.

Som udgangspunkt ville det være rimeligt, at bloktilskuddet blev formindsket med det fulde beløb af den årlige indtjening. Fordi det beløb man tjener mere, har man ikke længere brug for som tilskud. Et godt bud på, hvorfor man fra dansk side nøjes med at formindske bloktilskuddet med det halve beløb, kunne være et ønske om at få sat gang i udnyttelsen.

En fremragende bog
I bogen kommer Martin Breum rundt om mange emner. De mange mennesker, han interviewer, bidrager med ny viden og nye facetter af gamle måder at se tingene på. Det er spændende og lærerig læsning.

Det er tydeligt at Martin Breum har lagt et stort arbejde over flere år i bogen. Resultatet er fremragende, og det vil give stof til mange debatter om forholdet mellem Grønand og Danmark.

Af større stofområder, der beskrives i bogen, er:
  • Det grønlandske sprog mod det danske
  • Mulighederne for udnyttelse af Grønlands råstoffer
  • Ønsket om en øget tilstedeværelse i det arktiske i form af fiskerikontrol, redningsberedskab, suverænitetshåndhævelse og krav om eneret på en større del af kontinentalsoklen nord for Grønland.

Det grønlandske mod det danske
Sproget som barriere og problem berøres mange steder i bogen, og det er karakteristisk, at der gøres meget få forsøg på at forstå, hvad der er kernen i problemet.

Problemets kerne er, at grønlandsk tales af så få mennesker, at man er nødt til at kommunikere med omverdenen på et andet sprog end grønlandsk, hvis ikke man ønsker at forblive et samfund på u-landsniveau. I Grønland har det politiske system bildt sig selv og en stor del af befolkningen ind, at det er dem ude fra, der skal løse problemet ved at lære sig grønlandsk.

Det udtrykkes sådan her på side 61:

I dag bliver ikke stillet same krav til alle. Danskerne kan komme til Grønland og arbejde til som højtstående embedsmænd, uden at de skal lære grønlandsk. Vi andre får at vide, at vi skal bruge dansk hele tiden. Det er der mange, der finder urimeligt.

Det er udgangspunktet i dagens Grønland.

Det er også resultaterne af den holdning, der ligger til grund for ønsket om en forsoningskommission. Det er de andres skyld, at vi har så mange problemer. Det vil vi gerne have en forsoning om og en undskyldning for.

Konsekvenserne af den holdning konfronteres de interviewede personer ikke med i bogen. Kun enkelte af de interviewede kommer af sig selv en lille smule ind på problemet.

Heldigvis for Grønlands fremtid har de unge grønlandske uddannelsessøgende i Danmark et mere pragmatisk og jordnært syn på forholdet mellem Grønland og Danmark. Det kan læses på side 71 i bogen.

Udnyttelsen af Grønlands råstoffer
Kapitel 10 i bogen giver et meget spændende indblik i debatten om Grønlands til dels ukendte og ellers stort set uudnyttede råstoffer.

Efter at have slået udsigten til enorme råstofindtægter stort op både før og efter det valg, der bragte Aleqa Hammond op på posten som landets politiske leder, udkom der i januar 2014 en videnskabeligt baseret rapport for muligheder og risici ved en kommende udnyttelse af råstofferne i Grønland.
Rapporten er blevet til gennem et års arbejde med grundige videnskabelige analyser i relevante fagområder. Minik Rosing har fungeret som formand og primus motor i projektet.

Rapporten hedder Til gavn for Grønland, og den blæste det korthus omkuld, som Aleqa Hammond havde klistret op i samarbejde med medlem af landsstyret Jens-Erik Kirkegaard.

Lige så stor glæden var i Danmark over rapportens veldokumenterede og klare konklusioner, lige så negativt reagerede man hos Aleqa Hammond og hendes håndgangne mænd.

Længst ud på planken bevægede Vittus Qujaukitsoq, da han i en opringning fra KNR-Grønlands Radio nedgraderede rapporten til et politisk indspark.
Andre medlemmer af landsstyret dykkede som tejster, når de blev ramt af ubekvemme spørgsmål, og forsøgte at komme til syne igen et helt andet og uventet sted i samtalen.

Det udviklede sig øjeblikkeligt til Aleqa Hammonds fantasifoster i kamp mod anvendt videnskab og sund fornuftigt.

Alene dette kapitel 10 gør ”Balladen om Grønland” alle pengene værd. Det er et vigtigt stykke politisk samtidshistorie på 18 sider.

Rigsfællesskabets rolle i Arktis
I bogen refereres der til en undersøgelse i Danmark, hvor 5.155 danskere hver fjerde måned i årene 1999, 2000, 2001 og 2002 fik stillet dette spørgsmål: ”Hvis Grønland og Færøerne ønsker selvstyre, kan de for min skyld få det med det samme.”
Svarpersonerne blev ringet op: Er du enig, uenig eller delvist enig?”.
Mellem 90 0g 93 procent svarede at at de var enige - helt eller delvist.

Der er ikke senere lavet tilsvarende undersøgelser. Det har fået Martin Breum til - i mangel af bedre - at undersøge tilslutningen i mindre grupper på 50 - 300 mennesker, der havde forsamlet sig i forskellige anledninger.

Den mindste gruppe bestod godt 50 geografilærere, og mødet havde ikke noget særligt med Grønland at gøre.

På et møde med omkring 120 fremmødte i Det grønlandske Hus i København var emnet ”Skal Grønland løsrive sig fra Danmark - hvornår?”

Og det største fremmøde var til ”Louisiana Lecture” på kunstmuseet i Humlebæk med Arktis som emne og Aleqa Hammond som foredragsholder.

Ved alle tre møder blev de fremmødte spurgt, om de troede, at 90 procent af danskerne mon stadig ville mene, at Grønland burde have lov at løsrive sig, hvis et flertal af grønlænderne måtte ønske det. Martin Breum sporer en større skepsis i de fremmødtes holdninger i forhold til undersøgelsen i årene 1999-2003.

Naturligvis vil man få et anderledes svarmønster fra disse tre grupper af fremmødte. De er på ingen måder repræsentative for den danske befolkning.

Min personlige opfattelse af et eventuelt holdningsskift er heller ikke repræsentativt. Qua mit arbejde med Kamikposten, og tidligere Atagu og endnu tidligere Nuuk Ugeavis har jeg en erfaringsbaggrund og en kontaktflade, der fører til anden og mere håndfast konklusion:
Holdningen i 'de brede lag', som det i bogen formuleres af Martin Breum, er uændret på omkring 90 procent. Med den tilføjelse, at en stigende andel af de 90 procent mener, at det med løsrivelsen ikke kan gå hurtigt nok.

En ubetydelig udvækst på nordsiden af Tyskland
Og det kan give problemer. For som det gennem interviews og referater beskrives af Martin Breum, så er grupperne af personer med faglig og politisk interesse for Grønland meget opmærksomme på Grønlands betydning for Danmarks status ude i den store verden.
De er nervøse for, om Danmarks betydning internationalt skal synke ned til kun at være et lille land i Nordeuropa, eller som Lars-Emil Johansen så smagfuldt har formuleret det: ”En ubetydelig udvækst på nordsiden af Tyskland.”

For disse grupper drejer det sig om rejser, dagpenge, konferencer, røde løbere og selfies med ”internationalt kendte folk”.

I 'de brede lag' vil en løsrivelse betyde, at man ikke længere skal dukke hovedet for udokumenterbare påstande om koloniherrementalitet, undertrykkelse af et oprindeligt folk, forsoningskommissioner og erstatningskrav for snart det ene og snart det andet.

Denne kløft mellem de nydende og de betalende klasser vil gøre det vanskeligt at skaffe politisk forståelse for de store investeringer i Arktis, som man fra Grønlandsk side mere og mere højlydt gør krav på og, som - sagligt set - vil være nødvendige, hvis opgaven skal løses inden for Rigsfællesskabets rammer.

Det kan komme til at koste danske skatteydere og afgiftsbetalere milliarbeløb at sikre Grønlands Selvstyres adgang til at tjene millionbeløb.

Konklusion
Denne bog ”Balladen om Grønland” er et uvurderligt bidrag til den fælles viden om Grønland, Danmark og Rigsfællesskabet. Martin Breum fortjener stor tak for sin indsats. Der er lagt mange timer i arbejdet og der har været store udgifter forbundet med at løse opgaven.

Tilbage står kun at kommentere bogens titel "Balladen om Grønland”

Det er jo ikke Grønland bogen handler om.
Den handler om Aleqa Hammond.

Al den ballade var aldrig opstået med Kuupik Kleist ved roret.

Jeg er mere i tvivl om hans efterfølger som formand for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig.
Hun har flere politiske unoder til fælles med Aleqa Hammond end med Kuupik Kleist.

Heldigvis findes der andre grønlandskendere end ”The usual Suspects”. Vi har Parcafolket.
Parcafolket har kommenteret livets gang i Grønland længere end nogen kan huske.

Kamikposten har derfor bedt Parcafolket om en forklaring på den misvisende titel.
Du kan læse svaret her til højre.




Balladen om Grønland
”Balladen om Grønland” er en kontant og fremadrettet debatbog skrevet af en af vores største kendere af grønlandske forhold, journalist og forfatter Martin Breum.
Fakta om bogen
Type Bog
ISBN 9788702157550
Udgave 1
Udgivet 2014

Vejledende pris: 249,95