Høgni Hoydals ordførertale under åbningsdebatten 16. april 2009

jeg kunne også udtrykke det fromme håb om, at statsministeren har fået en ideologisk saltvandsindsprøjtning fra sine færøske forbindelser af moderne selvstændigheds- og venstreorienteret observans, at den nye statsminister jo kunne skrive sit navn i historiebøgerne som den statsminister, der turde gøre op med Danmarks koloniale fortid og nutid og ville arbejde aktivt for, at Færøerne og Grønland blev politisk frie lande, der så kunne samarbejde med Danmark i et ligeværdigt fællesskab.

Onsdag d. 22. april 2009
Høgni Hoydal, Medlem af Folketinget, valgt på Færøerne
Emnekreds: Færøerne, Rigsfællesskabet.

Det er første gang, vi har en statsminister, der forstår færøsk, så, hr. formand, hvis jeg kan tillade mig det, vil jeg lige sige:

Lat meg fyrst av øllum ynskja nýggja forsætisráðharra Danmarkar hjartaliga til lukku við starvinum og góða eydnu við teimum avbjóðingum og teirri stóru ábyrgd sum nú liggur á hansara herðum. Forsætisráðharrin nevndi ikki Føroyar í síni fyrstu røðu og tað velji eg at tulka sum eitt framstig og eitt tekin um, at hann ikki ynskir at endurtaka teir somu setningarnar sum vit hava hoyrt seinastu mongu árini, ið bara ímynda stillstøðu. (Formanden: Det forstod vi alle sammen).

Jeg vil lige sige, at jeg ønskede statsministeren tillykke med sit nye job og sagde, at det egentlig var positivt for os, at han ikke nævnte Færøerne, for så slap vi for at høre de samme nytårshilsner, som vi har hørt i mange år.

Jeg håber jo selvfølgelig, at statsministeren kan bruge nogle af sine færøske erfaringer i sit nye job. F.eks. som fjeldmand, altså den, der driver fårene ind, i den kendte bygd Gjógv på Færøerne har han i hvert fald lært at drive de vildfarne får sammen, men jeg håber nu ikke, at han vil bruge sin forgængers metode med at skille fårene fra bukkene.

Men jeg kunne også udtrykke det fromme håb om, at statsministeren har fået en ideologisk saltvandsindsprøjtning fra sine færøske forbindelser af moderne selvstændigheds- og venstreorienteret observans, at den nye statsminister jo kunne skrive sit navn i historiebøgerne som den statsminister, der turde gøre op med Danmarks koloniale fortid og nutid og ville arbejde aktivt for, at Færøerne og Grønland blev politisk frie lande, der så kunne samarbejde med Danmark i et ligeværdigt fællesskab.

For den frihed, vi kæmper for, er jo ikke en frihed fra noget eller en frihed, der skal tages på bekostning af andres frihed eller på bekostning af fællesskabet. Det er en frihed til noget og for noget, en frihed til at tage fuldt ansvar for vores egen økonomi og for vores egen velfærd og til at deltage på lige fod i et internationalt bindende samarbejde. Den frihed, vi kæmper for, er også en frihed for solidaritet og fællesskab på tværs af geografiske, sociale, kulturelle og etniske skel og for mangfoldighed. Vi kæmper for en frihed for andre end os selv, som vel er selve forudsætningen for vores egen frihed.

Det er vel præcis i disse valg og i disse krydsfelter, at vi står nationalt og globalt i verden i dag. Den såkaldte frihed, der bygger på finanskapitalens gennemførte junglelov om, at den enes død er den andens brød, er jo igen afsløret som frihed uden ansvar, og den enkeltes hasardspil med fællesskabet har givet dystre resultater. Deltagelsen i festen og dansen om guldkalven skulle jo privatiseres og blev begrænset til de få, mens regningen og oprydningen nu bliver konsekvent nationaliseret og socialiseret.

Vi må vel konstatere, at neoliberalismens tryllebinding er tryllet om til et sort hul, der nu skal fyldes op af fællesskabet. Og den neokonservative verdensorden, hvor det militært industrielle magtkompleks har forsøgt at bombe sig til de fås frihed og til økonomiske erobringer af verdens ressourcer, er også afsløret som destruktiv. Yderligere har den pseudovidenskabelige udenomssnak vedrørende verdens økologiske tilstand vel også mistet al troværdighed. Så på alle de afgørende politiske, økonomiske og økologiske spor, som verden har været styret af de sidste årtier, har man nået de yderste grænser.

Den nye statsminister er altså kommet fra maskinrummet og op på broen på et tidspunkt, hvor alle verdenshavene er i oprør, hvor de største skibe har haft fuld kraft på motorerne uden at sejle ind i fremtiden, men hvor man har brugt enorme mængder olie, hvor man har nedfisket ressourcerne og forurenet grundlaget for bæredygtig fangst. Nu kræver det ikke blot godt sømandskab at holde skibet og skibene læns, men også at tage bestik og sætte nye kurser, der kan føre på andre og til andre og bedre vande.

Når det værste uvejr er overstået, er der jo stor sandsynlighed for, at der igen sker en stor koncentration af kapital og magt på få hænder og på få steder i verden, at de kriseløsninger, vi har valgt i vore lande, snart kan føre til, at der igen ophobes store værdier på de fås hænder, og at vi vender tilbage til gamle spor. Men den globale krise kan og bør også kunne føre til en større demokratisering, en større mangfoldighed og en helt ny, grøn produktion og et nyt energiforbrug og en ny fordeling af verdens rigdomme.

Jeg er nu rimelig fortrøstningsfuld efter G-20-mødet og med USA's nye lederskab, som jeg mener giver forhåbninger om, at der er en ny kurs og en ny verdensorden på vej ud af det morads, som hele verden er havnet i. Jeg håber selvfølgelig, at Danmark og ikke mindst de nordiske lande i fællesskab vil gå forrest med hensyn til de nye veje og de nye kurser, der skal følges, og det vil det selvstændige Færøerne jo også gøre, når vi kan deltage i bindende internationalt samarbejde.

EU
Til slut vil jeg igen vende lidt tilbage til forholdet mellem Færøerne og Danmark. Statsministeren, er jeg overbevist om, forstår fuldt ud de færøske forhold og, kan man sige, de færøske udfordringer. Jeg tror, at nok den mest presserende udfordring, der kommer i statsministerens valgperiode denne gang, bliver spørgsmålet om Danmarks øgede integration i EU. Statsministeren var lidt forbeholden over for, hvornår disse danske forbehold i EU skulle ophæves, men i det øjeblik, det sker, sker der jo også det, at vores udenrigspolitik, vores forsvarspolitik og vores retspolitik også flyttes ned til EU og til Bruxelles - altså Færøernes og Grønlands.

Det er, uanset hvordan man ser på det fra de politiske fløje, et demokratisk problem. Det kan vi ikke leve med. Færøerne har jo valgt at stå uden for EU, og det mener vi stadig væk er den bedste løsning for Færøerne, så på det grundlag bliver vi nødt til at træffe nogle seriøse beslutninger om de statsretlige og folkeretlige forhold mellem Danmark og Færøerne og også mellem Danmark og Grønland. Mit håb er, at det kan lade sig gøre i en rimelig afslappet atmosfære at konstatere, at den bedste mulighed for, at Færøerne og Grønland kan deltage fuldt ud i nordisk samarbejde, i internationalt samarbejde og i europæisk samarbejde, er, at vi selv røgter vores udenrigspolitik, og ikke mindst at vi selv tager ansvaret for vores egen økonomi.

Bankpakken
Dertil vil jeg også knytte, at Færøerne blev en del af de danske bankpakker. Jeg skal som sådan ikke blande mig i, om det var gode løsninger for Danmark, men vores forslag, altså oppositionens forslag i Færøerne, var jo egentlig, at det måtte være de færøske myndigheder selv og de færøske skatteydere selv, der satte garantier for de færøske banker. Vi har jo dyrekøbte erfaringer med det modsatte, og jeg håber ikke, at vi kommer til at opleve, at den danske stat, hvis færøske banker deltager i Bankpakke II, kreditpakken, nu igen bliver aktieejer i de færøske banker. Det ville være en helt uholdbar situation.

Finanstilsynet
Det er også en helt uholdbar situation, at vi sidder som folkevalgte parlamentarikere og regeringer i Færøerne og Grønland og absolut ingen indsigt har i, hvordan situationen er i vores egne finansinstitutter - altså hverken i banker, sparekasser eller andre steder. Vi har gentagne gange ved lov her i Folketinget forsøgt at få etableret, at de færøske myndigheder selvfølgelig skal have fuld indsigt i Finanstilsynets vurdering af de færøske banker, selvfølgelig under fortrolighed og det ansvar, der dermed følger. Jeg tror, at det er fuldstændig afgørende for, at vi også i Færøerne kan tage fuldt ansvar for vores bud på at tackle den globale økonomiske krise, som jo også trækker dybe spor i Færøernes økonomi.

Så det skal være min opfordring, at de forslag, vi gentagne gange har haft fremme, vinder bedre gehør under den nye statsminister, end de har gjort under de forrige.

Kilde: Den nordatlantiske gruppe i Folketinget