Landsstyremedlem for Boliger svarer borgmesteren

Jeg er meget forundret over borgmester Jess Svane’s udtalelse, fordi faktum i denne sag er, at det er Qaasuitsup Kommunia, der har nedprioriteret og skrinlagt sine anlægsprojekter

Onsdag d. 27. oktober 2010
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Boliger, Kommunerne, Samfundsforhold.

Borgmester i Qaasuitsup Kommunia Jess Svane indleder sin meddelelse til pressen, dateret 21. oktober 2010, således:

”Flere entreprenører i kommunen bliver nødt til at afskedige folk. Det betyder færre skatteindtægter samt flere udgifter for kommunen da antallet af arbejdsløse stiger voldsomt her i slutningen af året.”

- Jeg er meget forundret over borgmester Jess Svane’s udtalelse, fordi faktum i denne sag er, at det er Qaasuitsup Kommunia, der har nedprioriteret og skrinlagt sine anlægsprojekter, siger medlem af landsstyret for Boliger, Infrastruktur og Trafik Jens B. Frederiksen.

Borgmester Jess Svane efterlyser på vegne af den store kommune, hvor meget vægt landsstyret lægger på deres tidligere udmeldte politik, om de fire byer der har flest boligsøgende vil blive prioriteret i forhold til boligbyggeriet.

- Hertil kan jeg oplyse, at vi fortsat afventer Qaasuitsup Kommunia’s svar på om kommunen vil være medfinansierende på opførelse af 2 byhuse med til sammen 24 boliger. Et tilsvarende projekt er allerede sat i gang i Sisimiut by i samarbejde med Qeqqata Kommunia, hvor der opføres i alt 3 byhuse, oplyser Jens B. Frederiksen.

Det fremgår klart af Finansloven for 2010 at udgangspunktet for finansieringen af byhuse sker med 1/3 fra kommunen, 1/3 fra Selvstyret og den sidste 1/3 som fremmedfinansiering. En konkret aftale skal efterfølgende godkendes af Inatsisartut Finansudvalg.

- Jeg skal opfordre Qaasuitsup Kommunia til at gøre rede for om kommunen siden sammenlægningen har øget eller reduceret anlægsaktiviteten. For en ting er helt sikkert, Grønlands Selvstyret har mange projekter allerede i gang i Qaasuitsup Kommunia og endnu flere er på vej i forslaget til Finanslov 2011, siger Jens B. Frederiksen.

Større projekter, som Selvstyret har i gang i Qaasuitsup Kommunea er bl.a. følgende; et stort nyt vandkraftværk, Udvidelsen af SPS skolen, Kollegiebyggeri, Om- og tilbygning af skolen i Saqqaq, Familiebehandlingsafdeling til børne og unge i Uummannaq, Skole i Kangersuatsiaq og Skole i Aappilattoq.

Derudover er følgende projekter indenfor skoleområdet godkendt af landsstyret og er nu under behandling af Inatsisartuts Finansudvalg; Om- og tilbygning af Atuarfik Mathias Storch, Ilulissat, Skolen i Iginniarfik, Skolen i Nuussuaq og Skolen i Upernavik Kujalleq.

- Borgmester Jess Svane må afsløre hvor mange midler kommunen i 2010 har afsat og hvor mange midler kommunen i 2011 vil afsætte til både privat og offentligt boligbyggeri i hele Qaasuitsup Kommunia”, opfordrer Naalakkersuisoq Jens B. Frederiksen afslutningsvis.