Forskelsbehandling er forkert

Når jeg er i Nuuk ser jeg desværre mange af de samme problemer, som jeg så i Tasiilaq for nogle år siden. Jeg ser fulde mennesker, der knap kan stå på deres egne ben, jeg ser verbale slagsmål mellem mænd og kvinder og jeg ser slåskampe. Alligevel er der ingen, der taler om at lukke for spiritushanerne i Nuuk.

Lørdag d. 5. februar 2011
Justus Hansen, Medlem af Landstinget for Demokraterne
Emnekreds: Forbrugerspørgsmål, Samfundsforhold, Selvstyre, Socialt ansvar.


Som medlem af Landstinget og som medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq er jeg ofte i Nuuk.

Når jeg er i Nuuk kan jeg – hvis jeg vel at mærke har lyst – købe 20 flasker vodka hver dag. Den mulighed har jeg ikke hjemme i Tasiilaq. Det er nemlig sådan, at det daværende landsstyret i sommeren 2008 besluttede at forbyde salg af spiritus i Østgrønland. Det har haft den positive betydning, at jeg som borger i Tasiilaq kan se, at forholdene er blevet bedre. Jeg ser færre fulde mennesker på gaden, jeg ser færre slagsmål og min klare fornemmelse er, at folk generelt set har fået det bedre. Det er dejligt. Og jeg er ikke i tvivl om, at spiritusforbuddet er årsagen til forbedringerne.

Men når jeg er i Nuuk ser jeg desværre mange af de samme problemer, som jeg så i Tasiilaq for nogle år siden. Jeg ser fulde mennesker, der knap kan stå på deres egne ben, jeg ser verbale slagsmål mellem mænd og kvinder og jeg ser slåskampe. Alligevel er der ingen, der taler om at lukke for spiritushanerne i Nuuk.

Forstå mig ret; jeg mener bestemt ikke, at det altid er den bedste løsning at forbyde alting. Men jeg mener, at der bør gælde de samme regler i hele Grønland. Jeg mener, at borgere her i landet skal have de samme rettigheder, hvad enten de bor i nord, syd, øst eller vest.

Jeg ved godt, at jeg med dette indlæg stikker hånden i en hvepserede. Mange velfungerende borgere i Nuuk vil sikkert pege fingre af mig og påpege, at det er uretfærdigt, at det skal gå ud over dem, at der er nogle der ikke kan styre sig, når de drikker alkohol. Jeg er helt enig i det synspunkt. Hvordan tror I, jeg havde det, da jeg fik frataget retten til at købe spiritus i den by, hvor jeg bor? Jeg synes da også, at det var uretfærdigt. Og det synes jeg sådan set stadig. Men på den anden side varmer det mit hjerte, at børnene i Tasiilaq har fået det bedre, og det glæder mig, at mine børn ikke længere skal se på fulde mennesker, der vælter rundt og er ubehagelige.

Hvad er så det rigtige? Det er sådan set det, jeg med dette indlæg ønsker at debattere. Skal vi lukke for spiritussen i hele Grønland? Mit liberale hjerte siger nej. Jeg mener ikke, at det er en god løsning at gribe til forbud hver gang, man støder på et problem. Mit sociale hjerte siger derimod ja. Jeg mener ikke, at vi kan være bekendt at lade vore børn se på fulde mennesker og deres ubehageligheder.

På et punkt er jeg dog ikke i tvivl; jeg mener, at forskelsbehandling er forkert. Det duer ikke, at vi skal leve i et fælles samfund, hvor der er et sæt regler for Østgrønland (og Qaanaaq) og et andet sæt regler for Vestgrønland.