Sagen om selvmordet, der var en forbrydelse

For at være helt sikker gik jeg ned i tøjforretningen Minikka på Imaneq og købte nøjagtig det samme mærke tørklæde i samme længde og kvalitet. Disse oplysninger var beskrevet i papirerne. Tilbage i huset undersøgte jeg, om tørklædet overhovedet var langt nok til den påståede hængning. Det var det ikke. I mine øjne var sagen helt klar: Hun var blevet slået ihjel.

Lørdag d. 10. marts 2012
Hans Haahr Pedersen, ansat ved Politiet i Grønland fra 1993 til 1998  
Emnekreds: Kriminalloven for Grønland, Politiet, Samfundsforhold.

I 13 år har jeg gået med en viden, som, jeg mener, bør blive undersøgt til bunds. Da sagen om 14-årige Pernille Oldenborg Lind fra Galten ved Århus rullede for få måneder siden, og medierne gjorde opmærksom på, at hun var blevet udsat for en forbrydelse i stedet for et selvmord, besluttede jeg mig for omsider at gøre noget. Jeg arbejdede hos Politiet i Nuuk i 1998. Hovedparten af min tid gik i Narkogruppen, hvor jeg var fungerende leder, indtil Asger Hansen skulle overtage, og jeg skulle hjem til Danmark. I forsommeren 1998 sad jeg en søndag på stationen og arbejdede, da en af mine gode kollegaer kom ind på kontoret med en sagsmappe. Han bad mig læse den igennem. Under sit arbejde med at arkivere sagerne var han faldet over denne, og han ville gerne have en anden kollegas øjne på den. Denne kollega ønsker i dag at være anonym, men hvis hans udtalelse har betydning for sagen, vil jeg anmode ham om at stå frem. Jeg læste: En 19-årig pige var dødfunden i sit hjem. Angiveligt død af kvælning som følge af hængning. En bekendt til pigens kæreste havde fundet liget liggende i gangen, mens kæresten selv lå i samme hus og sov. Hun havde sin jakke på. Kæresten forklarede i sin afhøring, at han havde fundet hende hængende fra et vandrør. Han var ikke i stand til at forklare præcis, hvordan hun hang, men han havde taget hende ned. Mens han sad med hende, ankom en bekendt til huset, som efterfølgende rekvirerede ambulance. Den bekendte til fyren forklarede i sin afhøring, at pigen ville forlade sin kæreste. Han forklarede også, at vennen havde sagt, at han ville slå hende ihjel, hvis hun gjorde det. I ligsynsrapporten var der beskrevet et blåt mærke mellem pigens skulderblade og en kvælningsfure fra tørklædet hen over halsen. Jeg var sikker på, at hun var blevet kvalt af sin kæreste. Han havde brugt sit knæ til at presse hendes krop frem, mens han kvalte hende med tørklædet. Denne antagelse gik jeg videre til politiledelsen med. Den søndag sad politiassessor Erik Terp Jensen også og arbejdede ovenpå. Jeg gjorde, som min kollega havde gjort kort forinden: Smed sagen på hans bord og bad ham læse, mens jeg selv forlod rummet. Kort efter kom han ned til mig og sagde, at det var et drab forklædt som selvmord. Han sagde, at jeg skulle skrive et tillæg til rapporten, hvor jeg fremlagde de argumenter, der pegede i en anden retning end selvmord, og så ville han overbringe skrivelsen til politiledelsen, så sagen kunne genoptages. Jeg gjorde, som vi havde aftalt. Men få dage senere blev jeg kaldt op på politimester Jørgen Meyers kontor. Han oplyste mig om, at sagen skulle forblive på arkivet, da politiinspektør Abel Egede var blevet meget ophidset over, at en sag, som han havde godkendt som et selvmord, var blevet gennemgået igen uden hans accept. Begrundelsen for genarkiveringen af sagen var, at Abel Egedes vrede skulle undgås. Jeg kunne ikke gøre andet end at slå hælene sammen og forlade politimesterens kontor. Når de to øverste instanser siger selvmord, så nytter det ikke noget, at tre andre politiansatte længere nede i rækkerne siger drab. Men sagen nagede mig. Jeg gik til stationsleder Bjarni Fischer og argumenterede for, at den burde blive undersøgt bare lidt bedre. Han gav mig lov til at grave lidt dybere, hvis jeg lovede at gøre det med den største diskretion. Jeg besøgte således pigens tidligere hjem og så på findestedet. Det var omgående tydeligt, at hun ikke kunne have hængt sig i vandrøret, som kæresten påstod. For at være helt sikker gik jeg ned i tøjforretningen Minikka på Imaneq og købte nøjagtig det samme mærke tørklæde i samme længde og kvalitet. Disse oplysninger var beskrevet i papirerne. Tilbage i huset undersøgte jeg, om tørklædet overhovedet var langt nok til den påståede hængning. Det var det ikke. I mine øjne var sagen helt klar: Hun var blevet slået ihjel. Jeg gik tilbage til Bjarni Fischer og fortalte ham, hvad jeg havde fundet ud af. Han så også tørklædet. Men da jeg rejste hjem cirka 14 dage senere, sagde Bjarni Fischer, at når jeg gik ud af døren for sidste gang, ville sagen blive lagt på arkiv. Jeg troede i mange år, jeg kunne lægge sagen bag mig, men den bliver ved med at spøge i mit hoved. Det er en stor uretfærdighed, at pigen er stemplet som selvmorder, og at hendes familie tror, at hun har valgt at gøre en ende på livet for egen hånd. Samtidig går hendes gerningsmand rundt i Nuuk og kan grine af, at han slap af sted med en forbrydelse. Jeg har talt med pa Poul Hansen i marts i år under mit besøg i Grønland. Det var blandt andet ham, der skrev sagen, dengang pigen døde i november 1997. Han siger, at han allerede dengang var sikker på, at hun var blevet slået ihjel. Poul Hansen var ikke klar over, at jeg gravede i sagen i juni 1998. Han oplyser, at han gentagende gange forsøgte at gøre sine chefer opmærksomme på, at det ikke var selvmord, men drab. Den kollega, der smed sagen på mit skrivebord i første omgang, fastholder også i dag, at sagen er lukket forkert. Kort før han selv forlod politiet, havde han sagen fremme igen, fordi en anden pige var blevet ombragt på lignende vis. Han ville lige tjekke navnet på kæresten og se, om der var personsammenfald. Det var der ikke. Jeg fortalte, under mit besøg i Grønland i marts i år, hele historien til Janus Eigaard. Han lyttede med interesse og sagde til mig, at jeg skulle gå via de officielle kanaler. Det gør jeg hermed. Det er ikke længere muligt for mig at gå rundt uden at forsøge at gøre noget, og jeg ønsker, at politiet en gang for alle dykker ned i sagen og får den løst. Det må være muligt at genafhøre alle og få de sidste brikker til at falde på plads. Pigens familie sagde i deres afhøringer dengang, at de overhovedet ikke troede på, at hun havde taget sit eget liv. De fortjener at få sandheden at vide, og hvis kollegaerne og jeg har ret i vores formodning om drab og ikke selvmord, jaså skylder vi pigen, at hun bliver renset. Med venligste hilsner Hans Haahr Pedersen Læs også Klædt af til skindet