Spørgsmål til Udenrigsministeren, vedrørende emner om de oprindelige folk og ICC

Vil ministeren redegøre for, hvorledes denne fortsatte finansielle prioritering af ICC finder sted, når ICC de facto ikke har kunnet opnå dansk økonomisk støtte til arbejdet i Arktisk Råd siden 2001?

Søndag d. 4. juli 2010
Sofia Rossen, Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Inuit Circumpolar Conference, Oprindelige folk, Selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Spørgsmål 63
Spørgsmål 64
Spørgsmål 65
Spørgsmål 66
Spørgsmål 67


Spørgsmål 63
Danmark har i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre og Inuit Circumpolar Council (ICC) været meget aktiv for at få etableret Det Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender. Da Declaration on the Rights of Indigenous Peoples blev vedtaget i 2007, roste den daværende udenrigsminister den danske og grønlandske indsats. Vil ministeren redegøre for, hvorledes deklarationen er implementeret i dansk lovgivning, og hvorfor den danske støtte til ICC’s menneskerettighedsarbejde udfases?

Spørgsmål 64
Vil ministeren redegøre for, hvorledes de oprindelige folks interesser varetages i forbindelse med de kommende forhandlinger, som en gang i fremtiden må
formodes at ende med en juridisk bindende aftale vedrørende klimaet?

Spørgsmålet skal ses i lyset af, at oprindelige folk som regel gør større brug af den omkringliggende natur end andre folk, og især en bæredygtig udnyttelse af de levende ressourcer har stor betydning for mange oprindelige folk. Derfor har det været vigtigt at oprindelige folk ikke blot har fået anerkendt deres politiske rettigheder, men også har opnået indrømmelser i forbindelse med de forskellige
miljøkonventioner. Imidlertid er hverken de oprindelige folk eller Arktis nævnt i hensigtserklæringen Copenhagen Accord fra december 2009.

Spørgsmål 65
Vil ministeren redegøre for, hvorledes denne fortsatte finansielle prioritering af ICC finder sted, når ICC de facto ikke har kunnet opnå dansk økonomisk støtte til arbejdet i Arktisk Råd siden 2001? Spørgsmålet skal ses i lyset af, at de oprindelige folks organisationer deltager som permanente deltagere i Arktisk Råd, der blev etableret med Ottawadeklarationen fra 1996. Af det fælles danskgrønlandske forslag til en strategi for aktiviteter i det arktiske område ”Arktis i en brydningstid” fra maj 2008 fremgår bl.a. ”Fortsat finansiel prioritering af inuits fælles arktiske interesseorganisation, Inuit Circumpolar Council, ICC, bl.a. med henblik på organisationens deltagelse i det arktiske samarbejde.”

Spørgsmål 66
Folketinget havde den 23. november 1993 en forespørgselsdebat vedrørende oprindelige folk, hvilket blev grundlaget for ”Strategi for dansk støtte til oprindelige folk” fra 1994. Under forespørgselsdebatten den 4. maj 2000, hvor strategien fra 1993 var på dagsordenen vedtog Folketinget enstemmigt bl.a.: ”at sikre adgangen til støtte til oprindelige folk i lande, som ikke i bistandssammenhæng betragtes som udviklingslande, herunder at sikre mulighederne for, at der inden for den danske bistand til Central og Østeuropa, herunder Rusland, sker en opprioritering af støtten til oprindelige folk.” Vil ministeren redegøre for, hvorledes denne opprioritering af støtten til oprindelige folk i fx. Rusland varetages, når der siden 2001, altså året efter vedtagelsen i Folketinget, er sket en gradvis afvikling af støtten?

Spørgsmål 67
Vil ministeren redegøre for, hvor der findes muligheder for at opnå finansiel støtte til ICC’s og andre interessenters arbejde med oprindelige folk i fx. de lande, som deltager i samarbejdet indenfor Arktisk Råd? Spørgsmålet skal ses i lyset af, at
der, til trods for et enstemmigt folketings ønske om at støtte og opprioritere den danske støtte til oprindelige folk, er sket en gradvis beskæring af støtten i fx. Civilsamfundsstrategien fra 2008, Naboskabsprogrammet 200812 og Frihed fra fattigdom fra 2010.