Indsigt: Et selvbærende Grønland skal skabes nu

Et selvbærende Grønland skal skabes nu

Forestil dig, at du står ved en skillevej. Den ene vej er helt lige og solen skinner. For enden af vejen, når man frem til det Grønland, vi kender i dag – et land der er afhængig af bloktilskud. Den anden vej har hårnålesving, stejle bakker og det både blæser, regner og sner. For enden af vejen, når man frem til et solbeskinnet Grønland, der har opnået selvstændighed.

Mandag d. 18. juli 2011
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Selvstyre, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Tid til forandring
En presset økonomi
Beskæftigelsen i den private sektor skal øges


Forestil dig, at du står ved en skillevej. Den ene vej er helt lige og solen skinner. For enden af vejen, når man frem til det Grønland, vi kender i dag – et land der er afhængig af bloktilskud. Den anden vej har hårnålesving, stejle bakker og det både blæser, regner og sner. For enden af vejen, når man frem til et solbeskinnet Grønland, der har opnået selvstændighed.

Hos Demokraterne er vi ikke i tvivl; vi vælger at tage vejen med sving og bakker – vi vælger at samle handsken op og kæmpe for at skabe rammerne for et selvbærende Grønland.

I vores øjne er det primært tre steder, vi skal satse; uddannelse, vækst og velfærd. Massiv fokus og satsning på disse områder vil på lang sigt skabe et fundament, hvorpå vi kan bygge den politiske selvstændighed, der er vores mål.

Men det kræver, at vi alle er indstillet på, at vejen hertil kræver reformer, forandringer og omstillingsparathed. Er vi ikke parate til disse ting, så kan vi lige så godt vælge den lige og solbeskinnede vej.

Tid til forandring
For to år siden besluttende befolkningen, at det var tid til forandring – tid til at prøve noget nyt. Siumut blev for første gang sendt i opposition, og der var en forventning om, at den nye koalition ville bringe vort land på det rette spor.

Det store spørgsmål her halvvejs i valgperioden er, om vi så er kommet på rette spor? Forholder vi os til de kolossale udfordringer vi har, og som vi står over for? Træffer vi de nødvendige og til tider upopulære beslutninger, der skal til for på sigt at skabe et bedre samfund for os alle?

Her må jeg desværre erkende, at svarene på mine spørgsmål er et stilfærdigt nej. Det er som om, at alt for mange medlemmer af Landstinget ikke er klar over, hvor store udfordringer vi står over for. Mit ræsonnement er, at ansvarlige parlamentsmedlemmer med alle midler for længst ville have forholdt sig til de store udfordringer og på den baggrund været i gang med at implementere de nødvendige reformer. Dette er ikke sket og bunder vel i, at politikere gerne vil genvælges og derfor agerer ud fra en stemmemaksimerende strategi.

En presset økonomi
Skatte- og Velfærdskommissionen opsummerer, hvad vi har vidst i mange år (Vores velfærd og velstand kræver handling nu). Nogle – heriblandt det mangeårige regeringsparti Siumut - har udtalt, at Kommissionen ikke bringer noget nyt til bordet. Det siges, at problemstillingerne er velkendte. Jeg vil til dels sige, at det er rigtigt nok, og vil i den forbindelse tillade mig at undre mig over, at der ikke er blevet gjort det store for at løse problemerne tidligere. Hvordan i alverden kan velkendte problemstillinger få lov til at vokse sig større og større? Svaret er, at de tidligere parlamenter med Siumut i spidsen i samarbejde med andre partier ikke har forholdt sig til udfordringerne i tide. Det burde de faktisk skamme sig over. Det eneste ansvarlige at gøre nu er imidlertid at se fremad, forholde sig til udfordringerne og handle. Og det skal vel at mærke være med det samme.

Den dårlige økonomi er et symptom på både de store sociale problemer og den utilstrækkelige økonomiske udvikling. Fremadrettet bliver det kun værre, hvis der ikke sker forandringer. Velfærdssamfundets finansiering hænger ikke sammen. Udgifterne vil løbe fra indtægterne, og forskellen vil over årene vokse til et meget højt niveau. I 2025 vil der mangle omkring 600 mio. kr., og i 2030 vil det være tæt på 1 mia. kr. Derfor haster det med at gøre noget.
(Læs også: Alternativet – at lade stå til – er ikke en mulighed):

Beskæftigelsen i den private sektor skal øges
For at lukke finansieringsunderskuddet skal omdrejningspunktet være at øge beskæftigelsen i den private sektor. Flere skal have uddannelse og kvalifikationer, der giver adgang til jobs med en god løn. På den måde vil flere blive selvforsørgende, og fattigdomsproblemerne vil blive mindre. Gevinsten ved en øget beskæftigelse i den private sektor er flere skatteindtægter og lavere sociale udgifter. For at kunne realisere dette er der nogle forudsætninger der skal opfyldes.

Det er nødvendigt, at vi har en kompetent og konkurrencedygtig arbejdsstyrke, der kan være med til at øge produktiviteten. Forudsætningen er, at vores uddannelsessystem bliver bedre. Langt flere unge mennesker skal have en kompetencegivende uddannelse. For at kunne realisere dette, er vi nødt til at starte med at forbedre folkeskolen – Atuarfitsialak. Alle unge mennesker skal være klar til at kunne gå i gang med en ungdomsuddannelse, når de forlader folkeskolen. Derudover skal vores uddannelsessystem målrettes fremtidens væksterhverv.

Det er også nødvendigt, at vi har et stærkt privat erhvervsliv. Det kystnære fiskerierhverv skal reformeres til et effektivt, stærkt og robust erhverv, hvor den enkelte fisker kan tjene nok til at forsørge sig selv og sin egen familie. Det vil samtidig betyde, at der bliver grundlag for, at samfundet kan opkræve en ressourcerente.

De nye væksterhverv i olie-, gas og råstofindustrien banker på og er samtidig symbolet på, at vi som samfund står ved den føromtalte skillevej. Sandheden er jo, at vores samfund kommer til at forandre sig markant, når vores fremtidige arbejdsmarked kommer til at basere sig på disse erhverv frem for på de traditionelle inden for fangst og fiskeri. Her bliver det meget afgørende om vi som samfund er i stand til at stille den nødvendige arbejdskraft til rådighed for disse nye industrier. Et er sikkert: Der bliver ikke slækket på kravene til arbejdskraftens kompetenceniveau. Det er derfor det er så nødvendigt med en satsning på uddannelse. Og så er vi igen tilbage ved skillevejen. Skal vi fortsætte ad samme vej som vi plejer og fortsætte med at være afhængig af økonomisk tilskud fra udlandet? Eller skal vi omstille os og skabe forandringer med alle de besværligheder det fører med sig og dermed på sigt opnå økonomisk og politisk selvstændighed? Med andre ord skal vi vælge den lige og solbeskinnede vej eller skal vi vælge vejen med de udfordrende forhindringer?

Demokraterne har valgt. Hvad vælger du?

Læs også Økonomisk Råds rapport 2010