En gave uden vælgermandat

Selvstyrekommissionen foreslår en ekstremt generøs lov og giver ikke andre valgmuligheder. Når loven er vedtaget, får rigsfællesskabet ingen indflydelse, ingen indtægt, ingen kulbrinteskat, ingen indkomstskat, uanset hvor mange milliarder der tjenes.

Onsdag d. 5. november 2008
Ole T. Krogsgaard, Direktør  
Emnekreds: Rigsfællesskabet, Selvstyreafstemning, Undergrunden.

Skiftende statsministre har ved festlige lejligheder stillet grønlænderne i udsigt, at de kunne få selvstændighed. Ingen af dem har vidst, om vælgerne ønsker at forære enorme olierettigheder til nordmænd, færinger og snart grønlændere. Selvstyrekommissionen foreslår en ekstremt generøs lov og giver ikke andre valgmuligheder. Når loven er vedtaget, får rigsfællesskabet ingen indflydelse, ingen indtægt, ingen kulbrinteskat, ingen indkomstskat, uanset hvor mange milliarder der tjenes. Kronikken ”Grønlands olie og rigsfællesskabet” 11.9.2008 om de fortabte oliemilliarder affødte mange reaktioner. Næsten alle fandt, at så afgørende økonomiske beslutninger bør forelægges befolkningen sammen med grundig information. Pia Kjærsgaard skrev, at aftalen blev indgået af flere partier trods modstand fra Dansk Folkeparti. Hun tilføjede, at Søren Espersen kæmpede med næb og klør, men at han og Dansk Folkeparti ikke kunne vinde gehør for deres synspunkter. Hvorfor forærer vi enorme værdier til nordmænd, færinger og grønlændere? Kronikken omtalte, at bortset fra sporadisk beboelse længst mod nord var Grønland folketomt i 1300 år, indtil nordboerne bosatte sig i syd efter 982. 300 år senere nåede inuitterne dertil, og ca. 1500 var de sidste nordboer fordrevet af misvækst, sygdom og inuitter. Derefter kom der skibe, og fra 1721 med Hans Egede ny bosættelse som dansk interesseområde. Domstolen i Haag bekræftede Danmarks overhøjhed i 1933. Canadas inuitlove gav selvstyre til inuitterne på et område næsten så stort som Grønland. Inuitterne ejer 16% af området. På yderligere 2%, dvs. knap Danmarks størrelse, har de også indtægten fra en undergrund med gode muligheder, og de får 5% af statens indtægter fra hele områdets undergrund. Finlands, Sveriges og Norges samelove giver samerne ret til store områder undtagen undergrunden. Grønland ligger langt fra Danmark. Nogle mener, at det giver grønlænderne folkeretlig adkomst til det område, de bebor. Andre er uenige. 99,9% er ubeboet, øen er afhængig af danske tilskud, og i dens strategiske situation beskytter kun rigsfællesskabet mod andres overtagelse. Der ville næppe komme internationale protester mod at beskytte grønlænderne som Canada gør med sine inuitlove. Alt det kan være teoretiske betragtninger, eftersom regeringerne har fulgt foræringslinjen fra 1965, da vi forærede Norge retten til det rige Ekofisk-oliefelt uden at have pligt til at gøre det. Grønlands olierigdomme kan være enorme, måske på 10.000 eller 20.000 milliarder kroner, måske mere. Befolkning og presse kunne få en vis viden ved at følge debatterne i Folketinget. Men de giver ikke fyldestgørende begrundelser, og de er ikke let tilgængelige. Tilsyneladende findes det ikke ønskeligt at fortælle os, at vi ikke har pligt til at give de store gaver, hvormed vi viser vor gavmildhed. 10.6.2008 vedtog Folketinget følgende forslag: ”Idet Folketinget noterer, at Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions arbejde har resulteret i en betænkning og et lovudkast til en selvstyreordning for Grønland, pålægges regeringen at arbejde for, at rigsfællesskabet styrkes og udvikles. I den forbindelse pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag, som sikrer, at der, som tilfældet er i dag, også fremover sker en fair og ligelig fordeling mellem Danmark og Grønland af de indtægter, som hidrører fra råstofudvinding i den grønlandske undergrund”. Der var 94 stemmer mod DF’s 17. ”Fair og ligelig”. Denne ligelighed går ud på, at grønlænderne får 100% af indtægterne, medens Danmark kun får lov til at nedtrappe sine tilskud i takt med, at olieindtægterne kommer til at flyde. Statsministeren udtalte under forhandlingen: ”En aftale skal indgås med samtykke fra Landstinget og godkendes ved en folkeafstemning i Grønland, og så skal Folketinget også give sit samtykke. Forslaget respekterer altså Grundlovens bestemmelser om Folketingets kompetence til at beslutte indskrænkninger af Riget”. Statsministeren oplyste, at der skal være vejledende folkeafstemning i Grønland 25.11.2008, og at Landstinget vil godkende lovudkastene i januar 2009. Derefter vil regeringen fremsætte lovforslag i februar til ikrafttræden på Grønlands nationaldag 21.6.2009. Indskrænkningen af Riget og dets rettigheder synes således besluttet på forhånd. Folketinget skal vedtage lovene efter lovforslagene i februar 2009, og hele processens forløb og resultat ligger klart. I 1982 skrev en statsminister til Færø-landsstyret: ”En fuldstændig og uigenkaldelig overdragelse af statens højhedsret over undergrunden til en enkelt del af Riget eller til dennes befolkning eller til en hjemmestyremyndighed er efter danske retsprincipper ikke mulig, og det vil ikke være foreneligt med rigsfællesskabet at overdrage den fastboende befolkning på Færøerne eneretten til råstofferne i undergrunden. Regeringen anser det herefter for udelukket, at området ”råstoffer i undergrunden” helt eller delvist kan overføres til Færøernes Hjemmestyre som særanliggende ”. I stærk kontrast hertil gav en anden statsminister i 1992 en sådan foræring til landsstyret uden folketingsbeslutning. Også gaven til Norge i 1965 blev givet uden Folketingets accept. At så afgørende og kontroversielle indskrænkninger af Riget og dets rettigheder skete uden Folketingets samtykke, er dybt kritisabelt. Nu siger Statsministeriets hjemmeside om Grønlands hjemmestyreordning: ”For råstofområdet er – i modsætning til den færøske hjemmestyrelov – fastsat en særlig ordning i hjemmestyreloven med en fælles beslutningskompetence for stat og hjemmestyre, der udmøntes ved folketingslove. I henhold til gældende lov om mineralske råstoffer i Grønland skal eventuelle indtægter på op til 500 mio. kr. (årligt) deles ligeligt mellem stat og hjemmestyre. Indtægtsdelingen af beløb herudover fastsættes ved forhandlinger mellem regering og hjemmestyre”. Statsministeren sagde i Folketinget 12.3.2008: ”Den dag, hvor der er store nok indtægter til, at hele det danske bloktilskud er væk, skal vi jo så forhandle med Grønland om, hvordan de fremtidige fordelinger af indtægterne skal være”. Søren Espersen sagde, ”at Danmark ikke får en eneste krone af de fremtidige indtægter, men at vi kun får lov til at betale mindre i bloktilskud”. Når Folketinget om få måneder har givet afkald på alle indtægter fra undergrunden, vil Søren Espersen få ret. Hvis vi tillader grønlænderne at forlade rigsfællesskabet, bør de træffe en hurtig beslutning, før der er fundet olie, og dermed vise deres interesse for rigsfællesskabet. Hvis deres interesse for det kun bæres af penge, og den ultimative selvstændighed kun afventer olieproduktionen, har fællesskabet intet perspektiv. Selvstyrekommissionen befordrer kun et forståeligt grønlandsk ønske om at få det bedste fra flere verdener. Det er ikke rimeligt, at grønlænderne både får ret til at træde ud, hvis der er masser af olie, og ret til at forblive i Riget med alle rettigheder og tilskud, hvis der ikke er olie. Hvorfor står Dansk Folkeparti alene? Frygter vore politikere, at befolkningen vil være imod gaverne til nordmænd og færinger og nu også grønlænderne, hvis alt belyses fuldt ud? Er det derfor, sagen skal afgøres med stemmer uden fyldestgørende argumenter? Selv om vi har positive holdninger til nordmænd, færinger og grønlændere, bør det ikke tilsidesætte økonomisk realisme og fornuft. Lad dette være nok til at illustrere lemfældigheden i de hidtidige foræringer og forsømmelser af at inddrage Folketinget. Snart får Folketingets medlemmer lov til at fratage befolkningen endnu flere olierettigheder og værdier, selv om hverken de eller befolkningen får fyldestgørende information om beslutningens baggrund og nødvendighed. Her fastholder regeringen fortidens tradition. Politikerne kender ikke folkets syn på gaverne, som de ønsker at give til nordmænd, færinger og grønlændere. Det er påfaldende, at hvert eneste folketingsmedlem i de fleste partier finder det rigtigt at forære så store kontroversielle gaver uden det mindste vælgermandat. Tror de, at de gavner nationen og de fleste grønlændere? Er Grønlands folkeafstemning kun vejledende på grund af tvivl? Er alt det en foreløbig kulmination på en generel udvikling, som holder vælgerne og Folketinget på afstand af væsentlige beslutninger? Formelt kan reglerne overholdes, også når Folketinget reduceres til en partistyret bekræftelsesfunktion for beslutninger med forberedt politisk dækning. Problemet er, at det enkelte folketingsmedlems ansvar for beslutningerne set nede fra vælgerplan usynliggøres. Bragt som kronik i Jylnandsposten 5.11.2008