§ 37 spørgsmål: Om lovpligtig brug af kendtmand

For at minimere risikoen for ulykker har vi flere gange drøftet behovet for at indføre en ordning, hvor der stilles krav om tilstedeværelsen af en person med lokalkendskab på skibene. Disse personer er blevet kaldt mange forskellige ting og de krav der stilles til dem er også forskellige.

Torsdag d. 4. juli 2013
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Sikkerhed til søs.

I henhold til Landstingets forretningsorden § 37 fremsender jeg følgende spørgsmål til Naalakkersuisut:

Spørgsmål:
  1. Kan landsstyret bekræfte, at Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 417 af 28. maj 2009, indeholder krav om at skibe der sejler indenfor den grønlandske 3 sømils grænse skal medtage en lokal kendt navigatør?
  2. Såfremt svaret på spørgsmål 1 er positivt: er det landsstyrets vurdering, at bekendtgørelsen følges? Hvilket tilsyn er der i dag for at sikre at bekendtgørelsen efterleves?
  3. Stiller de grønlandske myndigheder krav om, at bestemte skibstyper eller skibsstørrelser skal tage en lods med om bord, ud over den rækkevidde som før nævnte bekendtgørelse har? Hvilke regler stilles der eksempelvis indenfor vores eksklusive økonomiske zone (EEZ)?
  4. Stilles der krav om at skibstrafik omfattet af aktiviteter under Råstofloven eller Storskalaloven altid skal medtage en person med lokalkendskab? Hvis ja: er dette en fast del af alle udstedte licenser? Hvis nej: er der planer om at ændre på dette forhold fremadrettet således at der i forbindelse med udstedelse af licenser indgår krav om tilstedeværelsen af en person med lokalkendskab?
  5. Er landsstyret tilfreds med de gældende regler eller er der planer om at skærpe dem?
  6. Har landsstyret planer om at etablere en egentlig lodstjeneste?
  7. Vil landsstyret kunne acceptere en lovgivning, der kræver at lodserier skal have adresse i et EU land og dermed afskære muligheden for at anvende lodser udsendt fra firmaer med adresse i Grønland, Canada, Norge eller andre ikke-EU lande, der kan tænkes at have større erfaring med isfyldte farvande end de fleste EU lande?

Begrundelse:
Igennem de senere år har vi været vidne til flere grundstødninger, nogle ganske tæt på vores byer. Og vi har oplevet en stigning i trafikken i vores farvande – en stigning der forventer at fortsætte yderligere i de kommende år. Det er mange forskellige typer af trafik. Det er bl.a. forskningsskibe, turistskibe, skibe med tilknytning til efterforskning eller udvinding af olie og mineraler samt fiskerifartøjer.

For at minimere risikoen for ulykker har vi flere gange drøftet behovet for at indføre en ordning, hvor der stilles krav om tilstedeværelsen af en person med lokalkendskab på skibene. Disse personer er blevet kaldt mange forskellige ting og de krav der stilles til dem er også forskellige. Der har været talt om lodser, isnavigatører, kendtmand, supercargo og andre benævnelser.

Det er mit håb at vi indenfor den nærmeste fremtid kan blive enige om en ordning der skaber mere sikre rammer om vores skibsfart og dermed også om menneskeliv og miljø på havet. Og det er også mit håb at vi kan blive enige om en fællesbetegnelse, der også indebærer en afklaring af disse personers kompetencer.

Læs også
Berigtigelse
Det daværende Landsstyre var i samarbejde med Søfartsstyrelsen allerede i gang med en bekendtgørelse vedr. ”kendtmænd”
På skær i fint vejr og godt opmålt farvand
Skibet er næsten helt nyt og manglede ikke moderne navigationsudstyr, men måske manglede skibets egne navigatører at blive obligatorisk efteruddannet i at sejle i isfyldte arktiske farvande