Selvmordsforsøg efter aftale

Men når vore politikere ikke har dårlig samvittighed, hvorfor skulle jeg så have det? Måske fordi jeg er så tæt på begivenhederne. Men hvad gør jeg så ved min samvittighed? Ja, ud over at skrive denne artikel, så tyer jeg til historiens ældste løsning på alle mulige problemer - jeg stikker af.

Fredag d. 6. juni 1997
Kim Leine, Forfatter
Emnekreds: Sociale spørgsmål.

Indholdsfortegnelse:
Inden man kontakter mig, bedes man dog venligst læse nedenstående
Venlig befolkning. Storslået natur. Men jeg har et problem: Folk slår sig selv ihjel
Tidligere på vinteren var det Aron. Han var fjorten
Så skrøbelige er de - og så hårde er de også. Det ligger jeg og undrer mig over.
Hvorfor?
Lykken er at få tilkendt førtidspension!


Hvem ønsker at købe et stk. samvittighed? Den kan erhverves formedelst et stk. fred i sindet og en passende mængde god nattesøvn.

Inden man kontakter mig, bedes man dog venligst læse nedenstående
Sagen er den, at jeg er stationssygeplejerske i en bygd i Østgrønland. Tre hundrede mennesker der modtager enhver nyankommen med åbne arme. Omtrent samme antal hunde, der hyler hver onsdag klokken tolv, når brand-sirenen bliver testet (de tror sikkert, det er den store "hundegud", der kalder). Derudover is, sne og en gletscher som jeg har udsigt til fra mit køkkenvindue og så fjordisen, der strækker sig fra væg til væg af lodrette fjelde.

Venlig befolkning. Storslået natur. Men jeg har et problem: Folk slår sig selv ihjel
En nat banker det på døren. Det er ... lad og kalde hende Judithe. Hun har sin mand med. Han står bag ved hende og skutter sig og ser bedrøvet ud. De er begge to småfulde. "Jeg gør det i nat," siger Judithe og ser ud, som hun mener det. Jeg trækker vejret dybt og siger: "Vent lidt, så kommer jeg". Jeg tager dem med op på sygeplejestationen og tilbringer en times tid med at forsøge at snakke Judithe ud af hendes krise. Jeg kender disse mennesker så godt, jeg har levet her i fem år. Jeg ved, hvad de har brug for, og jeg kender koderne i deres sprog. Judithe har brug for at græde, men af forskellige grunde behøver hun en udenforstående - mig - til at arbejde gråden frem. Da den så endelig kommer, og hun bryder hulkende sammen i sin mands arme (som også græder) er krisen overstået for denne gang. Vi kan gå hver til sit med god samvittighed. Jeg tilbringer resten af natten søvnløs i min seng,

Næste dag stiller Jonas sig op midt i bygden, vender en riffel den forkerte vej og skyder sig. Han er sytten år gammel. Kuglen går tværs gennem hjertet. Han er stendød, da de kommer med ham på en slæde. Alligevel kigger de andre mænd spørgende på mig, fagmanden. Jeg afsiger dommen, og de giver los for deres følelser ved at græde som børn.

Det værste er ikke at en ung dreng har skudt sig. Det værste er, at jeg ikke har haft den mindste forudanelse om, at han ville gøre det. Det kan man også godt ligge og spekulere på om natten.

Tidligere på vinteren var det Aron. Han var fjorten
Han hang sig i stuen, mens forældrene lå ovenpå og sov. Da jeg tog ham ned, var han blevet stiv. Hovedet var stædigt bukket forover og nægtede at lægges ned. Det så ud som om han lå og kiggede skrækslagen ned ad sig selv.

At Aron skulle begå selvmord var lige så umuligt at forudsige som at enogtyve skal komme ud på rouletten. Det kunne have været hvem som helst. Og det ligger jeg så og spekulerer på.

Men så er der på den anden side Ezekiel, vores kommunefoged: Første juledag tager han ud på iskantfangst. Vejret er halvdårligt med nogle arrige vindstød fra nordøst, men det er ikke værre end, at de fleste af bygdens fangere er ude. Ezekiel skyder en sæl fra is - kanten, kravler i kajakken, lader sig glide ud i havet og begynder at padle. Et stykke ude vælter han og er ikke i stand til at rette sig op igen. Snart ligger han og bakser i grødisen. Ingen hører ham råbe. Strømmen tager ham, og til alt held fører den ham mod iskanten. Da han når hen til den, får han akkurat lagt armene op over isen, hvorefter de fryser fast. Ezekiel mister bevidstheden.

Nogen tid senere kommer en anden fanger tilfældigt forbi. Han får øje på Ezekiel og hiver ham op og lægger ham på slæden. Han konstaterer, at han er livløs og begiver sig så hurtigt han kan mod bygden, som ligger femten kilometer væk.

Da jeg selv er ude på slædetur (jeg sidder og p...fryser på en anden iskant) må min kone træde til i optøningsprocessen. En halv times tid senere vågner Ezekiel op og beder om en cigaret. Han har lige overlevet, hvad enhver autoritet på området ville hævde var umuligt. Det kan man jo godt ligge og undre sig over.

En anden gang er det Tittus, der kommer galt afsted. Han driver en dag af sted på en isflage med sine hunde. Redningsaktionen bliver straks sat i gang og flere joller tager af sted for at hente ham tilbage. Han er sidst blevet set et sted syd for øen, vinkende som en afsindig. Men mændene i jollerne kan ikke finde ham. De sejler rundt derude til mørket falder på. Tittus er og bliver væk. Næste dags helikopteraktion giver heller ikke resultat. Man opgiver at redde ham, og anser ham for omkommet. Familien er opløst i tårer.

Fem dage senere kommer Tittus kørende til bygden med et stort grin på munden. Isflagen drev i land, fortæller han, og så kunne han lige så godt tage af sted på den fangsttur, han havde planlagt i forvejen. Alle jubler over historien - kun danskerne er forargede.

Så skrøbelige er de - og så hårde er de også. Det ligger jeg og undrer mig over.
I Ammassalik distrikt begås der hvert år omkring ti selvmord. De fleste mænd. De fleste endda for unge til at kaldes mænd. Hvert år fødes knap fyrre drengebørn. Ved simpel hovedregning kommer vi således frem til at selv-mordsraten, for mænds vedkommende, ligger fra ti til tyve procent i forhold til en fødselsårgang.

Hvorfor?
Svaret ligger uden for denne artikels rammer - og forfatterens visdom. En enkelt ting kan jeg nu ikke lade være med at nævne:

Nogen har engang udtalt, at Grønland er Danmarks dårlige samvittighed. Så bliver jeg nødt til at tilføje at Østgrønland er Grønlands dårlige samvittighed.

For at sige det rent ud, så er distriktet blevet 'syltet' groft når det gælder de større industrielle arbejdspladser. Her er ingen rejefabrik som i hveranden by på vestkysten. Her er ingen indhandlingssteder for fisk, og dermed er der ingen reel mulighed for at tjene noget, man kan kalde en løn på at være fisker og fanger. Derfor er der så få fangere. Og hvad bliver der så af rollemodellerne for de unge mennesker. Jo, hvis du ser en mand sove branderten ud i en snedrive, med snapseflasken i hånden og gennempissede bukser: ser du en rollemodel. Og hvis du ser en mand, der omsider er kommet på "statsstøtte", så har. kan tilbringe resten af sit liv foran et fjernsyn: ser du en rollemodel.

Lykken er at få tilkendt førtidspension!
En morgen ved sekstiden banker Ezekiel, kommunefogeden, på døren. Han fortæller, at han har fundet Moses død, og at han har sat hans fætter, Jafet, i detentionen, da han mener, at det er ham, der har dræbt ham. Han har kværket ham med en fiskeline.

Jeg får et chok. Jeg var til fødselsdag hos Moses for en uge siden. Jeg ved, at Jafet drikker meget, men jeg var ikke klar over, at der var nogen konflikt mellem de to fætre. Vi går over til Moses' hus, og jeg konstaterer blot at han er død og kontakter derefter politiet inde i byen. Bagefter går vi ned til "morderen". Han sover sødt på stålbriksen - man fristes til at sige: de uskyldiges søvn. Om eftermiddagen tager de Jafet med sig. Han kommer til at tilbringe de næste år på den åbne anstalt i Nuuk. Han vil få et arbejde, et kollegielignende værelse - han vil få antabus. Han vil alligevel ikke drikke sig ihjel, som vi alle gik og troede. Mordet på fætteren bliver hans returbillet til livet.

Det er disse ting jeg ligger og tænker på om natten, når jeg ikke kan sove. Indrømmet, jeg ligger ikke og bekymrer mig om den enkelte; min holdning er principielt, at de har ansvaret for deres eget liv. Det jeg tænker på er vel snarere: Hvad mon de pnder på i nat?

Samvittighed er relateret til pligt. Forsømte pligter forventes at gøre ondt i samvittigheden. Man hvad gør man med en samvittighed, der ikke kan bringes i anvendelse? Den bliver til en kræftknude der vokser og vokser et eller andet sted inde i en - i mellemgulvsregionen tror jeg nok. Så kalder man den dårlig samvittighed.

Men når vore politikere ikke har dårlig samvittighed, hvorfor skulle jeg så have det? Måske fordi jeg er så tæt på begivenhederne. Men hvad gør jeg så ved min samvittighed? Ja, ud over at skrive denne artikel, så tyer jeg til historiens ældste løsning på alle mulige problemer - jeg stikker af. Til sommer vender jeg tilbage til Danmark, efter fem år i en bygd i østgrønland.

Selvfølgelig kommer jeg til at savne det; den storslåede natur, den venlige befolkning. Jeg kommer endda til at savne Judithe, der for nogle dage siden igen kommer, som sædvanlig med sin mand på slæb, og kigger mig fast i øjnene og siger: "I dag gør jeg det." "Åh nej, Judithe," trygler jeg. "Ikke i dag. Kan du ikke vente til på onsdag?" Hun kan tydeligvis godt se, at jeg mener det. "OK," siger hun, "men på onsdag gør jeg det altså!"