Et skib på vej i dybet

De overfyldte børnehjem, manglen på institutionspladser og manglen på behandlingstilbud til de mest skadede børn taler deres tydelige sprog. Et tragisk tegn på familiens opløsning og samfundets mangelfulde børnepolitik er det meningsløse og tragiske mord på den danske pædagog fra Nuuk.

Tirsdag d. 24. august 1999
Bernhardt Hyhne Petersen
Emnekreds: Børns vilkår, Sociale spørgsmål.

Indholdsfortegnelse: Familier i krise Afmagt over for livet Forældrenes ansvar Politikernes ansvar Hvad kan vi gøre? Grønland har alle forudsætninger for at være et paradis for børn. Først og fremmest den grønlandske samfundsstruktur med de mange, små samfund og den fysiske og psykiske nærhed i familierne. Desuden nærheden til naturen, som er verdens bedste legeplads. Det hele rummer muligheder, som et moderne vesteuropæisk samfund som det danske må misunde Grønland. Når man på denne årstid vandrer i fjeldet, ser man da også mange grønlandske familier, voksne og børn, som sammen dyrker naturen og fællesskabet i smuk harmoni. Går man omkring havnen, ser man glade og opstemte familier i deres joller med telte og udstyr på vej til weekendens fællesoplevelser med fangst eller fiskeri efter ørreder og ammassetter. Familiestrukturen og levevilkårene kræver mange steder fortsat, at man er nødt til at hjælpe hinanden fx. med at hente vand og solar. I de mindre samfund er voksne og børn i modsætning til i Danmark fortsat bundet sammen af en fælles nødvendighed, et arbejdsfællesskab, hvor den enkeltes indsats og ansvar er forudsætningen for at familien kan leve og overleve. Familier i krise Alligevel oplever man - om ikke et samfund - så mange familier i krise. De overfyldte børnehjem, manglen på institutionspladser og manglen på behandlingstilbud til de mest skadede børn taler deres tydelige sprog. Et tragisk tegn på familiens opløsning og samfundets mangelfulde børnepolitik er det meningsløse og tragiske mord på den danske pædagog fra Nuuk. Efter 5 års arbejde som psykolog i Grønland, står det mig klart, at det fællesskab, og den psykiske nærhed, som er forudsætningen for at vi kan udvikles som trygge, tillidsfulde og åbne mennesker, slet ikke eksisterer i mange familier. Myten om fællesskabet i den grønlandske familie eksisterer måske kun i fantasiens verden? Alt for mange børn lever deres eget liv fjernt fra et familiefællesskab, som ikke har overlevet. Alt for mange børn vokser op uden nære og ansvarlige voksne. Efter de første leveår synes børnene ofte overladt til sig selv uden voksne til at opdrage og videregive normer og værdier. Det er forudsætningen for, at vi kan udvikles til sociale mennesker, der både tør tage ansvar for sig selv og medmenneskets liv. Afmagt over for livet Mange samtaler med unge selvmordstruede har fortalt mig om en ufattelig stor isolation, ensomhed og afmagt over for livet. De mangler stabile, ansvarsbevidste voksne, som både kan tilbyde nærhed og tør stille krav til dem. I stedet får de tidligt i deres liv lov at passe sig selv alene eller i kammeraternes flok. Det er meget almindeligt, at pubertetsbørn hellere søger kammeratgruppen end forældrene i en periode af deres liv, men det katastrofale er, at så mange børn totalt synes at mangle nære voksne, som vil høre på dem og som tør tage et reelt medansvar for de unges liv. Når de møder problemer, har de ingen at støtte sig til tid over kammeraterne og kan foretrække at tale med en tilfældig dansk psykolog, som ikke engang kan deres sprog, hvor det burde være forældrene, der lyttede til dem. Forældrenes ansvar I det gamle grønlandske samfund var børnenes opdragelse et fælles anliggende. Familierne i de små samfund udviste et fælles ansvar over for børnene. Normer, værdier og færdigheder blev trænet i kammeratgruppen og sammen med de voksne. Det holder ikke i et moderne grønlandsk samfund. I dag er det først og fremmest forældrenes ansvar at opdrage børnene. Den unge morder og den selvmordstruede unge kan udtrykke to sider af samme problem. Unge som tidligt er svigtede af voksne, som vender de voksne ryggen, og som i deres afmagt og frustration vender vreden udad eller indad. Alkoholmisbrug er en del af problemet, fordi alkoholiserede forældre, hverken kan tage vare på sig selv eller deres børns liv. Men grundlæggende oplever jeg mange forældre, som ikke har viden om eller forstår betydningen af, at børnene har krav på nære forældre, som gennem hele børnenes opvækst har et medansvar for deres trivsel og udvikling. Politikernes ansvar Jeg savner politikere, centralt og kommunalt, som åbent tør står frem og markere holdninger og meninger om familiens og børnenes vilkår i dagens Grønland. Jeg savner politikere, som kan og vil diskutere normer og værdier i opdragelsen i det moderne Grønland. Jeg savner politikere, som vil formulere en børnepolitik og har viljen til at gennemføre den, selv om den koster mange penge. Nogle truede børn isolerer sig og bliver selvdestruktive, og det kan ende med selvmord. Andre børn bliver udad-reagerende, asociale eller adfærdsvanskelige. Når det sker kan vi have svært ved at forstå, at de ikke ændrer en uhensigtssmæssig adfærd til deres eget bedste. Men forudsætningen for at børn kan ændre adfærd er, at de voksne der omgiver dem, ændrer adfærd og giver dem ændrede opvækstvilkår. Det gælder i familien såvel som i det store samfund. Børnenes symptomer er advarselstegn eller signalflag, som børnene hejser, når de føler sig svigtede og ikke bliver værdsatte, som det de er, mennesker under udvikling. Hvad kan vi gøre? Vi må opdrage hinanden til at blive bedre forældre. I stedet for at sende de utallige fordummende og sikkert billige film, som dominerer KNR’s programflade, må der bevilges penge til grønlandske udsendelser om børns udvikling og børns behov. I radio og tv må der være en løbende debat om, hvad børn har brug for, og hvad vi rent faktisk giver dem. Almindelige mennesker må inviteres i studiet, så de kan snakke opdragelse med hinanden samt normer og værdier i dagens samfund. Når jeg i mit job som skolepsykolog er med til forældremøder på skolerne viser forældrene ofte stor interesse for at diskutere opdragelse med hinanden. Der må lokalt skabes tilbud, hvor forældrene kan komme og snakke med andre forældre om deres børn. Grønland er i gang med at udvikle en ny folkeskolelov. Ud over struktur og fag, må den rumme væsentlige ting om børnenes sociale og følelsesmæssige udvikling. Hvordan kommer skolen til at spille en mere aktiv rolle i børnenes opdragelse? Hvordan er skolen med til at udvikle børnenes ansvarlighed for andre og for egen læring? Hvordan skabes der muligheder for et reelt samarbejde med forældrene ud over det formelle, som er nedlagt i bestemmelsen om skolebestyrelserne? Hvordan fastholdes en forældreinteresse, som rækker ud over den første skoledag med al dens festlighed? Kan den årlige skolestart skolestart fx. indledes med lærerforældre kursus i samarbejde? Et kursusforløb, hvor man drøfter forventninger og ansvar? Hvordan gøres skolen til et sted, hvor det er naturligt for forældre at mødes og snakke om fælles opdragelsesproblemer? Hvordan indlægge faget "at blive forældre" i skolen? 4. Hvordan får vi fat i de meget unge mødre, som af naturlige årsager ofte ikke har forudsætningerne for at opdrage deres børn? I Sisimiut har man udviklet en model for forældrekurser. Hvordan får vi den udbredt til hele kysten? Ovennævnte ideer og spørgsmål skal ses som et forsøg på at bidrage til en langsigtet ændring af børns opvækstvilkår og udviklingsmuligheder i hjem og skole. Hvis der grundlæggende skal ske ændringer i børnenes udviklingsmuligheder i familien og i skolen, må der gennemføres en massiv kampagne, som når kysten rundt. Det drejer sig om debat og om undervisning. Hvis vi skal genopdage vigtigheden af nærhed og fællesskab i familien, må vi udnytte det fremragende medie, som tv er. Grønlands dygtige skuespillere kan. inddrages, så hverdagens opdragelsessituationer gennemspilles på kreativ vis. En sådan kampagne må forløbe over år. Et skib på vej i dybet er svært at ændre kurs på. På kort sigt handler det om aktivt at målrette indsatsen over for de truede familier og finde deres ressourcer. Det er nødvendigt med fiere ressourcer til institutioner og væresteder for børn og unge, når forældrene ikke slår til. I byerne kan der skabes samtalesteder, hvor forældre og andre interesserede kan mødes og snakke om dagligdagen i familien. Som noget meget væsentligt drejer det sig også om bedre uddannelse, og bedre løn til pædagogerne, hvis de skal fastholdes på institutionerne. Det skal være attraktivt åt være pædagog, så det bliver det fornemmeste job i Grønland, ud over det at være forældre.