Omsorgssvigt

Vi har lyst til at spørge: Er problemet og dets omfang ikke allerede synligt nok? ... Taler ventelister til døgninstitutioner på op mod 200 børn ikke for sig selv? Eller gadebilledet i Nuuks natteliv? Eller politiets døgnrapporter? Eller socialforvaltningens socialvagt rapporter? Eller avisernes artikler?

Torsdag d. 7. november 2002
Cavit Guven
Kathrine Rosenkrands
Maria Dressler
Emnekreds: Børns vilkår, Etik, Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

Indholdsfortegnelse:
Handler omsorgssvigt om økonomi?
Et samfund, hvor målsætninger i indsatsen mod omsorgssvigt tilrettelægges ud fra en økonomisk synsvinkel.
Er problemet og dets omfang ikke allerede synligt nok?
Hvad så med ressourcepersonerne og netværkerne?
Fra viden til koordineret indsats!


Der skal være valg den 3. december. Et af valgets meget aktuelle temaer bliver den omfattende omsorgssvigt af børn, som vi hver dag er vidner til her i Grønland.

Der er tre centrale spørgsmål i debatten om omsorgssvigt. Hvordan kommer vi omsorgssvigt til livs? Hvordan redder vi de børn, som allerede er blevet udsat for det? Og hvordan forebygger vi, at fremtidens børn bliver udsat for det? Ole Dorph, fungerende landsstyremedlem for sociale anliggender, udsendte i september sit bud på nogle svar med sin handlingsplan "Tassa - de næste 1001 dage." Mange fandt det prisværdigt, at Ole Dorph kom med et oplæg, men mindst lige så mange var og er mindre begejstrede over oplæggets konkrete indhold, hvilket er kommet til udtryk gennem en ophedet debat i pressen de seneste uger.

Det er godt, at debatten er kommet i gang. Den er yderst væsentlig, for problemerne omkring omsorgssvigt og deres konsekvenser er massive.

Handler omsorgssvigt om økonomi?
Udgangspunktet for Tassa lyder som følger:

"Antallet af børn og unge, der udsættes for invaliderende fysiske og psykiske overgreb, truer med at slå bunden ud af samfundsøkonomien, virksomhedernes konkurrenceevne og den enkelte borgers selvværdsfølelse."

Omsorgssvigt betragtes med andre ord som en trussel for det grønlandske samfunds fortsatte udvikling.

Vi er enige med Dorph i, at borgernes velbefindende er en forsikring af den fremtidige samfundsøkonomiske vækst i landet. Man kan også vende det om og spørge: Hvad er det for et samfund, der tillader, at så mange medborgere udsættes for svigt og overgreb?

Et samfund, hvor målsætninger i indsatsen mod omsorgssvigt tilrettelægges ud fra en økonomisk synsvinkel.
I Tassa udmønter det sig i nedskæringer på antallet af anbringelser uden for hjemmet, nedskæringer på antallet af institutionspladser og halvering af omkostninger pr. barn.

Der tegner sig et besynderligt mønster i Dorphs forslag, idet der skal spares på indsatsen mod de eksisterende problemer, men bruges penge på synliggørelsen af problemerne og deres omfang.

Er problemet og dets omfang ikke allerede synligt nok?
Vi har lyst til at spørge: Er problemet og dets omfang ikke allerede synligt nok?

Taler ventelister til døgninstitutioner på op mod 200 børn ikke for sig selv? Eller gadebilledet i Nuuks natteliv? Eller politiets døgnrapporter? Eller socialforvaltningens socialvagt rapporter? Eller avisernes artikler?

Der er ingen tvivl om, at vi som psykologer synes, det allerede er meget synligt. Vi ser omsorgssvigt og konsekvenserne af det hver dag, hele tiden.

Og der er derfor heller ingen tvivl om, at vi synes investeringer bør foretages i behandlings- og forebyggelsestiltag fremfor i undersøgelser, analyser og rapporter. Ikke mindst set i lyset af, hvor amputerede og utilstrækkelige de eksisterende behandlings- og forebyggelsestiltag er.

Det er vanskeligt for os at se formålet med en undersøgelse som finder frem til, at der fx er et eller andet antal småbørn eller skolesøgende, der har behov for hjælp. For der er ingen til at dække dette behov. Vi gentager INGEN! Hverken i professionelt regi eller i form af de ressourcepersoner og netværk, som Dorph drømmer om.

I Nuuk, hvor vi selv bor og arbejder, findes der ingen behandlingstilbud til børn under skolealderen, medmindre de hører til i psykiatrisk regi. Daginstitutionerne gør et stort arbejde omkring småbørn, som de kan se bliver omsorgssvigtede, men mangler den fornødne rådgivning og supervision. Skolesøgende børn kan principielt henvises til behandling i PPR-regi (pædagogisk-psykologisk rådgivning), men i praksis er der pt. kun ansat en psykologistuderende til at varetage alle skolesøgende - ikke kun i Nuuk, men i hele Midtgrønland. Det betyder i praksis, at der heller ikke forefindes deciderede behandlingstilbud til denne gruppe børn og unge. De unge på landets videregående uddannelser er ligeledes berørt af omsorgssvigt, hvilket ofte resulterer i afbrudte uddannelsesforløb.

Hvad så med ressourcepersonerne og netværkerne?
Hvis ikke så mange af dagens voksne bar rundt på en masse personlige problemer, fordi de selv har været udsat for omsorgssvigt, så ville ideen være ganske udmærket. Det er en god idé at passe på hinanden og at yde en ekstra indsats for andre, hvis man selv har et overskud at give af. Men det er vanskeligt, at få øje på, hvor disse ressourcer og dette overskud skal findes.

Lad os antage, at ressourcepersoner og netværk findes, hvad skal de så gøre? Hvordan skal de så gribe ind over for de børn, de ser bliver svigtet og vanrøgtet? Hvor skal de henvende sig for at få vejledning og råd? Hvordan skal de hjælpe de børn, der har behov for en behandling, som er svær at give i en almindelig familie?

Fra viden til koordineret indsats!
På verdensplan foreligger der utallige videnskabelige velunderbyggede undersøgelser om, at mennesker får psykiske traumer på grund af nogle af de påvirkninger, de har været udsat for. Eksempelvis seksuelle krænkelser, vold i familien, opvækst i familier med alkoholisme m.m.

Vi, der sidder som psykologer ved Nuup Kommunea, får igennem vort daglige arbejde bekræftet, hvor udbredte konsekvenserne af omsorgssvigt er, og hvor mange problemer det skaber for voksne fra alle samfundets lag.

Det er kort sagt ikke realistisk alene at satse på en ikke-professionel indsats som våben i kampen mod omsorgssvigt. Og det er heller ikke realistisk at tro, at forholdene vil ændre sig, så længe velkoordineret og kontinuerlig professionel behandlingsindsats er så godt som ikke-eksisterende.

Vi er vidende om, at vi ikke er så mange fagfolk, som man kunne ønske. Derfor er det også nødvendigt at udnytte og koordinere den viden og de ressourcer, der allerede eksisterer, bedst muligt.

Dorph har med Tassa valgt at trække på dyre private konsulentfirmaer, der først skal bruge tid og penge på at få kendskab til forholdene, før de når frem til den viden og erfaring, som nogle af de eksisterende faggrupper allerede sidder inde med !

Vi ser frem til i den kommende valgkamp at få nogle gode og bæredygtige forslag til, hvordan vi skal komme problemerne omkring omsorgssvigt til livs. Vi står gerne til rådighed med vores psykologfaglige viden.