Indsigt: Inuitter skal have lov at skyde sæler og sælge skindet

Inuitter skal have lov at skyde sæler og sælge skindet

Halvdelen af befolkningen på Grønland er helt eller delvist afhængig af eksporten. Mange lever i isolerede bygder, hvor der ikke er noget alternativ til sælfangst, hvis der skal være råd til fødevarer, brændstof og andre livsnødvendigheder. Hvis vi forbyder import af sælskind over en kam, tvinger vi også brødet ud af munden på en stor del af Grønlands oprindelige befolkning.

Onsdag d. 11. februar 2009
Ole Christensen, Medlem af Europa-parlamentet for Socialdemokraterne
Emnekreds: Børns vilkår, Eu, Naturbeskyttelse, Socialt ansvar, Sælfangst.

Jeg ikke kan fordrage, når følelserne får magten over fornuft og fakta i politiske diskussioner. Men det skete endnu engang for øjnene af mig i Europa-Parlamentet, da vi skulle forholde os til Europa-Kommissionens forslag om et forbud mod import af sælskind.

Bestialsk, brutalt og barbarisk er blot to ud af mange stærkt ladede udtryk, der bruges i flæng om sælfangst. Det er sandt, at canadierne benytter ganske forkastelige fangstmetoder. Årligt slår de 300.000 sæler ihjel med køller, ishakker og fangstkroge. 90 procent er mellem 2 og 12 uger gamle, og på grund af stress og tåbelige kvoteordninger ender omkring 15.000 årligt med at blive flået levende.

Formålet med importforbuddet er at sætte en stopper for de canadiske fangstmetoder. Det er jeg helt enig i, at vi skal. Men det ville være urimeligt, hvis forbuddet også ramte de grønlandske fangere.

I de grønlandske farvande lever der otte millioner sæler. Der er ikke tale om en truet dyreart, og grønlænderne dræber kun 160.000 sæler om året. Sælerne har haft et langt bedre liv end de grise og køer, vi spiser, og sælfangerne bruger ligeså humane metoder som enhver slagter eller jæger.

Halvdelen af befolkningen på Grønland er helt eller delvist afhængig af eksporten. Mange lever i isolerede bygder, hvor der ikke er noget alternativ til sælfangst, hvis der skal være råd til fødevarer, brændstof og andre livsnødvendigheder. Hvis vi forbyder import af sælskind over en kam, tvinger vi også brødet ud af munden på en stor del af Grønlands oprindelige befolkning.

Europa-Kommissionen har heldigvis forståelse for, at grønlandske sælfangere har styr på etikken, og har derfor foreslået en såkaldt inuit-undtagelse til importforbuddet. Men mange parlamentarikere formår ikke at holde følelserne i skak og fokusere på fakta i denne sag.

I Europa-Parlamentet har forslaget været oppe i både landbrugsudvalget, miljøudvalget, udvalget for det indre marked og udvalget for international handel, som jeg er medlem af. Og jeg var skuffet over at se, at selv socialdemokratiske kollegaer som britiske David Martin, hverken kunne skelne mellem de vidt forskellige fangstmetoder eller forholde sig til den samfundsmæssige betydning.

David Martin fremsatte eksempelvis et ændringsforslag om at indskrænke inuit-undtagelsen til ikke-kommerciel brug. Et forslag, der kunne få katastrofale konsekvenser på Grønland, for ikke-kommerciel sælfangst brødføder jo ikke de grønlandske børn.

Hvert sjette grønlandske barn oplever at gå sulten i seng, hørte jeg den anden dag i radioen. Det er en socioøkonomisk katastrofe af rang, og ingen kan få mig til yderligere at forværre den situation ved at hive deres forældres indkomstgrundlag væk med et importforbud. Vi skal ikke sætte dyrvelfærd over menneskeliv i EU.

Jeg har derfor kæmpet en indædt kamp for at beholde Europa-Kommissionens forslag om inuit-undtagelsen uændret. David Martins ændringsforslag blev heldigvis stemt ned i udvalget. Lad os håbe, at det samme sker, når hele Parlamentet skal stemme om det i Strasbourg. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at det sker.

Men sælskind er desværre ikke løsningen på alt. Der ligger fortsat en stor politisk udfordring forude, før Grønland når de samme økonomiske og sociale standarder som Danmark og resten af EU.

/Kilde: Socialdemokraterne