Indsigt: Uden at mærke noget på krop og sjæl

Uden at mærke noget på krop og sjæl

Det vil derfor være relevant at overveje, om ikke den langsigtede og stabile finansiering af de sociale tiltag som Sara Olsvig foreslår, bør tilvejebringes efter et princip om, at pengene følger klienten. Således at udgifter til sociale tilflyttere fra Grønland finansieres af den grønlandske hjemkommune, indtil tilflytteren kan klare sig i Danmark uden hjælp fra det offentlige. Det ville sætte en stopper for kassetænkning og systemskabt eksport af tunge sociale klienter til Danmark.

Mandag d. 10. oktober 2011
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Folketinget, Grønlændere i Danmark, Socialt ansvar, Sådan set.

Sara Olsvig har følgende passus med i sin første tale i Folketinget:

Grønlændere bosiddende i Danmark mærker også på krop og sjæl den politik, der føres fra denne sal. Dette efterår afholdt det grønlandske ligestillingsråd en høring, som viste at grønlændere i Danmark fortsat oplever diskrimination i deres hverdag. Vi har en stor opgave at løfte i fællesskab på dette område – både de danske kommuner, den danske regering og Selvstyret. Vi er nødt til at sikre, at det store antal grønlændere bosiddende i Danmark mødes med værdighed og får den nødvendige hjælp.

Det må være slut med lappeløsninger. Vi skal sikre langsigtet og stabil finansiering af de sociale tiltag som mange ildsjæle rundt omkring i Danmark udfører for udsatte grønlændere. Lad os sikre en helhedsorienteret dansk politik og indsats for grønlændere bosiddende i Danmark.


Med dette afsnit i sin tale fortæller Sara Olsvig alle de mange, der ikke ved bedre, at grønlændere i Danmark behøver hjælp. Men det gør grønlændere i Danmark ikke. Og det stempel skal hun ikke sætte på herboende grønlændere.

Sara Olsvig stempler en hel befolkningsgruppe som hjælpeløse modtagere af offentlige ydelser. Må vi være fri for den slags omklamring og fri for at blive misbrugt i hendes skamløse spil for galleriet.

Der er en lille gruppe grønlændere, der er afhængige af hjælp fra det offentlige, men en optælling og en kort sammenlignende undersøgelse vil vise, at denne gruppe procentmæssigt ikke er meget større end andelen i befolkningen som helhed, der behøver hjælp af det offentlige.

Problemet for gruppen af grønlændere, der behøver hjælp, er det særlige, at deres problemer er grundlagt i Grønland. Og i Grønland har man ikke formået at hjælpe dem, hvorefter de er flygtet til Danmark, hvor hjælpen langt bedre. Men mulighederne for at klare sig ikke er gode, fordi de grønlændere, der behøver hjælp, ofte også mangler relevant uddannelse og har problemer med at tale og forstå dansk.

Som udgangspunkt er den bedste hjælp den, der burde være givet hjemme i Grønland.

Det vil derfor være relevant at overveje, om ikke den langsigtede og stabile finansiering af de sociale tiltag som Sara Olsvig foreslår, bør tilvejebringes efter et princip om, at pengene følger klienten. Således at udgifter til sociale tilflyttere fra Grønland finansieres af den grønlandske hjemkommune, indtil tilflytteren kan klare sig i Danmark uden hjælp fra det offentlige.

Det ville sætte en stopper for kassetænkning og systemskabt eksport af tunge sociale klienter til Danmark.

Med sådan en ordning skal Sara Olsvig være glad for, at det kun er en meget lille del af grønlænderne i Danmark, der behøver sådan en hjælp.

Hovedparten af grønlændere i Danmark lever et ganske normalt liv, uden ”at mærke noget på krop og sjæl”.

Læs også
Jomfrutalen 6. oktober 2011