Indsigt: Vi skal videre!

Vi skal videre!

Vi må starte med at erkende, at der foregår masser af vold i hjemmene, som politiet aldrig hører om og som finder sted mens alle i hjemmet er ædru.

Lørdag d. 26. november 2011
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Socialt ansvar.

Dagen i dag appellerer FN til, at vi sætter fokus på vold mod kvinder. Denne opfordring er der desværre god grund til at følge i Grønland.

Her i landet udsættes et meget, meget stort antal kvinder for vold. En af de største forhindringer for at standse denne vold er vores egne fordomme om voldsramte kvinder. Vi tager det ganske enkelt ikke seriøst nok og trækker lidt på skuldrene af det.

Myten er at parret er fulde og at kvinden bliver provokerende og benytter sig af psykisk vold, indtil manden i frustration og afmagt ender med at slå. Dermed er begge parter lige gode om det.

Myten får næring fordi mange voldsramte kvinder bliver i de voldelige parforhold eller kommer tilbage til manden, hvis hun har valgt at gå fra ham. Men vold i hjemmet handler om meget andet end hysteriske kællinger, magtesløse mænd og alkohol. Der er ingen tvivl om at en del vold i hjemmene finder sted under drikkelag. Men det er for simpelt at bagatellisere voldsproblemet som et bi-produkt af landets alkoholproblem.

Vi må starte med at erkende, at der foregår masser af vold i hjemmene, som politiet aldrig hører om og som finder sted mens alle i hjemmet er ædru. Alle kvinder i samfundet kan møde en mand der udsætter dem for vold. Vold i hjemmene påvirker hele samfundet og måske netop derfor er det svært at tale om og svært at handle på. Også politifolk, politikere, sygeplejersker, læger, journalister, socialrådgivere og psykologer udsættes for vold eller er selv voldelige.



Det vigtigste vi kan gøre er at stille os til rådighed. Hvis du har en mistanke så sig til kvinden: ”hvis du har brug for at snakke, så vil jeg gerne lytte”. Det vigtigste for os mennesker er at andre interesserer sig for os. Al udvikling starter der. Og hvis man bliver bekendt med vold så skal man underrette politiet og de sociale myndigheder. Der er ingen vej udenom. Det er vores pligt som borgere. Dette ansvar bliver særligt stort når der er børn i familien. Vi er selv er en del af løsningen. Vi skal tale med vores egne børn om vold og vi må forstå at den voldsramte kvinde er en del af os. Hun er en del af vores samfund og en del af vores fremtid og hvis vi vil fremad skal hun med. Og det samme gælder for hendes børn og voldsmanden. Vi må tro på at det nytter at gøre en indsats.