Indsigt: Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 2. Forsøgets historiske kontekst

Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 2. Forsøgets historiske kontekst

Gang på gang blev der ikke mindst fra grønlandsk side argumenteret for indførelse af faget dansk i skolen og et større kendskab til dansk kultur som en forudsætning for – med datidens udtryk – indførelse af et moderne samfund. Der var variationer i holdningerne: For nogle var målet en egentlig integration af det grønlandske samfund i det danske og dermed en dominerende rolle for dansk sprog og dansk kultur, mens andre var mere moderate og mente, at man også skulle holde fast i det grønlandske sprog og den grønlandske kultur. Set under eet var der dog enighed om, at kundskaber i dansk og kendskab til og indføring i dansk kultur var nødvendige redskaber for den videre udvikling, og at en ligestilling med Danmark gik gennem et danskdomineret skole- og uddannelsessystem

Torsdag d. 14. januar 2021
Daniel Thorleifsen, Historiker. Grønlands Landsmuseum
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Sniff Andersen Nexø, Projektleder og forsker
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie, Socialt ansvar.

Indholdsfortegnelse:
2. Forsøgets historiske kontekst
2.1 Grønland omkring 1950
2.2 Sociale forhold i en overgangstid
2.3 Den danske børneforsorg omkring 1950
2.4 Red Barnet og Dansk Røde Kors vender blikket mod Grønland


Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951
2. Forsøgets historiske kontekst

2.1 Grønland omkring 1950

Da de 22 børn, som denne udredning omhandler, i 1951 blev sendt til Danmark, var Grønland en dansk koloni. Det skete i en periode, hvor der blev indført reformer, der skulle sætte gang i udviklingen i Grønland, bl.a. inden for skole- og uddannelsesområdet og det sociale område. Både den koloniale ramme og ideerne bag det igangsatte reformarbejde havde indflydelse på de beslutninger, der blev taget i denne sag, og på selve beslutningsprocessen.

Den koloniale ramme

Fra 1908 lå administrationen af Grønland i medfør af Loven om Styrelse af Kolonierne i Grønland i Grønlands Styrelse, der de første år var placeret under Indenrigsministeriet, men fra 1929 hørte under Statsministeriet.

I Grønland var statens øverste repræsentanter landsfogederne for henholdsvis Nordgrønland og Sydgrønland. Landet var desuden inddelt i et antal kolonidistrikter med en kolonibestyrer som øverste instans. I hvert distrikt var der en præst, der ud over kirken også havde ansvaret for skolen. På dette tidspunkt var der desuden i de fleste kolonidistrikter ansat en læge.

Fra 1911 var Vestgrønland inddelt i mere end 60 meget små kommuner med hvert sit kommuneråd, der stod for den sociale forsorg og varetagelse af den offentlige orden. Fra 1911 var der endvidere to landsråd, et for Sydgrønland og et for Nordgrønland, der, som benævnelsen antyder, først og fremmest skulle fungere som rådgivende organer for den danske administration. Landsrådenes medlemmer blev ikke valgt ved direkte valg, men udpeget af valgforsamlinger inden for hver enkelt valgkreds. For Østgrønland og det nordligste Grønland, Thuleområdet, gjaldt indtil begyndelsen af 1960’erne særlige ordninger.
(11)

Fra 1950 skete der omfattende forandringer i administrationen af Grønland. Den centrale forvaltning i Danmark, Grønlands Styrelse, blev 1. juni 1950 omdannet til et departement under Statsministeriet, i daglig tale kaldt Grønlandsdepartementet. I 1955 blev Grønlandsadministrationen i Danmark et selvstændigt ministerium, da Ministeriet for Grønland blev oprettet.
(12)

I medfør af lov om styrelsesforholdene i Grønland fra 1950 blev de hidtidige to landsråd erstattet af eet landsråd, der nu blev valgt ved direkte valg. Landsrådet kunne som landets øverste politiske organ diskutere og behandle såvel enkeltsager som principielle spørgsmål, men dets selvstændige kompetence var begrænset, og den primære opgave var at være rådgivende i forhold for den danske regering og de danske myndigheder. Landsrådet fik sæde i Godthåb, der hermed fik status af landets hovedstad.
(13). De første valg til det nye landsråd fandt sted 29. juni 1951.

Danmarks øverste repræsentanter i Grønland, landsfogederne for henholdsvis Nordgrønland og Sydgrønland, blev fra 1. juni 1950 erstattet af en landshøvding nu med hele Vestgrønland som øvrighedsområde og placeret i Godthåb. Landshøvdingen var som statens øverste repræsentant i landet født formand for landsrådet og ledte landsrådets møder. Omkring landshøvdingeembedet blev der opbygget en centraladministration, der skulle igangsætte og styre en række af de tiltag, der blev besluttet fra centralt hold, dvs. i København.
(14) Her placerede man fra september 1950 under landshøvdingeembedet en nyetableret skoledirektion med skoledirektør, hvis opgave blev at gennemføre den vedtagne skolepolitik.
(15) Under landshøvdingen lå også Grønlands kulturelle råd, nedsat i november 1950, hvis opgave var "at have indseende med den kulturelle udvikling i Grønland, samt i det hele at have opmærksomheden henledt på at fremme den grønlandske befolknings udvikling på enhver måde”.
(16)

I forlængelse af den forandringsproces, der på denne tid fandt sted i og omkring Grønland, skete der ved grundlovsændringen i 1953 en ændring i Grønlands statsretlige stilling. Med formuleringen ”Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks rige” omfattede grundloven nu også Grønland, der dermed blev en formelt ligestillet del af Danmark. Siden har Grønland været repræsenteret med to medlemmer i Folketinget.
(17)

Indtil grundlovsændringen i 1953 dannede de koloniale rammer baggrund for de beslutninger, der i stort og småt blev taget vedrørende Grønland. De politiske og administrative organer i Grønland kunne foreslå ændringer og nye tiltag, men de endelige beslutninger blev taget i centraladministrationen i København. Efter 1950 blev dele af kompetencen flyttet til grønlandske instanser, men i en lang periode derefter blev udviklingen i Grønland stadig styret af danske myndigheder i København og i Grønland.

11 Kjær Sørensen 1983, s. 18-19, 31-35, 70-71, 169 og 196.

12 Jensen: Rigets yderste post.

13 Rigsdagstidende 1949/50: Lov nr. 271 af 27. maj 1950 om Grønlands landsråd og kommunalbestyrelse m.v.; lov nr. 244 af 27. maj 1950 om tillæg til normeringslov for finansåret 1950-51 mv.

14 Rigsdagstidende 1949/50: Lov nr. 274 af 27. maj 1950 om skolevæsenet i Grønland; Bornemann 2012, s. 58-60; Gam 1972, s. 164-166; Grønlandsposten, nr. 12-15, 1. juli-1. august 1950.


Krav om samfundsmæssige forandringer i Grønland

Det grønlandske samfund var i første halvdel af 1900-tallet i forhold til de fleste vesteuropæiske lande på mange måder tilbagestående og præget af fattigdom, dårlige leve- og sundhedsforhold og lavt uddannelsesniveau. Erhvervslivet var totalt domineret af fangst og fiskeri, men produktionen af råvarer var ikke udviklet til et industrielt niveau. Tuberkulose var udbredt og årsag til en meget høj dødelighed, og mange børn havde mistet enten en far eller en mor eller var helt forældreløse. Kun få unge fik en skolegang, der kunne føre dem ud over børneskolen og give mulighed for videre uddannelse.

I flere årtier var der under landsrådenes diskussioner og i den offentlige debat fremsat krav om fremskridt og udvikling af det grønlandske samfund. Grønlandske politikere og debattører ønskede ligestilling og en modernisering af samfundet, så Grønland åndeligt, materielt og politisk kom på højde med vestlige europæiske industrisamfund. Den danske stat var principielt enig i de grønlandske ønsker, men var imod, at udviklingen gik for stærkt, og afviste mange af de konkrete forslag, som blev fremsendt fra landsrådene.

I 1939 indledte repræsentanter for landsrådene og Rigsdagens Grønlandsudvalg forhandlinger med henblik på at reformere grønlandspolitikken. Imidlertid betød udbruddet af 2. Verdenskrig, at de grønlandske repræsentanter i al hast måtte rejse tilbage til Grønland, uden at møderne havde givet konkrete resultater.

Efter 2. Verdenskrig gentog de grønlandske politikere med fornyet kraft deres krav om udvikling og øget indflydelse, denne gang støttet af nogle af de danske embedsmænd, der arbejdede i og med Grønland. I 1946 besøgte en dansk pressedelegation landet og gav den danske befolkning et rystende billede af forholdene i Grønland og dermed den danske stats behandling af den grønlandske befolkning. Afdækningen af disse forhold var medvirkende til, at der i den danske befolkning blev skabt større kendskab til og bevidsthed om Grønland. I forlængelse af de samtidige tanker i Danmark om udvikling af et velfærdssamfund medvirkede pressens besøg til at skabe en holdning i den danske befolkning om, at Danmark aktivt skulle gøre en indsats for at bedre forholdene i Grønland. Endelig var Danmark i lighed med andre kolonilande underlagt FN’s krav om politisk udvikling i de såkaldte ’ikke selvstyrende områder’ og skulle årligt indsende rapporter til FN om tilstanden og udviklingen.

Over for dette samlede pres bøjede den danske regering af og nedsatte i 1948 Grønlandskommissionen, der skulle kulegrave hele problematikken omkring forholdene i Grønland og fremlægge konkrete forslag til den fremtidige udvikling og dens gennemførelse i praksis. I 1950 fremlagde kommissionen en betænkning, der bl.a. indeholdt en række forslag, der skulle danne grundlag for et kommende moderne grønlandsk samfund. Statens monopol på erhvervsområdet blev fjernet, og landet blev åbnet, så der nu blev adgang også for private danske initiativer.
(18)

Med udgangspunkt i kommissionsarbejdet og den efterfølgende lovgivning i sommeren 1950 blev der allerede fra samme sommer sat gang i et omfattende reformarbejde, der fik virkning for stort set alle samfundsområder og for hele befolkningen i Grønland. Et af disse områder var skole- og uddannelsesområdet.

15 Bekendtgørelse om overgangsbestemmelser for skolevæsenet i Grønland 1950, § 1.

16 Beretninger vedrørende Grønland 1951, s. 59.

17 Kjær Sørensen 1983, s. 165-166.

18 Gulløv 2017; Rosing Olsen 2005


Skole- og uddannelsespolitikken

Fra starten af diskussionerne om Grønlands fremtid i begyndelsen af århundredet var der fra både dansk og grønlandsk side enighed om, at uddannelse var nøglen til udvikling i retning mod et moderne samfund, og at indførelse af danskundervisning var nødvendigt for at give adgang til videre uddannelse og dermed give den grønlandske befolkning reel indflydelse gennem overtagelse af vigtige samfundsfunktioner. Allerede i forbindelse med revision af styrelsesloven i 1925 blev det besluttet at indføre danskundervisning i skolen, men da der kun var ganske få kvalificerede lærere, blev det kun realiseret i byerne, mens der i praksis ikke var nogen danskundervisning på udsteder og bopladser, hvor den største del af befolkningen boede.

Også under de fornyede diskussioner om Grønlands fremtid efter 2. Verdenskrig havde spørgsmålet om danskundervisning en central placering. Allerede på det første landsrådsmøde efter krigens slutning blev der fremsat forslag om styrkelse af danskundervisningen, og landsrådene vedtog ”at give Udtryk for et almindeligt Krav i Befolkningen om øget Danskundervisning i det grønlandske Skolevæsen”. På landsrådsmødet to år senere udtalte et af medlemmerne: ”Dette Krav er stadigt voksende, endog ved de mindre Steder, og det er efterhaanden blevet sådan, at en Lærer, der ikke kan dansk, ikke er anset af Befolkningen.”
(19)

Gang på gang blev der ikke mindst fra grønlandsk side argumenteret for indførelse af faget dansk i skolen og et større kendskab til dansk kultur som en forudsætning for – med datidens udtryk – indførelse af et moderne samfund. Der var variationer i holdningerne: For nogle var målet en egentlig integration af det grønlandske samfund i det danske og dermed en dominerende rolle for dansk sprog og dansk kultur, mens andre var mere moderate og mente, at man også skulle holde fast i det grønlandske sprog og den grønlandske kultur. Set under eet var der dog enighed om, at kundskaber i dansk og kendskab til og indføring i dansk kultur var nødvendige redskaber for den videre udvikling, og at en ligestilling med Danmark gik gennem et danskdomineret skole- og uddannelsessystem.
(20)

Ønsket om udvidede danskkundskaber blev ført med over i arbejdet i Grønlandskommissionen. I dens betænkningen indgik gode danskkundskaber som en ”afgørende forudsætning for den grønlandske befolknings tilegnelse af moderne kultur.” På grundlag af en kort beskrivelse af skolevæsenet fastslog kommissionen om den hidtidige danskundervisning, at ”udbyttet er stærkt varieret, mange steder meget ringe”, og man konkluderede, at både den grønlandske befolknings ønsker og ”en moderne tids krav” gjorde det nødvendigt med en forstærkelse af danskundervisningen. Og selvom man fastholdt det grønlandske sprogs placering inden for folkeskolens rammer fx som undervisningssprog i religionsundervisningen, samt at anvendelsen af
dansk skolesprog skulle foregå på frivillig basis, var den klare konklusion, at hovedvægten måtte lægges på en kraftig udvidelse af danskundervisningen i folkeskolen.
(21)

Sproget dansk skulle ud over i selve danskundervisningen efterhånden også indgå som undervisningssprog i en række fag. Som en hurtig imødekommelse af ønskerne foreslog kommissionen indførelse af dobbeltsprogede skoler, de såkaldte A.-B.-skoler, der i første omgang skulle indføres i fire af de største byer. I de første to år skulle børnene undervises under ét og med grønlandsk som hovedsprog, men fra det tredje skoleår skulle eleverne deles efter kvalifikationer, således at der blev oprettet en ”mere dansksproget” linje, hvor undervisningen gradvist og i flere og flere fag skulle foregå på dansk. Målet var på længere sigt, at eleverne i de enkelte klasser på denne linje skulle opnå samme kundskaber som tilsvarende klasser i den danske folkeskole.

Endvidere påpegede man i kommissionens betænkning behovet for en gradvis videre udbygning af danskundervisningen ”dels ved oprettelse af flere skoler med udvidet danskundervisning og dels ved iværksættelse af andre skolemæssige og kulturelle foranstaltninger.”
(23) Hvilke konkrete foranstaltninger, der her kunne komme på tale, kom kommissionen dog ikke ind på.

Den nye skoleordning blev iværksat med skoleloven fra 1950, som var en del af det samlede lovkompleks på otte love, kaldet Grønlandslovene, som blev vedtaget af Rigsdagen i maj 1950.
(24) Skolevæsenet havde fra koloniseringens start hørt under missionen, senere kirken. Nu blev kirke- og skolevæsenet adskilt, og præsterne blev efterhånden erstattet af uddannede lærere som ledere af skolerne i de enkelte distrikter

I august 1950 udsendte Statsministeriet en bekendtgørelse, hvor retningslinjer for den nye skolepolitik blev udstukket. Allerede fra september samme år skulle de nye førsteklasser i fire byer, bl.a. Godthåb, have en ”grundig undervisning i dansk”, og undervisningen skulle tilrettelægges, så eleverne efter 2. klasse kunne deles i en dansksproget og en grønlandsksproget linje. I realskolen skulle eleverne undervises på dansk i alle fag på nær grønlandsk og religion, og der blev lagt vægt på, at eleverne ved udgangen af realskolen skulle beherske både det danske og det grønlandske sprog, såvel skriftligt som mundtligt. Realskolens mål var nemlig at føre eleverne frem til en prøve, ”der i så mange henseender som muligt er på højde med den danske realeksamen”.
(25)

Den dobbeltsprogede skole var tiltænkt grønlandske børn, mens danske børn i Grønland blev undervist for sig. Tidligere var de blevet undervist af privatlærere eller sendt på kostskole i Danmark på forældrenes bekostning. I Godthåb var der under og lige efter krigen en privat skoleordning betalt af forældrene til danske børn og nogle få fremtrædende grønlandske familier. Den blev i forlængelse af etableringen af den nye skoleordning i Grønland lagt ind under den offentlige skole, og det blev samtidig meddelt, at grønlandske børn efter indstilling af skolens ledelse ligeledes ville kunne deltage gratis. Klasserne med danske børn gik i daglig tale under betegnelsen ”den danske skole”.
(26)

Således blev gode kundskaber i dansk og kendskabet til dansk kultur fra både grønlandsk og dansk side betragtet som et af de vigtigste redskaber for den grønlandske befolkning til at komme ud af isolationen og udvikle sig til et moderne samfund. Fremtidens grønlændere skulle kunne dansk for at tage de uddannelser, der skulle kvalificere dem til at overtage de jobs, som på dette tidspunkt var besat af danskere, eller som ville opstå i det nye moderne grønlandske samfund. Det var, mente man, vejen frem for at få reel indflydelse og dermed opnå den ligestilling med Danmark og med danskerne, som var det overordnede mål.

19 Citeret efter Jensen 2001, s. 123 og 125.

20 Jensen 2001, s. 163.

21 G-50, bd. 3: Skolevæsenet, Kirken og andre kulturelle forhold, s. 14-16.

22 Sst., s. 16-18; Jensen 2001, s. 127.

23 Sst., s. 15.

24 Rigsdagstidende 1949/1950: Lov nr. 274 af 27. maj 1950 om skolevæsenet i Grønland. Jensen (2001), s. 167f.

25 FBA Grønlandsudvalgets arkiv, kasse 7: Akter 1948/49-1951/52: Læg 3: 1950/51: bilag 2: Bekendtgørelse om overgangsbestemmelser for skolevæsenet i Grønland,
26 Kamikken, 13. juni 1953, s. 1: Den danske skole bliver gratis.


2.2 Sociale forhold i en overgangstid

Med et stort areal og et lille befolkningstal er Grønland særdeles tyndt befolket. Omkring 1950 boede befolkningen spredt over lange afstande i distrikterne ved kolonisteder, udsteder og bopladser
(27) som konsekvens af kolonitidens bosættelses- og erhvervspolitik. I 1945 boede der i Grønland i alt 20.815 grønlændere og 569 danske i 161 beboede pladser. Alene i den isfrie del af Vestgrønland fra Upernavik i nord og Nanortalik i syd på 116.000 km2 var der således 146 indbyggere pr. 1.000 km2, mens det tilsvarende tal for Danmark var på 86.336 indbyggere.
(28)

Mange af de små samfund og bostederne var geografisk temmelig afsondrede og fysisk isolerede og påvirkning udefra ret begrænset. Stederne kunne kun anløbes ad søveje, og nogle steder med islæg i vintermånederne var ufremkommelige i lange perioder.

I 1950 beskrev Grønlandskommissionens betænkning blandt konsekvenserne af Danmarks hidtidige kolonipolitik i Grønland de utilsigtede virkninger af den økonomiske politik, nemlig 1) Den lave levestandard, 2) For få impulser udefra, 3) Økonomisk ulighed mellem danskere og grønlændere, 4) Mangel på økonomisk selvstændighed og forståelse hos grønlænderne og 5) Ingen impulser til befolkningskoncentration.
(29)

Konsekvenserne var bl.a., at ”levestandarden var forblevet på det meget lave niveau”, hvilket også var betinget af Boligforholdene, de almenhygiejniske forhold og sundhedsforholdene var blevet derefter, og dødeligheden ”forfærdende stor” sammenlignet med danske forhold. Som følge af den lave levestandard var tuberkulosen udbredt i Grønland som få steder i verden og var skyld i ca. 1/3 af samtlige dødsfald. ”Den store dødelighed specielt for den voksne befolkning har betydelige økonomiske konsekvenser, idet der som allerede omtalt som følge heraf bliver forholdsvis færre forsørgere pr. forsørget i Grønland end i Danmark.”
(30)

Det samme gjaldt boligforholdene. De grønlandske huse var små, som regel med kun ét værelse, og omkring 2/3 af dem havde under 10 m3 pr. beboer. En meget stor del af husene ydede ikke tilstrækkeligt ly mod kulde, træk og fugt. For det meste benyttedes kakkelovne i opvarmning af husene. Grønlandskommissionens betænkning kunne således i 1950 referere, at

”størstedelen af husene er så primitive, små og dårlige, at de med deres ene rum og flade tag mest minder om et skur eller om dårlige ’sommerhuse’ i en dansk kolonihavebebyggelse […] målt med dansk bolighygiejnens krav er størstedelen af de grønlandske boliger kassable.”
(31)

Den lave levestandard havde medført ”en meget stærk økonomisk ulighed” mellem danske tjenestemænd i Grønland og grønlænderne – derfor havde de danske tjenestemænd indtaget en stilling som udpræget økonomisk overklasse samtidig med, at deres stilling og uddannelse på anden måde stillede dem højere end grønlænderne. Derfor stod danskerne i næsten enhver henseende som Grønlands overklasse med de deraf følgende sociale og sociologiske konsekvenser.
(32) Et af midlerne til at rette op på de negative konsekvenser var ifølge kommissionen forbedrede undervisningsforhold for grønlænderne, som ville gøre det muligt på længere sigt at forbedre deres økonomiske forhold ved egen hjælp. Forudsætningen var en forbedret teknisk uddannelse, som forudsatte ”større almenviden og navnlig større kendskab til dansk sprog end almindeligt nu”.
(33) En stærkt intensiveret undervisning både i grundskolen og i tekniske skoler var derfor ifølge kommissionen en nødvendighed for, at grønlænderne kunne blive i stand til at forbedre deres forhold gennem egen indsats.
Kritikken i medier og pressen i Danmark i 1946 over forholdene i Grønland var især rettet mod sygdom, nød og fattigdom, som herskede i stort omfang som følge af den lave levestandard i Grønland. Blikket var i særdeleshed rettet mod børn med omsorgsbehov. Hidtil fandtes der ikke en egentlig børneforsorg i Grønland, udover at kommunerådene havde pligt til at drage omsorg for, at forsørgerløse børn blev anbragt i pleje. Regelgrundlaget for socialforsorgen fandtes i kongelig anordning af 29. maj 1926 om de grønlandske kommuneråd, som pålagde kommunerådene at afhjælpe alle de mere almindelige trangstilfælde ved ydelse af hjælp i form af enten en egentlig understøttelse eller fattighjælp. Ydelse af understøttelse og fattighjælp blev bevilget på et kommunerådsmøde – og for ydelser gjaldt det, at hjælpen som oftest blev udredt i form af naturalier. Kommunekassernes begrænsede midler skulle anvendes til fordel for den lokale befolkning, herunder socialforsorgen. Ifølge Grønlandskommissionens betænkning var kommunerådene dog ofte meget påholdende og temmelig karrige i uddeling af midlerne fra kommunekassen, og hjælpen var ofte for sparsom.
(34)

Den høje dødelighed i Grønland var udbredt blandt småbørn, men særlig udpræget i bestemte aldersklasser af voksne, hvor dødeligheden kunne være mere end fire gange så stor som i Danmark. Dødligheden var særligt høj for mændenes vedkommende og skyldtes primært ulykkestilfælde i forbindelse med et farefuldt erhverv på havet. Dødsfald som følge af ulykkestilfælde og dødsfald af tuberkulose var således et særkende for landet sammenlignet med forholdene i andre lande.
(35) Middellevetiden i perioden 1946-1951 (i gennemsnit for nyfødte drenge og piger) var for mændenes vedkommende på 32,2 år og for kvinderne 37,5 år.
(36) Den høje dødelighed, ikke mindst blandt de mandlige forsørgere, havde stor indflydelse på livsbetingelserne for de grønlandske familier og de sociale forhold, som herskede i landet før 1950, herunder for landets børn.

I 1950 var der 3.486 drenge og 3.503 piger under 12 år i hele Grønland ud af en befolkning på i alt 22.581. En opgørelse i 1950 viste, at der var 1284 forsørgerløse børn i hele Grønland dette år.
(37) Således var der i 1950 et betydeligt antal børn, der stod uden deres biologiske forældre. I det traditionelle grønlandske samfund drog de pårørende eller pladsfællerne selv omsorg for børnene, idet hele familien betragtede sig som forpligtet til at tage sig af forældreløse slægtninge. Alle i bygdesamfundet påtog sig ansvaret kollektivt. Den Juridiske Ekspedition, som i 1948-49 rejste i Grønland for at beskrive sædvane og retspraksis, beskrev, at forældreløse oftest blev optaget i huset dels hos slægtninge, dels hos fremmede, med eller uden bevilling. Også børn, hvis forældre havde vanskeligt ved at klare deres underhold, kunne sættes i pleje. Ikke sjældent sås det også, at plejeforhold etableredes for at hjælpe bedsteforældre eller andre som fx. nødlidende enker. Plejeforhold blev stiftet blot ved aftale mellem de interesserede parter, og undertiden skete det også, at børn midlertidig blev taget i pleje efter indbyrdes aftale mellem plejeforældre og barnets naturlige forældre uden myndighedernes indblanding. Retsvirkningen af det uformelle plejebarnsforhold var, at de biologiske forældre sædvanligvis ved et uformelt plejeforhold når som helst kunne kræve barnet tilbage.
(38)

Det kunne de ikke efter Regulativ af 16. februar 1937 om plejebørn i Grønland, der som noget nyt åbnede for formaliserede plejeforhold, der mindede om samtidens danske adoptioner. I perioden 1938-1948 udfærdigede landsfogedembedet i Sydgrønland i alt 46 plejebarnsbevillinger, landsfogedembedet i Nordgrønland 30. Om plejebørns kår bemærkede Den Juridiske Ekspedition i 1948-49, at der for dem ingen tvivl var om, at behandlingen af plejebørn i de uformelle plejeforhold i mange tilfælde lod meget tilbage at ønske: Mange plejebørn modtog ganske utilfredsstillende underhold og opdragelse – og plejebørn var ofte tiltalt i straffesager, hyppigt for ulovligheder, der kunne henføres til dårligt underhold eller dårlig opdragelse.
(39) Også tidligere distriktslæge Kai Ludvigsen, som efter anmodning fra Dansk Røde Kors i sommeren 1949 rejste i Grønland for at undersøge sociale forhold og behovet for hjælp, bemærkede, at der var sket en ændring i holdningen over for de forældreløse børn og for de gamle i samfundet i en dårligere retning: Den stærke familiefølelse, der ellers kendetegnede grønlænderne, var på retur – de forældreløse børn blev behandlet dårligere; jo større kolonierne var, jo større elendighed herskede, medens der ude på de mindre pladser endnu herskede den fra gammel tid kendte næstekærlighed, mente han.
(40)

Sundhedsvæsenets virke og kommunerådets funktion i arbejdet med de sociale forhold for børn var kun sparsomt understøttet af filantropisk hjælp fra private danske organisationer. Dog havde Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn siden stiftelsen i 1924 arbejdet for at hjælpe de svage og tuberkuløst disponerede børn i Grønland og havde blandt andet etableret børnesanatorier til formålet. Hen ad vejen kom arbejdet med socialt udsatte børn til at tegne foreningens virke, og pladserne på sanatorierne blev optaget også af børn, hvis forældre var syge eller døde, og som ikke kunne anbringes andre steder.
(41)

27 Koloni var betegnelsen for distriktets centrum, hvor myndigheder som kolonibestyreren, præsten og lægen sad. Et udsted var en mindre handelsplads underlagt kolonien. Bopladser var uden butik. Betegnelserne koloni, udsted og boplads blev i 1967 erstattet med betegnelserne by og bygd.

28 G-50, bind 5, s. 9.

29 G-50, bind 5, s. 22-24.

30 G-50, bind 5, s. 23.

31 SSOG 1942, s. 433. G-50, bind 4-I, s. 45. Forholdene var afdækket i en rapport fra en lægeekspedition til Grønland fra juni 1947 til juni 1948, indgivet til Sundhedsstyrelsen i 1948 og aftrykt G-50, bind 4-II.

32 G-50, bind 5, s. 23.

33 G-50, bind 5, s. 31.

34 G-50, bind 4-I, s. 80-91. Grundlaget og regler i organiseringen af den grønlandske socialforsorg fandtes i to kgl. anordninger af 29. maj 1926 om henholdsvis kommuneråd og sysselråd.

35 SSOG I, 1942, s. 428; SSOG VII, 1946, s. 977.

36 Kalaallit Nunaat 1999, s. 270-271.

37 Beretninger vedrørende Grønland 1951-1952, s.191. GS/355/50. Brev nr. 03383 til Statsministeriet, 22. november 50.

38 Den Juridiske Ekspedition 1950, s. 85ff.

39 Den Juridiske Ekspedition 1950, s. 91.

40 Ludvigsen 1951, s. 102.

41 Walling 2004, s. 24


2.3 Den danske børneforsorg omkring 1950

Som det er fremgået, var det i Grønland frem til midten af 1900-tallet sædvane, at forældreløse eller nødlidende børn blev sat i pleje, oftest i en beslægtet familie. Der var endnu ikke etableret egentlige børnehjem, ligesom der ikke fandtes særlige myndigheder til at varetage forsørgelsen og anbringelsen af trængende børn og kun sparsomme regler for, hvem der bar ansvaret for sådanne foranstaltninger, og hvordan de skulle foregå.

I Danmark havde man derimod hen over flere århundreder udviklet et system af institutioner til anbringelse af forskellige kategorier af børn og til at behandle sager om anbringelse. Det første ’børnehus’ blev oprettet i København i 1605 og optog til en start – ud over de voksne, som huset egentlig var tiltænkt – forældreløse og børn af byens betlere og løsgængere, siden også fra det øvrige land. Målet var, at de skulle oplæres til produktivt arbejde og derved ikke ligge landet til last med tiggeri og kriminalitet. I 1619 påbød en kongelig forordning alle købstæder at udpege to overformyndere, som bl.a. skulle tilse, at faderløse og hittebørn af drengekøn blev sat i lære og hus hos byens håndværkere.
(42) Hermed var de tidligste sten lagt til den børneforsorg, der siden tog form: Børnehjem og børneværn/overformynderi.

Fra omkring 1900 intensiveredes statens fokus på forsørgerløse børn, og med Børneloven af 1905 blev børneforsorgen etableret som statsinstitution. Der blev nedsat værgeråd i hver kommune, som kunne beslutte at fjerne børn fra deres hjem og anbringe dem enten i plejefamilier eller i et efterhånden udbygget net af institutioner til forskellige kategorier af ’problematiske’ børn. Institutionerne var hovedsageligt drevet af den private filantropi med tilskud fra og tilsyn af det offentlige i form af det statslige Overværgeråd.
(43)

Fra 1933 blev området reguleret af Lov om offentlig forsorg, som fortsat var gældende, da forsøget med de 22 grønlandske børn blev sat i værk. Loven markerede et i hvert fald formelt skifte fra kriminalitetsforebyggelse til social indsats, området – nu kaldet børneværnet – rykkede fra Justits- til Socialministeriet, og værgerådene blev til børneværnsudvalg, mens det statslige tilsyn stadig lå hos Overinspektionen. Børneværnsudvalgene kunne jf. lovens §130, stk. 1 beslutte at fjerne børn fra
hjemmet imod familiens ønske, hvis forældrene ikke magtede opgaven, vanrøgtede eller mishandlede barnet. Desuden skulle udvalget efter stk. 2 sørge for anbringelse af børn, der stod uden forsørger, og i årtierne derefter blev en stigende andel af børn anbragt efter denne regel, altså af hensyn til deres forsørgelse. Driften af børnehjemmene var stadig primært overladt til det private initiativ med offentligt tilskud, og forstandere og bestyrelser på de enkelte institutioner havde såvel ansvaret for som autoriteten over hjemmene – under tilsyn af Overinspektionen to gange årligt.
(44)

Der var i Danmark i perioden fra 1930’erne til 1950’erne konstant 5-7.000 børn anbragt uden for hjemmet, svarende til mellem ca. 0,5 og 0,8 % af samtlige børn, og omkring 1200 børn blev anbragt årligt. Antallet af børnehjem toppede i 1953 med i alt 350 institutioner rettet mod forskellige kategorier af vanskelige eller dårligt stillede børn. Hovedparten af anbragte børn var igennem alle år fra socialt dårligt stillede hjem, der ikke levede op til filantropers og myndigheders normer for, hvordan børn burde sikres en tryg opvækst og en sund udvikling til gavn for dem selv og for samfundet.
(45)

Formelt blev forældres frivillige anbringelse af deres børn først indført med den efterfølgende forsorgslov i 1958, hvor det endvidere fremgik af lovteksten, at indhentning af forældrenes samtykke til anbringelse var ”at foretrække”. Forskning i konkrete anbringelsessager har imidlertid vist, at det allerede fra den første børnelov i 1905 var en udbredt praksis at søge at indhente forældres eller værgers samtykke, og at det oftest blev givet. Forskningen sår dog samtidig tvivl om, hvorvidt forældrene altid var tilstrækkeligt informeret om eller forstod, hvad anbringelsen indebar: Den var ikke tidsbegrænset. Forældrene kunne ikke forvente at få barnet hjem igen eller at kunne få det på besøg. Forældremyndigheden overgik til myndighederne, i praksis til børnehjemmets forstander(inde), som fx frem til 1966 bestemte over barnets kontakt med familien. Forstanderen stod derved også til ansvar for og skulle registrere hvert enkelt barns skolegang, opførsel og fremgang i en stambog og to gange årligt indberette derom til børneværnsudvalget.
(46)

De danske børnehjem omkring 1950 byggede på en lang tradition for privat filantropisk børnearbejde med rødder i en kristen kaldsetik. Selv om børnehjemmene efterhånden var blevet mere og mere statsligt reguleret og finansieret, levede billedet af arbejdet som et kald og børnehjemmene som ramme om en slags åndeligt og materielt redningsarbejde videre blandt børnesagens ansatte og frontfigurer. Missionen var at ’bygge hjem’ for børnene som en erstatning for de forældre, som børnene ikke længere skulle være hos. Det var igennem det moralske eksempel og en kærlig, men fast hånd, og igennem en opvækst i nøjsomhed og arbejdsomhed, at børnenes sunde udvikling skulle sikres. Og kontakten måtte begrænses til de hjem, som ikke havde givet de bedste betingelser for denne udvikling.
(47)

Børnehjemmene blev i mellemkrigstiden udsat for en kritik, som tog til i de tidlige 1950’ere. Mange talte for en øget kontrol med institutionerne og forstandernes magt, for en større grad af inddragelse og anerkendelse af forældrene og for institutioner baseret på moderne pædagogik udøvet af uddannet personale.
(48) Nogle af kritikpunkterne blev imødekommet med Forsorgsloven i 1958; på det tidspunkt havde næsten halvdelen af de 22 grønlandske børn i forsøget allerede forladt børnehjemmet i Godthåb.

Da man i 1950 besluttede at gennemføre forsøget, og da man siden lagde de konkrete rammer for dets gennemførsel og endelig realiserede det, fandtes der således kun et ganske spinkelt regelværk for børns anbringelse gældende for Grønland, og intet angående børnehjem. Derimod var der både en tradition for, regler for og myndigheder ansvarlige for anbringelse og børnehjem i Danmark. Det videre forløb, hvad angår både beslutningsprocessen, børnenes udvælgelse og deres opvækst på
børnehjemmet peger i retning af, at de involverede organisationer og myndigheder i mangel af bedre fulgte regler og praksis for anbringelser og børnehjem i Danmark, dog med visse undtagelser. Alle led i forsøgets gennemførelse vil blive grundigt belyst i de følgende kapitler, hvorfor der her blot kort skal ridses op, hvordan de stod i forhold til de samtidige danske regler og praksisser.

Hvor anbringelsen af danske børn blev initieret af lokale og civile børneværnsudvalg med henvisning til det individuelle barns situation, var processen omvendt i forsøget: Initiativet udgik fra centrale myndigheder, som bad lokale embedsmænd – og ikke fx de valgte kommuneråd, der ellers var ansvarlige for forsørgerløse børns underhold – om at finde egnede børn til at fylde pladserne i et i forvejen defineret forsøg. Andre forhold var parallelle til samtidens danske: Der blev ført regelmæssigt tilsyn med børnenes sundhed og de hygiejniske forhold, i Grønland af kredslægen i fraværet af en særskilt myndighed. Som i Danmark blev der i en del tilfælde indhentet samtykke fra forældre eller andre forsørgere, selv om det ikke var lovfæstet; og som i Danmark kan grundlaget for disse diskuteres. Forældremyndigheden overgik også for de grønlandske børn i praksis til børnehjemmets forstanderinde, som ligeledes regulerede bl.a. kontakten til familierne. Opholdet var tidsubegrænset, og børnene skulle ikke vende tilbage til deres familie, men i stedet have et nyt hjem på børnehjemmet.

42 Grothe Nielsen 1986, s. 13ff.

43 Jacobsen 1989, s. 257f. Grothe Nielsen 1986, s. 58ff. Bjerre 2020, s. 42ff.

44 Grothe Nielsen 1986, s. 79ff. Jacobsen 1989, s. 258. Bjerre 2020, s. 54ff.; 146. Rytter 2011, s. 3, 48f.

45 Rytter 2011, s. 14. Jacobsen 1989, s. 257. Bjerre 2020, særligt kapitel 8.

46 Bjerre 2020, s. 154ff. Rytter 2011, s. 48ff. Se også Jacobsen 1989, s. 259, 277ff., og Grothe Nielsen 1986, s. 89.

47 Jacobsen 1989, s. 259ff.

48 Jacobsen 1989, s. 272ff.



2.4 Red Barnet og Dansk Røde Kors vender blikket mod Grønland

Red Barnet blev stiftet 14. marts 1945, hvor verdenskrigens afslutning begyndte at kunne anes, og havde som sin internationale moderorganisation til formål at hjælpe krigsramte børn uden for Danmark. Organisationen voksede eksplosivt i de første efterkrigsår, hvor store summer blev indsamlet og anvendt til bespisning af børn i krigshærgede lande, og til at modtage krigsramte børn på rekreative ophold hos plejefamilier eller i feriekolonier i Danmark.
(49) Begge former for hjælp ophørte imidlertid i hhv. 1948 og 1949, og allerede i august 1948 konstaterede generalsekretær Aage F. Krebs overfor arbejdsudvalget (organisationens ledelse), at man både organisatorisk og lokalt stod uden større arbejdsopgaver. Red Barnet befandt sig i en både økonomisk og organisatorisk krise, og overvejede/forsøgte i årene 1948-49 blandt andet en sammenlægning med Dansk Røde Kors, at sætte organisationen på vågeblus eller endda at opløse den.
(50) En anden mulighed var at finde andre arbejdsopgaver, eksempelvis ved at gøre noget for danske børn for at ”se at faa et ’dansk Ansigt’ ”, som det blev formuleret til et møde i arbejdsudvalget i januar 1946.
(51)

I den forbindelse blev blikket også rettet mod Grønland, som igen var blevet tilgængelig efter krigsårene, og hvorfra der rapporteredes om stor nød, ikke mindst blandt børnene. Da den første formand, Valborg Hammerich, i 1945 foreslog et muligt arbejde i Grønland, var det dog blevet blankt afvist: ”Hammerich spørger, om vi ikke burde gøre noget for Grønlands Børn. Det mener det øvrige Udvalg ikke, da Grønland er saa absolut Statsforetagende, og der bliver sørget for de børn paa alle Maader”. Et par år senere var indstillingen ændret. I sommeren 1947 bevilligede Red Barnet økonomisk støtte til skolebespisning i Nanortalik, og den ny formand Calina Fuglsang-Damgaard kommenterede, at der var meget børnearbejde i gang i Grønland. Nogle måneder senere afviste Eske Brun i Grønlands Styrelse imidlertid over for formanden, at Red Barnet havde yderligere opgaver i Grønland.
(52)

Red Barnet opgav dog ikke tanken, og i vinteren 1947-48 etablerede man en komité for det grønlandske børnearbejde, som man indbød Dansk Røde Kors, Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn samt Grønlands Styrelse til at lade sig repræsentere i. Samtidig begyndte man at
organisere tegningen af fadderskaber til grønlandske børn. I marts 1949 ville Fuglsang-Damgaard (igen) tage en samtale med Eske Brun om muligheden for at intensivere arbejdet for grønlandske børn. Ideen var nu at oprette sommerferiekolonier for trængende børn i de lune grønlandske fjorde, og en sådan blev gennemført i sommeren 1949.
(53)

På det tidspunkt havde Red Barnet, som det vil fremgå af næste kapitel, allerede to gange kontaktet Grønlands Styrelse med henblik på at få grønlandske børn på et længere ophold i Danmark – en aktivitet, som man havde omfattende erfaring med efter i de forløbne år at have organiseret omkring 15.000 europæiske krigsbørns rekreative ophold i Danmark.
(54)

Mens Red Barnet var en ganske ung organisation, blev (forløberen til) Dansk Røde Kors stiftet allerede i 1876. Som den internationale moderorganisation ydede Dansk Røde Kors i begyndelsen primært hjælp til sårede soldater, siden også til krigsfanger, og under 2. Verdenskrig til fanger i koncentrationslejrene. Med årene kom arbejdet også til at omfatte civilt, humanitært arbejde og nødhjælpsarbejde i fredstid, men først efter 2. Verdenskrig fik man øje på behovet for hjælpearbejde i Grønland. I oktober 1946 gjorde en unavngiven person i organisationen præsident Kai Hammerich – Valborg Hammerichs mand – opmærksom på, at ’vi’ var ”gået over åen efter vand” i udenlandsarbejdet og i stedet burde vende blikket mod Grønland. Vedlagt var en avisartikel med et langt interview med distriktslægen i Julianehåb A. Laurent-Christensen, som siden blev en central aktør i forsøget med de 22 børn, hvori han beskrev de håbløse sociale, sundhedsmæssige og økonomiske forhold i Grønland. Kort efter besluttede Dansk Røde Kors at donere 50.000 kr. til lægernes sociale og hygiejniske arbejde i Grønland.
(55)

Blikket var dog allerede vendt mod Grønland. I løbet af 1946 etablerede Dansk Røde Kors Grønlandsudvalget, som siden var udfarende og koordinerende i Grønlandsarbejdet, og allerede i foråret drøftede den kommende udvalgsformand G. N. Bugge et fremtidigt hjælpearbejde med direktøren for Grønlands Styrelse, som stillede sig meget forstående. Hen over sommeren og efteråret tog man de første initiativer til at oprette en afdeling af Dansk Røde Kors i Godthåb, ligesom man skrev til samtlige distriktslæger og bad om deres forslag til fremtidige opgaver i Grønland, eksempelvis fadderskaber og opsending af julegaver. Lægerne pegede på omfattende behov, fortrinsvis blandt voksne, og foreslog alt fra samariterkurser og invalidehjælp til opsending af læsestof og radioer til sygehusene, samt tøj, frugt og julegaver. I december 1946 var man ved at udarbejde et cirkulære for arbejdet i Grønland, som hovedbestyrelsen havde vedtaget at udføre i samarbejde med myndighederne. I første omgang faldt valget på bl.a. samariterkurser, radioer til sygehusene og julegaver til trængende børn. Etableringen af børnehjem var ikke på tale.
(56)

Det kom det første gang i 1947, hvor en børnehavelærerinde skrev til Dansk Røde Kors med forslag om at støtte oprettelsen af et børnehjem til 20 børn i Grønland. Bugge mente umiddelbart, at det var en alt for stor opgave at løfte, og adspurgt vurderede Eske Brun, at ”Forslaget var for stort anlagt, og i øvrigt ikke passede til grønlandske Forhold, i det man paa Grønland indtil nu i alle Tilfælde ikke havde samlet Børnene i Børnehjem, men fik anbragt Børnene i privat Pleje, som Børneforsorgen i Grønland tog sig af.” Man svarede derefter, at sagen på nuværende tidspunkt ikke havde interesse.
(57)

Kort efter bad Dansk Røde Kors Kai Ludvigsen, der tidligere havde været distriktslæge i Sydgrønland, om at foretage en rejse til Grønland ”med henblik på at undersøge, hvilke opgaver DRK kunne tage op med henblik på socialt og hygiejnisk arbejde blandt befolkningen”. Ludvigsen berejste alle distrikter i sommeren 1949 og afgav i august en 26 sider lang rapport, hvori han anbefalede tre indsatsområder; af dem var det mest ”brændende spørgsmål” oprettelsen af børnehjem. Han vidste, at styrelsen foretrak anbringelse i private hjem; men det var en

”almindelig kendsgerning, at disse plejebørn lever under dårligere forhold end andre børn og derfor også er dårligere udrustet, når de bliver voksne, hvorimod børn opdraget under gode kår og med kundskaber i dansk, således som det kan gives dem i et børnehjem, vil være meget bedre egnede til at klare sig i det ’kommende’ Grønland”.

En måned senere besluttede Grønlandsudvalget at tage initiativ til at bygge tre børnehjem i Grønland og igen at kontakte Styrelsen om sagen. Som det vil fremgå, var Eske Brun nu anderledes positivt stemt over for tanken.
(58)

Både Red Barnet og Dansk Røde Kors havde flere gode grunde til at forsøge at komme til at operere i Grønland, hvorfra der efter krigen strømmede rapporter hjem om fortvivlende forhold, hvilket skabte et momentum også i offentligheden. Red Barnet var truet af opløsning, men også Dansk Røde Kors havde brug for nye opgaver, og også gerne med et ’dansk ansigt’. Grønland gav mulighed både for et meningsfuldt og nødvendigt hjælpearbejde – og for en sag, der kunne skabe positiv bevågenhed og støtte i befolkningen. På et møde i Dansk Røde Kors’ forretningsudvalg i 1950 var der trods bekymring over de store udgifter til det forestående børnehjemsbyggeri også, ifølge et medlem, ”en vis enighed om, at det var betydningsfuldt, at Røde Kors blev placeret på Grønland”. Samtidig nævnte han den propagandamæssige gevinst også med henblik på fremtidige indsamlinger. Det var, afsluttede han, ”jo også lidt af Røde Kors politiske grunde.”
(59)

Begge organisationer var søgende ift., hvilket konkrete arbejde de skulle tage op i Grønland. Og begge oplevede, at deres første initiativer blev afvist af Grønlands Styrelse, som på det tidspunkt ikke mente, at de havde større opgaver der. Det indledende, såvel som det videre forløb viser imidlertid også, at organisationerne dels var nært forbundne til hinanden og til Grønlands Styrelse igennem både personlige og organisatoriske forbindelser. Red Barnets første formand Valborg Hammerich var gift med Kai Hammerich, som var præsident og direktør for Dansk Røde Kors.
(60) Ud over den ægteskabelige forbindelse var de to organisationer også repræsenteret i hinandens relevante udvalg, de havde en samarbejdskomité for Grønlandsarbejdet, hvor også Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn deltog, og de organiserede fælles indsamlinger til fordel for arbejdet. Dertil havde de forbindelser til embedsværket. Hammerich’erne sad begge i det udvalg til organisering af efterkrigens hjælpearbejde, som departementschef i socialministeriet Hans Henrik Koch havde nedsat året forinden. Samtidig havde de tydeligvis uformelle kanaler til centrale embedsmænd i Grønlands Styrelse, som var uindskrænket autoritet over enhver aktivitet i Grønland. Og styrelsen, senere Grønlandsdepartementet var repræsenteret i de udvalg i organisationerne, som beskæftigede sig med Grønlandsarbejdet.
(61)

Sammenfatning

I årene op til 2. Verdenskrig fremsatte grønlandske politikere ønsker om fremskridt og udvikling i landet. Efter krigen fortsatte debatten, nu også i Danmark, og i 1950 vedtog Rigsdagen reformer, der skulle udvikle Grønland inden for alle samfundsområder. Centralt i denne debat stod
uddannelsespolitikken. Fra grønlandsk side ønskede man en styrkelse af danskkundskaberne og kendskab til det danske samfund, som man så som en forudsætning for at kunne hæve uddannelsesniveauet og dermed skabe ligestilling med Danmark og danskerne.

I 1950 pegede bl.a. Grønlandskommissionen på den hidtidige kolonipolitiks konsekvenser i form af stor ulighed, omfattende sociale og sundhedsmæssige problemer og meget høj dødelighed, og foreslog omfattende tiltag til en modernisering af det grønlandske samfund. Den danske stat så imidlertid ikke det sociale arbejde i Grønland som en statslig opgave, men opfordrede i tråd med kommissionen i stedet private organisationer til at træde ind.

Afhjælpningen af social nød blev traditionelt løst af befolkningen selv og lå nu til dels i kommunerådene, hvis midler dog var utilstrækkelige. Den høje dødelighed betød, at mange børn var forældreløse eller havde mistet enten deres far eller mor, og der var en lang tradition for at anbringe dem i uformelle plejeforhold hos slægtninge eller i andre lokale familier. Der fandtes imidlertid ingen egentlige børnehjem – i modsætning til i Danmark, hvor man siden 1600-tallet gradvis havde udbygget et netværk af institutioner til anbringelse af børn, og særlige myndigheder til at varetage og føre tilsyn med anbringelserne.

Efter 2. Verdenskrig søgte to store danske nødhjælpsorganisationer, Red Barnet og Dansk Røde Kors, efter nye meningsfulde opgaver – gerne i relation til Danmark og med en positiv offentlig bevågenhed. Begge vendte sig derfor mod Grønland, hvor de forsøgte sig med forskellige mindre initiativer. Deres ønsker om at udvide arbejdet blev dog flere gange afvist af Grønlands Styrelse i årene frem mod 1950.

49 RB 9: Referat af arbejdsudvalgsmøde 15. august 1947.

50 Strand, s. 16-27. RB 9: Indkaldelse til arbejdsudvalgsmøde 8. august 1948. Krebs: Notat til arbejdsudvalgets medlemmer 3. januar 1949. Sammenlægningen var blevet afvist på et landsmøde i 1947, men blev igen overvejet.

51 RB 9: Referat af arbejdsudvalgsmøder 28. januar 1946, samt diverse datoer februar, marts, maj og juni samme år. RB 10: Referat af arbejdsudvalgsmøde 22. marts 1948.

52 RB 9: Referat af arbejdsudvalgsmøder 6. november og 5. december 1947. RB 10: Referat af arbejdsudvalgsmøder 2. februar 1948, 8. marts 1949. RB 607: Fællesbrev nr. 45, 19. januar 1949. Om lejren nr. 52, 53 og 54, juni-sept. 1949.

53 BR 9: Referat af arbejdsudvalgsmøde 13. december 1945, 13. juni og 21. august 1947.

54 I januar 1947 havde over 15.000 udenlandske krigsbørn været på ophold i Danmark via Red Barnet. RB 9: Referat af arbejdsudvalgsmøde 15. august 1947.

55 DRK 217: Brev K.S. til Hammerich 21. oktober 1946; det er ikke lykkedes at opklare, hvem der står bag initialerne. Berlingske Tidende 20. oktober 1946. Brev Wanda Dreschow til DRK 5. november 1946. DRK 78: Afskrift telegram til landshøvdingen samt takkebrev fra Eske Brun 17. januar 1946.

56 DRK 209: Referat af (formodentlig første) møde i Grønlandsudvalget 28. oktober 1946. Brev Bugge til DRK 4. januar 1946. Skrivelse Grønlandsudvalget til distriktslægerne juni 1946, og en række svarbreve fra disse. Udkast til cirkulære vedr. arbejdet i Grønland 13. december 1946.

57 DRK 209: Referat af møde i Grønlandsudvalget 5. november 1947.

58 DRK 210: Kai Ludvigsen: Beretning om rejse til Grønland for Dansk Røde Kors fra 13. juni til 17. august 1949.Referat af møde i Grønlandsudvalget 21. september 1949.

59 DRK 276: Referat af møde i DRKs forretningsudvalg 24. juni 1950.

60 RB 9: Referat af konstituerende møde 14. marts 1945. Strand, s. 12f.

61 Fx Borum fra Grønlandsdepartementet i DRKs grønlandsudvalg, jf. DRK 275: Referat af forretningsudvalgsmøde 3. marts 1952.