Indsigt: Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 6. Adoptionerne

Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 6. Adoptionerne

Ideen med at nedsende børnene til Danmark var, at de på sigt også ville være til gavn for det grønlandske samfund som helhed. Med adoptionerne afskar man sig hos myndighederne fra dette formål i hvert fald for seks af børnenes vedkommende. Argumentet var de opståede bånd mellem plejeforældre og barn – og de i alles øjne bedre opvækstbetingelser, som barnet ville få hos en god dansk familie

Torsdag d. 14. januar 2021
Daniel Thorleifsen, Historiker. Grønlands Landsmuseum
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Sniff Andersen Nexø, Projektleder og forsker
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie, Socialt ansvar.

Indholdsfortegnelse:
6. Adoptionerne
6.1 Pleje og adoption af børn i Grønland før 1950
6.2 Adoptionsspørgsmål diskuteres
6.3 Adoptionssagerne
Sammenfatning


Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951

6. Adoptionerne

Da børnene blev sendt til Danmark, var det meningen, at de kun skulle være der i et års tid og derefter vende tilbage til Grønland. Men seks af dem blev i stedet adopteret og vendte ikke tilbage. Herunder behandles omstændighederne og forløbet omkring de seks adoptioner.

6.1 Pleje og adoption af børn i Grønland før 1950

I traditionelle inuitsamfund fandtes ikke adoptioner i den formelle, juridiske forstand, som man kender fra fx Danmark. Derimod var det en udbredt social praksis, at børn af forskellige grunde kunne anbringes og vokse op i en anden husstand, end deres forældres. Det skete ikke alene, når et barn var blevet forældreløs, men kunne også skyldes, at den ny familie var barnløse, havde for få børn eller kun børn af det ene køn.
(205)

Sådanne plejeforhold var en udbredt social praksis og et vigtigt træk i styrkelsen af familierelationer, hvorved man skabte og vedligeholdt et udvidet netværk af slægter. Den var baseret på inuits slægtskabssystem, hvor det drejede sig om at være en del af slægtens og familiens fordeling og udveksling af omsorg – en socialiseringsform som skabte fælleskab for individer, kollektivet og samfundet.
(206) Børn, som blev sat i pleje i det traditionelle grønlandske samfund, havde ofte et forhold til familien i forvejen. Hvis et barn blev anbragt hos ikke-slægtninge, kendte barnet som regel sine biologiske slægtninge og havde fortsat kontakt til dem.
(207)

Set i et bredere historisk perspektiv har dette mønster i Grønland været under konstant forandring, eftersom Grønland siden kolonisationens begyndelse har undergået flere store strukturelle ændringer. Samfundsmæssige ændringer med nye politiske, økonomiske, kulturelle, administrative og sociale tiltag har været med til at påvirke og præge praksis inden for adoptionsområdet.

Under kolonitiden var forsorgen for de forældreløse børn fordelt mellem den grønlandske befolkning og kolonistyret. For forældreløse børn, som ikke blev taget i pleje af familie, slægtninge eller bopladsfæller, blev missionsstationer tilflugtssteder fra nød og elendighed, og her kunne de forældreløse komme i pleje.
(208)

Ved Regulativ af 16. februar 1937 blev der skabt hjemmel for at etablere formelle plejebarnsforhold med godkendelse af det offentlige.
(209) Ved bevilling fik plejeforældrene den fulde forældremyndighed og ret til at udøve værgemål over plejebarnet, som også fik plejeforældrenes navn. Heraf fulgte, at barnets biologiske forældre ikke kunne kræve det tilbage. I betingelserne for en bevilling blev der foreskrevet, at der skulle foreligge samtykke fra barnets biologiske forældre og eventuelle midlertidige forsørgere. Ligeledes krævedes der samtykke fra faderen til et uden for ægteskab født barn. Det var efter forslag fra landsrådet i Sydgrønland, at man af hensyn til den grønlandske slægts- og familiefølelse havde indsat bestemmelsen om samtykke. Den Juridiske Ekspedition i 1948-49 til Grønland anførte i øvrigt, at det blev anset for selvfølgeligt, at en sådan bevilling kun blev givet, hvor den efter de foreliggende oplysninger var til barnets tarv.
(210)

Den Juridiske Ekspedition, som var udsendt fra Danmark fra oktober 1948 til oktober 1949 for at undersøge gældende retspraksis i Grønland, anførte, at det normalt var de pårørende eller pladsfællerne, der drog omsorg for forældreløse børn, idet hele familien betragtede sig som forpligtet til at tage sig af børnene.
(211) Foruden plejeforhold for forældreløse børn stiftedes også plejebarnsforhold, såvel med som uden bevilling, for andre børn, hos slægtninge eller fremmede.

Også børn, hvis forældre havde vanskeligt ved at klare deres underhold, blev sat i pleje, ligesom det ikke var sjældent, at plejeforhold blev etableret, selvom forældrene selv kunne sørge for børnenes underhold, navnlig ofte således, at små børn blev overladt til bedsteforældrene i pleje. Sædvanligvis stiftedes disse plejeforhold blot ved aftale mellem de interesserede parter. Retsvirkningerne af de uformelle plejebarnsforhold var den, at de naturlige forældre sædvanligvis havde ret til når som helst at kræve barnet tilbage.
(212) Traditionen var altså i høj grad videreført.

Det grønlandske plejebarnsregulativ fra 1937 afspejlede på mange måder den danske adoptionslov fra 1923, som var gældende frem til 1956 og dermed grundlaget for fem af de seks adoptioner. Ifølge begge gav forældrene ved bortadoptionen endeligt afkald på deres barn, som dog bevarede sin arveret fra dem. I Danmark fulgte praksis også dette princip, hvor forbindelsen og kendskabet til den biologiske familie blev udelukket, en såkaldt eksklusiv adoption. Princippet blev også håndhævet via anonymitet, hvorved den bortadopterende og adoptivforældrene ikke havde nogen forbindelse, og adoptivbarnet derved heller ikke havde forbindelse til sine biologiske forældre. I modsætning hertil var den grønlandske praksis, uanset om der var bevilliget et plejebarnsforhold eller ej, at det adopterede barn for det meste kendte til sin biologiske familie og ikke mistede dem, men fik et større familienetværk gennem plejefamilien, dvs. en inkluderende adoption.
(213)

En nyere undersøgelse af adoption i grønlandske bysamfund har vist, at adoption af børn også i 2002 hovedsagelig foregik inden for familien som åbne familie- og stedbarnsadoptioner.
(214) Ud fra flere antropologers vurdering af adoptionsmønstret er det ikke desto mindre iøjnefaldende, hvor anderledes adoptionspraksis udviklede sig allerede i perioden fra 1950 til 1970’erne. I denne periode opstod der mange anonyme bortadoptioner til danske familier – altså en markant afvigelse fra grønlandsk adoptionskultur, hvor åbne familieadoptioner hidtil havde været normen.
(215) Nedenstående adoptionssager er blandt de første eksempler på denne ændring i praksis.

205 Petersen 1980.

206 Trondheim 2009.

207 Petersen, 1980, s. 7; Trondheim 2010, s. 45.

208 Trondheim 2009, s. 125.

209 B&K 1937, s. 919.

210 Den Juridiske Ekspedition 1950, s. 86f.

211 Den Juridiske Ekspedition 1950, s. 85.

212 Den Juridiske Ekspedition1950, s. 85ff.

213 Trondheim 2010, s. 47. Pedersen 2002, s. 133.

214 Pedersen 2002, s. 134.

215 Se bl.a. Trondheim, 2010; Robert-Lamblin, 1986.


6.2 Adoptionsspørgsmål diskuteres

Grønlandsdepartementet modtog i begyndelsen af 1952 to anmodninger om adoption af børn, der befandt sig hos danske plejefamilier. Samtidig var Grønlandsdepartementet blevet orienteret om, at byggeriet af børnehjemmet i Godthåb var forsinket, og at børnene sandsynligvis først ville kunne returnere til Grønland i løbet af efteråret.
(216)

Henvendelserne om adoption gav anledning til overvejelser i Grønlandsdepartementet om, hvad der ville være en ”praktisk ekspeditionsform for disse sager”, og man konkluderede, at den rigtige fremgangsmåde ville være at henvise til overøvrigheden, der var den myndighed i Danmark, der behandlede adoptionssager. Man forventede dog, at departementet derefter ville blive bedt om en udtalelse, og man igangsatte en mindre undersøgelse, hvis formål var at vurdere, om man skulle fraråde eller anbefale adoption. Ud fra tidligere adoptioner af grønlandske børn i Danmark vurderede man, at det var vigtigt, at adoptivforældrene kendte til grønlandske forhold, og at børnene ikke burde adopteres i for ung en alder, idet man derved afskar dem fra at vende tilbage til Grønland igen, fx ved at fratage dem sproget og en reel tilknytning til landet. Med hensyn til de 22 børn, der var i Red Barnets varetægt, var opfattelsen, at børnene var så små, at de ikke reelt var vokset op i et grønlandsk miljø og derfor risikerede at miste sproget og ville have svært ved senere at klare sig i Grønland, hvis de ville ønske at vende tilbage. Desuden skulle disse børn jo anbringes på et børnehjem, og man havde derfor vished for, at de ville blive ”plejet tilfredsstillende”. Man så derfor ikke nogen grund til at anbefale adoption, hvilket man burde svare ansøgerne. Samtidig
anbefalede man dog, at når overøvrigheden til sin tid fremsendte ansøgninger til udtalelse, så skulle svaret ”under hensyntagen til de konkrete forhold udformes så diplomatisk som muligt.”
(217)

Efterfølgende diskuterede man problematikken med Red Barnet, hvis repræsentant dog først kunne tage stilling efter forelæggelse på et bestyrelsesmøde. Han kunne dog allerede nu sige, at hensigten jo i sin tid havde været, at opholdet i Danmark i første omgang skulle være til gavn for dem selv, men på længere sigt også for det grønlandske samfund. Hvis man gennemførte adoptioner i større omfang, ”ville konsekvensen meget nemt blive, at i hvert fald sidstnævnte ønske til dels ikke kunne opfyldes.” Grønlandsdepartementet ville derefter afvente en melding om Red Barnets principielle holdning, inden man svarede ansøgerne.
(218)

Efter et møde i arbejdsudvalget svarede Red Barnet d. 1. maj 1952, at man i en specifik sag intet havde at indvende imod, at plejeforældrene måtte beholde deres grønlandske plejebarn, og at man kun kunne anbefale, at man imødekom deres ønske. Hvad angik spørgsmålet om de grønlandske plejebørns adoption i al almindelighed, ville man på trods af den oprindelige idé med opholdet mene, at det ville være til større gavn for børn, der kom fra ”et decideret dårligt milieu i Grønland”, hvis de kunne ”få lov at vokse op i et godt hjem hernede.” Man tilføjede, at med det forlængede ophold som følge af det forsinkede børnehjemsbyggeri var de oprindelige forudsætninger bristede, ”da børnene og plejeforældrene derved får tid til at blive knyttet for stærkt til hinanden til at den oprindelige idé stadig kan anses for at være den væsentligste.”
(219)

Herefter besvarede Grønlandsdepartementet d. 21. maj forespørgslen om adoption:

”I denne anledning skal man efter stedfunden brevveksling med Red Barnet udtale følgende:

Formålet med de grønlandske børns ophold i danske hjem var, at de skulle vende tilbage med nye indtryk og nye impulser, der skulle være til gavn vel i første række for dem selv, men også til gavn for den almindelige udvikling i det grønlandske samfund i det hele taget. Blandt andet af denne grund mener ministeriet ikke, at man kan anbefale en ordning, hvorved man etablerer et i en længere årrække varende plejeforhold, hvorved man let vil drage barnet for langt bort fra et i høj grad forskelligartet milieu, som barnet måske ved plejeforholdets ophør nødvendigvis må vende tilbage til, og hvorved man meget let kan medvirke til at skabe uoverskuelige vanskeligheder for barnet ud i fremtiden.

Det fremgår imidlertid ikke utvetydigt af Deres skrivelse, om De kun ønsker en fortsættelse af plejeforholdet, hvad ministeriet som nævnt må fraråde, eller om De ønsker skabt et egentligt adoptionsforhold mellem Dem og drengen. Såfremt det sidste er tilfældet, skal ministeriet efter omstændighederne ikke modsætte sig, at De søger en bevilling til adoption af barnet, men man må da henvise Dem til at indgive andragendet til [den relevante adoptionsmyndighed]. Man tilråder at De søger forbindelse med Red Barnet, inden eventuel ansøgning om adoption indgives.”

(220)

I den korte udlægning ville man altså fraråde et plejeforhold, idet det ikke var permanent og kunne give barnet vanskeligheder, når det senere ønskede at vende tilbage til Grønland. Derimod ville man ikke modsætte sig en permanent adoption.

Dette blev standardformuleringen også i de følgende udtalelser om adoptionsansøgninger, evt. med tilføjelser som fx her en kommentar til begrundelsen for adoptionsønsket, at ”skønt drengen er forældreløs, er hans fremtid i Grønland ikke af en sådan karakter, at De må betragte barnets tilbagevenden til Grønland som en ulykke for ham. Såfremt barnet vender tilbage til Grønland, er der sikret ham plads på Røde Kors nye børnehjem i Godthåb.”
(221)

I august 1952, da tidspunktet for børnenes hjemrejse nærmede sig, bad Grønlandsdepartementet Red Barnet om en liste over de 22 børn og deres plejeforældre. Samtidig slog man fast, at ”Forsåvidt angår de under behandling værende adoptionsansøgninger skal man meddele, at samtlige børn bør hjemrejse samtidig, såfremt adoptionsbevilling ikke foreligger forinden afrejsetidspunktet, der antagelig vil falde ultimo september.”
(222) Formuleringerne i dette brev til Red Barnet var blevet tilrettet i Grønlandsdepartementet før afsendelsen. I Eske Bruns koncept lød det, at man måtte ”fastholde, at samtlige børn hjemrejser samtidig”. Efter at konceptet var videreekspederet til F.J. (Finn Jørgensen), blev sætningen altså tilrettet, så man ikke længere fastholdt en samtidig hjemrejse, men blot meddelte, at børnene burde rejse samtidig.

Red Barnet fremsendte den ønskede liste to dage senere d. 25. august og gjorde samtidig opmærksom på, at der i seks tilfælde var adoptionssager i gang.
(223) To af adoptionsansøgningerne var blevet indsendt i februar og marts 1952, mens fire af ansøgningerne indkom henholdsvis d. 16. juni, 18. juli, 27. juli og d. 16. august 1952. Den forestående afrejse til Grønland betød, at sagerne hastede for ansøgerne. I en af adoptionssagerne er at læse i et notat (af en overbetjent i justitsministeriet):

”Den 26/8 1952: Andrageren indfinder sig her i afdelingen medbringende andragendet og dets bilag, og han anmoder om, at sagen efter endt undersøgelse må blive tilsendt overpræsidiet. Han oplyser, at drengen normalt skal afrejse til Grønland den 25/9 d.å., og han anmoder om, at sagen såvidt muligt må blive færdigbehandlet inden dette tidspunkt, således at han kan tilbageholdes, såfremt adoptionen bevilges.”
(224)

Da M/S Umanak afgik fra København d. 25. september 1952, var der 16 af børnene om bord på skibet. Seks børn blev tilbage i Danmark, heraf én som var indlagt på sanatoriet og ikke ventedes udskrevet før til december måned. På den måde lod Grønlandsdepartementet det passere, at seks af børnene blev tilbage i Danmark, inden deres adoptionssager var færdigbehandlede, som oprindelig meddelt.

216 GD 1499/51: Referat fra internt møde i Grønlandsdepartementet, dateret 17. marts 1952.

217 GD 1499/51: Internt papir 27. marts 1952.

218 GD 1499/51: Referat af samtale med kontorchef i Red Barnet, 7. april 1952.

219 GD 1499/51: Brev fra Red Barnet til Grønlandsdepartementet 1. maj 1952.

220 GD 1499/51: Brev nr. 60523 fra Grønlandsdepartementet til adoptionsansøger 21. maj 1952.

221 GD 1499/51: Brev fra Grønlandsdepartementet til adoptionsansøger 22. juli 1952.

222 GD 1499/51: Skrivelse fra Grønlandsdepartementet til Red Barnet 23. august 1952.

223 GD 1499/51: Skrivelse fra Red Barnet til Grønlandsdepartementet 25. august 1952.

224 JM/A163 471.


6.3 Adoptionssagerne

De seks børn, der blev tilbage i Danmark, var fem drenge og en pige. Tre af børnene var seks år gamle, en var syv, og to var otte år. Tre var forældreløse, to moderløse og den sidste faderløs. De havde for de flestes vedkommende siden oktober 1951 været i pleje i ca. ti måneder hos plejeforældrene, som nu søgte om adoption. I ansøgningerne var de to gennemgående motivationer, at plejeforældrene og -barnet havde knyttet sig meget til hinanden; og at opvæksten hos dem ville være langt bedre for barnet set i lyset af dets baggrund:

”… vi synes han har så lidt at komme tilbage til. Hans mor er død, og faderen lever under dårlige boligforhold, og da [drengen] skal på børnehjem, kunne vi ønske at give ham et rigtigt hjem og påtage os alle forpligtelser for ham, og da han er en meget sød og opvakt dreng, som har sluttet sig helt til os, mener vi, at han her i Danmark har bedre muligheder for en god uddannelse. Da han kom her i hjemmet, var han meget sky og indesluttet, men ved forståelse og varsomhed har vi nu vundet hans fulde tillid og er meget glade for ham.”
(225)

”barnet har ingen forældre mere […] Der står at læse på hendes lægekort, at der var dårlige boligforhold i hjemmet. Om familie udover hendes søskende har hun ikke kunnet oplyse mig. Jeg selv er 39 år og ugift, og jeg tror, jeg kan sige, at hun holder af mig som jeg af hende”.

(226)

”Barnets moder er død af tuberkulose, en broder opholder sig på tuberkulosesanatorium […] Barnet har også selv været syg af tuberkulose. Når vi nu ønsker at adoptere barnet, skyldtes det dels, at vi har fattet kærlighed for ham, dels at vi lægger vægt på at spare ham for faren for tilbagefald til tuberkulose, hvilke fare vil være nærliggende under grønlandske forhold”
(227)

I et enkelt tilfælde ville ansøgerne dog også forespørge, om det var muligt at få et bidrag til drengen, da de selv i forvejen havde tre børn. De havde henvendt sig forskellige steder, bl.a. Grønlandsdepartementet for at søge oplyst, hvorvidt der efter evt. adoption vil kunne forventes økonomisk hjælp til barnets underhold, evt. i lighed med børnebidrag, men havde fået et benægtende svar.
(228) I forbindelse med adoptionsansøgningerne blev der foretaget en vurdering af hjemmet, som efter besøget i dette tilfælde lød:

”Andragender er pæne mennesker med et tilsyneladende godt og sundt livssyn. Der hersker for mig ingen tvivl om, at de holder af barnet, og at barnet holder umådeligt meget af dem. Det skal dog bemærkes, at der under afhøringen af dem kunne spores en vis interesse for evt. økonomisk hjælp under opvæksten og især til evt. uddannelse, idet der henvistes til, at de penge som barnets ophold på et børnehjem kostede, ligesågodt kunne tilfalde adoptivforældrene. De oplyste ligeledes, at de har rettet forespørgsel desangående til Grønlands Styrelse, men at der var svaret benægtende.”
(229)

I denne sag er det svært at vurdere om motivationen til en adoption først og fremmest var begrundet i ansøgernes økonomiske forhold. Der blev dog her, som i alle andre vurderinger, lagt vægt på, om ansøgerne havde et godt og pænt hjem. I en anden rapport således: ”Andragerne gør et meget tiltalende indtryk, og deres hjem er godt møbleret og velholdt. Drengen er velplejet og velklædt og synes at være meget glad for plejeforældrene. Han er udpræget grønlandsk af udseende.”
(230)

Vurderinger af hjemmet kunne også komme i form af Red Barnets anbefalinger af en ansøgt adoption: ”Ved vort sidste besøg hos plejeforældrene i februar […] konstaterede vi, at drengen er faldet fuldstændig til i hjemmet og er lykkelig og tilfreds. Endvidere konstaterede vi, at han af plejeforældrene får en både kærlig og fornuftig opdragelse. Red Barnet kan derfor kun anbefale, at man imødekommer plejeforældrenes ønske.”
(231)

Som det fremgår, var der flere parter involveret i vurderingen og behandlingen af ansøgningerne: De skulle indgives til den lokale adoptionsmyndighed, men blev behandlet i Justitsministeriet og forelagt Grønlandsdepartementet. Om departementets involvering skrev Justitsministeriet i den første af adoptionssagerne:

”Red Barnet anbefaler og grønlandsdepartementet har i skr. af 21/5-52 erklæret, at det ikke vil modsætte sig adoptionen. Da det drejer sig om adoption her i landet af et grønlandsk barn er der næppe tvivl om, at kompetencen ligger hos os. Men det er vel iøvrigt bedst at få en officiel udtalelse fra grønlandsdepartementet vedr. fremsendte sag.”
(232)

I alle adoptionssagerne anførtes Red Barnet som mellemmand i spørgsmålet om, hvordan andragerne var kommet i forbindelse med barnet, og man indhentede deres vurdering. I de fleste sager anførtes det også, at statsministeriet (Grønlandsdepartementet) var blevet forelagt sagen og intet havde at indvende.
(233)

Til de fleste adoptionssager bistod Grønlandsdepartementet Red Barnet og sagførerne i fremskaffelsen af de for adoptionen fornødne erklæringer, såsom dåbsattester for barnet og
forældrene og evt. dødsattester. Landshøvdingen over Grønland blev bedt om at fremskaffe disse hos politiet og/eller kæmneren i de byer, hvorfra barnet stammede. Dertil skulle der om muligt indhentes samtykke fra barnets forælder eller evt. værge, som skulle forelægges andragendet under vidners tilstedeværelse. Herefter skulle forælderen/værgen og to vitterlighedsvidner underskrive to erklæringer både på dansk og på grønlandsk: Den ene om, at man samtykkede. Den anden om, at der ved adoptionen ikke var ydet vederlag hverken fra adoptanten eller fra underskriveren. Erklæringerne kunne i første omgang telegraferes hjem, og blev derefter nedsendt med post, som her:

”Fra ’Red Barnet’ er i dag modtaget afskrift af et telegram fra landshøvdingen over Grønland, ifølge hvilket telegram barnets moder har samtykket i adoptionen […] Det er endvidere oplyst, at barnet ikke er hjemsendt til Grønland sammen med de øvrige børn, men fremdeles befinder sig hos andragerne.”
(234)

I tre adoptionssager havde barnet en levende mor eller far, som alle samtykkede til adoptionen. I en fjerde sag (jf. nedenfor) blev samtykket indhentet fra barnets grønlandske værge/plejefar. I de to sidste sager havde barnet hverken forælder eller værge, hvorfor man skulle beskikke en værge ad hoc for barnet. I den ene sag bad Grønlandsdepartementet Mødrehjælpen om at udpege en værge ad hoc, og under behandlingen af adoptionssagen i skifteretten udpegedes et grønlandsk folketingsmedlem. I den anden sag anbefalede en kommune efter anmodning fra politimesteren formanden for det sociale udvalg som værge. Han havde forinden erklæret sig villig til at lade sig beskikke.
(235) Begge gav senere samtykke til adoptionerne.

Som det var tilfældet med samtykket til børnenes Danmarksophold og opvækst på børnehjem, står det heller ikke her klart, om forældrene forstod, at en adoption efter dansk lov og praksis betød, at de endegyldigt gav afkald på barnet. I sin fremsendelse af erklæringen i en anden konkret sag nævnte kæmneren i den pågældende by i Grønland over for Landshøvdingen, at faderen, der var fuldt indforstået med, at forældremyndigheden ved adoptionen overgik til adoptivforældrene, samtidig havde udtrykt ønske om så vidt muligt med mellemrum at blive holdt underrettet om, hvorledes sønnen havde det. I forbindelse med en anden sag sendte en moder et telegram til Grønlandsdepartementet og ville gerne høre, hvor drengen nu befandt sig, og om han havde det godt. De skulle også hilse ham – ”nukagpiaraq sumitoq qanorlu itoq tusarusukaluarpara, inuvdluarquvara”.
(236)

Alle seks adoptionsansøgninger blev imødekommet. I de fortrykte adoptionsbevillinger stod der jf. den danske adoptionslov som standard en tekstpassus om, at bevillingerne ikke gjorde indskrænkning i adoptivforældrenes testationsret. Det betød at adoptivbarnet ikke havde krav på arv som ægtebørn, men at dets arv efter adoptanten helt kunne afskæres ved testamente. I en af ansøgningerne var tilføjet: ”Da jeg har taget hende til mig i barns sted, er det mit ønske at adoptere hende således, at hun tager arv efter mig, som barn født i ægteskab, idet jeg dog forholder mig, at der ikke derved sker nogen indskrænkning i min testationsret.” I en anden var skrevet: ”Vi forbeholder os at råde over vore efterladenskaber ved testamente, således som vi måtte finde det for godt”. Dog kunne man anføre noget andet – og i en af de seks ansøgninger anførtes ønske om, at barnet kunne få fuld arveret på lige fod med ansøgerens døtre.
(237)

Med adoptionen fulgte også stillingtagen til barnets fremtidige navn. I fem af sagerne fik barnet adoptivforældrenes efternavne. Et af børnene beholdt sit kaldenavn og efternavn, dog udvidet med adoptivmoderens efternavn efter bindestreg, og med bortfald af to andre navne. En dreng fik adoptionsforældrenes efternavn og dertil slettet samtlige fornavne, dog således at ét af hans grønlandske navne blev omskrevet til dansk og blev hans navn. Et af børnene fik to af sine fire
fornavne slettet, men bevarede to, hvoraf det ene var grønlandsk.
(238) Et af børnene beholdt både sit efternavn og alle sine øvrige navne. I ansøgningen begrundede plejeforældrene: ”Da barnet muligvis, når det bliver voksent, vil vende tilbage til Grønland, ønsker vi, at det skal beholde sit familienavn; såfremt dette ikke kan tillades, er det vort ønske, at barnets og vort navne kombineres.” I Justitsministeriet kommenterede man: ”Som begrundelse for, at barnet skal beholde sit nuværende navn anføres, at det muligvis vil vende tilbage til Grønland, når det bliver voksent. Mærkelig argumentation. Vi plejer ikke mere at fordybe os i adoptanternes motiver i så henseende, jfr. akt X163/220.”
(239)

I forbindelse med en anden adoptionssag henvendte Mødrehjælpen sig til Grønlandsdepartementet på vegne af ansøgeren, som gerne ville have oplyst, hvor plejebarnets søskende var anbragt, og om der kunne være mulighed for at få lillesøsteren til Danmark. Plejemoderen var meget bange for, at plejebarnet skulle komme til at føle sig ensom iblandt fremmede og mente derfor, det vil være betryggende, at de to søskende kunne holde sammen. Sagen blev undersøgt i Grønland, hvor det viste sig, at lillesøsteren også var i pleje. Den grønlandske plejemor var villig til at lade hende rejse – men ville gerne vide, om hun ville vende tilbage efter en tid i Danmark. Også her lader det til, at den danske adoption ikke helt blev forstået i en grønlandsk kontekst. Plejemoderen i Danmark nåede dog frem til, at hun ikke ønskede at adoptere lillesøsteren, da hun allerede var anbragt i et godt hjem; men at hun gerne ville sørge for, at der stadig var kontakt imellem børnene.
(240)

De fleste adoptionssager blev bevilget efter et stykke tids behandling hos myndighederne (16. juni 1955, 28. januar 1953, 13. marts 1953, 25. februar 1953 og 7. juli 1953). Den sidste adoptionssag blev imidlertid trukket i langdrag og blev først afsluttet d. 18. april 1962 med en adoptionsbevilling. Det skyldes dels, at barnet var indlagt på Vordingborg Børnesanatorium indtil sommeren 1954, og dels at han formelt var i et plejeforhold i Grønland i henhold til Regulativ om Plejebørn i Grønland af 1937, som ikke indeholdt regler om ophævelse. Red Barnet, som i forvejen var involveret i adoptionssagerne, tilbød at lade en udsendt medarbejder drøfte spørgsmålet med de pågældende myndigheder i Grønland og prøve på denne måde at få opløst plejeforholdet, således at drengen kunne blive hos plejeforældrene i Danmark.
(241) Efter sagens genoptagelse i 1960 blev den først kommenteret af Landshøvdingen over Grønland, Justitsministeriet, Forsorgsudvalget i barnets oprindelige hjemby i Grønland og endelig af drengens plejefar i Grønland, som gav tilsagn til opløsning af plejeforholdet. Herefter blev det grønlandske plejeforhold ophævet ved dom i Grønlands Landsret efter regler i den danske adoptionslov af 1956, og adoptionsbevillingen kunne gives.
(242)

Den ene adoption blev ophævet igen ved dom i 1970 efter anmodning fra adoptivforældrene. Sagen omtales i kapitel 8, hvor forsøgets konsekvenser for børnene behandles. Flere børn eller deres plejefamilier har efterfølgende fortalt, at plejeforældrene ønskede at eller ansøgte om at adoptere det grønlandske plejebarn. Vi har ikke fundet spor af disse sager i arkiverne. Det er muligt, at de kan have forespurgt uden at indgive en formel ansøgning på et tidligere tidspunkt, hvor børnehjemsbyggeriets forsinkelse endnu ikke var kendt, og argumentet for at imødekomme ansøgningerne derfor heller ikke havde taget form.

225 GD 1499/51: Brev fra adoptionsansøger til Grønlandsdepartementet 5. marts 1952.

226 GD 1499/51: Brev fra adoptionsansøger til Grønlandsdepartementet 16. juni 1952.

227 JM/10508A.

228 GD 1499/51: Brev fra adoptionsansøger til Grønlandsdepartementet 22. juli 1952. JM/A163 428, se brev til justitsministeriet fra 6. kt. (statsministeriets 2. departement).

229 JM/A163 428.

230 JM/A163 410.

231 GD 1499/51: Brev fra Red Barnet til Grønlandsdepartementet 1. maj 1952.

232 JM/A163 410.

233 Se bl.a. JM/A163 471 og JM/A163 410.

234 JM/A163 471.

235 GD 1499/51: Brev dateret 5. juli 1954. Præstø Amt/2537. JM/1508.

236 LOG/140.10. Skr. nr. 341, j.nr.140.10. GD 1499/51: Brev dateret 6. februar 1953.

237 Præstø Amt/2537. JM/10508A. JM/A163 410.

238 JM/1508.

239 JM/10508A.

240 GD 1499/51: Brev dateret 17. juni 1953; brev dateret 27. oktober 1953; samt brev dateret 3. marts1954.

241 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde 20. august 1954.

242 FrAmt/ B.1.-164.


Sammenfatning

I disse adoptionssager er det værd at bemærke at alle sagerne blev behandlet af danske myndigheder i Danmark efter dansk lovgivning og normer. Efter de første henvendelser om adoption nåede man i Grønlandsdepartementet frem til, at de skulle henvises til Overøvrigheden, der behandlede adoptionssager i Danmark. Adoptionssagerne blev, som det fortsat er tilfældet, behandlet efter dansk lov og praksis. Det kom blandt andet til at betyde, at børnene blev afskåret fra deres oprindelige familier og samfund i anonyme og lukkede adoptioner; en afvigelse fra grønlandsk adoptionskultur, hvor åbne adoptioner var normen. Der blev indhentet samtykke fra de grønlandske forældre eller værger, men i to tilfælde tilskikket en ad hoc værge. Det er imidlertid ikke givet, at de grønlandske forældre, som gav samtykke til adoption, var klar over, at adoption betød et endeligt afkald på barnet og ikke en udvidelse af familienetværket, som det var normen i Grønland.

I behandlingen af adoptionssagerne lagde de danske myndigheder vægt på den nye families fremtræden og materielle kår, og inddrog også forholdet mellem plejeforældrene og barnet og deres ønske om at give barnet en bedre opvækst. I en enkelt sag tyder det dog på, at der med motivationen – kærlighed til barnet og ønske om at sikre det en tryg opvækst – også fulgte et ønske om at blive økonomisk kompenseret. Motivationerne blev omtalt og gransket i sagsbehandlingen, ligesom man foretog besøg i ansøgernes hjem for at vurdere, om hjemmet var pænt og familien egnet til at opfostre et barn. Derimod ses det ikke, at man på noget tidspunkt i sagsbehandlingerne stillede spørgsmålstegn ved, om en sådan adoption mere overordnet var i overensstemmelse med barnets tarv. Om det vil kunne fungere og slå rod i en fremmed kultur og fremmede omgivelser med en ny dansk familie. Grønlandsdepartementet var ellers vidende om, at det var vigtigt, at adoptivforældrene kendte til grønlandske forhold, og at børnene ikke burde adopteres i for ung en alder, idet de derved ville have svært ved senere at klare sig i Grønland, hvis de ville ønske at vende tilbage.

Ideen med at nedsende børnene til Danmark var, at de på sigt også ville være til gavn for det grønlandske samfund som helhed. Med adoptionerne afskar man sig hos myndighederne fra dette formål i hvert fald for seks af børnenes vedkommende. Argumentet var de opståede bånd mellem plejeforældre og barn – og de i alles øjne bedre opvækstbetingelser, som barnet ville få hos en god dansk familie.