Indsigt: Ti dogmer om Grønland, og hvorfor de er usande

Ti dogmer om Grønland, og hvorfor de er usande

Jeg er hverken grønlænder eller ekspert, selv om jeg i perioder af mit liv har forsøgt at være mindst én af de to. Hvad jeg derimod er blevet gennem årene, siden jeg i 1989 flyttede til Nuuk, er en kender af danskeres klichéer om Grønland. Eller dogmer, som jeg her kalder dem. Her følger ti af slagsen, fulgt af nogle helt personlige kommentarer, skrevet i detonationen af grønlændernes tordnende aap! til mere hjemmestyre tirsdag 25. november.

Torsdag d. 18. december 2008
Kim Leine, Forfatter
Emnekreds: Grønlands historie, Rigsfællesskabet, Socialt ansvar.

Indholdsfortegnelse:
Dogme nr. 1: »Der er så smukt på Grønland«.
Dogme nr. 2: »Boligblokkene i Nuuk er en skamplet. De burde rives ned«.
Dogme nr. 3: »Det er en skam, at det gamle fangererhverv er ved at forsvinde«.
Dogme nr. 4: »Grønlænderne er alkoholiserede«.
Dogme nr. 5: ”Grønlandsk har 100 ord for sne«.
Dogme nr. 6: »Grønland er så lille, at det ikke kan klare sig uden Danmark«.
Dogme nr. 7: »De veluddannede flygter fra Grønland«.
Dogme nr. 8: »Grønlandske politikere er korrupte og nepotistiske«.
Dogme nr. 9: »Grønland er mere betonkommunistisk end Nordkorea«.
Dogme nr. 10: »Bloktilskuddet skal betales tilbage, når Grønland får sine oliemilliarder«.

Dogme nr. 1: »Der er så smukt på Grønland«.

For det første ville jeg ønske, man kunne vænne sig til at sige ’i’og ikke ’på’ Grønland. Derved anerkender man indbyggernes ret til at betragte sig selv som en nation og ikke blot en ø beboet af en tilfældig flok mennesker. For det andet synes de færreste danskere, der f.eks. lander i Nuuk en oktoberdag med regn og blæst, som jeg selv i sin tid gjorde, at landet er smukt. Våde klipper, et sort hav, en lav himmel, forfaldne boligblokke, affald, snavs.

Og hvorfor skal der partout være smukt? Hvorfor må Grønland ikke have lov til at være lige så tudegrimt som for eksempel Rødovre eller Brabrand eller Vollsmose? Det er vel ikke den postkolonialistiske malerpensel, der er på færde?

Jo, en sommer- eller vinterdag med smældende solskin og vindstille, hvor man kan stille sig på en klippetop og se mintblå gletsjere 90 kilometer væk, så får man bestemt skønhed for alle pengene. Men disse solmættede og vindstille dage er der bare ikke særligt mange af. Grønlands skønhed, og jeg kan love for, at den findes, befinder sig et helt andet sted end der, hvor postkortfotograferne stiller sig op og knipser løs. Men det falder uden for denne artikels rammer.

Dogme nr. 2: »Boligblokkene i Nuuk er en skamplet. De burde rives ned«.

Ja, mange af dem er allerede ved at blive revet ned. Ikke, fordi de er grimme, men fordi de er dårligt bygget og derfor allerede efter 30-40 år uegnede som boliger. Men igen, hvorfor skal Grønland absolut være smukt?

Flertallet af betonblokkene i Grønlands byer blev opført som et led i den forkætrede G60-politik der gik ud på at centralisere landets befolkning og lukke de bygder, der blev bedømt som urentable. I virkeligheden var det udtryk for en moderne og fremsynet tænkning, nemlig at alle grønlændere skulle gives de samme muligheder for arbejde og uddannelse som danskerne. Med andre ord at inddrage Grønland i velfærdsstaten. Set i bakspejlet gik det hele selvfølgelig alt for hurtigt og brutalt til. Men intentionen var god nok. Og hvis det ikke havde været for denne centralisering, og derpå følgende vækst i en håndfuld byer, er det ikke sikkert, at Hjemmestyret overhovedet var blevet en realitet, i hvert fald ikke så tidligt og i den slagkraftige form, det fik.

Dogme nr. 3: »Det er en skam, at det gamle fangererhverv er ved at forsvinde«.

De oprindelige erhverv er forsvundet fra alle andre vestlige lande. Hvorfor skulle de forblive i Grønland? For øvrigt ved jeg ikke, hvor smukt et erhverv er, der hvert år koster adskillige menneskeliv på grund af dårligt grej og farlige arbejdsbetingelser, og som desuden ikke længere er i stand til at give udøverne og deres familier en anstændig indkomst.

Her indskyder mange en bemærkning om, hvor brutal jagten på sæler og hvaler er, og at vi jo ikke kan have, at der drives fangst på truede dyrearter.

Hvilke dyrearter? Få er klar over, at både bestanden af hvaler og isbjørne er i vækst, det samme gælder rensdyr og moskus, hvis antal overvåges nøje af biologer. Sælbestanden er ligefrem eksploderet, noget, der paradoksalt nok skyldes rovdriften på ungsæler i Canada. Sælerne har nemlig reageret på dette pres ved at overproducere sig selv og har i de senere år invaderet Grønlands og Norges kyster og skabt problemer for fiskerne, hvis grej de har ødelagt for millioner af kroner. Men det har ikke noget med den grønlandske jagtpraksis at gøre, der er og altid har været bæredygtig og anstændig.

Dogme nr. 4: »Grønlænderne er alkoholiserede«.

I kan ingenting -
I kan fandme ikke engang bære en brandert!
(© an)

Grønland er angiveligt ved at drukne i druk. I diverse dokumentarer er storslåede og smukke naturscenerier et absolut nødvendigt akkompagnement. Derved bliver kontrasten til den sociale nød desto mere dramatisk. Igen denne modstilling: »Der er så smukt på Grønland, men hvor er det dog synd!« Man fastholder landet i en postkolonial klemme mellem skønhed og elendighed. Man gør det for at skabe en illusion om nuancering og for at skaffe sig et alibi for at male et desto mere dystert billede af livet mellem boligblokkene. Men begge sider i dette greb ender med at give indtryk af en eksotisk utilnærmelighed, som man henholdsvis kan falde i svime over eller ryste beskæmmet på hovedet ad.

Men hvis man kigger på de nøgterne tal, så drikkes der mindre i Grønland end i Danmark, nærmere bestemt en hel liter ren alkohol mindre per indbygger per år. Mange har et anstrengt forhold til alkohol, der drikkes eksplosivt, når der først drikkes, men næsten ingen er fuldtidsalkoholikere, bortset fra blandt landets danske befolkning.

Jeg skal overhovedet ikke forsøge at bagatellisere de ødelæggende virkninger af eksplosiv druk og seksuelle overgreb. Jeg siger blot, at problemet ikke er så gigantisk, som nogle ynder at underholde publikum med. Indtrykket af, at druk har sådan et stort omfang i Grønland, hidrører formodentlig fra det faktum, at grønlændere, der drikker, gør det på en meget synlig måde. De sidder ikke derhjemme og gemmer sig som syge hunde, som vi danskere gør, når vi sumper. Grønlænderne stiller deres laster frit til skue.

Da jeg boede i Nuuk, talte byens danskere meget om, hvor ubehageligt det var at ’gå spidsrod’ gennem kødranden af flaskebevæbnede grønlændere, når de skulle i Brugsen. De følte det truende, de mente, der blev råbt efter dem (men forstod naturligvis ikke, hvad der evt. blev råbt). Friluftsdrikning blev forbudt, men det var umuligt at håndhæve. Man sidder bare ikke og drikker i et mørkt rum, man gør det udenfor, sammen med vennerne.

Når jeg mødte en kollega med en flaske øl i hånden og et fugtigt blik, sagde hun: »Jeg drikker for tiden. Mine børn er hos min mor. Min mand slår mig. Jeg kommer nok ikke på arbejde i morgen«. Vi danskere siger: »Jeg har influenza. Jeg gik ind i en dør«.

Denne totale mangel på skamfølelse over personlige og familiære problemer havde den mærkelige virkning, at nogle var i stand til at gennemgå en komplet forvandling. Mennesker, der havde været stærkt forsumpede, dukkede nogle år senere op næsten ukendelige, som retlinede, arbejdsomme, ædru ordensmennesker. Denne fantastiske evne til at redefinere sig selv har jeg aldrig mødt hos nogen dansker. Desværre kunne bevægelsen også ske den modsatte vej. Men pointen er, at grønlændere ikke føler sig stigmatiserede af at have problemer. Derfor hænger de ikke fast i et negativt selvbillede, men har relativt let ved at skifte spor.

Dogme nr. 5: ”Grønlandsk har 100 ord for sne«.

En bemærkning, der ofte dukker op midt i en samtale om Grønlands problemer. Den er selvfølgelig noget sludder. Der er to ord for sne, et for faldende sne og et for sne, der ligger på jorden. Desuden en håndfuld ord for is. Altså omtrent som på dansk.

Underteksten i bemærkningen er, at grønlandsk er et meget svært sprog, alt for svært for os danskere at lære. »Har du forsøgt at lære det?« spørger jeg. I ni ud af ti tilfælde er svaret nej.

Sandheden er, at grønlandsk er et af verdens mest regelmæssige sprog. Der er et antal regler, ganske vist mange, men stort set uden undtagelser. Ikke som dansk, og andre europæiske sprog, som vi jo tilegner os rask væk, hvor hver eneste regel ledsages af et kompendium af undtagelser og modifikationer.

Dogme nr. 6: »Grønland er så lille, at det ikke kan klare sig uden Danmark«.

Nu er Danmark er jo selv et lille land, og vi klarer os vist udmærket. Når man er lille, så er man også mere smidig end mastodonterne. Og Liechtenstein og Andorra har heller ingen problemer med deres lidenhed.

Der er ca. 60.000 indbyggere i Grønland. Og det er jo ikke meget for en nation. Blandt andet betyder det, at man mangler en række uddannelsesinstitutioner og derfor er henvist til at sende mange unge udenlands. Det betyder også, at man må bruge specialiseret arbejdskraft udefra. Men også i Danmark får tusinder deres uddannelse andetsteds. Og også her bruger vi jo tilkaldt arbejdskraft. Det er en del af pakken, når man lever i et globaliseret verdenssamfund.

Dogme nr. 7: »De veluddannede flygter fra Grønland«.

Påstanden er populær, men er aldrig blevet dokumenteret. Derimod er det rigtigt, at mange, der rejser til Danmark for at få en videregående uddannelse, ikke vender tilbage, eller først vender tilbage efter adskillige år. Grønland har ikke kapacitet til at uddanne læger, ingeniører, jurister, arkitekter osv. Mange bliver så hængende hernede efter endt uddannelse og venter nogle år med at vende tilbage. Hvis dette tal er stigende, så skyldes det formentlig, at antallet af grønlændere, der tager videregående uddannelser, er steget dramatisk de senere år. Imidlertid er det et faktum, at flere fagstillinger i Grønland i dag besættes af grønlændere end tidligere, og dette gælder både i sundhedsvæsnet, byggesektoren og administrationen.

Dogme nr. 8: »Grønlandske politikere er korrupte og nepotistiske«.

Når det gælder det sidste, er et vist kammerateri vel så godt som umuligt at undgå i et land, hvor næsten alle har studeret sammen, er i familie eller omgås hinanden dagligt.

Der har rigtig nok været nogle sager om embedsmisbrug gennem tiden. Det har der, så vidt jeg ved, også været i Danmark. De fleste sager, der er kommet for retten, har vist sig at være varm luft og er faldet til jorden. Administrationen reguleres som alt andet i kongeriget af lovgivningen.

Dogme nr. 9: »Grønland er mere betonkommunistisk end Nordkorea«.

Hvis man skal drive en virksomhed og har valget, tror jeg, enhver ville vælge Grønland. Imidlertid er landet en mikroøkonomi og dermed meget følsomt for svingninger i konjunkturerne. Hvis en af de tre-fire store virksomheder går ned, går landet rabundus. En vis styring er derfor nødvendig.

Dogme nr. 10: »Bloktilskuddet skal betales tilbage, når Grønland får sine oliemilliarder«.

Hvornår tilbagebetaler så Danmark det, vi har fået af Grønland?

Jeg mener, spørgsmålet er på sin plads. Ligesom kolonierne under den britiske krone i århundreder var tumleplads for unge engelske mænd, der drog ud for at blive mandfolk og vendte hjem til en god stilling i England, har Grønland haft en tilsvarende funktion for danske mænd, i de senere år også kvinder. Grønlandsrejsen har markeret en karakterdannende periode i tusinder af danskeres liv.

Tænk på kronprinsens slæderejse rundt om Nordgrønland for nogle år siden, for nu at tage et eksempel, som alle vel husker. Det var en rigtig manddomsprøve, og det var tydeligt, at oplevelsen var skelsættende, både for danskernes syn på tronarvingen, men også for ham personligt. Og jeg synes, man har kunnet mærke, at han føler noget af den samme taknemlighed over for landet og befolkningen, som også jeg føler efter femten år deroppe. For Grønland giver altid mere, end det tager.

Tænk desuden på den meget billige udnyttelse af grønlandske ressourcer, der blev etableret allerede på Hans Egedes tid, og som har udgjort en fast indkomst for Danmark lige siden. Først var det hvalfangst og spækproduktion, der var afgørende for koloniens opretholdelse, senere minedrift, bl.a. guld, sølv, zink, kryolit. Der var vist ingen diskussion dengang om, hvorvidt ressourcerne tilhørte danskerne eller grønlænderne.

I tresserne og halvfjerdserne holdt danske entreprenørvirksomheder så deres indtog i de grønlandske byer og tjente gigantiske formuer på at anlægge veje og elværker og bygge betonblokke, der nu er i så dårlig stand, at de er ved at blive revet ned. Der var også en hel del danske håndværkere, der blev ganske velhavende på denne konto. Og der var ikke så få børn, der måtte vokse op uden en far, fordi denne far efter at have tjent sin formue og gjort en grønlandsk pige gravid, vendte tilbage til Danmark. Der er mange ’lyse hoveder’ i det grønlandske bybillede, og det er ofte hos dem, man finder den mest udtalte afsmag for ’fader Danmark’.

Men spørgsmålet var, hvorvidt Grønland skulle betale noget af bloktilskuddet tilbage, hvis oliemilliarderne indfinder sig. Ja, det har Selvstyrekommissionen nu fremlagt et forslag om, som 75 procent af grønlænderne tirsdag 25. november stemte ja til. Dermed har de taget et vigtigt skridt mod den endelige afslutning på Hans Egedes æra.

Herfra sendes den bøn, at det også må være slutningen på postkolonialistisk bedreviden og dogmetænkning.