Erhverv i Grønland - kapitel 06: Uddannelse

Grønland er tosproget - hverken dansksproget eller grønlandsksproget. Før dette klart erkendes kommer samfundet ikke videre på uddannelsesområdet. Da begge sprog er minoritetssprog, må eleverne beherske mindst et fremmedsprog ud over disse, når de forlader folkeskolen.

Onsdag d. 7. januar 1998
Grønlands Arbejdsgiverforening
Grønlands Baseselskab
Sulisa
Emnekreds: Erhverv, Sprog, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
6.1 Folkeskolen
6.2 Videreuddannelse
6.3 Efteruddannelse
6.4 Generelle uddannelsespolitiske synspunkter


Grønland er tosproget - hverken dansksproget eller grønlandsksproget.

Før dette klart erkendes kommer samfundet ikke videre på uddannelsesområdet.

Da begge sprog er minoritetssprog, må eleverne beherske mindst et fremmedsprog ud over disse, når de forlader folkeskolen.

Uddannelsessystemet producerer for få uddannede i forhold til de samlede omkostninger. Eleverne har ikke de basale kundskaber i orden, når de forlader folkeskolen - specielt matematik, regning og dansk er et problem.

STI-systemet har fungeret dårligt. En ny version af mesterlære, koblet sammen med en nedlæggelse af de lokale erhvervsskoler og dannelse af nogle regionserhvervsskoler er en oplagt mulighed for højere kvalitet og lavere omkostninger i uddannelsessystemet.

Siden midten af 1930'erne og indtil i dag er der løbende igangsat uddannelser inden for alle hovedområder af de erhvervsfaglige uddannelser, de gymnasiale uddannelser og flere mellemlande uddannelser.

Derimod er der indenfor de højere uddannelser kun meget begrænsede uddannelsesmuligheder i Grønland.

Hjemmestyret overtog lovgivnings- og administrationkompetencen for folkeskolen i 1980 og for erhvervsuddannelserne i 1981.

Trods et meget intensivt og bredt uddannelsestilbud, som årligt koster Landskassen 600-650 millioner kroner og kommunerne cirka 100 millioner kroner, er antallet af personer, der gennemfører en uddannelse, generelt for lavt i forhold til behovet for uddannet arbejdskraft.

På stort set alle områder er efterspørgslen efter uddannet arbejdskraft mindst det dobbelte af det antal, som reelt bliver uddannet.

Misforholdet mellem efterspørgsel og udbud af uddannet arbejdskraft har efter erhvervslivets mening følgende væsentlige årsager: Manglende traditioner i befolkningen for uddannelse. Rekrutterings- og fastholdelsesproblemer på lærerområdet. Sproglige barrierer. Utilstrækkelig sammenhæng mellem erhvervsudvikling og uddannelsessystem.

6.1 Folkeskolen
I Grønland er der ni års undervisningspligt med mulighed for yderligere to års skolegang, som kan afsluttes med Folkeskolens Afgangsprøve eller Folkeskolens Udvidede Afgangsprøve.

Desuden tilbydes et 12. skoleår - en kursusskole på de to niveauer.

Folkeskolen har, siden hjemmestyrets overtagelse af området, undergået mange ændringer.

En betydelig del af disse ændringer har rod i et politisk ønske om en grønlandisering af undervisningen - dels ved at styrke det grønlandske sprog og dels gennem øget forældreindflydelse på skolens forhold.

Disse to politiske ønsker forudsætter som udgangspunkt en stabil og grønlandsksproget 1ærerstah, grønlandsksprogede undervisningsmaterialer og engagerede forældre. Forudsætninger, som alle har vist sig meget vanskelige at opfylde i virkeligheden.

Der er cirka 90 folkeskoler i landet, fordelt på byer og bygder med et samlet elevtal på cirka 10.000.

Der er ansat omkring 1.000 lærere i folkeskolen - godt halvdelen er uddannede grønlandske 1ærere, knap 300 er uddannede danske lmrere. Men drka 200 undervisere er timelærere uden læreruddannelse. 80 procent af denne gruppe er grønlændere.

Folkeskolen lever som det øvrige samfund på de betingelser, som blandt andet er en konsekvens af bosætningsmønstret. Således bliver knap 20 procent af folkeskolens elever undervist i bygdeskoler, hvor der kan være tale om meget små skoler med helt ned til tre elever.

På de mindre skoler er 1ærerkræfterne i flere tilfælde hverken fagligt eller pædagogisk uddannede. Og på både bygde- og byskoler kniber det med forældremotivationen i forhold til skolen og barnets indlæringsproces.

Når det kniber med forældremotivationen, kan det have flere årsager.

Blandt de mere væsentlige årsager er forældrenes manglende forudsætninger for at kommunikere med elevens lærere såvel sprogligt som fagligt, og forældrenes forudfattede autoritetstro over for skolen og dens lærere.

Endelig gør spiritusmisbrug mange forældre ude af stand til at tage vare på pasningen af deres børn.

Under de betingelser kræver det stor pædagogisk indsigt at motivere og fastholde eleverne i undervisningssituationen.

Desuden er det en kendsgerning, at opprioriteringen af det grønlandske sprog i folkeskolen er sket på bekostning af dansk. Det betyder, at elevernes forudsætninger for at modtage undervisning på dansk i det videre uddannelsesforløb er blevet forringet gennem de senere år.

I verden omkring os bliver uddannelserne i stigende grad internationaliseret, og der bliver stillet stigende krav til de unges kundskaber i fremmedsprog.

Når det grønlandske samfund og uddannelsessystem satser på det grønlandsksprogede, så svigter samfundet samtidig borgernes muligheder for at kvalificere sig til at overtage de stillinger i den offentlige administration og i erhvervslivet, som stiller krav om høje kvalifikationer.

Det er nødvendigt at erkende, at samfundet som minimum er tosproget.

Uddannelsessystemet må målrettet indrette sig på, at det er en forudsætning for uddannelse, at de elever, der forlader folkeskolen, som minimum behersker et fremmedsprog udover dansk.

Det er i sig selv et problem, at det naturlige første fremmedsprog - blandt andet på grund af rigsfællesskabet - er dansk.

Dansk er ligesom grønlandsk et minoritetssprog, og det er reelt nødvendigt, at de grønlandsksprogede elever i folkeskolen tilegner sig mindst to fremmedsprog for at have de nødvendige sproglige forudsætninger for videreuddannelse.

Omkring 1.000 elever forlader hvert år folkeskolen med enten Folkeskolens Afgangsprøve eller med Folkeskolens Udvidede Afgangsprøve. Kun meget få elever benytter sig af muligheden for at forlade folkeskolen efter 9. skoleår.

6.2 Videreuddannelse
I skoleåret 1995/96 var følgende personer under uddannelse, fordelt på

Gymnasial uddannelse:
ca. 460 elever, svarende til ca. 19%

Erhvervsuddannelser:
ca. 1130 elever, svarende til ca. 46%

Øvrige uddannelser:
ca. 880 elever, svarende til ca. 35%

Gymnasiale uddannelser
Tilgangen til den gymnasiale uddannelse ved de tre gymnasieskoler har gennem de sidste ti år været jævnt stigende.

I 1993 påbegyndte 191 elever GU.

I 1994/95 var der imidlertid en mindre tilbagegang, fordi folkeskoleeleverne nu fik mulighed for et studieforberedende højskole- eller efterskoleophold i Danmark. Det tilbud har en del elever benyttet sig af

Da den gymnasiale uddannelse primært bliver gennemført med henblik på uddannelse inden for de højere uddannelser som for eksempel seminarier, universiteter mv., betyder ændringen i uddannelsesvalg efter folkeskolen, at antallet af de personer, som påbegynder de erhvervsfaglige uddannelser umiddelbart efter folkeskolen, har været faldende gennem de senere år, og at disse elever alt andet lige tilhører kategorien af "svagere elever".

Frafaldet på den gymnasiale uddannelse har ligget på cirka 35 procent. Således har 90 - 120 elever afsluttet GU hvert år i de seneste år.

Erhvervsfaglige uddannelser
I 1988 blev der indført en ny grunduddannelse i tilknytning til de erhvervsfaglige uddannelser, den såkaldte STI-uddannelse. Den former sig som en vekselvirkning mellem teori på lokale erhvervsskoler og på brancheskolerne - og praktik inden for såvel det offentlige som private erhvervsliv.

Stort set alle hovedområder inden for de faglærte uddannelser kan gennemføres i Grønland, dog skal eleverne inden for visse fag som for eksempel elfagene, flymekanikerområdet og nogle af levnedsmiddeluddannelserne til Danmark på skoleophold.

Den meget brede vifte af erhvervsuddannelser i Grønland med 14 lokale erhvervsskoler og 10 brancheskoler og med et forholdsvis spinkelt rekrutteringsgrundlag - gør erhvervsuddannelsessystemet meget dyrt. Omkostningerne pr. elev er op til 4 gange højere end i Danmark.

De erhvervsfaglige uddannelser lider under det spredte bosætningsmønster, som betyder, at der opstår lokale vanskeligheder med at skaffe de relevante praktikpladser i de enkelte lokalsamfund.

Det ses ofte, at der i en by er efterspørgsel efter STI-elever til et givent fagområde, mens der i en anden by er mangel på praktikpladser til samme fagområde.

Det private erhvervsliv er direkte involveret i de erhvervsfaglige uddannelser. Dels ved den uddannelse, som foregår i praktik på de enkelte arbejdspladser, og dels ved deltagelse i brancheskolernes tilsyn i de såkaldte brancheudvalg.

Men brancheudvalgene har vanskeligt ved at udfylde rollen. Udvalgene fungerer reelt ikke som sparringspartnere for den enkelte brancheskole og for erhvervsuddannelsessystemet i det hele taget.

Brancheudvalgene består af lokale arbejdsgiver- og lønmodtagerrepræsentanter, en repræsentant for kommunalbestyrelsen, en for landsstyremedlemmet, en for skolens lærerråd samt en elevrepræsentant.

Brancheudvalgene har indstillingsret overfor Direktoratet for Erhvervsuddannelserne, men fungerer ikke direkte som ansvarlig over for den enkelte skole.

Forstanderen for den enkelte brancheskole har alene det pædagogiske, administrative og økonomiske ansvar.

Brancheudvalgenes tilsynspligt går således meget bredt på det samlede erhvervsuddannelsessystem - og set i lyset af det store antal skoler, er det klart svært at overskue.

Det, som går godt et sted, kan meget vel gå mindre godt et andet sted. Desuden opstår der let "gråzoner" i erhvervsuddannelsessystemet - områder, som ingen tager sig af og ingen føler ansvaret for den nødvendige overordnede uddannelsespolitiske helhed.

I forhold til praktikpladserne er der en klar tendens til, at ansvaret for eleven er for diffust, da praktikpladsen har tilbøjelighed til at give skolerne ansvaret for ting, der ikke fungerer.

Omvendt har skolerne svært ved at forstå og acceptere de problemer, som opstår ude på arbejdspladserne i praktikperioden.

Erhvervslivet mener, at genindførelse af mesterlæren i moderniseret form kan højne uddannelseskvaliteten, specielt i forhold til elevernes holdninger og disciplin.

Store mangler
I praktikperioderne bliver eleverne aflønnet af praktikpladsen efter gældende overenskomster.

Een ting er skolerne og erhvervslivet imidlertid enige om: Kundskaberne i de basale skolefag som sprog og matematik er generelt for ringe.

Med andre ord har sammenhængen i hele erhvervsuddannelsessystemet store mangler.

Der bliver brugt uforholdsmæssigt store ressourcer på at lappe hullerne i et uddannelsessystem, som ikke opfylder de helt basale betingelser i samfundet - at få uddannet et passende antal personer med de nødvendige faglige og menneskelige kvalifikationer til erstatning for importeret arbejdskraft.

Når erhvervsuddannelserne samtidig er generelt meget dyre, målt i omkostninger pr. elev, så bør det vække til eftertanke, om vi har et uddannelsessystem, tilpasset samfundets behov.

Det skal også med i betragtningen, at det private erhvervsliv har haft og fortsat har meget svært ved at indføre og fastholde nogle klare uddannelsespolitiske ønsker og mål i de enkelte virksomheder.

Tilsyneladende har mange virksomheder ikke en så langsigtet strategi, at der er et naturligt uddannelsesbehov i virksomhederne.

Man vælger derfor den "nemme" løsning, nemlig at importere den uddannede arbejdskraft.

De højere uddannelser
I Grønland er der etableret en journalistskole, to seminarier, et center for sundhedsuddannelser og et universitet med tre institutter, et for grønlandsk, et for Kultur og Samfund samt et for Administration, samt en præsteuddannelse.

Herudover må de unge rejse ud af Grønland for at tage en højere uddannelse, og langt de fleste vælger Danmark som studieland.

Når de uddannelsessøgende primært vælger Danmark som studieland, er det almindeligvis begrundet i de uddannelsessøgendes sproglige forudsætninger.

Dansk er for de fleste det naturligste fremmedsprog eller ligefrem modersmålet. Men samtidig har Danmark og Grønland en aftale om, at grønlandske uddannelsessøgende kan benytte det danske uddannelsessystem på samme betingelser, som gælder for danske uddannelsessøgende - uden særskilt betaling fra hjemmestyrets side.

Frafaldet ved de højere uddannelser ligger dog fortsat på et højt niveau. Af de cirka 550 personer, som hvert år påbegynder en højere såvel lang som mellemlang uddannelse, er der kun godt 200, der fuldfører en uddannelse.

Som enkeltgrupper repræsenterer seminarierne den største gruppe med cirka 40 nyuddannede lærere og pædagoger hvert år.

6.3 Efteruddannelse
Som tidligere nævnt er en betydelig del af den nuværende arbejdsstyrke ufaglært - det fremgår også af Grønlands Statistik uddannelsesprofil for årgangen 1988. Af denne gruppe kom 41 procent aldrig i kontakt med uddannelsessystemet efter folkeskolen. Af de øvrige opnåede 52 procent aldrig at gennemføre en kompetencegivende uddannelse.

Derfor er der et betydeligt behov for kurser for ufaglærte og efteruddannelseskurser.

De forskellige brancheskoler tilbyder arbejdsmarkedet forskellige korterevarende uddannelseskurser i for eksempel EDB-anvendelse, svejsning, maskinføreruddannelse med videre..

Desuden gennemfører arbejdsrnarkedsorganisationer og de store hjemmestyreejede virksomheder kurser til kvalificering af arbejdskraften.

Disse kurser bliver primært finansieret af de såkaldte AEB-midler, et Arbejdsmarkeds- Erhvervsuddannelses-Bidrag, som bliver betalt af arbejdsgiverne med p.t. 0,8 procent af virksomhedens lønsum.

Fiskeriet er dog ikke omfattet af denne betaling.

Det samlede heløb udgør knap 30 millioner kroner om året, hvoraf cirka 5 millioner kroner bliver anvendt til kursusvirksomhed. De øvrige midler bliver anvendt til aflønning, af STI-eleverne i basisåret og i de perioder, hvor de går på skole.

Efteruddannelseskurser skal naturligvis fortsat eksistere og endda udbygges. Men også på dette område bør der foretages en koordinering, så de få ressourcer både i henseende til økonomi og lærerkræfter bliver udnyttet optimalt.

6.4 Generelle uddannelsespolitiske synspunkter
I)ecentraliseringcn i uddannelsessystemet har både positive og negative sider.

Blandt de positive er, at de enkelte skoler har meget frie rammer til at fastlægge deres undervisning mv. - og at eleverne i vid udstrækning kan blive i deres hjcmmemiljø under uddannelsen, og hermed opretholde kontakten til familie og venner.

Men decentraliseringen indebærer også, at meget arbejde i forbindelse med udarbejdelse af studiematerialer, planlægning mv. bliver gjort både to og tre gange, ligesom der kan opstå niveauforskelle i undervisningen fra skole til skole.

Det betyder, at uddannelsessystemet let mister den sammenhæng og kontinuitet, som er alt afgørende for, at såvel elever som 1ærere - og i sidste end hele samfundet - får det resultat af uddannelsen, som er ønskeligt, nemlig en velmotiveret og veluddannet arbejdsstyrke.

Hele uddannelsessystemet trænger til en tilbundsgående reform, som skal Sikre at de politiske mål kan opfyldes. Skabe sammenhænge i alle dele af uddannelsessystemet. Tilføre eleverne på alle niveauer i uddannelsessystemet de nødvendige faglige og menneskelige kvalifikationer; der giver dem forudsætninger for at virke på arbejdsmarkedet - og ikke blot i Grønland, men internationalt. Det grønlandske uddannelsessystem må i lyset af den hidtidige uddannelsespolitiske strategi satse mere på kvalitet frem for kvantitet. For hver 55.000 indbyggere I Danmark I Grønland Personer med lang uddannelse 1.500 100 Personer med mellemlang uddannelse 4.400 100 Personer med erhvervsfaglig uddannelse 12.000 5.400 Det store uddannelsesmæssige efterslæb kan blandt andet måles ved en sammenligning med Danmark.

Vi er imidlertid overbevist om, at en centralisering af uddannelserne efter folkeskolen i få men velfungerende og velmotiverende uddannelsescentre vil højne kvaliteten i uddannelserne betydeligt. Samtidig vil det billiggøre uddannelserne.

Det er nødvendigt at nå frem til en erkendelse af, at mange uddannelser ikke kan gennemføres i Grønland. Der bør derfor etableres et tæt uddannelsesmæssigt netværk med uddannelsesinstitutioner uden for Grønland.

Om de unge vil være indstillet på at flytte hjemmefra til enten en anden by i Grønland eller til udlandet i uddannelsesøjemed er måske umiddelbart problematisk.

På den anden side er det opfattelsen, at det kun et spørgsmål om tid, før det vil blive en helt normal tradition.

Mange andre samfund i verden har i generationer kendt til det fænomen, at de unge forlader landet i forbindelse med uddannelse - for eksempel Island og mange afrikanske stater.

Hvis den uddannelse, der tilbydes, er kvalitativt i orden fagligt og menneskeligt, og hvis folkeskolen har skabt den nødvendige motivation hos eleverne - så anser vi det ikke for problematisk at sende eleverne til udlandet for at uddanne sig. Ligesom det er vores klare overbevisning, at størsteparten vil vende tilbage, hvis samfundet kan tilbyde de nødvendige stillinger.