Iværksættere skal støttes

Mange grønlændere, som i 80'erne valgte at gå i den grønlandske del af folkeskolen, er blevet ofret uddannelsesmæssigt i nationalismens hellige navn, fordi de ikke har lært nok dansk. Hvis folkeskolen ikke snart får rettet op på dette forhold, ryger der endnu en generation rent uddannelsesmæssigt.

Fredag d. 23. januar 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Sprog, Uddannelse.

Det er en debat med racistiske undertoner, der er indledt med landstingsmedlem Hans Enoksens forslag om, at grønlændere skal have en positiv særbehandling i erhvervslivet. Derfor er den ubehagelig. Det er klart, at der ikke kan lovgives ud fra en racistisk opfattelse, hvor man siger, at kun sorthårede og kun grønlandsksprogede kan få opgaver her i landet.

Politikerne har hele tiden fastholdt, at det er pris og kvalitet, der er afgørende. Desuden ønsker man, at det er firmaer med grønlandsk næringsbrev, der må søge og udføre arbejderne her i landet. At der så gives dispensation fra reglerne om grønlandsk næringsbrev, må Hans Enoksen diskutere med sine politiske kolleger, for det er dem, der giver dispensationerne.

Vi tror ganske enkelt ikke på, at der noget sted i systemet foregår racistisk særbehandling forstået på den måde, at danskere får opgaverne, fordi de er danskere, som Hans Enoksen mener. I givet fald vil vi gerne have det dokumenteret.

Men der er et problem. For Hans Enoksen har helt ret i, at vi mangler grønlandske igangsættere, grønlandsk ejede firmaer med videre.

Men vi tror ikke på, det er et racistisk problem. Vi mener, det er et spørgsmål om finansiering og uddannelse, samt at monopolerne begrænser grønlandske igangsætteres muligheder for at komme igang.

Et meget konkret eksempel er spørgsmålet om, hvorfor Per Rosing Petersen ikke fik lov til at byde på helikoptertrafikken i Østgrønland. Men at den blev udbudt i en indbudt licitation til kun Air Alpha Greenland og Grønlandsfly. Begge selskaber har danske moderselskaber. Vi støtter fuldt ud Per Rosing Petersen. Selvfølgelig skulle han have været med, og det ville have været en kolossal fordel for landet og andre igangsættere, hvis han havde vundet en sådan licitation og havde bevist, at han kan gennemføre den bedste og billigste flyvning.

Inden for bygge- og anlægssektoren sker der disse år et generationsskifte. Og vi står netop med problemet. Hvor er de grønlandske håndværksmestre, som skal overtage de håndværksvirsksomheder, som nu gamle danskere har bygget op siden 50'erne, 60'erne og 70,erne? - Det vil være ad helvede til, hvis det er nye danske håndværksmestre, som tager over.

Eksemplet fra Tasiilaq, der blev vist i Den sidste Koloni, hvor den unge grønlandske elektriker skulle overtage elektrikerafdelingen i "ByggeHans’" entreprenørvirksomhed, viste meget tydeligt, hvad det drejer sig om. Nemlig finansiering - det havde intet med racisme at gøre. Hvordan skulle den unge elektriker kunne rejse to millioner kroner. Det vil en udefra kommende derimod let kunne gøre. Et elektrikerfirma i Danmark kunne så let som ingenting oprette et datterselskab i Tasiilaq, opnå næringsbrev, og overtage afdelingen med finansiering udefra.

Tilbage står den unge grønlandske elektriker - og kan søge om ansættelse i det danskejede firma.

Det er sagens ene kerne, og det bør Hans Enoksen og de øvrige landstingspolitikere se på.

Eventuelt ved i Sulisa-regi at oprette en erhvervsstøtteordning, der kan sikre grønlandske igangsættere den nødvendige finansiering. Der skal være penge nok til at kunne gå effektivt ind med massiv støtte.

For at vende tilbage til Tasiilaq, så skulle den unge elektriker bruge to millioner kroner. På grund af de særlige forhold i Grønland skal han nemlig have et stort lager liggende, og han skal investere i de nødvendige maskiner og bygninger.

Det er klart, at der vil være tab forbundet med en sådan støtteordning. Men hvis grønlændere ikke bare skal være tilskuere til deres egen udvikling, er det nødvendigt at generationsskifteproblemet inden for bygge- og anlægssektoren løses, og at grønlandske iværksættere kan få massiv støtte, ligesom vi har oplevet det i fiskeriet og i landbruget. Ellers er det danskejede firmaer som kommer op og overtager det hele.

Den anden del af sagens kerne er uddannelse. Mange grønlændere, som i 80'erne valgte at gå i den grønlandske del af folkeskolen, er blevet ofret uddannelsesmæssigt i nationalismens hellige navn, fordi de ikke har lært nok dansk. Hvis folkeskolen ikke snart får rettet op på dette forhold, ryger der endnu en generation rent uddannelsesmæssigt. Der er jo en grund til at så mange unge mennesker sendes på efterskole i Danmark i disse år.

Dermed er ikke sagt, at man ikke skal lære grønlandsk. Selvfølgelig skal man det. Og i visse stillingskategorier skal det direkte være en kvalitet og give lønfordele, at man kan grønlandsk

Men folkeskolen skal være sådan indrettet, at den lige fra første klasse skal forberede eleverne på, at de skal fortsætte i et dansk uddannelsessystem.

Den grønlandske tømrermester, der forleden i Qanorooq oplyste, at han ikke kunne få noget arbejde, fordi han ikke er medlem af Grønlands Arbejdsgiverforening, og at han ikke vil være medlem af foreningen fordi den er for dansk, er for langt ude.

Grønlands Arbejdsgiverforening har netop sikret, at det er grønlandske virksomheder, der får opgaverne. Hvis arbejdsgiverforeningen skal gøres mere grønlandsksproget, så må de grønlandske arbejdsgivere melde sig ind og påvirke den udvikling. Det hjælper ikke noget at stå udenfor og brokke sig.

Grønlands Arbejdsgiverforening arbejder netop nu på, at det er grønlændere, som skal overtage håndværksvirksomhederne, efterhånden som de danske håndværksmestre går på pension. Denne udvikling kan den pågældende tømrermester i Nuuk være med til at fremme ved at melde sig ind i arbejdsgiverforeningen.

En sidste forhindring for grønlandske iværksættere er de offentligt støttede monopoler. Det seneste eksempel på dette problem er forholdet mellem KNR og Sisimiut Tusaataat, hvor KNR er fornærmet over, at den lokale radiostation truer monopolet.

Sisimiut Tusaataat har iværksætterånden. Alle medarbejdere knokler for at få den lille virksomhed til at overleve i en hård konkurrence med KNR. Den lille radiovirksomhed indeholder alle de elementer, som vi efterlyser her i landet for at få gang i hjulene.

De skal støttes. De skal ikke forhindres, og hjemmestyret skal ikke stoppe det initiativ, fordi KNR ikke kan klare konkurrencen.

Generelt må vi understrege, at grønlandske iværksættere skal have positiv særbehandling med finansiering, uddannelse og ved at nedbryde monopolerne. - Men det skal være uden racistiske undertoner, og pris og kvalitet må fortsat være de afgørende forudsætninger for at få opgaverne.