Grønlandsk og dansk

De drøftelser om grønlandsk kontra danske firmaer, som vi på de seneste har været vidne til især i Qanorooq, nærmer sig i betænkelig grad en etnisk skelnen mellem dansk og grønlandsk. Tilsvarende stammer det følelsesregister, som aktiveres i forbindelse med de samme drøftelser, også fra det etnisk- nationalistiske felt, ikke langt fra diskriminationens og racismens fæle ansigt.

Torsdag d. 26. februar 1998
Lars Mosgaard
Emnekreds: Erhverv, Politik, Sociale spørgsmål, Sprog.

Den ulyksalige debat omkring grønlandsk og dansk kan ikke affærdiges med at være en sprogdebat. Der bliver talt om firmaer og deres ejerforhold: grønlandske og danske firmaer som modsætninger til hinanden.

Et sprog er et kommunikationsmiddel, og det er firmaer og firmaejere ikke!

Det undrer mig, at ingen journalist endnu i et interview har stillet dette enkle spørgsmål: hvordan adskiller et grønlandsk firma sig fra et dansk firma? Hvordan kender man forskel? Det er måske så pinligt, at det er ugrønlandsk at spørge så direkte?

Er et firma med en danskfødt og dansksproget ejer, der måske har haft firma i Grønland i 30 år siden de glade 60'ere, og som måske er grønlandsk gift, har grønlandske børn, og som endelig ofte beskæftiger væsentlig flere grønlændere end danskere, er et sådant firma mindre grønlandsk end et firma med en etnisk set grønlandsk ejerkreds? Eller er det mere grønlandsk?

Hvis det alene er sproget, der gør den forskel, som så mange for tiden taler om, så vil der være en række forretningsdrivende og virksomhedsejere i Grønland - både danskere og grønlændere - som i denne debat må føle sig meget ilde tilpas og uvelkomne i deres eget land, det vil sige det land, de er født og opvokset i eller måske har boet en menneskealder i, loyalt betalt skat og afgifter til og været iværksættere for.

Forvirringen består i, at man ikke gør sig ganske klart, at dansk og grønlandsk - i hvert fald i dansk sprogbrug - ikke uden videre udelukker hinanden. Enhver grønlænder er i folkeretlig henseende tillige dansker, mens langt fra alle danskere tilsvarende er grønlændere. Faktisk kan man som dansker aldrig opnå at blive grønlænder, heller ikke selv om man bor her hele sit liv.

De drøftelser om grønlandsk kontra danske firmaer, som vi på de seneste har været vidne til især i Qanorooq, nærmer sig i betænkelig grad en etnisk skelnen mellem dansk og grønlandsk. Tilsvarende stammer det følelsesregister, som aktiveres i forbindelse med de samme drøftelser, også fra det etnisk- nationalistiske felt, ikke langt fra diskriminationens og racismens fæle ansigt.

Er eller kan mine børn overhovedet blive grønlændere? - Jeg selv gør nok ikke. Hvor mange generationer skal der til, for at man kan blive grønlænder? Hvor mange generationer gik der, førend Jensen’erne, Fleischer’ne, Olsvig’erne, Lynge’rne, Geisler’ne etc. blev grønlændere? Nuvel, denne tankegang fører mig for langt ud i uføret og for hurtigt ind i forestillinger om, at man let kan finde regelsæt for den slags spekulationer i tyske annaler fra 30'erne, amerikanske fra 60'erne og sydafrikanske fra op til 90'erne

Jeg forlader den derfor og beder også andre debattører om at gå ad andre veje, når vi skal søge at finde os til rette i vores samfund.

- Og når der bliver snakket om diskrimination, ja, så er vi helt ude på overdrevet - i racismens kløer.

Den, som i et markedsorienteret arbejdsmarked ikke kan finde fodfæste, kan naturligvis prøve på at få en fortrinsstilling - et monopol.

Monopoler fører givetvis til, at monopolhaveren kan klare sig godt på markedet - et stykke tid. Men det fører også til aftagende konkurrence, ringere kvalitet og højere priser.

Alt må gøres for at forbedre den enkeltsprogede grønlænders muligheder for at klare sig på markedet på de gældende markedsvilkår.

Men tro endelig ikke, at dette kan lade sig gøre ved at begrænse en del af de lovligt opererende virksomheders vilkår til fordel for en anden del.

Vi taber i styrke, om vi alle skal være lige svage, mens vi vinder ved fælles styrke.

Debatten er måske alligevel slet ikke så ulyksalig, som jeg nævnte i indledningen. Måske kan vi få åbnet øjnene op for nye og videre horisonter. Men kun hvis vi tager fordommenes skyklapper af og bliver bjælken i vores eget øje var. Hvis debatten er en debat om sprog, så hold den til det.

Der er i Qanorooq blevet brugt ord som racisme og diskrimination, og det er ikke emner, som hører hjemme i denne sammenhæng.

Qanorooq må se at få drejet sin journalistik hen, så den bliver kritisk, opsøgende, skarp, men stedse forsvarlig. Seerne må også være kritiske, så tak for de danske undertekster.

Som det er nu er journalisterne i Qanorooq tæt på at optræde som opildnere, agitatorer og samfundsnedbrydere. Så må de også finde sig i at blive behandlet som sådanne.

Ikke alene må det være i strid med presse-etiske retningslinier. Det kan ikke vedblive at være lovligt.

Samarbejde og synergi er løsningen!

Vores fælles muligheder og styrke findes i vores forskelle, ikke i vores ensartethed. Der må ligge store muligheder og enorm styrke i det faktum, at Grønland er et to-sproget samfund. Lad os finde vores fælles styrke og muligheder.

Vi er jo dog i familie, er vi ikke?