Vestnordisk samhørighed blot en floskel?

Jeg føler, at vi alle fra Grønlands side var skuffede over planlægningen og deltagelsen af de grønlandske ledere. Turen var fra Grønlands side arrangeret af Sorlak. Vi så ikke meget til dem, da de trods vores aldeles udmærkede hotel, flyttede til et andet (og dyrere) hotel. Endvidere kunne de åbenbart ikke køre i bus som os andre, men skulle absolut leje deres egen private bil.

Lørdag d. 1. august 1998
Sidsel Hansen
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sprog.

Jeg er netop returneret fra en inspirerende weekend i Reykjavik, Island.

Jeg deltog sammen med 150 unge mennesker og politikere fra Grønland, Island og Færøerne i en vestnordisk ungdomskonference.

Formålet med konferencen, der var arrangeret af Vestnordisk Råd, var at vi skulle diskutere relevante emner for Vestnorden såsom:
  • det danske sprogs stilling i Vestnorden i forhold til de Vestnordiske sprog.
  • kulturen i de tre lande
  • miljøet
  • den nye kommunikationsteknologi
  • landenes samhørighed
Vi ankom fredag aften for straks at blive kastet ud i en velorganiseret og virkelighedstro vikingefest, hvor det var meningen at hvert land skulle præsentere sine specialiteter indenfor mad og kulturelle traditioner. Desværre var vi fra Grønland ikke ordentligt forberedt.

Selve konferencen var præget af fyldige oplæg og diskussioner. Samhørigheden blev gradvist forstærket gennem gruppedebat, hvor vi begyndte at komme hinanden ved på tværs af landegrænserne, og dertil kom den sociale kontakt om natten gennem dans på diverse diskoteker i Reykjavik. Så det var trist om søndagen allerede at skulle tage afsked, men den generelle opfattelse var, at konferencen havde været belærende og sjov, blot alt for kort. Det ville også have været lettere at starte gruppesamarbejdet, hvis konferencen var startet to dage forinden med sociale aktiviteter, så vi kunne lære hinanden at kende på en uformel måde.

Et positivt træk ved konferencen, som Josef Motzfeldt gjorde os opmærksom på ved slutningen var, at man blandt de unge fandt en overvejende positiv holdning til det danske sprog, som et sprog hvorpå de vestnordiske lande kunne kommunikere og derved samarbejde på. Det er jo lidt nye toner i forhold til den efterhånden velkendte negative holdning til det danske sprog, gældende for alle tre lande.

Men det er ikke uden at få dårlig smag i munden, at jeg tænker tilbage på turen.

Jeg føler, at vi alle fra Grønlands side var skuffede over planlægningen og deltagelsen af de grønlandske ledere. Turen var fra Grønlands side arrangeret af Sorlak. Vi så ikke meget til dem, da de trods vores aldeles udmærkede hotel, flyttede til et andet (og dyrere) hotel. Endvidere kunne de åbenbart ikke køre i bus som os andre, men skulle absolut leje deres egen private bil.

Har vi ikke efterhånden mødt så mange af den slags historier, at man finder det utroligt irriterende, at de stadig dukker op? At mennesker, der sidder på ledende poster i dette land, tager på konferencer og bruger landets sparsomme ressoucer på unødvendig luksus.

Der var ikke en eneste gang, hvor vi blev samlet for at få information om det videre forløb, og: Jo, vi er da voksne mennesker, men selv voksne mennesker, kan godt savne lidt samling på tropperne.

Inden I nu tager jer til hovedet og tænker, brokker den forkælede ungdom sig igen? En ungdom der får, jeg ved ikke hvor mange penge i uddannelsesstøtte, og ovenikøbet får chancen på at komme på en sådan tur. Nej, jeg brokker mig ikke, jeg gør bare opmæk-som på noget jeg finder uansvarligt, og som jeg mener alle har bedst af at blive gjort opmærksom på. Tro ikke, at jeg ikke føler mig privilegeret, da jeg fik denne chance om at komme til Reykjavik, diskutere noget der interesser mig og møde en masse spændende mennesker. Jeg ved godt, at denne tur har kostet megen tid og mange penge, men netop derfor ville jeg ønske at tiden og pengene var blevet brugt på at præsentere Grønland flottere og stærkere end tilfældet var.

Turen tror jeg forstærkede manges interesse indenfor de områder, vi diskuterede, og fik mange til at ønske, at det ikke var et "farvel", da vi sluttede, men et "på gensyn". Herefter er det op til os, de voksne unge mennesker, at få arrangeret et "så mødes vi igen", for vi oplevede glæden og udbyttet af en sådan tur. Så hvad med om vi sørgede for at den fantastiske samhørighed, vi lige nåede at snuse til, ikke fordufter. Men får vi lov til at snuse til den endnu engang?