Qaqaqaqaaq

Så kom børnene på børnehjem. Med en leder der, med vores øjne, men ikke med tidens, fejlagtigt så det grønlandske sprog som den egentlige trussel mod hele eksperimentets lykkelige udgang.. Og derfor forbød børnene at tale det. Deres videre skæbne kan man følge hos Tine Bryld. Den adskiller sig næppe meget fra 22 andre tilfældigt valgte grønlænderes fra den tid. Måske mest ved at de fleste af dem overlevede, siger mange mennesker i Grønland i dag.

Fredag d. 20. november 1998
Else Lidegaard
Emnekreds: Børns vilkår, Sociale spørgsmål, Sprog, Uddannelse.

FJELD hedder qaqaq på grønlandsk, og sådan er det hele vejen igennem. Tror du. Men tværtimod. Hvis du vil sige. "Der er fjelde", er det ikke som på dansk tre ord. I stedet for sætter du et tilhæng på, der betyder "har" (som også kan oversættes "der er"). Det hedder -qarpoq, idet poq er verbalendelsen. Alts å qaqaqarpoq. Men nu vil du sige: "der er mange fjelde". Mange er også sådan et tilhæng man putter på, dog med den konsekvens, at så falder verbalendelsen -poq bort. Dette mange hedder -qaaq. Altså hedder "der er mange fjelde". qaqaqaqaaq. Altsammen udtalt med den bløde gutturale q-lyd som er så typisk for grønlandsk. Og sådan kunne vi blive ved, til det enkelte ord indeholder måske 40-50 bogstaver, et bygningsværk af bare små "lego-klodser", der tilføjer hver sin farve og funktion til grundordet og bliver til adskillige sætninger på dansk. Et sted, jeg elsker i den grønlandsk/danske ordbog, er glosen: qutsaserpoq. Oversættelsen lyder: "(Om ældre kvinde) danser og hopper rundt af glæde i en bestemt anledning".


Grønlandsk er sjovt, men anderledes, må man sige med en massiv underdrivelse. Engang talte jeg med en same om franskmænd. "Franskmændene er eensprogede og eenfoldige", sagde han, "de tror en sætning består af subjekt og verbum og objekt". Bagefter tænkte jeg på, at det vist passer på hele den imperialistiske verden. For sprog er jo andet end et kommunikationsmiddel, det er også et kig lige ind i sjælen på et folk.

SPROGET er heldigvis ikke den eneste mulighed for kontakt, men alligevel kan det være på sin plads at forsøge at forklare, hvordan det går til, at almindeligt velbegavede og velmenende danskere kan opholde sig en menneskealder i Grønland uden at lære grønlandsk, og at grønlandske børn kan have dansk i årevis i skolen og også møde det i samfundet iøvrigt, uden af den grund automatisk at blive dobbeltsprogede. For de sidstes vedkommende må dog tilføjes, at det lykkes tiere og bedre for dem at lære dansk, hvilket ikke alene skyldes et evt. større sprognemme, stigende nødvendighed og mere motivation. Jeg har den nu afdøde professor i kinesisk Søren Egerods ord for, at det alt andet lige faktisk er sværere for en dansker at lære grønlandsk end omvendt. Hans argumentation gik på, at et sprog, som mange taler, slibes til og forenkles gennem tiden. Men de eskimoiske sprog, som tales af uhyre få, har stadig en masse krummelurer og forsiringer, som gør tilegnelsen vanskelig for en europæer. Han var ikke bleg for at forsikre mig om, at det var meget lettere for en dansker at lære kinesisk end grønlandsk. Dette være sagt til trøst for de danskere, der ikke bare har været sammenbruddet nær, men i mange tilfælde har følt det som et uantageligt nederlag, der anfægtede deres selvværd, at de ikke var i stand til at lære det sprog, de levede midt i. Ikke engang når de havde en grønlandsk ægtefælle, eller endog en grønlandsk far eller mor. For det er en kendsgerning, at selv i blandede ægteskaber har børnene haft svært ved at blive dobbeltsprogede, især hvis de som små (under forældrenes uddannelse) har levet i Danmark.

Men hvor det er upraktisk og pinagtigt for danskere i Grønland ikke at kunne grønlandsk, er det for den moderne grønlænder simpelthen bydende nødvendigt at beherske et andet sprog foruden grønlandsk, og dette i stigende grad jo mere uafhængighed Grønland ønsker sig. Opgaven med at lære grønlænderne, det på grund af Rigsfællesskabet og talrige familiære forbindelser mest nærliggende sprog, dansk, er gennem de sidste 50 år blevet grebet an på mange forskellige måder.


I nogle byer prøvede man i 50'erne at dele børnene i en A-linie og en B-linie. I den ene var undervisningssproget grønlandsk, og lærerne fortrinsvis grønlændere, hvoraf kun få havde en egentlig læreruddannelse. I den anden var undervisningssproget dansk, og lærerne veluddannede danskere. Det siger sig selv, at alle de udsendte danskeres børn gik i disse danske klasser. Men den grønlandske overklasse satte også i vid udstrækning deres børn i den dansksprogede afdeling, nogle valgte endda, hvis de var i stand til det, at lade hjemmesproget lære dansk for at sikre sig at deres børn kunne følge med i de danske klasser.

Resultatet var en klassedeling, der mindre var baseret på begavelse end på danskkundskaber. En deling der, næsten automatisk, også førte til en social opdeling. Det er på denne baggrund, man skal søge at forstå det initiativ, Tine Bryld har beskrevet i sin interviewbog: I den bedste mening (Atuakkiorfik 98). 50'ernes Grønland var endnu præget af tuberkulose og mange steder stor nød. Mistede en fangerkone sin forsørger, var både hun og børnene ilde stedt. Et geografisk marginalt samfund som det eskimoiske har kun kunnet overleve ved en barsk efterleven af Darwins "survival af the fittest". Det væsentlige var, at samfundet overlevede, ikke det enkelte menneske. Det kunne tværtimod være nødvendigt at skille de svageste individer fra.

Med kristendommen indførte vi vores menneskesyn, med krav om varetagelse af "disse mine mindste små", som nogle århundreder senere igen førte til den tanke, at give nogle af de underprivilegerede børn, som levede på kanten af samfundet, chancen for en social opstigning, alene ved at give dem mulighed for at lære det danske sprog. Ideelt skulle man gå efter de bedst begavede, men de er svære at indkredse, hvor nøden er stor. Man valgte så godt, man kunne og gav børnene et ophold i Danmark i, hvad man som dansker anså for så gode danske plejehjem som muligt. I løbet af året lærte de dansk, og glemte stort set deres grønlandsk. Det sidste skulle nu nok hurtigt være kommet igen, hvis de var kommet tilbage til et rent grønlandsk miljø. Men hvilke menneskelige omkostninger ville det have medført at vende tilbage til et liv i stor fattigdom og ofte direkte nød, når man var blevet vant til en ordnet tilværelse i den danske velfærd? Og hvad var der blevet af det nys tilegnede danske sprog, som skulle sikre disse børn en anderledes fremtid fuld af muligheder? I et land, hvor det traditionelle fangererhverv oven i købet var på retur, ville de fleste mene, at det bedste valg for børnene var at forblive i den danske sammenhæng.

Så kom børnene på børnehjem. Med en leder der, med vores øjne, men ikke med tidens, fejlagtigt så det grønlandske sprog som den egentlige trussel mod hele eksperimentets lykkelige udgang.. Og derfor forbød børnene at tale det. Deres videre skæbne kan man følge hos Tine Bryld. Den adskiller sig næppe meget fra 22 andre tilfældigt valgte grønlænderes fra den tid. Måske mest ved at de fleste af dem overlevede, siger mange mennesker i Grønland i dag.

I 60'erne, hvor 75 pct af lærerstaben nu var udsendte danskere, indså man på et tidspunkt, at skulle de grønlandske børn have nogen glæde af deres lærere, måtte de være i stand til at forstå dem, ligesom enhver videregående uddannelse var afhængig af dansk. Altså begyndte man nogle steder at sende børnene et år til Danmark, typisk i 3. eller 6; klasse, og altid efter direkte ønske fra (og undertiden finansieret af) forældrene. Senere suppleredes Folkeskolen - af mangel på lokaler og lærere - med 8., 9. og 10. skoleår på rene grønlandske efterskoler i Danmark. Børnene fik lært dansk flydende, men de psykiske omkostninger var ofte store. Et andet forsøg var at give børnene dansk fra første klasse, hvorimod man ventede med at give dem undervisning i deres modersmål til 3. klasse.

I slutningen af 70'erne fik Grønland hjemmestyre, og det grønlandske sprog kom i hovedsædet. Nu var det dansk, man først lærte fra 4. klasse, angiveligt for at undgå det, der er blevet kaldt dobbelt halvsprogethed. Modersmålet skulle ordentligt udbygges, før man kastede sig over et fremmedsprog. Danmarksopholdene blev afskaffet, de fleste lærere var nu grønlændere, mange uddannet på det grønlandske seminarium og med en høj national bevidsthed. Der blev prestige i at kunne grønlandsk, og nogle af de grønlandske dansksprogede børn og unge fik store vanskeligheder.

I dag bliver man, så snart man sætter sig i Grønlandsflyet, betjent af sikre kompetente stewardesser, der taler et formfuldendt grønlandsk, konstaterer den grønlandske forfatter Maliaraq Vebæk frydefuldt. Hvorpå de i næste øjeblik henvender sig lige så tvangfrit på dansk til hendes lyshårede rejsefælle.

Men rundt i byerne er der blevet længere mellem de virkelig dobbeltsprogede. Nu er det dansk, det kniber med. Grønlandiseringen har haft sin pris, og den er erkendt. Grønland kan i dag endnu mindre fungere ud fra det grønlandske sprog alene.

DET nye columbusæg hedder integreret undervisning. Det betyder, at danske og grønlandske børn undervises sammen i grønlandske klasser, så meget mere som de udsendte danskeres antal er faldet, så der ikke mere er basis for rene danske klasser. Især de, der har børn i den skolepligtige alder, frygter, at deres børn vil få svært ved at følge med i det danske skolesystem sidenhen og bliver hjemme i Danmark. Det er noget af forklaringen på den frygtelige mangel på lærere (ud af 1.000 er der 300) og anden udsendt arbejdskraft. I hver af de grønlandske k1asser, som har integreret undervisning, er der tale om bare et par elever med dansk som modersmål, Der sidder de så, lyse, men undertiden også mørke, temmelig hjælpeløse og adspredte, mens højtkvalificerede to-sprogede lærere sættes ind på at komme eleverne til hjælp undervejs, evt. ved at satte to lærere ind i undervisningen - en service, som man ikke kunne tilbyde deres grønlandske kammerater i årtierne før hjemmestyret, hvor grønlandske børn ofte måtte starte deres skoleforløb med ikke at forstå et suk af, hvad læreren sagde.

Som det fremgår har jeg haft lejlighed til at overvære et par timer i integrerede klasser. Først grønlandsk (men også matematik og religion) i en 3. klasse (svarende til 2. klasse her), og bagefter en dansktime i en 10.(9.) klasse. Det lod sig ikke skjule nogen af stederne, at også dette system har sine store omkostninger. Ikke bare i det store forbrug af de sjældne meget velkvalificerede to-sprogede lærere, men det synes næsten umuligt at holde kedsomheden stangen, når man enten forstår for meget eller for lidt. I de små klasser viser den sig mest som uro, blandt de store breder sløvheden sig. Uopmærksomheden, mangelen på koncentration er måske et fænomen, man finder i alle skoler i dag, i Grønland kan den virke overvældende.

Om nogen dansk elev kommer til at beherske det grønlandske blot ved at gå nogle år i disse klasser, kan man tvivle på. Men kan det føre til øget samkvem også udenfor skoletiden, er der meget at hente for begge parter. Hvad angår de grønlandske elevers dansk, kan man håbe på en afsmitning fra de danske kammerater, selv om risikoen i selve dansktimerne også kan være en - utålmodig - dansk dominans. Desuden synes man nu at have fundet frem til en god form for Danmarksophold. Mange afslutter simpelthen folkeskolens 10. klasse med et år på en dansk efterskole, før de melder sig på det grønlandske gymnasium, hvor undervisningen endnu helt overvejende må foretages af danske cand.mag.’er.

enkelte vælger et AFS-ophold i et engelsksproget land. De kommer tilbage og taler flydende engelsk og grønlandsk, men deres dansk er for dårligt til, at de kan gå i gymnasiet. Mange begynder at tale om at erstatte det lille sprog dansk som 1. fremmedsprog med verdenssproget engelsk der åbner alle døre. En oplagt tanke, selv om alle endnu forsikrer, at det ikke skal være i stedet for, men ved siden af dansk. Og at det nok vil vare en rum tid endnu.

Det sidste er måske ikke så sikkert i internettets og satellit-tv’s dage. Men vil Rigsfællesskabet kunne overleve et virkelig engelsktalende Grønland, hvor dansk ikke længere er en nødvendighed? Vil det grønlandske sprog? Og i sidste ende den grønlandske identitet? IMAQA må man svare med det ord, "måske", som de fleste der har opholdt sig i Grønland når at lære.