Bispens gipsgebis

Jeg har i årenes løb truffet mange hundrede folkeskole- og gymnasieelever, men jeg har vist aldrig truffet en, der passer til Else Lidegaards beskrivelse. Hvad skulle det dog være for et menneske, der kan sidde 11 år i folkeskolen uden at lære ordentligt dansk, men som - vips - lærer at tale FLYDENDE engelsk på et år? Mon sådan en person ville kunne klare et engelsksproget gymnasium?

Fredag d. 4. december 1998
Bertil De Waal
Emnekreds: Sprog, Uddannelse.

BISPENS gipsgebis" er nogenlunde lige så repræsentativt for det danske dagligsprog som Else Lidegaards eksempel "Qaqqaqaqaaq" er for det grønlandske. Derimod har jeg checket at gipsgebisset er stavet korrekt, en ulejlighed, som EL ikke har fundet anledning til at gøre sig, da hun valgte det bizarre eksempel til helsidesartiklen i Weekendavisen 20.11. Hvad er det for et ærinde EL er ude i, når hun indleder sin artikel med at understrege den bløde gutturale q-lyd, som er så typisk for grønlandsk? Eller skriver at grønlandsk er sjovt, men anderledes? Er det ikke blot rent etnocentriske udsagn, som er egnet til at skabe afstand til de mennesker, man tillader sig at beskrive? Og er det andet end en banal, nutidig version af det stereotype billede af grønlænderne som et imødekommende og uskadeligt naturfolk, et billede, danskere har svælget i siden Knud Rasmussen udgjorde et vigtigt fixpunkt for datidens københavnske jet-set? EL skriver om AFS-elever, der kommer tilbage og taler flydende engelsk og grønlandsk, men deres dansk er for dårligt til at de kan gå i gymnasiet. Vis mig sådan en elev. Jeg har i årenes løb truffet mange hundrede folkeskole- og gymnasieelever, men jeg har vist aldrig truffet en, der passer til EL’s beskrivelse. Hvad skulle det dog være for et menneske, der kan sidde 11 år i folkeskolen uden at lære ordentligt dansk, men som - vips - lærer at tale FLYDENDE engelsk på et år? Mon sådan en person ville kunne klare et engelsksproget gymnasium? EL påstår, at der rundt i byerne er blevet længere mellem de virkelig dobbeltsprogede. Det er ganske enkelt noget vrøvl. År for år bliver der tværtimod flere og flere veluddannede grønlændere med en ordentlig faglig kompetence og en ordentlig beherskelse af begge sprog. Det vil selv enhver turist kunne forvisse sig om under et par dages ophold i landet. De yngre generationer taler simpelthen bedre dansk end de ældre. EL benytter afdøde professor Egerods navn til at retfærdiggøre, at talløse danskere, der har boet i Grønland, aldrig har lært landets sprog. Angiveligt skulle vanskelighederne ligge indbygget i selve sproget. Den påstand skylder Else Lidegaard os et bevis for. Søren Egerod er af gode grunde afskåret fra at tage til genmæle. I dag finder man det langt mere interessant, hvilke former for kommunikation, et sprog kan bruges til. Er det overhovedet ulejligheden værd at lære det nemmede sprog? Det er under alle omstændigheder altid forbundet med et stort arbejde. Så hvad er overhovedet grunden til at nogle mennesker gør sig ulejligheden at lære et fremmed sprog? Det er på den ene side nogle rent nytteprægede overvejelser, eller sagt på en anden måde: kan man skaffe sig nogle fordele ved at kunne sproget? På den anden side kan der være nogle ønsker om en tættere tilknytning til den kultur, hvor sproget benyttes. I en årrække har jeg undervist i både dansk og grønlandsk som fremmedsprog. De fleste sprog-learnere optræder rationelt og økonomiserer med deres arbejdsindsats. Overvældende mange danskere har ikke fundet det ulejligheden værd at lære grønlandsk. Dagsordenen i Grønland er i generationer blevet sat af danskere, og den er blevet skrevet på dansk. Sådan var det dengang for mange år siden, da EL boede i landet, og sådan er det nok - om end i mindre og mindre grad - stadig. Det er blandt andet derfor, at så mange grønlændere vælger at lære dansk. Når fx de fleste danske lærere ikke lærer grønlandsk, så er det, fordi de mener, at de bedre kan styre livet i klasseværelserne, hvis de kan optræde med den store sikkerhed det giver at tale sit eget modersmål, og lægge stress-byrden over på eleverne, ved at tvinge dem til at klare sig på et sprog, de ikke behersker fuldt ud. Og når enkelte danske lærere vælger at lære grønlandsk, så er det (såmænd af samme grund), fordi de mener, at de bedre kan styre livet i klasseværelserne, hvis de kan tale med eleverne på elevernes eget sprog. Det sprog, der anvendes i en given situation, vil altid afspejle magtforholdene i situationen. Hvis grønlænderne engang skulle holde op med at tale dansk, så vil det være fordi rigsfællesskabet til den tid vil have mistet sin betydning. Derimod er der ingen grund til at fantasere om at rigsfællesskabet falder fra hinanden, fordi grønlænderne begynder at tale engelsk eller bruge internettet.